21

JULIA BLEV VÆKKET AF søvnens varme af en langtrukken knirken, og efter nogle sekunder huskede hun hvor hun befandt sig: i Vera Kants store hus i Stenvik.

Hun frøs. Smerten i hendes radbrækkede krop havde gjort hende døsig, og efter en lang vågen nat på gulvet var hun faldet i søvn og havde drømt om den sidste sommer med Jens, dengang det var som om solen skinnede uafbrudt over Øland. Dengang efteråret var langt væk.

Hun så et støvet og beskidt verandagulv under sig og vidste det var blevet dag igen.

Knirkelyden kom fra yderdøren der blev åbnet.

»Julia?« råbte en stemme der gav genlyd i huset.

Et par hænder løftede hendes hoved op og stoppede en sammenfoldet jakke eller trøje ind under nakken.

»Kan du høre mig? Julia, vågn op!«

Hun vendte sit smertende ansigt op mod loftet. Hun kunne kun bruge sit venstre øje – det højre var helt opsvulmet.

Det var Lennarts rolige stemme – hun genkendte den allerede inden hun så at det virkelig var ham. Han havde ikke sin politiuniform på, men sort jakkesæt og blanke, fine sko. De var dækket af indtørret ler fra Vera Kants have, men han så ikke ud til at tage sig af det.

»Jeg kan høre dig,« sagde hun.

»Godt.« Han lød ikke irriteret, kun træt. »God morgen, så.«

»Jeg gik herind og … faldt på trappen,« fortsatte hun med svag stemme og løftede hovedet fra gulvet. »Det var dumt.«

»Gerlof sagde du var kørt hjem,« sagde Lennart. »Men jeg mente du kunne være her.«

Julia lå på verandaen, så langt havde hun magtet at krybe om natten, da hun til sidst var vågnet op på køkkengulvet mellem resterne af sin smadrede mobiltelefon og den knuste lampe. Petroleummen var løbet ud og blevet antændt, men ilden var gået ud på stengulvet.

Det havde ikke kunnet lade sig gøre at rejse sig, for nogen havde jaget et glødende søm gennem Julias venstre fod. Så hun var møjsommeligt begyndt at krybe mod yderdøren bare for at komme væk fra køkkenet, og i mørket ude på verandaen var hun sunket sammen igen. Hun hørte vinden blæse udenfor og havde ikke flere kræfter til at begive sig ud i natten. Hun var standset ved døren, hele tiden dødsens bange for at høre fodtrin nærme sig inde fra huset.

»Dumt,« gentog Julia lavt. »Dumt, dumt … «

»Tænk ikke på det nu. Jeg burde være kommet herned i aftes, men mødet …« Lennart tav, og hun mærkede hans hænder under sine arme. De forsøgte at løfte hende, forsigtigt. »Kan du stå op?« spurgte han.

Hun håbede han ikke ville lægge mærke til at hun havde drukket vin. Beruselsen var der endnu som en modbydelig eftersmag.

»Jeg ved ikke … Jeg har brækket noget … nogle knogler.«

»Er du sikker?«

Julia nikkede træt.

»Jeg er sygeplejerske.«

Det var hun jo faktisk. Og den diagnose, hun havde stillet for sig selv allerede inden hun var begyndt at krybe ud af køkkenet, var håndledsfraktur, brækket nøgleben og muligvis også en brækket højrefod.

Foden kunne naturligvis være rigtig godt forstuvet, det var svært at afgøre. Julia havde haft patienter der ikke kunne støtte på deres forstuvede fod i flere uger – mens andre havde brækket foden og så bagefter var gået omkring næsten som sædvanlig i den tro at det snart ville gå over.

Hvordan hendes ansigt så ud, havde hun ingen anelse om. Forfærdeligt formentlig. Måske havde hun også haft næseblod for næsen var tilstoppet.

»Prøv at rejse dig, Julia,« sagde Lennart.

Hun kunne godt lide at hans stemme forblev rolig, ikke vred, ikke stresset.

»Undskyld,« sagde hun tyk i mælet.

»For hvad?«

Lennart løftede hende forsigtigt under armene.

»Undskyld at jeg gik herind uden dig.«

»Tænk ikke på det,« sagde Lennart igen.

Men Julia ville fortælle det hele nu.

»Jeg ledte efter Jens. Jeg så et lys i vinduet en aften, og jeg tror at … han bor her.«

»Bor? Hvem?«

»Nils … « sagde Julia. »Nils Kant, Veras søn. Han har en sovepose oppe på første sal. Jeg så den. Og gamle udklip.«

»Kan du gå?« spurgte Lennart.

»Han har også gravet i kælderen … Jeg ved ikke hvorfor. Er det dernede Jens’ krop ligger? Tror du det, Lennart? Har han gemt ham dér?«

»Kom nu.«

Lennart begyndte møjsommeligt at føre hende ud ad yderdøren, ud i den kolde blæst og ned ad trappen. Det var ikke nemt, hun kunne ikke støtte på højre fod, men Lennart støttede hende hele tiden.

Da de var kommet ud på stengangen, så Julia at der holdt en mørkegrøn bil uden for lågen.

»Er det din, Lennart?« sagde hun.

»Ja.«

»Har du ikke nogen politibil? Du burde have en politibil.«

»Det her er min privatbil … Jeg har været til begravelse i dag.«

»Ja … selvfølgelig.«

Ernsts begravelse. Julia huskede den nu. Hun var gået glip af den.

Den gamle låge var lige så svær at åbne som aftenen før, så Lennart måtte lade hende blive stående på én fod mens han trak og sparkede den så meget op at de kunne komme ud.

Hun satte sig møjsommeligt ind i bilen som om hun var halvfems år gammel.

»Lennart,« sagde hun hurtigt inden han nåede at lukke døren. »Kan du ikke lige gå ind i villaen og kigge? Jeg skal bare vide at … jeg så det jeg så i nat. På første sal og i kælderen.

Han kiggede på hende nogle sekunder, så nikkede han.

»Jeg går ud fra du venter her,« sagde han.

Hun nikkede.

»Du … har du en pistol?«

»Pistol?«

»Ja … hvis der er nogen nu … derinde. Jeg tror det ikke, men … «

Lennart lo kort.

»Jeg har ikke nogen pistol med mig, kun en lommelygte,« sagde han. »Der er ikke noget at være bange for, Julia, jeg klarer mig. Jeg kommer snart.«

Så lukkede han bildøren og hentede lygten i bagagerummet. Julia så ham gå ind i haven og forsvinde bag det forfaldne brændeskur.

Hun pustede ud i stilheden i bilen, lænede sig forsigtigt tilbage i sædet og stirrede tomt på klinterækken og det grå hav for enden af sognevejen.

Lennart var ikke væk ret længe, måske mellem fem og ti minutter. Julia var blevet urolig allerede i det øjeblik han forsvandt, og følte sig lettet da hun så ham komme tilbage.

Han åbnede fordøren, satte sig og nikkede til hende.

»Du havde helt ret,« sagde han. »Der har været nogen der. For nylig også.«

Ja,« sagde Julia, »og jeg tror at … «

Lennart løftede hurtigt hånden.

»Ikke Nils Kant,« afbrød han.

Så lagde han en lille genstand foran hende på bilens instrumentbræt.

»Jeg fandt den her i kælderen. Der lå flere af dem på gulvet dernede.«

Det var en snusdåse, en rund engangsmodel.

»En der tager snus,« sagde hun.

»Ja, han tager snus … hvem det end er der har været der,« sagde Lennart og drejede startnøglen. »Nu kører vi til Borgholm.«

På sygehuset i Borgholm klippede de Julias tøj i stykker, både trøjen og bukserne og gav hende en smertestillende indsprøjtning. En ung mandlig læge kom ind for at undersøge hende og spurgte hvordan skaderne var opstået.

»Det var en faldulykke i nat,« sagde Lennart der stod ved døren til skadestuen på vej til at tage af sted. »Oppe i Stenvik.«

»På stranden?«

Lennart tøvede kun et par sekunder før han nikkede.

»På stranden, ja.«

Så gik Lennart, og lægen begyndte at klemme på hendes ryg og mave og trak i hendes arme og ben, og sygeplejerskerne tog en serie røntgenbilleder. Så begyndte de at lægge våde og kolde gipsbandager på. Julia protesterede ikke, hun kendte procedurerne og ville bare have det overstået.

Der var vigtigere ting at tænke på. Hun havde gjort en vigtig opdagelse i Vera Kants villa, det var hun sikker på.

Nils Kant levede. Han levede og boede i sin mors gamle hus, nøjagtig ligesom i den der væmmelige Hitchcock-film. Han gemte sig i huset, og Jens havde sneget sig ind der, og så var Kant nødt til at slå ham ihjel. Hvis de da ikke havde mødt hinanden i tågen ude på alvaret. Nils Kant kunne måske lide at vandre der.

Julia ville ikke blive på sygehuset. Hun bad om at låne en telefon, nu hvor hendes mobil var i stykker, og så ringede hun til Astrid i Stenvik. Hun fortalte hvad der var sket og stillede et spørgsmål.

Astrid var hjemme og selvfølgelig måtte Julia bo hos hende nogle dage. Det var altid hyggeligt med selskab.

Lennart kom tilbage efter godt en time for at hente hende.

»Man skal passe på med alle de sten og klippeblokke på strandene,« sagde den unge læge da han havde set til gipsen og gav hende hånden. »Især når det er mørkt.«

»Havde du ærinder i byen?« spurgte Julia da de kørte nordpå.

»Jeg var henne på politistationen,« sagde Lennart bag rattet. »Deres computere er hurtigere end min oppe i Marnäs, så jeg skrev nogle rapporter ind.« Han kiggede på hende. »Blandt andet om et indbrud i Stenvik.«

»Åh,« sagde Julia.

»Det drejede sig ikke om dig,« sagde Lennart hurtigt. »Jeg anmeldte at en eller anden er brudt ind og har sovet i Kants villa. Du har aldrig været derinde, husk det. Du så der var lys en nat. Dagen efter ringede du til mig og anmeldte det. Ikke sandt?«

Julia så tilbage på ham.

»Okay,« sagde hun. »Jeg snublede og slog mig på stranden. I mørke.«

»Nemlig,« sagde Lennart.

Han drejede ind på afkørselsvejen ned til Stenvik.

»Men jeg tror stadig Nils Kant har været derinde,« tilføjede Julia lavt. »Jeg tror ikke han er død.«

»Du må tro hvad du vil,« sagde Lennart kort. »Kant er død.«

Men Julia så samtidig, eller mente at se, en skygge af tvivl i hans øjne.