PUERTO LIMÓN, MARTS 1960

SOLEN ER VÆK, mørket har sænket sig over Costa Ricas østkyst. I skyggerne på den lille sandstrand neden for Casa Grandes barveranda er der en der hoster dæmpet og derpå begynder at fløjte for sig selv, en glad og sorgløs melodi som stiger og synker næsten i takt med aftendønningernes rytmiske bryden mod land. Inde fra baren kan man høre latter og klirrende glas.

Lydløse lyn flammer hvidt i horisonten. Der følger en dump buldren. Det er et natligt tordenvejr langt ude over Det Caribiske Hav, en torden der langsomt nærmer sig land.

Nils Kant sidder ved sit sædvanlige bord længst ude på verandaen, alene som altid under de små røde lygter. Han stirrer ned i sit halvtomme glas lidt længere, så tømmer han det i én slurk.

Er det det sjette eller syvende glas i aften?

Han husker det ikke, det spiller ingen rolle. Han havde ikke tænkt sig at drikke mere end fem glas lunken rødvin denne aften, men det spiller ingen rolle. Inden så længe bestiller han endnu et. Der er ingen grund til at holde op med at drikke, ingen som helst.

Han sætter det tomme glas fra sig og klør sig på venstre arm. Den er rød og hævet. De sidste år er han begyndt at få sviende betændelser af solen på arme og ben. Hvide hudflager løsner sig, huden går i stykker og lagnerne er plettede af blod hver morgen når han vågner. Og på puden ligger der altid hår, han er begyndt at få en skaldet plet øverst på hovedet.

Det er solen, det er heden, det er fugten. Nils opløses stykke for stykke. Der er ikke noget at gøre ved det.

Der er ikke noget at gøre, kun at blive ved med at drikke. Vinen har i nogle år været af en billig slags, da pengestrømmen fra hans mor støt er blevet mindre siden midten af halvtredserne.

Alt hvad mor har skrevet som forklaring, er at familiens stenbrud er solgt og lukket. Hvor mange penge hun har tilbage, har hun ikke fortalt. Og morbror August har ikke skrevet fra Småland i mange år.

Nils har ikke været oppe at slås eller beskadiget nogen alvorligt siden han forlod Øland. Men stadigvæk står sognefoged Henriksson ved hans seng visse nætter, tavs og blødende. Det er en lille trøst at det sker sjældnere nu.

Nils griber om glasset og bøjer sig frem for at rejse sig og gå ind og få fyldt op – og nøjagtig i det øjeblik går det op for ham at han faktisk genkender den melodi der bliver fløjtet i mørket under ham.

Han standser ved bordet og lytter mere omhyggeligt.

Jo, han har hørt den melodi, for mange år siden. Den blev spillet en del i radioen under krigen, og den var i hans mor Veras samling af 78-plader.

Hej, mine lystige brødre …

En glad og kæk sang. Han kan ikke huske hvad den hedder, men han kan huske teksten.

Hej, hvis du vil, sig bare til

så går vi hjem til Söder …

Han har ikke hørt den siden han forlod Stenvik – det er en svensk melodi. Nils rejser sig. Han kigger forsigtigt ud over trægelænderet, tre-fire meter over jorden.

Skygger.

Men sidder der ikke en dernede i sandet, helt op ad verandaens pæle?

»Hallo?« råber han på svensk.

Fløjteriet hører brat op.

»Selv hallo,« svarer en rolig stemme nede fra mørket.

Ja, Nils ser en skikkelse sidde dernede da hans øjne vænner sig til mørket. Det er en mand med hat. Han er holdt op med at fløjte, og han bevæger sig ikke.

Små dråber af kold støvregn begynder at falde da Nils går hen til trappen i den anden ende af verandaen. Han lægger hånden på gelænderet og bevæger sig nedad på usikre ben.

Nedad i mørket, trin for trin, indtil han mærker blødt sand som stadig er varmt under lædersandalerne.

Nils har siddet oppe på verandaen om aftenen i årevis, men aldrig før været nede på stranden i mørket. Der kan være rotter, store og sultne rotter.

Han nærmer sig forsigtigt de tykke pæle der holder verandaen oppe.

Skikkelsen der har svaret ham er blevet siddende derhenne, roligt tilbagelænet på en strandstol som man kan leje for nogle få colónes i butikken et par hundrede meter væk.

Det er en mand, ser Nils, med opsmøgede skjorteærmer og en slags solhat der skjuler ansigtet. Han nynner for sig selv, samme glade melodi som før.

Sig bare til

så går vi hjem …

Nils tager endnu et par skridt fremad og standser. Han står stille, vuggende med kroppen af vinen, men også af nervøsitet.

»God aften,« siger manden.

Nils rømmer sig.

»Er du … fra Sverige?« spørger han.

De svenske ord føles fremmede i hans mund.

»Kan man ikke høre det?« siger manden i strandstolen, samtidig med at et lyn lyser horisonten op.

I skæret fra lynet får Nils et hurtigt glimt af svenskerens hvide ansigt. Nogle sekunder senere høres der en svag buldren fra havet.

»Jeg syntes det var bedst du kom ned i mørket til mig i stedet for omvendt,« siger svenskeren.

»Hvad?« siger Nils.

»Jeg opsøgte dig på dit værelse, men værtinden sagde at du som regel sidder her i baren og drikker om aftenen. Der er måske ikke så meget andet at lave i Costa Rica?«

»Hvad vil du?« spørger Nils.

»Det er vigtigere at snakke om hvad du vil, Nils.«

Nils siger ingenting. Et kort øjeblik får han en fornemmelse af at han har set den her mand før, da han var ung.

Men hvornår? I Stenvik?

Han kan ikke huske det.

Svenskeren tager fat i strandstolens armlæn og rejser sig. Han kaster et blik ud over havet og ser så direkte på Nils.

»Vil du gerne hjem, Nils?« spørger han. »Hjem til Sverige? Og til Øland?«

Nils nikker langsomt.

»Så kan jeg ordne det,« siger svenskeren. »Vi giver dig et helt nyt liv, Nils.«