22

»JEG ANKLAGER IKKE dig for noget, Gerlof,« sagde Lennart langsomt, »men du har åbenbart fået din datter til at tro at Nils Kant stadig lever. At han bor i sin mor Veras gamle hus. Og at han bortførte hendes søn ude på alvaret.«

Det var sen eftermiddag på Marnäshjemmet, og Gerlof sad ved sit skrivebord. Han kiggede ned i gulvet som en skoledreng taget på fersk gerning.

»Jeg kan have antydet noget i den retning,« sagde han til sidst. »Ikke at Nils gemmer sig i Veras hus, det har jeg aldrig sagt, men at han muligvis er i live … «

Lennart sukkede bare. Han stod midt i værelset foran Gerlof iført sin politiuniform. Han var kommet til ældreboligen for at meddele at Julia nu hvilede ud hos Astrid nede i Stenvik, efter at være blevet pakket ind i gips og plaster på Borgholm sygehus dagen før.

»Hvordan har hun det?« spurgte Gerlof lavt.

»Forstuvet højre fod, brækket håndled, brækket nøgleben, en masse næseblod og blå mærker og hjernerystelse,« sagde Lennart, sukkede igen og tilføjede: »Det kunne som sagt være gået værre, hun kunne jo have brækket halsen. Det kunne også være gået bedre … Hun kunne jo for eksempel have været ligeglad med at gå ind hos Vera Kant.«

»Bliver hun tiltalt nu?« sagde Gerlof. »For indbrud?«

»Nej,« sagde Lennart. »Ikke af mig. Næppe heller af gårdens ejere.«

»Har du talt med dem?«

Lennart nikkede.

»Det lykkedes mig at finde en nevø til Vera i Växjö,« sagde han. »Jeg ringede til ham inden jeg kom herhen. En yngre fætter til Nils … Han har ikke selv været i Stenvik i mange år og var ret sikker på at der heller ikke er andre i familien der har været det. Det er flere smålandske fætre og kusiner der ejer villaen, men de kan åbenbart ikke blive enige om, hvorvidt de skal renovere eller sælge den.«

»Det anede mig at det var noget i den retning,« sagde Gerlof. Så rystede han på hovedet og så på betjenten. »Jeg har aldrig sagt til Julia at jeg tror Nils Kant lever, Lennart,« sagde han. »Jeg har bare sagt at der er nogle der tror det.«

»Hvem da?«

»Ja … Ernst,« sagde Gerlof der ikke ville inddrage John Hagman i noget politianliggende. »Ernst Adolfsson troede det. Jeg tror han troede at Nils Kant lever, og at Kant havde slået Jens ihjel ude på alvaret. Så Ernst forsøgte at få mig til at … «

Lennart så træt på ham.

»Privatdetektiver,« afbrød han. »Det er mennesker, der tror de er bedre til at opklare forbrydelser end os politibetjente.«

Gerlof spekulerede på at komme med en tør morsomhed, men kunne ikke finde på en.

»Så er der jo en anden ting, at der faktisk har været nogen inde hos Vera Kant,« fortsatte Lennart.

Gerlof kiggede forbavset op.

»Har der virkelig?« sagde han.

»Døren er brudt op. Og der var spor oppe på første sal. Opsatte udklip, gammel mad … og en sovepose. Og kælderen er gravet op.«

Gerlof spekulerede.

»Har du undersøgt huset?« sagde han.

»Kun ganske kort,« sagde Lennart. »Jeg prioriterede at køre din datter på sygehuset.«

»Godt. Hendes far takker for det,« sagde Gerlof.

»Jeg afleverede hende hos Astrid, og i morges gik jeg ind i Vera Kants villa en gang til før jeg kom herhen,« fortsatte Lennart. »Julia var heldig, for petroleumslampen blev knust mod stengulvet nede i køkkenet da hun tabte den. Var den havnet ved væggen, kunne hele huset være brændt ned.«

Gerlof nikkede.

»Men hvad var der med kælderen?« sagde han. »Har de gravet ting op? Eller gravet noget ned?

»Det var svært at se. Gravet op vil jeg tro. Eller bare gravet.«

»Indbrudstyve plejer ikke at grave efter ting,« sagde Gerlof. »Eller overnatte.«

Lennart kiggede træt på ham.

»Nu leger du privatdetektiv igen.«

»Jeg tænker bare højt. Og jeg tænker …«

»Hvad?« sagde Lennart.

»Ja … jeg tænker det må være en fra Stenvik der har været der i villaen.«

»Gerlof … «

»Man kan lave meget heroppe på Øland helt uforstyrret,« fortsatte Gerlof. »Det ved du jo også. Der er jo næsten ingen der ser én her … «

»Skriv endelig et indlæg om manglen på politibetjente,« sagde Lennart hurtigt.

»Men én ting ser folk altid,« fortsatte Gerlof, »og det er fremmede. Fremmede folk med spader, fremmede biler der holder uden for Vera Kants villa – sådan noget ville folk have set i Stenvik. Og det har de ikke, så vidt jeg ved.«

Lennart spekulerede.

»Hvem bor i grunden i Stenvik hele året?« spurgte han så.

»Ikke mange.«

Lennart var tavs nogle sekunder.

»Jeg kan få brug for din hjælp, Gerlof,« sagde han så og tilføjede hurtigt: »Ikke med efterforskning, men med lidt tjek af kendsgerninger. Jeg fandt noget i kælderen.« Han stak hånden ned i uniformslommen. »Der lå flere snusdåser i kældervinduerne og under trappen. Alle tomme. De er næppe fra Vera Kants tid.«

Så tog han en snusdåse op sammen med en notesblok. Dåsen var pakket ind i en lille plasticpose.

»Jeg bruger ikke snus, sagde Gerlof.

»Nej. Men kender du nogen nede i Stenvik der gør?«

Gerlof tøvede nogle sekunder, og så nikkede han. Der var ingen mening i at skjule ting som politiet alligevel kunne finde ud af.

»Kun én,« sagde han.

Så gav han Lennart et navn. Betjenten skrev det på blokken og nikkede.

»Tak for hjælpen.«

»Jeg vil gerne tage med,« sagde Gerlof. »Hvis du skal besøge ham.« Lennart åbnede munden, og Gerlof tilføjede hurtigt: »Jeg har det godt i dag, jeg kan gå selv. Han slapper mere af og snakker hvis jeg er med. Det er jeg næsten sikker på.«

Lennart sukkede.

»Tag frakken på,« sagde han, »så kører vi en tur.«

»Det var en fin tale du holdt, John,« sagde Gerlof. »Til Ernsts begravelse, mener jeg.«

John sad på den anden side af spisebordet i sit lille køkken i Stenvik og nikkede kort uden at svare. Han lænede sig tilbage nogle sekunder, så fremad igen. Han var anspændt, det kunne Gerlof tydeligt se, og grunden var heller ikke svær at se: den tredje person ved bordet var Lennart Henriksson, stadig i politiuniform. Klokken var kvart i seks om aftenen, og det var mørkt uden for vinduet.

Den tomme snusdåse lå på bordet.

»Så I vil genoptage sagen?« sagde John.

»Genoptage og genoptage …« sagde Lennart og trak på skulderen. »Vi vil gerne snakke med Anders, hvis det altså er hans snusdåse. For så er det sikkert ham der har overnattet i Vera Kants villa og gravet i kælderen og sat en masse udklip op om Nils Kant og Jens Davidsson. Og så vil vi gerne vide hvor Anders var den dag lille Jens forsvandt.«

»Det behøver I ikke spørge Anders om,« sagde John. »Det ved jeg.«

»Jaså,« sagde Lennart. Han tog en notesblok og en blyant frem. »Snak løs.«

»Han var her,« sagde John kort.

»I Stenvik?«

John nikkede.

»Og du var her også dengang? Kan du give ham alibi for den dag?«

John trak på skulderen

»Det er mange år siden,« sagde han. »Jeg kan ikke huske … men om aftenen var vi ude og lede langs stranden. Begge to. Det kan jeg huske.«

»Jeg kan også huske det,« sagde Gerlof.

Selv om mange andre erindringer fra den aften var meget utydelige, havde han et billede i hovedet af hvordan John og hans søn, som dengang må have været i tyveårsalderen, var gået af sted side om side sydpå langs stranden.

»Og om eftermiddagen?« sagde Lennart. »Hvad lavede Anders da?«

»Det kan jeg ikke huske,« sagde John. »Han kan have været ude. Men han var sikkert ikke oppe ved Gerlofs hus.« John så på Gerlof. »Der er ikke noget ondt i Anders, Gerlof.«

Gerlof nikkede.

»Det er der ingen der tror.«

Lennart blev ved med at notere.

»Vi må i hvert fald snakke med ham,« sagde han så. »Er din søn her?«

»Han er i Borgholm,« sagde John. »Han kørte derned i går efter begravelsen.«

»Bor han der?«

»Somme tider bor han der … sammen med sin mor,« sagde John. »Somme tider bor han her hos mig. Han må gøre som han vil. Han har ikke kørekort, så han tager bussen frem og tilbage.«

»Hvor gammel er han nu?«

»Han er toogfyrre.«

»Toogfyrre år … og bor hjemme?« sagde Lennart.

»Det er ikke nogen forbrydelse.« John pegede over skulderen med tommelfingeren. »Og han har sit eget hus, her bag mit.«

»Jeg tror,« indskød Gerlof forsigtigt, »at vi kan sige at Anders er lidt speciel. Det kan vi vel godt, John? Han er rar og hjælpsom, men lidt anderledes.«

»Jeg har mødt Anders et par gange,« sagde Lennart. »Jeg synes han er ret tilregnelig.«

John holdt hovedet stift.

»Anders holder sig for sig selv,« sagde han. »Tænker meget. Snakker ikke så meget, ikke med mig og ikke med nogen anden. Men der er ikke noget ondt i ham.«

»Og adressen?« sagde Lennart.

John nævnte en lejlighedsadresse i Köpmannsgatan. Lennart skrev den ned.

»Godt,« sagde han. »Så skal vi ikke forstyrre mere, John. Vi kan køre hjem til Marnäs nu.«

Den sidste sætning var henvendt til Gerlof der stod skråt bag ham og mere og mere følte sig som den anden betjent i selskabet.

Det var en meget ubehagelig fornemmelse, for han havde set den rædsel der var begyndt at vokse i Johns øjne under samtalen. Rædslen for at Magten, der kredsede højt ovenover som en rovfugl, til sidst havde fået øje på ham og hans eneste søn oppe på det øde nordlige Øland og nu aldrig ville slippe dem.

»Han har ikke noget ondt i sig,« gentog John selv om Lennart allerede havde rejst sig og var på vej hen mod døren.

»Der er ikke noget at være bange for, John,« sagde Gerlof lavt uden at lyde overbevisende. »Vi kan vel tales ved i aften i telefonen. Er det i orden?«

John nikkede, men han kiggede stadig anspændt på Lennart der ventede i døråbningen.

»Kom nu, Gerlof,« sagde han.

Det lød som en ordre. Gerlof følte sig slet ikke som politimand mere, snarere som en skødehund – men han rejste sig lydigt og fulgte efter betjenten ud ad døren. I grunden ville han også besøge sin datter henne hos Astrid, men det måtte blive en anden gang.

Gerlofs muskler rystede mere end normalt da han gik hen på sit værelse; leddene smertede også værre end normalt. Han var på Marnäshjemmet igen efter at være blevet kørt hjem af Lennart.

Han hørte telefonen ringe gennem døren og troede ikke han ville nå den, men den blev ved med at ringe.

»Davidsson?«

»Det er mig.«

Det var John.

»Hvordan går det?«

Gerlof satte sig tungt på sengen.

John var tavs.

»Har du snakket med Anders?« spurgte Gerlof.

»Ja. Jeg ringede til Borgholm. Jeg talte med ham.«

»Godt. Du skal måske ikke snakke med ham om at politiet vil … «

»Det er for sent,« afbrød John. »Jeg sagde politiet havde været her.«

»Jaså,« sagde Gerlof. »Hvad sagde han så?«

»Ikke noget. Han lyttede kun.«

Der blev tavst i røret.

»John … vi ved vist begge to hvad Anders lavede hos Vera Kant. Hvad han har gravet efter i kælderen,« sagde Gerlof. »Soldaternes skat. Det krigsbytte folk altid har troet de havde med sig da de kom i land på Øland.«

»Ja,« sagde John.

»Den skat som Nils Kant tog,« fortsatte Gerlof, »hvis han altså gjorde det.«

»Anders har snakket om den i mange år,« sagde John.

»Han finder den ikke,« sagde Gerlof. »Det ved jeg.«

John var tavs igen.

»Vi må køre til Ramneby,« fortsatte Gerlof. »Til savværket dér og til tømmermuseet. Vi kan køre derover i morgen.«

»Ikke i morgen,« sagde John. »Jeg skal til Borgholm og hente Anders.«

»Så i næste uge. Når museet er åbent,« sagde Gerlof. »Og bagefter kan vi måske standse i Borgholm og se hvordan Martin Malm har det.«

»Ja, selvfølgelig,« sagde John.

»Vi skal finde Nils Kant, John,« sagde Gerlof.

Klokken var næsten ni samme aften. Marnäshjemmets gange var stille og tomme.

Gerlof stod uden for Maja Nymans lukkede dør, støttet til sin stok. Der hørtes ikke en lyd inde fra hendes værelse. Oven over en dørspion hang der en lille håndskrevet seddel med teksten: VÆR VENLIG AT BANKE PÅ! JOH. 10:7.

»Sandelig, sandelig siger jeg jer: Jeg er døren til fårene,« sagde Gerlof for sig selv efter hukommelsen.

Han tøvede et øjeblik, så løftede han højre hånd og bankede på.

Det varede lidt – så lukkede Maja op. De havde set hinanden ved middagen nogle timer forinden, og hun havde stadig den samme gule kjole og hvide bluse på.

»Goddag,« sagde Gerlof med et blidt smil. »Jeg ville bare se om du var hjemme.«

»Gerlof.«

Maja smilede og nikkede, men han syntes han kunne se en anspændt rynke mellem alle de andre i hendes pande under det hvide hår. Besøget var uventet.

»Må jeg komme ind?« spurgte han.

Hun nikkede lidt tøvende og trådte tilbage i værelset.

»Jeg har ikke gjort rent,« sagde hun.

»Det gør ikke spor,« sagde Gerlof.

Støttet til sin stok gik han langsomt ind i værelset, der så lige så ordentligt ud som de andre gange han havde været der. Et mørkerødt persisk tæppe dækkede næsten hele gulvet, og væggene var fulde af portrætter og malerier.

Gerlof havde været en del inde hos Maja. De havde haft et forhold, der begyndte nogle måneder efter at Gerlof var kommet til Marnäshjemmet og ophørte efter et års tid da smerterne af Sjögrens syndrom blev for slemme. Derefter var de fortsat med et roligt venskab der stadig varede ved. De kom begge fra Stenvik, de var begge alene tilbage efter lange ægteskaber. De havde haft meget at snakke om.

»Har du det godt, Maja?« spurgte han.

»Ja da. Helbredet er godt.«

Maja trak en stol hen til det lille brune tebord ved vinduet, og Gerlof satte sig taknemmeligt. Maja satte sig også, og så blev der stille.

Gerlof blev nødt til at sige noget.

»Jeg gad bare vide, Maja, om du ville fortælle om en ting vi har talt om en gang før … «

Han stak hånden i sin lomme og tog den lille hvide kuvert frem som Julia havde givet ham ugen før.

»Min datter fandt det her brev på kirkegården, ved Nils Kants gravsten,« sagde Gerlof. »Jeg ved du har skrevet det og lagt det der, det er ikke det jeg vil spørge om. Jeg gad bare vide … «

»Jeg har ikke noget at skamme mig over,« sagde Maja hurtigt.

»Bestemt ikke,« sagde Gerlof. »Det har jeg ikke …«

»Nils får aldrig den bedste buket,« sagde Maja. »Den får min mand altid … Jeg tager mig altid først af Helges grav, inden jeg kigger til Nils’.«

»Det er godt,« sagde Gerlof. »Alle grave skal passes.« Han fortsatte: »Det var ikke det jeg ville spørge om, det var en anden ting … Jeg kan huske du engang fortalte at du mødte Nils Kant ved alvaret, samme dag som han … ordnede de tyske soldater.«

Maja nikkede alvorligt.

»Jeg kunne se det på ham,« sagde hun. »Han sagde ikke noget, men jeg kunne se der var sket noget … men han ville ikke sige hvad. Jeg forsøgte at snakke med ham, men Nils flygtede ud på alvaret igen.«

»Jeg forstår,« sagde Gerlof, holdt en pause og fortsatte så forsigtigt:

»Og du nævnte at du fik noget af ham den dag …«

Maja så stift på ham. Hun nikkede.

»Jeg gad bare vide om du ville vise mig det han gav dig,« fortsatte Gerlof. »Og om du har fortalt det her til andre. Har du det?«

Maja sad ubevægelig og kiggede på ham.

»Der er ikke andre der ved noget,« sagde hun kort. »Og det var ikke noget jeg fik, det var noget jeg tog.«

»Hvabehar?«

»Jeg fik ingenting af Nils,« sagde Maja. »Jeg tog det. Og jeg har fortrudt det så mange gange … «

»En pakke,« sagde Gerlof. »Du sagde det var en pakke.«

»Jeg fulgte efter Nils,« sagde Maja. »Jeg var ung og nysgerrig. Alt for nysgerrig … så jeg holdt mig gemt bag enebærbuskene og så Nils gå af sted. Og han gik til hen offerhøjen uden for Stenvik.«

»Stenbunken?« sagde Gerlof. »Hvad lavede han der?«

Maja var tavs. Hendes blik var fjernt nu.

»Han gravede i jorden,« svarede hun til sidst.

»Gravede han noget ned?« sagde Gerlof. »Var det pakken?«

Maja kiggede på ham og sagde:

»Nils er død, Gerlof.«

»Det ser sådan ud,« sagde Gerlof.

»Det er sådan,« sagde Maja. »Det er ikke alle der tror det, men jeg ved det. Ellers ville han have givet lyd fra sig.«

Gerlof nikkede.

»Gravede du pakken op da Nils var forsvundet?«

Maja rystede på hovedet.

»Jeg løb hjem,« sagde hun. »Det var senere … da han var kommet hjem.«

Det tog nogle sekunder for Gerlof at forstå.

»Du mener … da han var kommet hjem i en kiste?«

Maja nikkede.

»Jeg gik ud på alvaret og gravede den op,« sagde hun.

Hun rejste sig langsomt, glattede nederdelen ud med håndfladerne og gik hen mod fjernsynet i hjørnet af værelset. Gerlof blev siddende, men drejede hovedet for at se hende.

»Det var en efterårsdag i tresserne, et par år efter Nils’ begravelse,« sagde Maja over skulderen. »Helge var ude på markerne, og børnene var i skole i Marnäs. Så jeg låste huset og gik alene ud på alvaret med en havespade i en plasticpose.«

Gerlof så Maja møjsommeligt løfte et blåmalet træskrin dekoreret med røde roser ud fra en hylde under fjernsynet. Han havde set det før: det var hendes gamle syskrin. Hun bar skrinet hen til tebordet og stillede det foran Gerlof.

»Jeg gik over den store vej,« fortsatte hun, »og efter en halv times tid kom jeg ned til alvaret uden for Stenvik. Jeg fandt det der var tilbage af offerhøjen og forsøgte at huske nøjagtigt hvor jeg havde set Nils grave … Og til sidst fandt jeg det.«

Hun åbnede låget på skrinet. Gerlof så sakse, garn og rækker af ruller med sytråd og tænkte på da han selv plejede at sy revner sammen i sejlene. Så løftede Maja den falske bund op og stillede den til side, og Gerlof så et fladt etui ligge i det lille hemmelige rum under den.

En blikæske, misfarvet af gamle rustpletter.

Gerlof håbede i hvert fald at det var rust.

»Her er det.«

Maja løftede etuiet op og gav ham det. Han hørte noget rasle indeni.

»Må jeg åbne?« spurgte han.

»Du må gøre hvad du vil med det, Gerlof.«

Etuiet havde ingen lås, og han åbnede det meget forsigtigt.

Det skinnede og gnistrede dernede.

Måske var der kun en snes glasstykker i etuiet, bare tingeltangel – men det var svært ikke at se noget andet, noget ædlere. Og et kors der lå ved siden af dem. Gerlof var ikke ekspert, men det lignede et krucifiks af rent guld.

Gerlof lukkede låget før han blev fristet til at tage stenene op og rulle dem mellem fingrene.

»Har du fortalt andre om dette fund?« spurgte han lavt.

»Jeg fortalte min mand det inden han døde,« svarede Maja.

»Tror du han fortalte det til nogen?«

»Han snakkede ikke med folk om sådan noget,« sagde Maja. »Og hvis han havde gjort det, ville han bestemt have sagt det til mig. Vi havde ingen hemmeligheder.«

Gerlof troede hende. Helge havde ikke været så snakkesalig. Men på en eller anden måde var rygterne om at de soldater, Nils havde slået ihjel, havde haft en krigsskat med sig fra de baltiske lande begyndt at sprede sig på det nordlige Øland. Gerlof havde også hørt dem – ligesom John og Anders Hagman.

»Så du har haft dem gemt her hele tiden?« sagde han.

Maja nikkede.

»Jeg har aldrig gjort noget ved dem, det var jo ikke mine.« Hun tilføjede: »Men jeg har forsøgt at give dem til Nils’ mor Vera engang.«

»Har du? Hvornår var det?«

Maja satte sig forsigtigt på stolen ved siden af ham, og Gerlof lagde mærke til at hun tilmed trak stolen frem så deres knæ strejfede hinanden mellem tebordets snørklede ben.

»Det var nogle år efter, sidst i tresserne. Helge havde hørt at Vera Kant var begyndt at sælge al sin jord langs kysten, at hun begyndte at mangle penge. Så jeg tænkte hun måske burde have stenene tilbage … «

»Besøgte du hende?« sagde Gerlof.

Maja nikkede.

»Jeg tog bussen til Stenvik og gik ind i Veras have … Det var sommer, så yderdøren stod på klem da jeg gik op ad trappen på rystende ben. Jeg var bange for Vera, som de fleste … « Maja tav og fortsatte så: »En grammofon eller en radio stod og spillede inde i huset, jeg hørte dæmpet musik. Og stemmer. Hun havde besøg.«

Gerlof holdt vejret.

»Hun havde en husholderske i flere år, så det var måske … «

»Nej. Det var to mænd,« afbrød Maja. »Jeg hørte to mandsstemmer fra køkkenet. En der mumlede, og en der talte meget højere og mere bestemt, næsten som en kaptajn … «

»Så du nogen af dem?« sagde Gerlof.

»Nej, nej,« sagde Maja hurtigt. »Og jeg stod heller ikke og lyttede i smug … Jeg bankede på så snart jeg var kommet op ad trappen. Så tav stemmerne, og Vera kom farende ud på verandaen og lukkede køkkendøren efter sig. Det var et chok at komme tilbage til landsbyen og se hende efter så mange år. Hun var blevet så tynd og forvredet … som et indtørret reb. Men hun var stadig mistænksom, hun så på mig som om jeg var en tyv eller sådan noget. ‘Hvad vil De?’ spurgte hun. Ingen hilsen, ingen venlighed. Jeg gik helt i stå. Jeg havde etuiet i lommen, men jeg tog det ikke engang frem. Jeg begyndte at stamme noget om Nils og alvaret … og det var sikkert dumt. Det var dumt, for Vera råbte ad mig at jeg skulle gå min vej. Så gik hun ind i køkkenet igen. Og jeg kørte hjem igen … og nogle år efter døde hun jo.«

Gerlof nikkede. Vera var død på den samme trappe som Julia var faldet ned af. Han spurgte:

»Hørte du hvad de snakkede om? De to mænd?«

Maja rystede på hovedet.

»Jeg hørte kun nogle ord før jeg bankede på,« sagde hun. »Noget om længsel. Det var den højrøstede der sagde noget om en der længtes: ‘Og I længes jo begge efter hinanden’ eller sådan noget.«

Gerlof spekulerede.

»Det var måske familie til Vera,« sagde han. »Familie fra Småland?«

»Måske,« sagde Maja.

Der blev stille. Gerlof havde ikke flere spørgsmål; han blev nødt til at tænke over det her.

»Jah … « sagde han og strakte hånden op for forsigtigt at klappe Maja på skulderen, men hun bøjede sig lidt forover så hans fingre havnede på hendes kind.

De blev der, næsten som af egen vilje, og bevægede sig i en skælven som langsomt blev til et kærtegn.

Maja lukkede øjnene.

Gerlof for sammen og rejste sig.

»Ja … « sagde han igen. »Jeg kan ikke … ikke mere.«

»Er du sikker?« spurgte Maja og åbnede øjnene.

Gerlof nikkede bedrøvet.

»For meget gigt i kroppen,« sagde han.

»Den forsvinder måske til foråret,« sagde Maja. »Det sker somme tider.«

»Ja,« sagde Gerlof og rejste sig så hurtigt han kunne. »Tak for samtalen, Maja. Jeg fortæller ikke det her videre. Det ved du.«

Maja blev siddende ved tebordet.

»Det er godt, Gerlof,« sagde hun.

Det gik op for Gerlof at han stadig holdt etuiet i venstre hånd, og han lagde det på bordet igen. Men Maja tog det op, pillede krucifikset ud og rakte ham etuiet igen.

»Tag du dem,« sagde hun. »Jeg vil ikke passe på dem længere. Det er bedre de er hos dig.«

»Så siger vi det.«

Han nikkede flere gange, som et klodset farvel, og forlod Majas værelse med etuiet i bukselommen. Det var tungt og koldt og raslede svagt da han gik hen ad den tomme gang.

Gerlof låste efter sig da han kom ind på sit eget værelse igen. Han plejede ikke at låse døren, men nu gjorde han.

Krigsbyttet, tænkte han. Soldater leder altid efter krigsbytte. Hvem havde soldaterne fået eller taget ædelstenene fra? Var der flere end dem selv der var døde for dem?

Og hvor skulle han lægge etuiet? Gerlof så sig omkring. Han havde ikke noget syskrin med falsk bund.

Til sidst gik han hen til bogreolen. På en af hylderne var det flaskeskib der forestillede briggen Bluebird af Hulls sidste sejlads, som han troede den havde set ud den stormfulde nat ved Bohusläns kyst. Bluebird var på vej mod de bohuslänske klipper.

Gerlof løftede flasken op og trak proppen ud. Så åbnede han etuiet og hældte langsomt og forsigtigt stenene ned i flasken. Han rystede flasken for at få dem på plads. Sådan, hvis man ikke kikkede for nøje, så det ud som om stenene var klipper hvor briggen snart ville gå på grund.

Det måtte være godt nok indtil videre.

Gerlof stillede flaskeskibet på hylden igen og gemte det tomme etui bag en række bøger længere nede.

Resten af aftenen, inden han gik i seng, kiggede han tit hen mod flasken. Efter det tolvte eller femtende kig begyndte han at forstå hvorfor Maja havde set så lettet ud da hun havde afleveret det gamle bliketui til ham.

Den nat kom hans eneste rigtigt alvorlige mareridt fra tiden til søs tilbage.

Han drømte han stod ved rælingen på et skib som langsomt gled fremad i Østersøen, et sted mellem Ølands nordspids og øen Oaxen. Det var skumring og helt vindstille, og Gerlof stod og stirrede ud over det spejlblanke vand mod horisonten uden at se land nogen steder …

… og så kiggede han ned i vandet og fik øje på en gammel mine fra anden verdenskrig.

Den flød lige under vandoverfladen: en stor sort stålkugle dækket af alger og muslinger, med udstikkende sorte pigge.

Det var umuligt at vige til side. Gerlof kunne bare stille se på mens skibsskroget og minen langsomt, men ubønhørligt gled hen mod hinanden, nærmere og nærmere.

Han vågnede med et sæt og et råb i mørket på Marnäshjemmet, lige før minen eksploderede.