JÖNKÖPING, APRIL 1970

»DET ER IKKE stort, men det har delvis udsigt ud over Vättern,« siger ejeren af ejendommen og peger ud ad vinduet. »Og køkkenmøblementet og sengen indgår i lejen.«

Ejendommens ejer puster ud og trækker vejret tungt i de smalle værelser. Elevatoren i huset er i stykker, og han har fået en svedig skinnende pande af at have gået de fire etager op. Han er en mand i jakkesæt med en meget stor mave under skjorten.

»Godt,« siger den kommende lejer.

»Der er også gode parkeringsmuligheder.«

»Tak, men jeg har ingen bil.«

Det tager ikke mere end fem minutter at inspicere hele lejligheden, i grunden mindre end fem minutter. Et værelse og et køkken, øverst oppe på Gröna gatan i det sydlige Jönköping.

»Jeg tager den. I et halvt år. Det bliver muligvis længere.«

»Handelsrejsende? Uden bil?«

»Jeg kører med tog og bus,« siger lejeren. »Jeg flytter en del rundt … og jeg venter på at direktionen skal kalde mig hjem.«

Stadig væk afprøver Nils sit nye navn og sit nye liv. Han vokser langsomt ind i det og mærker det gamle liv synke væk. Men helt forsvinder det ikke. Det er som at have et andet liv bevaret under en osteklokke. Det nye liv er friere, det har et personnummer og et pas der fungerer ved grænserne – men føles alligevel aldrig nogen sinde helt ægte. Ikke i Costa Rica, ikke i årene i Mexico eller året uden for Amsterdam eller det seneste halve år i en næsten helt tom lejlighed ude i Bergsjön uden for Göteborg, hvor han somme tider vågnede op med koldsved og troede han var tilbage i Costa Ricas dampende varme.

»Må jeg spørge om alderen,« siger udlejeren.

»Fireogfyrre år.«

»Livets bedste.«

»Ja, måske.«

Når Nils spørger hvornår han i grunden får lov til at komme hjem til Øland har han hidtil kun fået undvigende svar af Fritiof.

»Den der er utålmodig begår fejl,« havde Fritiof sagt til ham i en brusende telefonforbindelse tre uger tidligere. »Du skal bare tage det roligt, Nils. Kisten ligger begravet i Marnäs, der er begyndt at vokse tykt græs på graven, og din gamle mor lægger nu og da blomster. Hun venter på dig.«

»Har hun det godt?« ville han vide.

»Ja, det har hun.«

Fritiof holder en pause og fortsætter:

»Men hun har fået postkort. Mærkelige postkort. Først nogle fra Costa Rica, så fra Mexico og Holland. Kender du noget til det?«

Nils kender til det. Han har sendt breve og postkort til sin mor i alle årene, men han har altid været forsigtig.

»Jeg skrev ingen afsender på,« siger Nils.

»Godt. Hun blev sikkert glad,« siger Fritiof, »… men nu går der et rygte om at Nils Kant er i live. Ikke hos politiet, de er ligeglade med landsbysladder, men nede i Stenvik. Det er derfor du ikke må være utålmodig. Forstår du det?«

»Ja. Men hvad sker der når jeg kommer hjem til Øland.«

»Ja, hvad sker der … « siger Fritiof, som om svaret ikke er interessant. »Hvad der sker er at du kommer hjem, til din mor. Men først skal vi på skattejagt. Ikke?«

»Det har vi aftalt. Hvis jeg kommer hjem, så viser jeg hvor skatten er.«

»Godt. Vi må bare vente på den rigtige lejlighed,« siger Fritiof.

»Ja. Og hvornår er det?«

Men Fritiof havde allerede lagt på.

Denne mand, der sikkert hedder noget andet, lagde bare røret på. Nils får en følelse af at han allerede er et afsluttet projekt for Fritiof Andersson, en død mand. Død og begravet på Marnäs kirkegård.

»Lejen betales forud,« siger ejendommens ejer.

»Det er fint,« siger Nils. »Jeg kan betale allerede nu.«

»Og så er der en måneds opsigelse.«

»Godt. Jeg har ikke brug for længere tid.«

Nils er ikke død, han er på vej hjem.

Og den mand, der kalder sig Fritiof, skal ikke begå den fejl at tro noget andet.