28

»NEJ JEG ER ikke gift,« sagde Lennart. »Har heller aldrig været det.«

»Har du ingen børn?« sagde Julia.

Lennart rystede på hovedet.

»Heller ingen børn.« Han kiggede ned i det halvtomme vandglas. »Jeg har haft nøjagtig ét alvorligt forhold i mit liv, men det varede på den anden side i næsten ti år. Det sluttede for fem år siden … hun bor i Kalmar nu, og vi er stadig venner.« Han smilede lidt til Julia. »Siden da har jeg mest lagt min energi i huset og haven.«

»Det nordlige Øland er måske ikke det bedste sted,« sagde Julia. »Jeg mener, hvis man vil møde nogen.«

»Der er et ret lille udvalg, mener du,« sagde Lennart og blev ved med at smile lidt. »Jo, det er sandt. Det er vel meget bedre i Göteborg?«

»Jeg ved ikke …« sagde Julia. »Jeg er næsten holdt op med at lede.« Hun drak af vandglasset og fortsatte: »Jeg har faktisk også kun haft ét alvorligt forhold. Og det var endnu længere siden end dit … Det var med Jens’ rastløse far, Michael, og det holdt op … ja, bagefter. Du ved.«

Lennart nikkede.

»Man skal være ret beslutsom for at have et forhold,« sagde han.

Julia nikkede.

»Men hvad har du så for planer nu?« sagde Lennart. »Bliver du på Øland?«

»Jeg ved ikke … måske,« sagde Julia. »Jeg har ikke så meget der holder på mig i Göteborg. Og Gerlof er jo ikke særlig rask. Han vil sikkert ikke have nogen der holder øje med ham, men jeg tror han kan have brug for det.«

»Det nordlige Øland har brug for sygeplejersker, det ved jeg,« sagde Lennart og så på hende. »Og jeg vil gerne have at du … «

Han blev afbrudt af en monoton piben, og Julia for næsten sammen. Lennart kiggede ned på personsøgeren i bæltet.

»De kalder på mig igen,« mumlede han.

»Er det noget vigtigt?« sagde Julia.

»Nej, det lader til kun at være en kort kontrol henne på stationen.« Han rejste sig. »Jeg går hen og betaler.«

»Vi kan dele regningen,« sagde Julia.

»Nej, nej.« Lennart viftede afværgende. »Det var jo mig der slæbte dig med herhen.«

»Tak,« sagde Julia.

Som sædvanlig havde hun småt med penge.

»Kan vi sige vi mødes … « Lennart kiggede på sit ur, »… omkring kvart i fire henne på stationen? Så skulle jeg være færdig. Så kan vi forlade storbyen og køre hjem.«

»Fint.«

»Du vil måske med ud og se hvordan jeg bor? Det er ikke et stort hus, men det ligger lige ved vandet nord for Marnäs. Hver dag stiger solen op af havet på ny, hvis man vil udtrykke det poetisk.«

»Det vil jeg gerne,« sagde Julia.

De skiltes uden for restauranten. Lennart gik hurtigt hen mod stationen, og Julia hoppede langsomt af sted på krykkerne hen mod Kungsgatan for at kigge lidt i forretninger. Der så ikke ud til at være noget tøjudsalg i denne uge, men hun kunne i hvert fald studere det der var i udstillingsvinduerne.

Hun gik forbi en tobaksforretning og læste automatisk en række overskrifter på løbesedlerne – ALVORLIG ULYKKE PÅ E22 – INGEN AF DE DRÆBTE IDENTIFICERET – CAROLA LYKKELIG IGEN – ALT OM WEEKENDENS TV – VANDT DU I LOTTO? – uden at de berørte hende.

Hun havde det godt nu, trods benbruddet. Hun var faktisk oven i købet glad. Glad for at hun og Gerlof var kommet hinanden nærmere end nogen sinde før, glad for at hun og søsteren Lena var skiltes som nogenlunde gode venner i weekenden, og også glad for at Lennart Henriksson så ud til at kunne lide hendes selskab.

Julia var tilmed glad for at politiet havde ladet Anders Hagman gå. Det ville have været forfærdeligt hvis nogen i Stenvik havde haft noget at gøre med hendes søns forsvinden. Så var det trods alt bedre hvis Jens var gået ned til stranden uden at nogen havde set ham i tågen den dag. Han havde overvundet sin angst for havet og var begyndt at hoppe rundt på stenene ude i vandet og var gledet.

Det troede Julia nu.