29

GERLOF SAD I bussen til Marnäs og spekulerede. Han havde siddet og nikket lidt på vejen mellem Borgholm og Köpingsvik, men var vågnet op da de kom ud på alvaret. Nu spekulerede han.

Han havde givet luft for flere ting end planlagt under besøget hos Martin Malm, en masse ubegrundede hypoteser som formentlig aldrig kunne bevises. Nogen tilståelse havde han ikke fået, men nu havde han i hvert fald fået sagt det hele.

Nu kunne han forsøge at komme videre. Bygge flere flaskeskibe. Få besøg af John og drikke kaffe. Læse dødsannoncer i avisen og se vinteren nærme sig uden for Marnäshjemmet.

Men det var svært at glemme. Der var så meget at tænke over.

Han tog på ny bogen om Malmfragt op, jubilæumsbogen der nu var begyndt at blive ret slidt i kanterne af hele tiden at blive taget frem og stoppet tilbage. Gerlof slog op på siden med billedet fra kajen i Ramneby, og endnu en gang så han Martin Malm og August Kant stå ved siden af hinanden foran de bistre savværksarbejdere.

Han tænkte på hvad Ann-Britt Malm havde fortalt – at det var Vera Kant der havde lånt penge ud til Malms første større skib og ikke August. Det betød med andre ord at Vera havde betalt Martin Malm for at få Nils hjem.

Men hvis August Kant ikke havde villet have noget at gøre med sin nevø og måske helst så at han for altid blev i Sydamerika – hvad betød dette billede af nær og forretningsmæssig forståelse med Martin Malm så? Augusts hånd på Martins skulder …

For det var vel Augusts hånd? Gerlof kiggede nærmere. Tommelfingeren så ud til at sidde på den forkerte side af fingrene.

Han stirrede på billedet til det gjorde ondt i øjnene og billedets sorthvide konturer begyndte at flyde ud og blive utydelige. Så tog han læsebrillerne op af mappen, tog dem på og fortsatte med at kigge. Da det ikke hjalp, tog han brillerne af og holdt dem som et forstørrelsesglas over billedet. Savværksarbejdernes stirrende hvide ansigter kom nærmere på den måde, men blev samtidig opløst i sorthvide prikker.

Gerlof flyttede glasset hen over billedet og kiggede nærmere på hånden på Malms skulder. Dér lå den, kammeratligt hvilende nær skibsejerens nakke, men nu så Gerlof tydeligt at det der burde have været Augusts højre hånd, i virkeligheden var en venstre hånd. Og lige bag hånden …

Gerlof kiggede på de smilende ansigter på billedet.

Pludselig så han for første gang det samme som Ernst måtte have set.

»Å kussi,« sagde Gerlof.

At påkalde sig Jesu kors var en meget gammel ed – Gerlofs mor havde forbudt ham at bruge den for over halvfjerds år siden. Han havde ikke bandet på den måde én eneste gang siden.

For at være helt sikker tog han også sin notesbog op, bladede hen til de navne han havde skrevet ned på tømmermuseet i Ramneby og læste et af dem.

»Kussi …« sagde Gerlof igen.

I flere sekunder var han helt væk i sin opdagelse – så kiggede han op og blev mindet om at han var på vej i en bus nordpå mod Marnäs. Men de var der ikke endnu, de var stadig syd for Stenvik, og lige da han så ud ad vinduet, kørte bussen forbi det første skilt der viste CAMPING 2 KM.

Stenvik, bussen var snart i Stenvik. Han blev nødt til at snakke med John om sin opdagelse.

Gerlof strakte sig hurtigt op efter en af bussens røde stopknapper og trykkede den ind.

Da bussen begyndte at sagtne farten ved holdepladsen hundrede meter nord for frakørselsvejen til Stenvik, stoppede han jubilæumsbogen og brillerne ned i mappen og rejste sig på rystende ben.

Bussens midterdør gik op med en hvæsen, og Gerlof steg ned ad trappetrinene og ud i kulden og vinden. Sjögren mumlede i hans arme og ben, men smerterne gjorde endnu ikke noget større væsen af sig.

Døren blev lukket bag ham, og bussen trillede af sted. Han var alene på busholdepladsen, og det støvregnede stadig. Før havde der været et lille træskur hvor man kunne sidde hvis det regnede og vente på at gå hjem eller på at bussen skulle komme – men det var naturligvis fjernet nu. Alt, hvad der var godt og gratis, blev hurtigt fjernet.

Da den dumpe motorstøj fra bussen var forsvundet, så Gerlof sig om i det øde landskab, knappede også den øverste knap i frakken og kiggede så på det gule skilt der pegede mod Stenvik. Det var dér han skulle hen.

Han så sig for flere gange for ikke at blive påkørt når han gik over vejen, men der var ikke én eneste bil i sigte. Landevejen var helt øde. Han gik de halvtreds meter hen til frakørselsvejen i ret hurtigt tempo. Da han drejede ind på den, fik han vinden næsten lige i ansigtet, og vandringen gik langsommere.

Han havde nået at gå omtrent to hundrede meter i vejkanten ned til byen da han pludselig huskede at John Hagman ikke befandt sig nede i Stenvik.

John var jo i Borgholm.

Gerlof standsede på vejen og blinkede mod vinden.

Hvordan i alverden havde han kunnet glemme det? Han var jo skiltes fra John ved busstationen for mindre end en halv time siden, men var blevet så oprømt af sin opdagelse på billedet fra Ramneby at han havde glemt det.

Men nogen var vel hjemme nede i Stenvik? Julia var måske heller ikke nået tilbage, men Astrid måtte vel være der. Hun var næsten altid hjemme. Der var i hvert fald ikke andet at gøre end at blive ved med at gå – Marnäs lå endnu længere væk.

Nu føltes skridtene tungere, og kulden begyndte at trænge gennem frakken. Blæsten rev og sled i ham, og han bøjede hovedet.

Ét skridt ad gangen over den revnede asfalt. Han talte dem; et, to tre – og ved det femogtyvende skridt kiggede han op igen, men løvtræerne i horisonten, der markerede at alvaret holdt op og bygrænsen begyndte, så ikke ud til at være kommet nærmere.

For første gang begyndte Gerlof at føle sig lidt urolig, som en svømmer der dristigt havde bestemt sig for at svømme over en iskold sø, men pludselig havde mistet sine kræfter da han var kommet halvvejs. At vende tilbage til landevejen var umuligt, men det var næsten lige så svært at fortsætte fremad.

Han trådte pludselig forkert på venstre fod, snublede på asfalten og var nær ved at trille ned i grøften. Ved hjælp af stokken lykkedes det lige akkurat at holde balancen, og da var det han på ny hørte lyden af en dump motor.

Det var en bil, og den kom kørende fra Stenvik.

Bilen var stor og blank og mørkegrøn, så Gerlof da den kom nærmere: en Jaguar med rytmisk svingende vinduesviskere.

Den kørte ikke forbi, men kørte ind til siden og bremsede op, og den svagt tonede siderude gled automatisk ned og viste et gråskægget ansigt bag rattet.

»Hallo!« råbte en glad stemme.

Gerlof genkendte Gunnar Ljunger fra Långvik.

Hotelejeren der altid vrøvlede om nye flaskeskibe hver gang de mødtes, var den sidste Gerlof ville møde lige nu, og alligevel følte han sig nødsaget til at løfte hånden til en træt hilsen.

»Goddag, Gunnar,« sagde han med svag stemme gennem blæsten og tog et skridt fremad på vejen.

»Hej, Gerlof,« råbte Ljunger inde fra bilen. »Hvor er du på vej hen?«

Det var et ret dumt spørgsmål der kunne have fået et dumt svar, men Gerlof nikkede bare ned mod byen og sagde:

»Ned til Stenvik.«

»Skal du besøge nogen?«

»Ja, måske.« Gerlof svajede brat i blæsten. »Måske Astrid.«

»Astrid Linder?« sagde Ljunger. »Hun så ikke ud til at være hjemme da jeg kørte forbi … Der så mørkt ud i huset.«

»Jaså?«

Hvis Astrid heller ikke var hjemme, så var der ingen hjemme i Stenvik – så ville Gerlof fryse ihjel dernede i vinden fra havet. Politiet ville finde hans kolde og stive krop næste dag, bag en eller anden enebærbusk.

Han spekulerede og så på Ljunger.

»Skal du muligvis til Marnäs, Gunnar?« spurgte han. »Forbi Marnäshjemmet?«

»Ja … Jeg skulle købe nogle ting hos isenkræmmeren. Jeg kører dig.«

»Vil du det?«

»Jamen, selvfølgelig.« Ljunger bøjede sig frem og åbnede passagerdøren. »Hop ind.«

»Det var pænt af dig.«

Gerlof steg møjsommeligt ind i bilens varme med stokken og mappen.

Der var stille og meget varmt i bilen, blæserne med varm luft var tændt for fuld kraft. Ljunger sad med sin gule dynejakke knappet op, og selv om Gerlof stadig frøs knappede han selv frakken op.

»Godt, så kører vi,« sagde Ljunger. »Mod Marnäs.«

Han trykkede speederen i bund, og den store bil for af sted med sådan en kraft at Gerlof blev presset bagud mod sædet.

»Har du en tid du skal passe, Gerlof?« spurgte Ljunger.

Gerlof rystede på hovedet.

»Nej, men jeg vil gerne … «

»Godt, så kan vi nå at se på en ting.«

De var allerede henne ved den store vej, og den var lige så tom som før. Ljunger svingede ud på den. Men sydpå, ikke nordpå.

»Jeg tror ikke jeg kan …« begyndte Gerlof, men Ljunger afbrød ham:

»Hvordan går det så med flaskeskibene?«

»Godt,« sagde Gerlof, selv om han ikke havde arbejdet på dem et eneste minut i den sidste uge – han havde ikke engang tænkt på dem. »Du kan komme hjem til mig på Marnäshjemmet engang før jul, så kan vi kigge på dem … «

Ljunger nikkede. Han kørte kun nogle hundrede meter på den store vej før han drejede af igen. Det var en lille stenet vej uden skilte, der løb mellem en oppløjet mark og en gammel stenmur. Den førte østpå, mod havet.

»Jeg tænkte bare … Er det for sent at få helt røde skrog på dem?« sagde Ljunger. »Hvis det kan lade sig gøre, det ville være pænt.«

»Ja da. Det går nok.« Gerlof nikkede og trak vejret. »Gunnar, hvor skal vi i grunden hen?«

»Ikke så langt,« sagde Ljunger. »Vi er der snart.«

Så sagde han ikke mere, men lod bilen trille langsomt frem på den smalle vej. Gerlof kunne ikke gøre andet end at følge med på turen og stirre på de monotont svingende vinduesviskere på den anden side af forruden.

Han så ned på hylden mellem sæderne. Dér lå Gunnars mobiltelefon der var sort med sølvkanter og meget mindre end nogen Gerlof hidtil havde set – kun halv så stor som Julias.

»Hvor er vi på vej hen, Gunnar?« spurgte han lavt.

Ljunger svarede ikke – det var som om han ikke længere lyttede til Gerlof. Han kiggede kun på den regnvåde grusvej foran bilen og parerede fordybningerne og bulerne i hjulsporene med en let hånd på rattet. Han småsmilede.

Gerlofs pande var fedtet af sved.

Han burde sige noget, noget let og dagligdags. Et høfligt spørgsmål om situationen for hotelbranchen måske. Men han var træt, og hans hoved var helt tomt for småsnak i dag.

Gerlof kunne til sidst kun finde på én eneste ting at spørge om:

»Har du nogensinde været i Sydamerika, Gunnar?«

Ljunger rystede på hovedet, stadig småsmilende.

»Desværre ikke,« svarede han og tilføjede: »Det nærmeste, jeg nogen sinde har været, er Costa Rica.«