PUERTO LIMÓN, JULI 1963

NILS VENTER SPÆNDT i over en halv time i mørket under palmerne med ryggen mod stranden. Myggene sværmer rundt om ham. Han vifter dem væk og tænker på Øland, på hvordan det var at vandre over det ølandske alvar, fri og sorgløs. Samtidig lytter han hele tiden, men han hører ikke noget nede fra stranden.

Til sidst er der skridt i sandet bag ham der nærmer sig.

»Det tog tid, men nu sover han,« siger Fritiof.

»Godt.«

Nils går med Fritiof ned til stranden igen. Den svenske Borrachon ligger sammensunken som en sæk kul ved den glødende ild, med hængende hoved og hånden på den sidste vinflaske.

»Så må du gå i gang,« siger Fritiof.

»Dig, ja.« Fritiof ser stift på ham. »Jeg har haft arbejde nok med at holde denne sut vågen på hele rejsen. Du må overtage det nu.«

Nils kigger ned på Borrachon, men rører sig ikke.

»Han er værdiløs, Nils,« siger Fritiof. »Han er kun værdifuld for os.«

Nils rører sig stadig ikke.

»Tror du, at du havner i helvede for det her?« spørger Fritiof.

Nils ryster på hovedet.

»Det gør du ikke,« siger Fritiof. »Du kommer til at kunne rejse hjem.«

»Det er her,« siger Nils.

»Hvad?«

»Helvede er her,« siger Nils.

»Godt.« Fritiof nikker. »Så er det på tide du forlader det.«

Nils nikker træt, og så bøjer han sig ned og tager fat i Borrachons overkrop. Manden knurrer i søvne, men kæmper ikke imod. Nils trækker af sted med ham gennem sandet, væk fra bålet og ned mod det sorte hav.

»Pas på hajerne,« siger Fritiof bag ham.

Vandet er lunkent, og bølgerne er brede, men kraftesløse. Nils bakker lige ud i Det Caribiske Hav og trækker Borrachons krop med sig.

Pludselig bevæger den sig. Borrachon begynder at hoste, da bølgeskummet skyller hen over hans ansigt, og begynder at stritte imod. Nils bider tænderne sammen, bakker endnu et par meter indtil vandet når ham op over lårene og trykker så Borrachon ned under vandoverfladen. Han lukker øjnene og begynder at tælle: En, to, tre …

Manden kæmper vildt med armene for at få hovedet op over vandoverfladen. Nils holder ham fast, tænker på Øland og bliver ved med at tælle.

… otteogfyrre, niogfyrre, halvtreds …

Det føles som om det tager en time før kroppen holder op med at bevæge sig i vandet. Nils bliver alligevel krampagtigt stående og holder den fast under overfladen. Væk med alt liv, der må ikke være noget tilbage. Hvis han venter tilstrækkeligt længe, vil Borrachon måske ikke dukke op i hans drømme, som sognefogeden har gjort.

»Er det ordnet?« råber Fritiof fra stranden.

»Ja.«

»Godt, Nils.« Fritiof træder ud i vandet, bøjer sig ned mod Borrachon, løfter en arm op og lader den falde ned igen. »Godt gjort.«

Nils siger ingenting. Han bliver stående i suget fra bølgerne, mens Fritiof trækker kroppen ind i vandkanten, og tænker pludselig på sin lillebror. Axel.

Det var en ulykke, Axel, det var ikke meningen … Drabet får de allerede døde til at komme tilbage, stærkere end nogen sinde.

Fritiof vader op på stranden og tørrer sig med skjorteærmet i panden. Han puster ud.

»Godt, så er det klaret,« siger han og vender sig om mod Nils. »Så må du fortælle det nu.«

»Fortælle hvad?«

Nils kommer langsomt op af vandet og stiller sig foran ham.

»Om det krigsbytte du gemte. Hvor er det, Nils?«

Smålændingens overkrop ligger imellem dem på stranden. Nils føler at Fritiof har overtaget nu, men han nægter at give tabt.

»Og hvad hedder du så, Fritiof Andersson? Rigtigt?«

Manden foran ham svarer ikke.

»Hvis du får mig hjem,« siger Nils til sidst, »så skal jeg finde byttet frem.«

»Det kommer til at vare et stykke tid,« siger Fritiof og vifter en myg væk. »Jeg skal sørge for det hele, men det kommer til at vare et stykke tid. Ét skridt ad gangen. Kroppen skal først til Øland … den skal begraves og glemmes så godt det kan lade sig gøre. Derefter kan du komme hjem. Er du med?«

Nils nikker.

Fritiof prikker med skoen til kroppen mellem dem.

»Vi skal trække ham nogle meter ud igen nu, snitte lidt i ansigtet og forankre kroppen til bunden … og lade rovfiskene komme og gøre deres. Så er der ingen der kan se forskel på jer.« Han nikker hen mod Borrachons lille sæk henne ved bålet. »Glem ikke at tage hans pas. Ellers kommer du måske ikke ind i Mexico.«

»Og bagefter,« siger Nils, »så kommer du tilbage hertil?«

»Ja. Du bliver i Mexico City, og jeg vender tilbage hertil om en uges tid. Jeg trækker kroppen ind til stranden og udsletter sporene, så kører jeg ned til Limón igen og begynder at spørge folk om nogen har set min svenske ven Nils. Det bedste er vel at det er en anden der kommer og finder kroppen her, ellers må jeg gøre det.«

Nils begynder at klæde sig af.

»Nå, så skifter vi.«

Fritiof kigger på ham.

»Ellers noget?« siger han. »Er der noget du har glemt?«

Nils tager skjorten af i mørket.

»Hvad?«

Fritiof peger tavst på Nils’ venstre hånd, på hans to krogede fingre. Så bøjer han sig ned og tager fat i Borrachons arm, strækker den ud så venstre hånd ligger i sandet og tramper derefter hårdt på ringfingeren og langfingeren med skohælen. Hårdere og hårdere, indtil der lyder et lavt knæk i mørket.

»Så,« siger Fritiof, trækker et lommetørklæde op af lommen og binder de brækkede fingre i en kroget vinkel mod håndfladen. »Nu er I snart kopier af hinanden.«

Nils ser bare til. Den her mand, Fritiof, er forud for ham i planlægningen hele tiden. Hvordan har han tænkt sig afslutningen på det her?

Nils skyder uroen fra sig.

»Træk hans bukser af,« siger han. »Jeg tørrer dem over bålet. Så får han mine i stedet for, og min tegnebog.«

Nu vil han bare hjem. Hvis bare han får lov til at komme tilbage til Stenvik, bliver der en lykkelig ende på det her.

Så spiller det ingen rolle at han lige nu er i helvede.