23

SØNDAG FORMIDDAG. JULIA sad ved vinduet i Astrids dagligstue, med krykkerne hvilende mod stoleryggen, og så sin storesøster Lena og manden Richard tage kontrollen over hendes bil igen ude på klinterækken.

Det var lykkedes hende at beholde bilen to uger længere end planlagt, men nu var det slut. Måske var det lige så godt, hun kunne alligevel ikke køre med brækkede ben i kroppen.

Lena og Richard var kommet om lørdagen på et kort besøg på Øland, de havde besøgt Gerlof og drukket kaffe i Marnäs inden de overnattede oppe i sommerhuset. Søndag morgen kom de ned til Astrid Linder for at hilse på, og så viste det sig også at de havde planer om at tage Julia med hjem til Göteborg.

De havde naturligvis ikke ulejliget sig med at informere Julia om den plan. Hun vidste ikke engang at Lena og Richard ville dukke op før hun så den mørkegrønne Volvo komme rullende ude på vejen og parkere foran Astrids hus. Og da var det for sent at flygte.

»Halløj med jer!« råbte Lena hurtigt da Astrid lukkede hende ind. Hun gav Julia et knus så det gav et jag i nøglebenet ved hendes hals. »Hvordan går det?« Lena kiggede på krykkerne.

»Det går helt godt nu,« sagde Julia.

»Far ringede og fortalte hvad der var sket,« sagde Lena. »Meget trist … men det kunne jo være gået værre. Sådan må du tænke, det kunne være værre.« Og det var alt hvad hendes søster egentlig havde at sige om alle Julias brækkede knogler. Hun tilføjede: »Hvor er det sødt af Astrid at lade dig bo her. Det er da sødt?«

»Astrid er en engel,« sagde Julia.

Og det var sandt. Astrid var en engel der befandt sig godt i det mennesketomme Stenvik, men hun havde fortalt at hun også følte sig alene somme tider. Hun var jo enke, og hendes eneste barn, en datter, arbejdede som læge i Saudi Arabien og kom kun hjem til jul og midsommer.

Richard havde i grunden slet ikke noget at sige; han nikkede bare utålmodigt til Julia, tog ikke sin lysebrune efterårsjakke af og begyndte at kigge på Rolexuret efter bare et par minutter. For ham var det eneste vigtige vel at få bilen til Torslanda igen, tænkte Julia, så hans datter kunne køre i den.

Astrid bød på formiddagskaffe og kager, og Lena talte henrykt om hvor roligt og stille der var i Stenvik i oktober når alle turisterne var væk. Richard sad med rank ryg ved siden af sin kone og sagde ingenting. Julia sad på den anden side af bordet, kiggede ud ad vinduet og tænkte på Vera Kants hus bag de store træer.

»Godt, vi må vel så småt tænke på hjemturen,« sagde Lena efter kaffen. »Vi har jo lang vej hjem.«

Hun hjalp hurtigt til med at samle kopperne sammen efter kaffen. Richard gik ud for at hjælpe Astrid med at sømme et nedløbsrør fast som var ved at falde ned på bagsiden af huset.

Julia kunne ingenting gøre, kun sidde og se på. Hun havde ingen ben, intet arbejde, ingen børn. Men livet skulle gå videre alligevel, på en eller anden måde.

»Det var pænt af jer at komme,« sagde hun.

Lena nikkede.

»Vi bestemte os med det samme til at køre herop og hjælpe dig med at komme hjem,« sagde hun. »Du kan jo ikke køre nu.«

»Tak,« sagde Julia, »men det behøves ikke. Jeg bliver her.«

Lena hørte ikke efter.

»Hvis jeg kører Forden med dig, så kan Richard køre Volvoen hjem selv,« fortsatte hun og skyllede kaffekanden. »Vi plejer at standse i Rydaholm og spise frokost, de har en hyggelig restaurant der.«

»Jeg kan ikke køre hjem uden Jens,« sagde hun. »Jeg må først finde ham.«

Lena vendte sig om og kiggede på hende.

»Hvad sagde du?« sagde Lena. »Der er jo ingen … «

Julia rystede på hovedet og afbrød hende:

»Jeg ved at Jens er død, Lena,« sagde hun og holdt sin søsters blik fast. »Han er død. Det indrømmer jeg nu, men det drejer sig ikke om det. Jeg vil bare have at vi finder ham, hvor han end er.«

»Ja, ja, det er godt. Far kan jo godt lide at du er her,« sagde Lena. »Så det er jo godt.«

Ja, bedre end at drikke vin og spise piller foran fjernsynet i Göteborg, tænkte Julia. I et øjeblik følte hun alle de spildte år som en hård trykken mod brystet – de år hvor savnet af den forsvundne søn var blevet meget vigtigere end alle de lyse minder om ham der kunne have trøstet hende: et sort hul af sorg som hun sank ned i, mens hun slap for at tage fat på livet.

Men nu var der fred. En lille smule fred.

Til sidst, når man var gammel nok, drejede det sig alligevel kun om at få lov til at være på et fredfyldt sted hvor man følte sig hjemme, sammen med mennesker man kunne lide. Som Stenvik, med englen Astrid. Og Gerlof. Og Lennart. Julia kunne lide dem alle sammen.

Og Lena mente det godt. Julia vidste at selv hendes storesøster på en eller anden måde mente det godt.

»Ja, det er godt,« sagde hun. »Vi ses i Göteborg.«

En halv time efter satte Richard sig i den store mørkegrønne Volvo uden for Astrids hus, og Lena steg ind i den lille Ford.

Lena bøjede sig frem og vinkede gennem forruden til Julia. Og så kørte de, først Richard og så hendes storesøster.

Julia pustede ud.

Et minuts tid efter begyndte telefonen at ringe ude i gangen, men hun orkede ikke at gå ud og tage den.

»Jeg tager den,« sagde Astrid. Julia hørte hende løfte røret og lytte og så råbte hun: »Det er fra politiet, Julia, til dig … Det er Lennart.«

På jævne indendørs gulve kunne Julia bevæge sig lettere og hurtigere med kun én krykke, og det gjorde hun nu.

Hun løftede røret.

»Det er Julia.«

»Hvordan har du det?« spurgte Lennart.

»Bedre,« sagde Julia. »Tiden læger alle knoglebrud … og Astrid passer på mig.«

»Godt,« sagde han. »Jeg har lidt nyheder … men du har måske allerede hørt dem.«

»Har I fundet Nils Kant?« sagde Julia.

Det lød som om Lennart sukkede stille i røret.

»Det er ikke et spøgelse der har gravet kælderen op,« svarede han. »Har Gerlof ikke sagt det?«

»Vi har ikke nået at snakke så meget,« sagde Julia.

»Din far hjalp med at opspore ejeren af snusdåserne,« sagde Lennart. »Du ved, de dåser nede i Veras kælder.«

»Hvem var det så?«

»Anders Hagman.«

»Anders Hagman?« sagde Julia. »Mener du Anders … henne på campingpladsen? Johns søn?«

»Lige netop.«

»Er du sikker?«

»Han har ikke selv sagt det, for vi har ikke kunnet snakke med ham,« sagde Lennart. »Anders holder sig borte. Men alt tyder på det.«

»Så var det ikke Nils Kant der havde overnattet i villaen.«

»Nej,« sagde Lennart. »Der plejer altid at være en ligefrem forklaring, Julia. Anders Hagman bor kun nogle hundrede meter væk. Det var nemt at snige sig hen til Vera Kant når det var blevet mørkt.«

»Men hvorfor gravede han?«

»Der er en del idéer om det. Jeg har mine tanker, og jeg har diskuteret dem med mine kolleger i Borgholm,« sagde Lennart og spurgte: »Kender du Anders? Havde I noget med hinanden at gøre da du boede i Stenvik?«

»Nej. Han er yngre end mig … fire-fem år yngre,« sagde Julia der knap kunne huske Anders Hagmand fra sin opvækst.

Hun havde kun et svagt erindringsbillede af en kraftig, fåmælt og sky dreng. Han havde holdt sig for sig selv, arbejdet på sin fars campingplads og aldrig deltaget i nogen midsommerdans eller brofest eller andet i Stenvik – ikke så vidt hun kunne huske.

»Han er dømt for mishandling,« sagde Lennart. »Vidste du det?«

»Mishandling?«

»Der var et fuldemandsslagsmål på campingpladsen for tolv år siden. Anders følte sig truet og slog en ung stockholmer ned. Jeg var selv dernede om aftenen og anholdt ham. Han fik en betinget dom og en bøde.«

Der blev stille i nogle sekunder.

»Er han mistænkt for noget nu?« sagde Julia. »Jagter I ham?«

»Nej, det drejer sig ikke om nogen jagt,« sagde Lennart. »Vi vil bare gerne finde ham, snakke med ham … finde ud af hvad han har lavet hos Vera Kant. Han har jo i hvert fald gjort sig skyldig i indbrud.«

Det har jeg også, tænkte Julia.

»Spørger I ikke om Jens?« spurgte hun. »Om hvor Anders befandt sig da Jens forsvandt?«

»Måske,« sagde Lennart. »Skulle vi gøre det?«

»Det ved jeg ikke,« sagde Julia.

Hun kunne ikke huske om Anders Hagman overhovedet havde mødt hendes søn. Men det måtte han vel have gjort? De havde jo badet henne ved broen om sommeren, inden for synsvidde fra campingpladsen. Jens havde løbet omkring på stranden i badebukser og solhat hele dagen. Havde Anders stået på klinterækken og kigget på ham dengang?

»Anders er åbenbart i Borgholm. Vi finder ham,« sagde Lennart. »Hvis vi får noget interessant at vide, så giver jeg lyd fra mig.«

Gerlof havde også ringet til Julia efter ulykken, men Julia havde ikke ladet det blive nogen lang samtale. Hun skammede sig. Jo mere hun tænkte på indbruddet i Vera Kants villa og sin idé om at sønnen Jens havde gemt sig derinde, desto mere skammede hun sig.

Mandag formiddag kom Gerlof til sidst til Stenvik i John Hagmans bil og ringede på. Julia kæmpede med krykkerne for at komme hen til døren, hun var alene hjemme. Astrid var oppe i Marnäs for at handle.

John var chauffør, men han blev siddende ude i bilen. Julia så campingpladsejeren sidde sammensunken og tænksom bag rattet.

»Jeg ville bare kigge ind og se hvordan du havde det,« sagde Gerlof, støttet til stokken og forpustet efter helt på egen hånd at have gået de tyve meter fra bilen til huset.

»Jeg har det ret godt,« sagde Julia, støttet på sine krykker. »Skal du og John på udflugt?«

»Vi skal til Småland,« sagde Gerlof kort.

»Hvornår kommer I hjem?«

Gerlof lo kort.

»Boel på Marnäshjemmet spurgte om nøjagtig det samme. Hun vil helst have jeg holder mig inde på værelset fra morgen til aften.« Han fortsatte: »Men det bliver i aften eller sent i eftermiddag … Vi besøger måske også Martin Malm, hvis han er mere klar i hovedet i dag end sidste gang.«

»Har det noget med Nils Kant at gøre?« sagde Julia.

»Det kan det have,« sagde Gerlof. »Vi får se.«

Julia nikkede – hvis han ikke ville fortælle mere, så skulle han have lov at slippe.

»Jeg hørte om Anders Hagman,« sagde hun. »Og at du udpegede ham for politiet.«

»Jeg nævnte hans navn … John er nok ikke så glad for det,« sagde Gerlof. »Men det navn havde de alligevel fundet frem til før eller siden.«

»De vil snakke med ham,« sagde Julia. »Jeg er ikke sikker … men det virker som om politiet i Borgholm er ved at åbne undersøgelsen igen. Om Jens, altså.«

»Ja … men jeg tror de følger et forkert spor med Anders. Det tror John selvfølgelig også.«

»Skal I så ikke lede dem på rette spor?«

»Politiet lytter ikke til os pensionister, ikke når de synes vores idéer er for skøre,« sagde Gerlof. »Vi er ikke pålidelige.«

»Men I giver aldrig op. Det må man jo beundre.«

»Godt,« sagde Gerlof og åbnede yderdøren. »Vi gør det så godt vi kan.«

»Så forsk I bare løs,« sagde Julia. »Det skader jo ikke.«

Den kommentar var ironisk uden at hun vidste det – næste gang Julia så Gerlof ville han være døende.

»Så ses vi senere,« sagde Gerlof.