25

»DET ER IKKE mig der skal tale med Anders Hagman,« sagde Lennart til Julia da de var på vej i politibilen mod Borgholm. »Der kommer en kriminalinspektør fra Kalmar der er uddannet til den slags.«

»Bliver det et langt forhør?« sagde Julia og så på Lennart bag rattet.

Han havde en ny politijakke på, en foret vinterjakke med politiets emblem på skulderen. Klædt på til byen.

»Jeg tror ikke vi skal kalde det forhør,« sagde Lennart hurtigt. »Det er bare en lille snak, en samtale.

Han er ikke arresteret eller anholdt eller noget. Der er ingen grund til det. Men hvis Anders indrømmer at det er ham der er brudt ind i Vera Kants villa og har gemt de her gamle avisudklip, så kommer de sikkert også til at tale en del om din søn. Og så må vi se hvad Anders har at sige om det.«

»Jeg har forsøgt at huske om … om han på nogen måde viste interesse for Jens,« sagde Julia. »Men jeg kan ikke huske noget om det.«

»Det er godt. Man skal ikke begynde at mistænke folk for en masse ting.«

Lennart havde ringet til hende da hun sad og drak formiddagskaffe sammen med Astrid om tirsdagen. Han havde meddelt nyheden om at Anders Hagman var blevet fundet i Kalmar og ført til Borgholm. En halv times tid efter var han kommet for at hente hende i sin politibil. Julia var taknemmelig for at Lennart lod hende være med helt fra begyndelsen i den her undersøgelse, eller hvad det nu var, men hun var samtidig nervøs for hvad der ventede.

»Jeg kommer ikke til at sidde i samme lokale, vel?« sagde hun. »Jeg tror ikke at … «

»Nej, nej,« sagde Lennart. »Det bliver kun Anders og Niklas Bergman, kriminalinspektøren.«

»Har I envejsspejle … eller sådan noget?« spurgte Julia.

Hun fortrød spørgsmålet da Lennart begyndte at smile bag rattet.

»Nej, ikke noget af den slags,« sagde han. »Det er nok mest i amerikanske tv-serier, når man har vidnekonfrontationer og sådan nogle spændende ting. Somme tider bruger vi videoindspilninger, men det er heller ikke så tit. De har vel en del konfrontationer i Stockholm, men ikke her.«

»Tror du det var ham?« spurgte Julia da de standsede ved Borgholms første lyskurv.

Lennart rystede på hovedet.

»Jeg ved det ikke. Men vi må tale med ham.«

Politistationen i Borgholm lå i en tværgade til indkørslen i byen. Lennart holdt på parkeringspladsen og åbnede handskerummet. Julia så ham rode rundt mellem papirer, visitkort og tyggegummipakker.

»Jeg må ikke glemme den her,« sagde han. »Ikke fordi den er nødvendig, men den må ikke blive liggende.«

Så tog han sin pistol ud, som lå i et sort hylster med navnet GLOCK indgraveret i læderet. Lennart knappede det hurtigt fast på hoften og ventede til Julia var kommet ud af bilen og op på krykkerne før han viste vej ind på politistationen.

Julia måtte vente i kaffestuen på Borgholm politistation. Den så ud som en hvilken som helst kaffestue, men i det ene hjørne stod der et fjernsyn, og hun fandt sig selv siddende foran samme amerikanske TV-Shop-program som hun plejede at se hjemme i lejligheden i Göteborg om dagen.

Nu føltes det helt uforståeligt. Hvordan havde hun nogen sinde kunnet synes at TV-Shop var interessant at se på?

Lige før klokken to kom Lennart ind i lokalet igen.

»Så er det overstået,« sagde han. »For denne gang. Har du lyst til at køre med ned og få lidt at spise?«

Julia nikkede uden at ville vise hvor nysgerrig hun var. Lennart ville sikkert fortælle når det var belejligt. Hun tog sine krykker og gik med ham ud af stationen.

»Er Anders her endnu?« spurgte hun da de kom ud i kulden på Storgatan.

Lennart rystede på hovedet.

»Han har fået lov til at tage hjem i sin lejlighed her i Borgholm.«

Han gik langsomt på fortovet for at holde trit med Julia. Hun forsøgte at hoppe af sted på krykkerne så hurtigt hun kunne, men vinden var iskold og fik hendes fingre til at blive følelsesløse omkring håndtagene.

Lennart tilføjede:

»Eller måske er det hans mor der har lejligheden, jeg ved det ikke rigtigt. Men han lovede at lade være med at forsvinde nogen steder hen, hvis vi havde brug for at snakke mere med ham … Er det i orden med kinesisk? Jeg er ret træt af pizza.«

»Bare det er i nærheden,« sagde Julia og lod Lennart vise vej til en kinesisk restaurant ved siden af Borgholm sognekirke.

Der var kun nogle få frokostgæster tilbage i restauranten, og Lennart og Julia hængte overtøjet og satte sig ved et vinduesbord. Julia kiggede på den hvide kirkebygning udenfor og huskede den varme sommer da hun blev konfirmeret der og var forelsket i en dreng på konfirmationsholdet der hed … Hvad var det nu han hed? Det havde været så vigtigt dengang, men nu huskede hun det ikke mere.

»Men hvad lavede Anders så i villaen?« spurgte Julia lavt da de havde bestilt maden, fem små retter. »Sagde han det?«

»Ja … Han siger at han gravede efter diamanter,« sagde Lennart.

»Diamanter?«

Lennart nikkede og så ud ad vinduet.

»Der er et gammelt rygte … jeg har også hørt det, om at de tyskere, Nils Kant slog ihjel, skal have haft krigsbytte med sig fra de baltiske lande. En slags ædelsten, siger man. Anders fik den idé at Nils havde gemt dem i kælderen inden han flygtede. Så han gravede og gravede … men han fandt dem aldrig,« sagde Lennart og tilføjede: »Siger han, i hvert fald. Han er lidt sær.«

»Og udklippene?« spurgte Julia.

»De lå gemt i et skab, han fandt dem og satte dem op. Anders tror det var Vera der havde gemt dem.« Lennart kiggede på hende: »Ved du hvad han mere siger? Han siger han har mærket Veras tilstedeværelse derinde. At hun går igen i villaen. Spøger, altså.«

»Aha,« var alt hvad Julia sagde.

Hun ville ikke fortælle at hun havde mistanke om det samme. Hun ville ikke tænke et øjeblik på natten i Veras villa.

Julia havde endnu et spørgsmål, men vidste ikke om hun ville stille det. Lige inden tallerkenerne med maden kom ind på bordet, gav Lennart hende alligevel svaret på det:

»Anders siger at han ikke mødte din søn den der efterårsdag. Han fik et direkte spørgsmål om det og sagde at han ikke vidste noget. Han holdt sig inde den dag, det var for tåget og råkoldt ude, og han fik at vide hvad der var sket da vi bad om hjælp med eftersøgningen.« Han tilføjede: »Niklas Bergman, der snakkede med ham, havde fornemmelsen af at Anders holdt sig til sandheden. Han var lige så åben om det som han var om indbruddet i Vera Kants villa.«

Julia nikkede bare.

»Så jeg tror ikke vi kommer så meget længere med det her,« fortsatte Lennart. »Ikke så længe der ikke dukker noget nyt op.«

Julia nikkede igen. Hun så ned på sine hænder og sagde:

»Jeg har forsøgt at komme videre … ikke at grave mig ned i fortiden. Det er ikke gået så godt tidligere, men her i efteråret har det været bedre. Lidt bedre. Jeg har kunnet sørge … det kunne jeg ikke før.« Hun så op på Lennart igen. »Så jeg tror det var godt for mig at komme til Øland … og møde far igen. Og dig.«

»Det glæder mig at høre,« sagde Lennart. »Jeg sad også fast i fortiden, meget længe.« Han tav og fortsatte: »Og jeg havde det meget dårligt somme tider, indtil jeg indså at man ikke bliver lykkeligere af at hævne sig på folk. Man må komme videre. Det er svært at se fremad, men tror jeg man skal.«

»Ja,« sagde Julia lavt. »Man må lade de døde være i fred.«