27

»VI ER JO gamle mænd, begge to,« sagde Gerlof til Martin Malm. »Og vi har tid til at tænke. Og jeg har tænkt en hel del i den sidste tid … «

Han mødte Martins blik. De sad stadig over for hinanden i den halvmørke dagligstue hvor fjernsynet nu viste billeder af Fred Flintstone der hakkede sten ud af bjerget.

Gerlof havde stadig erindringsbogen med fotografiet fra Ramneby i hånden.

»Dit fragtfirma var ikke så stort da det her billede blev taget,« sagde han. »Jeg ved det, for mit var lige så lille. Du havde nogle sejlskibe der gik med sten og tømmer og alle mulige varer på den lille Østersø, nøjagtig som os andre. Men så varede det kun tre-fire år før du købte dit første stålskib og begyndte at sejle ud i Europa og over Atlanterhavet. Vi andre klarede os med vores sejlskibe lidt endnu, til reglerne om mindste bemanding og største ladning blev for hårde. Vi fik ingen lån af bankerne til større skibe, det var kun dig der satsede på moderne tonnage lige på det rette tidspunkt.« Han kiggede stadig på Malm. »Men hvor fik du pengene til det, Martin? Du havde lige så få penge selv som enhver anden skipper på den tid, og bankerne må have været lige så nærige over for dig som over for os andre.«

Martin spændte kæberne, men han sagde ingenting.

»Kom de fra August Kant, Martin?« sagde Gerlof. »Fra ejeren af Ramneby savværk?«

Martin stirrede på Gerlof, og det gav et ryk i hans hoved.

»Ikke? Men det tror jeg de gjorde.«

Gerlof stak hånden ned i sin mappe igen, satte så stokken foran og rejste sig. Han gik langsomt rundt om fjernsynet og hen til Martin.»Jeg tror du fik betaling for at hente en morder hjem fra Sydamerika, Martin. Politimorderen Nils Kant … Augusts søstersøn.«

Martin bevægede nu hovedet frem og tilbage. Han åbnede munden igen.

»Ee-ra,« sagde han. »Eera A-ant.«

»Vera Kant,« sagde Gerlof. Han begyndte at forstå Martin lidt bedre nu. »Det var Nils’ mor. Hun ville sikkert også have sin søn hjem. Men det var vel hendes bror August der betalte? Han betalte dig for først at tage en krop i en kiste med hjem til Øland, som blev begravet oppe i Marnäs så alle skulle tro at Nils Kant var død. Derefter sejlede du Nils selv hjem flere år senere, mere diskret.«

Han stillede sig foran Martin som var nødt til at bøje nakken for at se op på ham.

»Nils kom hjem, formentlig en gang sidst i tresserne og gemte sig et sted her på Øland. Han behøvede ikke at gemme sig særlig omhyggeligt, for der var jo ingen der genkendte ham efter femogtyve år. Han kunne sikkert somme tider besøge sin mor og vandre ude på alvaret.«

Gerlof så ned på manden i kørestolen.

»Jeg tror det var derude Nils gik rundt en tåget septemberdag, da han mødte en lille dreng der var faret vild i tågen. Mit barnebarn Jens.«

Gerlof kiggede ned i gulvet.

»Og så var der noget der gik galt,« fortsatte han lavt. »Der skete noget, og Nils blev bange. Jeg tror ikke Nils Kant var så ond og gal som nogle påstår. Han var bare bange og impulsiv og kunne somme tider blive voldelig. Og derfor døde Jens.« Gerlof sukkede. »Og så … det ved du vel bedst. Jeg tror Nils kom og bad dig om hjælp. Sammen begravede I kroppen et sted ude på alvaret. Men du beholdt en ting.«

Han tog den genstand frem han havde taget op af mappen. Det var den brune konvolut med Malmfragts logo revet af, den Gerlof havde fået med posten.

»Du beholdt Jens’ ene sandal. Du sendte den til mig for et par måneder siden, i den her kuvert.« Gerlof holdt en pause og spurgte: »Hvorfor gjorde du det? Ville du bekende?«

Martin kiggede på kuverten, og hans hage bevægede sig igen.

»Ungen æ-er alen,« sagde han.

Gerlof nikkede uden at forstå. Han satte sig langsomt ned for at få vejret og sendte Martin et sidste langt blik.

»Slog du Nils Kant ihjel, Martin?«

Gerlofs sidste spørgsmål fik naturligvis ikke noget svar, så han besvarede det selv:

»Det tror jeg du gjorde … Jeg tror Nils var blevet for farlig for dig. Og jeg tror det var ham der gav dig det ar i panden dér. Men det kan jeg naturligvis heller ikke bevise.«

Han bøjede sig frem og stoppede langsomt bogen og kuverten ned i sin gamle mappe igen. Den havde været anstrengende, denne fremtræden.

I en bogreol ved endevæggen stod der indrammede familiefotografier, og Gerlof så smilende unge mennesker på flere af dem.

»Vores børn, Martin … « sagde han. »Vi må regne med at de glemmer os. Vi vil gerne have de skal huske alt det gode vi trods alt gjorde, men sådan går det ikke altid.«

Gerlof var træt, og nu lod han bare munden løbe. Martin Malm virkede også meget kraftesløs henne i kørestolen. Han hverken bevægede sig eller forsøgte at sige noget mere.

Luften i dagligstuen syntes at være brugt helt op, og det virkede mørkere end tidligere. Gerlof rejste sig langsomt.

»Ja, Martin, jeg vil sige tak,« sagde han. »Du må have det så godt du kan … Det kan være jeg kommer igen.«

Han syntes selv den sidste sætning lød truende, og det var til en vis grad meningen.

Døren ud til hallen blev åbnet inden han var nået hen til den. Ann-Britt Malms blege ansigt kom til syne i døråbningen.

Gerlof smilede kraftesløst til hende.

»Så har vi fået vores lille sludder,« sagde han.

I grunden var det kun Gerlof der havde snakket, og han havde ikke fået ét eneste tydeligt svar.

Han gik forbi Martin Malms kone, og hun lukkede døren til dagligstuen bag dem.

»Mange tak,« sagde Gerlof og nikkede til hende.

»Det var mig der sendte den der,« sagde Ann-Britt Malm.

Gerlof standsede. Hun pegede på hans mappe hvor den øverste kant af den brune kuvert stak op.

»Martin har leverkræft,« sagde Ann-Britt. »Der er ikke langt igen.«

Gerlof blev stående uden at vide hvad han skulle sige. Han kiggede ned på mappen.

»Hvordan vidste De … du …« Han rømmede sig, »… hvor den skulle sendes hen?«

»Martin gav mig kuverten i sommer,« sagde Ann-Britt Malm. »Sandalen lå allerede i den, og han havde skrevet dit navn på den. Det var bare at sende den.«

»Har du også ringet?« spurgte han. »Der var en der ringede til mig efter den var kommet … en der lagde på.«

»Jo. Jeg ville spørge … om sandalen,« sagde Ann-Britt Malm. »Hvorfor Martin havde den, hvad den kunne betyde. Men jeg var bange for svaret … At Martin kunne have gjort noget, ved dit barn.«

»Ikke barn,« sagde Gerlof træt. »Jens var mit barnebarn. Men jeg ved ikke hvad sandalen betyder.«

»Jeg ved det heller ikke, og det er …« Hun tav. »Martin ville ikke sige noget da han fandt den frem, men jeg … Jeg bildte mig ind at han havde passet på sandalen, som en slags sikkerhed. Kan det have været sådan?«

»Sikkerhed?« sagde Gerlof.

»Mod en anden,« sagde Ann-Britt. »Jeg ved det ikke.«

Gerlof så på hende.

»Har Martin nogen sinde snakket om Kants? Familien Kant?«

Ann-Britt tøvede, så nikkede hun uden at se på Gerlof.

»Ja, men ikke andet end at de havde forretninger med hinanden … Vera Kant skød jo penge i Martins skibe.«

»Vera i Stenvik?« sagde Gerlof. »Det var vel August?«

Ann-Britt rystede på hovedet.

»Vera Kant skød penge i Martins første motorskib,« sagde hun. »Og han havde brug for de penge, det ved jeg.«

Gerlof nikkede bare. Han havde kun ét spørgsmål endnu, så ville han forlade dette store dystre hus.

»Da Martin gav dig kuverten,« sagde han, »havde han da haft besøg lige inden?«

»Vi får ikke så tit besøg,« sagde Ann-Britt.

»Jeg tror der kan have været en her fra Stenvik,« sagde Gerlof. »En gammel stenhugger … Ernst Adolfsson.«

»Ernst, ja,« sagde Ann-Britt. »Vi har købt flere stenting af ham, han er jo død nu. Han var her på besøg … men jeg tror det var tidligere på sommeren.«

Ernst var kommet først igen, tænkte Gerlof.

»Tak,« sagde han bare og hentede sin vinterfrakke. Den føltes meget tungere nu, som en rustning. »Skal Martin snart på sygehuset?« spurgte han.

»Nej, der bliver ikke noget med sygehus,« sagde Ann-Britt. »Lægerne kommer altid her.«

Ude på trappen greb vinden fat i ham igen, og nu fik den ham til at svaje. Det var trætheden. Det var også begyndt at støvregne. Da gaden udenfor var tom for biler kneb han øjnene sammen for at møde kulden alene, men så så han Johns bil stå parkeret en halv snes meter længere henne.

John nikkede bare da han åbnede passagerdøren og satte sig ind.

»Det var det,« sagde Gerlof.

»Godt,« sagde John.

Først da så Gerlof at der sad en på bagsædet: en bredskuldret fyr som det var lykkedes at synke ned og gemme sig bag John. Det var sønnen Anders.

»Jeg var henne i lejligheden,« sagde John. »Anders er hjemme igen. Så de lod ham gå.«

»Det var godt. Hej med dig, Anders.«

Johns søn nikkede bare.

»Det var da godt at politiet troede på dig?« sagde Gerlof.

»Ja,« sagde Anders.

»Du går ikke ind i Vera Kants villa mere nu, vel?«

»Nej.« Anders rystede på hovedet. »Det spøger dér.«

»Det har jeg hørt,« sagde Gerlof. »Men du var ikke bange?«

»Nej,« sagde Anders. »Hun blev på sit værelse.«

»Hun? Mener du Vera?«

Anders nikkede.

»Hun er bitter.«

»Bitter?«

»Hun føler sig snydt.«

»Nå, gør hun det,« sagde Gerlof.

Han tænkte på hvad Maja Nyman havde fortalt om de to mandsstemmer hun havde hørt i Veras køkken. Havde en af dem tilhørt Martin Malm?

Regnen blev ved, og John satte vinduesviskerne til da han drejede ud på gaden.

»Jeg har tænkt mig at blive sammen med Anders her i Borgholm lidt,« sagde han. »Vi skal drikke kaffe med hans mor. Du er sikkert også velkommen.«

»Nej, jeg må nok tage hjem,« sagde Gerlof hurtigt. »Boel bliver vel hysterisk ellers.«

»Ja,« sagde John.

»Jeg kan tage bussen til Marnäs,« sagde Gerlof hurtigt. »Går der ikke en omkring halv fire?«

»Vi kan se efter på stationen,« sagde John.

Gerlof sad tavs og tankefuld da de kørte gennem Borgholm. Som sædvanlig havde han en fornemmelse af at der var noget han var gået glip af hos Martin Malm, at han havde stillet de forkerte spørgsmål og ikke opfattet de få svar han fik rigtigt. Han burde have taget notater.

»Martin kan ikke tale mere,« sagde han og sukkede.

»Ikke det?« sagde John.

Da bilen svingede til højre ved torvet, drejede Gerlof hovedet og så pludselig Julia gennem et vindue på den anden side af gaden.

Hun sad inde på en restaurant ved kirken sammen med Lennart Henriksson, politibetjenten. Gerlof var ikke forbavset over at se dem sammen.

Julia kiggede på Lennart og så rolig ud, syntes Gerlof da bilen trillede væk fra restaurantvinduet. Måske ikke glad, men fredfyldt. Og Lennart så også kvikkere ud end han havde gjort i mange år. Det var godt.

»Så du kan tage bussen?« sagde John.

Gerlof nikkede.

»Jeg har det godt nu,« sagde han. Det var delvis sandt; han kunne gå, i hvert fald. Han tilføjede: »Og vi må støtte den kollektive trafik. Ellers nedlægger de vel også buslinjerne.«

John drejede nordpå mod Borgholms gamle stationsbygning. Den havde været jernbanestation før i tiden, endestation for det tog Nils Kant var hoppet af efter politimordet – men nu standsede der kun busser og taxier.

Bilen trillede ind på parkeringspladsen. John steg ud og gik om til passagersiden for at åbne.

»Jeg takker,« sagde Gerlof og kom svajende på benene. Han nikkede farvel til Anders.

Det havde været en anstrengende dag, men han kæmpede hårdt for at gå sikkert og værdigt hen mod busserne bag stationen, med mappen i den ene hånd og stokken i den anden. Støvregnen var blevet noget tættere. Bussen med destination Byxelkrok via Marnäs holdt allerede på parkeringspladsen; føreren sad og læste avis.

Gerlof standsede ved busdøren.

»Det er i hvert fald slut nu,« sagde han. »Vi har gjort så meget vi kunne. Martin må leve med det han har gjort. Så længe han nu lever.«

»Ja. Det må han,« sagde John.

»For resten …« sagde Gerlof. »Fridolf … har du hørt om der er en af Martin Malms bekendte der hedder sådan?«

John rystede på hovedet.

»Fridolf?« sagde han. »Som lille Fridolf?«

»Ja. Eller måske Fritiof,« sagde Gerlof. »Fridolf eller Fritiof.«

»Ikke så vidt jeg har hørt,« sagde John. »Er det vigtigt?«

»Nej. Det tror jeg ikke.«

Gerlof stod tavs foran John et kort øjeblik, samtidig med at to teenagedrenge med sorte dynejakker og plysset hår gik hurtigt forbi dem og sprang op i bussen i ét langt hop uden et blik på de to gamle mænd.

Gerlof indså at det ikke ville spille nogen rolle om han lige havde afsløret en morder eller ej. Det ændrede ikke noget. Livet gik sin gang som sædvanlig rundt om ham, og Øland var stadig tyndt befolket.

Han følte sig deprimeret. Måske var det en firsårskrise.

»Tak for i dag, så,« sagde han til John. »Jeg ringer til dig når jeg er kommet hjem.«

»Ja, gør det.«

John nikkede og holdt hans stok mens Gerlof langsomt gik op ad bussens høje trin. Han tog imod stokken, betalte chaufføren for turen med pensionistrabat og satte sig til højre på en vinduesplads. Gennem ruden så han John gå tilbage til sin gamle bil og sætte sig ind.

Gerlof lænede sig tilbage, lukkede øjnene og hørte bussen rumle i gang. Langsomt som en gammel skude begyndte den at trille af sted fra stationen.

Fridolf eller Fritiof, tænkte han. Og et møde i Ramneby hvor Ernst var vokset op. Fridolf? Fritiof?

Gerlof kendte ingen på Øland der hed nogen af de navne.