20

GERLOF SAD I sin kørestol på vej over kirkegården og spekulerede. Ernst havde forsøgt at gøre et regnskab op med en eller anden da han døde, tænkte Gerlof – men hvilket regnskab?

Ernst havde aldrig været særlig interesseret i penge, så vidt Gerlof vidste – han havde været helt tilfreds med at arbejde i stenbruddet og en gang imellem sælge en skulptur for at få penge af en eller anden turist til mad og husleje. Det var nok til ham. Så hvorfor havde han ikke villet fortælle Gerlof om sine idéer om Jens’ forsvinden?

Han havde væltet Kantstenen. Det havde han gjort. Og hvad betød det?

Gerlof kunne tænke længe på alle de her spørgsmål, tænke i cirkler. Alligevel kom han hele tiden tilbage til at hvis Nils Kant ikke var død, hvis han på en eller anden måde havde arrangeret sin død og haft held til at vende tilbage til Sverige under et andet navn, som John troede – så ville de personer, der forsøgte at finde frem til sandheden, være farlige for ham.

»Er du klar, Gerlof?« spurgte Astrid bag hans ryg, da de kom til menighedshuset.

Han nikkede.

»Så kører vi ind,« sagde hun og tog tilløb til at rulle Gerlof op ad handicaprampen.

Der var ikke helt så mange gæster som under begravelsen, men Gerlof og Astrid måtte alligevel krydse sig frem mellem dem. Nogle af dem bøjede sig ned for at spørge Gerlof hvordan han havde det, men efter tre af den slags nedladende samtaler tvang han sig selv oppå gulvet. Han ville vise at han faktisk kunne gå trods smerten, han var ikke invalid.

Astrid rullede kørestolen til side, og Gerlof støttede sig til stokken og fortsatte med at hilse på bekendte. Gösta Engström fra Borgholm var gudskelov ikke interesseret i hans helbred, og endnu bedre var det at Margit ikke stod ved siden af ham da Gerlof nåede hen til ham på svajende ben. De kunne føre en lavmælt samtale om efterårets begivenheder, og til sidst fortalte Gerlof hvad han mente om Ernsts død.

»Ikke en ulykke?« sagde Gösta.

Gerlof rystede på hovedet.

»Du mener … et mord?«

»En eller anden skubbede ham ned i stenbruddet og væltede så skulpturen ned over ham,« sagde Gerlof. »Det er hvad John og jeg tror.«

Han var bange for at få en skoggerlatter til svar, men Gösta så alvorligt på ham.

»Hvem skulle gøre sådan noget?« spurgte han.

Gerlof rystede på hovedet igen.

»Det er spørgsmålet.«

Så dukkede Margit Engström op for at sige goddag, og Gerlof gav hende hånden og stolprede langsomt videre.

Han stødte på Bengt Nyberg fra Ølands-Posten, der som sædvanlig fiskede efter nyheder.

»Der er nok underbemandet på Marnäshjemmet nu. Er det rigtigt? Kniber det med servicen for jer beboere?«

Gerlof havde ikke noget at fortælle. Det virkede som om næsten alle i menighedshuset ville have noget af ham. Inden han nåede hen til kaffebordet stødte han på Gunnar Ljunger med frue fra Långvik. Gunnar gik lige til sagen som sædvanlig.

»Jeg har brug for seks til nu, Gerlof,« sagde hotelejeren. »Har din datter talt med dig? Hun var hos os i Långvik forleden, og jeg bad hende sige det til dig: seks til.«

Det var naturligvis flaskeskibe han snakkede om.

»Bliver der ikke trangt på hylderne?« spurgte Gerlof.

»Vi skal bygge til,« sagde Ljunger hurtigt. »De skal stå i vinduerne i den nye restaurantdel.«

Han tog en notesblok og en blyant frem med reklameteksten HANDL OG HYG DIG I LÅNGVIK! og skrev nogle tal ned på et stykke papir som han rakte Gerlof.

»Det er prisen,« sagde han. »For hvert skib.«

Gerlof kiggede på sedlen. Han var ikke glad for det familien Ljunger var i gang med oppe i Långvik, det var ren jordudbytning – men det her firecifrede beløb var tilstrækkeligt til at både huset og bådehuset i Stenvik kunne vedligeholdes mindst et år frem.

»Jeg har to skibe helt færdige,« sagde han lavt. »Det kommer til at trække ud med resten … måske til i foråret.«

»Det er godt nok.« Ljunger rettede ryggen. »Jeg køber dem efterhånden. Kom ned til Långvik og spis med en dag.«

Gunnar trykkede hans hånd, hans kone Linda smilede til Gerlof, og så gik de videre. Gerlof kunne endelig gå hen til bordene for at drikke kaffe og spise gulerodskage.

Astrid og Carl sad der allerede, og da Gerlof møjsommeligt havde slået sig ned og fået skænket kaffe, var der en anden mand der satte sig skråt over for ham. Det var Lennart Henriksson.

»Så er det overstået,« sagde politibetjenten til Gerlof.

Gerlof nikkede.

»Sorgen er der naturligvis endnu.«

»Ja. Og din datter … Er hun her?« spurgte Lennart.

»Nej. Hun er kørt hjem til Göteborg.«

»Kørte hun i går?«

Gerlof rystede på hovedet.

»Det var sikkert i morges.«

Lennart kiggede på ham.

»Kom hun ikke forbi og sagde farvel?«

»Nej. Men det forbavsede mig ikke helt.«

Han kunne have tilføjet at det ikke var lykkedes Julia og ham at komme hinanden særligt nær under hendes ophold på Øland, men det måtte Lennart selv finde ud af.

Lennart sad tavs og kiggede ned i kaffekoppen. Han havde en bekymret rynke i panden og trommede svagt med højre hånds fingre i bordet.

Derefter så han op på Gerlof.

»Men du er sikker på hun er kørt?«

»Astrid sagde at bilen var væk.«

Hun nikkede bekræftende ved siden af ham.

»Der var tomt på klinterækken. Og der var trukket for i bådehuset, var der ikke også, Carl?«

Hendes bror nikkede..

»Sagde hun farvel til jer?« spurgte Lennart.

Gerlof forstod ikke hvorfor han var så urolig.

»Ikke direkte,« sagde Astrid. »Men det er jo ikke altid man har tid til den slags … «

»Jeg ringer til hende,« sagde Lennart hurtigt. »Er det i orden, Gerlof?«

»Selvfølgelig,« sagde Gerlof. »Er der noget særligt du vil hende?«

»Nej,« sagde Lennart og tog sin mobiltelefon frem.

»Har du hendes nummer?« spurgte Gerlof.

»Ja.« Lennart trykkede tallene ind på telefonen. »Jeg vil bare høre hvor hun er. Hun sagde det kunne være hun ville … «

Han tav og holdt telefonen mod øret.

»Jeg forstår mig ikke på mobiler,« hviskede Astrid til Gerlof. »Hvordan gør man?«

»Aner det ikke,« sagde Gerlof og spurgte Lennart: »Svarer hun?«

Lennart sænkede telefonen.

»Der er ikke forbindelse til abonnenten … det er kun en telefonsvarer.« Han så på Gerlof og tilføjede: »Man kan naturligvis slukke for dem … hvis man ikke vil forstyrres.«

»Så har Julia sikkert gjort det,« sagde Gerlof. »Hun er vel på vej gennem Småland nu.«

Lennart nikkede langsomt, men virkede alligevel ikke tilfreds. Han blev ved med at tromme med fingrene i bordet, og til sidst rejste han sig.

»I må have mig undskyldt,« sagde han. »Jeg … må af sted og undersøge noget.«

Så tog han sin kaffekop og rejste sig.

Gerlof så ham skynde sig mod udgangen og spekulerede på om hans datter og Lennart Henriksson havde et projekt sammen som han ikke vidste noget om – men kun nogle få sekunder efter begyndte en ske forsigtigt at klirre mod en kaffekop længere nede i salen. En stol skrabede, og nogen rejste sig.

Gerlof så til sin forbavselse at det var John Hagman. Både han og sønnen Anders så ud til at føle sig lige ubekvemt tilpas i deres sorte jakkesæt.

John rømmede sig, rød i hovedet og med fingre der nervøst kravlede langs siderne af den sorte jakke. Så begyndte han på en mindetale:

»Ja … « sagde han. »Jeg plejer ikke at gøre sådan noget … egentlig ikke … men jeg ville bare sige noget om min og manges ven Ernst Adolfsson og om landsbyen Stenvik. Der bliver kun mere stille og mørkt dernede nu … «

Godt og vel en time senere var Gerlof tilbage på Marnäshjemmetkørt af Margit og Gösta – og kunne puste ud. Han spiste en sen frokost som Boel varmede til ham. På et af bordene ude i den tomme spisestue lå dagens udgave af Ølands-Posten, og Gerlofs blik faldt på en overskrift på forsiden: FORSVUNDET GAMMEL MAND FUNDET DØD.

Det var endnu mere ulykke. Artiklen handlede om den gamle mand der havde forladt sit hjem på Sydøland en uges tid før og nu var blevet fundet i et buskads ude på alvaret, frosset ihjel.

Politiet havde ikke mistanke om en forbrydelse, oplyste avisen. Manden var gammel og senil og så ud til at være faret vild mindre end en kilometer fra den landsby hvor han havde boet hele sit liv.

Gerlof kendte ikke den døde, men han så alligevel avisartiklen som et dårligt tegn.

Resten af eftermiddagen opholdt han sig på sit værelse og var ligeglad med kaffen. Han kom først ud til middagen der bestod af ølandske kartoffelboller, dårligt saltede og med alt for lidt sprængt flæsk – slet ikke som de lækkerier Ella plejede at lave et par gange om måneden – men Gerlof spiste et par stykker alligevel.

»Gik alt godt henne i kirken uden mig?« sagde Marie da hun øste kartoffelbollerne op til ham.

»Ja da,« sagde Gerlof.

»Så nu er Ernst Adolfsson i jorden?« sagde Maja Nyman på den anden side af bordet.

Hun var jo faktisk også fra Stenvik, tænkte Gerlof, selv om hun ikke havde boet der i fyrre år.

Han nikkede.

»Ja, nu hviler Ernst ved siden af kirken.«

Han tog sin gaffel og begyndte at spise, som sædvanlig taknemmelig over at han havde gode tænder. Og Sjögren var gudskelov også til sidst faldet til ro.

»Var kisten flot?« spurgte Maja.

»Ja da,« sagde Gerlof. »Af hvidmalet træ, blankpoleret og flot.«

»Jeg vil gerne have en af mahogni,« sagde Maja. »Hvis det ikke er for dyrt … Ellers bliver det nok billigt træ og kremering.«

Gerlof nikkede høfligt, tog en bid til af kartoffelbollerne og ville lige til at sige at kremering absolut var at foretrække da der var en der rørte ved hans skulder. Det var Boel.

»Der er telefon til dig, Gerlof,« sagde hun lavt.

Han drejede hovedet.

»Midt i maden?«

»Ja. Det var åbenbart vigtigt. Det er Lennart Henriksson … fra politiet.«

Gerlof følte pludselig en isnende kulde i maven, en kulde der fik Sjögren til at vågne op af sin aftenslummer og slå en klo i hans led igen. Gigten blev altid værre af stress.

»Så tager jeg den,« sagde han.

Julia? Han var næsten sikker på at det drejede sig om Julia, og det måtte næsten med sikkerhed være dårlige nyheder. Han rejste sig møjsommeligt.

»Du kan tage telefonen i køkkenet,« sagde Boel.

Han gik derud, støttet til stokken. Køkkenet var mennesketomt. Den røde plastictelefon hang på væggen, og Gerlof løftede røret af.

»Davidsson,« sagde han.

»Gerlof … det er Lennart.«

Hans stemme lød meget alvorlig.

»Er der sket noget?« spurgte Gerlof selv om han var sikker på svaret.

»Ja. Det er Julia … Hun kørte slet ikke til Göteborg.«

»Hvor er hun?«

Gerlof holdt vejret.

»Nede i Borgholm,« sagde Lennart. »På sygehuset.«

»Er det slemt?«

»Temmelig slemt. Men det kunne have været meget værre. Hun har slået sig en hel del. De tager sig af hende på sygehuset … Jeg kører ned og henter hende i aften.«

»Hvad er der sket?« sagde Gerlof. »Hvad har hun gjort?«

Lennart tøvede, trak vejret og svarede:

»Hun brød ind i Vera Kants hus i aftes og faldt ned ad trappen fra første sal. Hun var lidt … ja, hun var temmelig forvirret da jeg fandt hende. Hun påstod at huset er beboet. At Nils Kant bor derinde.«