ØLAND, SEPTEMBER 1972

FRA PASSAGERSÆDET I en blå Volvo, højt oppe på den nye bro, bøjer Nils Kant sig frem mod ruden og ser ud over Kalmarsund. Det er eftermiddag, og der ligger dis over vandet; en tyk tågebanke er opstået i sundet og er på vej ind over øen.

»Det bliver aftentåget,« siger han.

»Det håbede vi,« siger Fritiof ved siden af ham.

»Vi?« siger Nils. »Er der flere?«

Fritiof nikker.

»Du kommer snart til at møde dem.«

Nils forsøger at slappe af og kigge ud over broens rækværk. Han kan næsten se sig selv som ung dernede i sundet, svømmende for livet mod fastlandet, knap tyve år gammel.

Hvordan kunne han bevæge sig så langt i det kolde vand? Nu er han seksogfyrre og kunne ikke svømme hundrede meter.

Ølandsbroen er enorm, tonsvis af stål og beton er rejst over vandet til et bygningsværk næsten lige så bredt som en motorvej og flere kilometer langt. Nils har aldrig kunnet forestille sig at hans ø nogen sinde skulle få sådan en forbindelse med fastlandet.

»Hvor gammel er broen?« spørger han.

»Helt ny,« siger Fritiof bag rattet.

Han har været meget ordknap lige siden han kom hjem til Nils i Jönköping aftenen før. Han har givet Nils mørkt tøj til turen og en strikket sort hue til at trække ned i panden, men knap sagt et ord.

Den glade og charmerende Fritiof Andersson, der opsøgte ham i Costa Rica for mere end ti år siden, er væk; i grunden har han været væk lige siden Smålændingen druknede i havet nord for Limón. Efter den aften har Fritiof mest behandlet Nils som et stykke fragtgods, flyttet rundt med ham mellem steder og lande, lejet små billige lejligheder eller værelser på ungkarlehoteller i triste kvarterer til ham og kun givet lyd fra sig per telefon højst et par gange om året.

Aftenen før afrejsen til Øland begyndte Fritiof at vrøvle om skatten igen. Hvor var den? Hvor havde Nils gemt den? I villaen?

Nils rystede på hovedet. Og så fortalte han til sidst:

»Den er gravet ned på alvaret, lige øst for Stenvik. Ved den gamle offerhøj. Vi kan køre ud og hente den sammen.«

Fritiof nikkede.

»Godt, så gør vi det.«

Nils har ventet længe på at foretage den sidste rejse. Nu er han her.

»Jeg vil holde mig hjemme nu,« siger han til Fritiof.

Han lukker øjnene da de triller fra broen og ind over fast land nord for Färjestaden. Tilbage på Øland, endelig.

»Jeg vil holde mig hjemme,« gentager han. »Jeg vil blive hos min mor og sørge for at ingen ser mig.« Han holder en pause og spørger: »Hun har det vel stadig væk godt … Vera?«

»Ja da.«

Fritiof Andersson nikker kort og trykker hårdt på speederen da de kører ud på det store alvar mod Borgholm.

Der er meget der har forandret sig på Øland siden Nils var ung, går det op for ham. Der er flere buske og træer på øen, og den smalle grusvej mod Borgholm er blevet en bred og asfalteret landevej, lige så jævn og lige som broen. Jernbanen, der gik fra nord til syd, må være nedlagt, for Nils ser ingen skinner ude på alvaret mere. Rækkerne af vejrmøller, der hævede sig ved strandene for at fange vinden fra sundet, er også væk, kun nogle få møller er blevet stående.

Der er færre mennesker på øen, lader det til – men alligevel er der mange nye huse nede ved vandet. Nils nikker ned mod dem.

»Hvem bor i alle husene?« spørger han.

»Sommergæster,« siger Fritiof kort. »De tjener deres penge i Stockholm og køber huse her på Øland. De tager bilen over broen og ligger i solen i ferien, så kører de hurtigt hjem for at tjene flere penge igen. De vil ikke være her om vinteren … det er for koldt og dystert.«

Det lyder som om han delvis forstår dem.

Nils siger ingenting. Det lader til at Fritiof har helt ret med hensyn til sommergæsterne, for næsten alle de biler, han ser, kører i modsat retning på vej væk fra øen. Sommeren er forbi, det er efterår.

Slotsruinen står der i al fald endnu, og den ser ud som den altid har gjort med sine tomme vinduesglugger på klippen oven for Borgholm.

Da de er kørt forbi slottet er de næsten nede i byen, og tågen begynder langsomt at fylde luften. Fritiof sagtner farten og drejer ind på en lille parkeringsplads ved Borgholms bygrænse, inden for synsvidde af slotsruinen. Han standser bilen uden forklaring.

»Sådan,« siger han bare. »Jeg sagde jo vi ville få selskab.«

Han åbner bildøren og vinker.

Nils ser sig omkring. Der kommer en langsomt gående på vejen: en mand der ser ud til at være i halvtredsårsalderen. Han har en grå uldtrøje på, gabardinebukser og blanke lædersko som ser dyre ud, og han nikker til Fritiof.

»I er sent på den.«

Manden har en hat på som han har trukket ned i panden. Han har ingen bagage, kun en halvrøget cigaret i hånden. Han tager et sidste hvæs, kaster cigaretten fra sig og ser sig anspændt omkring før han kommer hen til bilen.

»Nils, jeg tror du skal sætte dig på bagsædet nu,« siger Fritiof lavt. »Det er det sikreste når vi kommer til Stenvik.«

Så står han selv ud af bilen. Der er en telefonboks for enden af parkeringspladsen, og Nils ser Fritiof gå hurtigt hen til den. Han putter mønter i, drejer et nummer og taler meget kortfattet i røret.

Nils står også ud af bilen, og den dyrt klædte mand træder på sin cigaret med højre sko og kigger bare på ham uden en hilsen. Han går ind og sætter sig på forsædet.

Nils sætter sig ikke straks på bagsædet. Han går en halv snes meter hen ad vejen og nyder at være tilbage og igen kunne bevæge sig frit på øen.

Hans ø.

Pludselig kører et par biler forbi på landevejen. Nils ser blege ansigter stirre på ham bag forruderne. Han følger dem med blikket, lige til de forsvinder i tågen.

»Kom nu!« råber Fritiof med irriteret stemme bag ham.

Han er henne ved bilen igen.

Nils vender langsomt tilbage, åbner bagdøren og hører manden på forsædet spørge lavt:

»Gik det godt, Gunnar?«

Så ser han hurtigt om på Nils, nervøst og skyldbevidst, som om han har fortalt sig.

Den mand der hele tiden har kaldt sig Fritiof, drejer også nakken og småsmiler.

»Det spiller ingen rolle, vi kan lige så godt præsentere alle rigtigt nu,« siger han. »Jeg hedder Gunnar, og ham her er Martin. Vi har Nils Kant med på bagsædet. Men alle her stoler på hinanden, ikke?«

»Selvfølgelig.«

Nils nikker kort og lukker døren.

Fritiof hedder altså Gunnar. Og Nils ved han har mødt ham et eller andet sted, men kan stadig ikke huske hvor.

»Så kører vi til Stenvik,« siger Gunnar.

Bilen triller ud på vejen igen, forbi Borgholm og videre nordpå. Landskabet bliver stadig mere velkendt for Nils, men tågen fra sundet bliver tættere og visker horisonten ud.

Luften bliver mere og mere grå. Gunnar vidste at det ville blive tåget, han har regnet med det, og det var derfor Nils måtte komme hjem netop i dag. Hvad har han ellers regnet ud?

Nord for Köpingsvik tænder Gunnar tågelygterne og sætter farten op. Nils ser gule navneskilte glide forbi. Velkendte navne på ølandske byer. Men det er landskabet der berører ham mest: markerne, vildgræsset, de lige stenmure der begynder ved vejen og løber ind i tågen.

Og alvaret, hans eget alvar. Alvaret breder sig i alle retninger – med sine tungt gråbrune farver og sin uendelige himmel er det lige så stort og smukt som han husker det.

Nils er hjemme igen.

Ingen i bilen siger noget, og efter et kvarters tavshed ser Nils det skilt han har ventet på. STENVIK. Under det er der en stor pil med teksten CAMPING.

Vejen ned til landsbyen er asfalteret nu, og Stenvik har fået en campingplads. Hvornår skete det?

Bilen kører forbi afkørslen til Stenvik før den sagtner farten.

»Vi tager den nordlige indfaldsvej,« siger Gunnar. »Der er mindre trafik, og vi slipper for at køre gennem landsbyen.«

Nogle minutter efter drejer han ind på den nordlige sognevej, ved et mælkebord der står tomt og forladt ved landevejen. Da Nils sidst så bordet var det fuldt af ståljunger med mælk fra bondegårdene langs vejen; nu er det plettet af hvidt mos og ser ud til at være ved at falde sammen.

Hele Øland er blevet forandret på femogtyve år, men den nordlige vej ned til Stenvik er omtrent som han husker den: smal og kroget og stadig dækket af grus. Den er helt øde med græsfyldte grøfter på begge sider og alvaret på den anden side af dem.

Gunnar lader Volvoen trille langsomt frem, og efter nogle hundrede meter standser han helt. Han vender sig om mod Nils, og ved siden af ham drejer Martin også hovedet. De ser begge på ham.

Gunnar ser fast på Nils, Martins blik er mere flakkende.

»Nå,« siger Gunnar alvorligt, »så har vi fået dig til Stenvik. Og nu vil du grave dit krigsbytte op ved offerhøjen, ikke?«

»Jeg vil først se mor,« siger Nils og ser fast på Gunnar.

»Vera går ingen steder, Nils,« siger han. »Hun kan vente lidt endnu. Det er bedst sådan, for det er lige så godt det er rigtig mørkt når vi kommer ned til landsbyen, ikke?«

»Vi skal dele stenene,« siger Nils hurtigt.

»Selvfølgelig. Men først skal vi have dem op.«

Nils kigger på ham endnu nogle sekunder, og så ser han ud ad sideruden. Tågen er kompakt nu, og snart begynder det at skumre.

Han nikker. Han vil give Gunnar og Martin halvdelen af ædelstenene, så er de kvit.

»Vi skal have noget at grave med,« siger han lavt.

»Selvfølgelig. Vi har spader og spid i bagagerummet,« siger Gunnar. »Vi har tænkt på alt. Du skal ikke bekymre dig.«

Men Nils slapper ikke af. Han er alene mod to fremmede mænd nu, ligesom Smålændingen var på stranden i mørket ved Det Caribiske Hav. Forskellen er at Smålændingen stolede på sine nye venner – det gør Nils ikke.

Gunnar parkerer ikke ved vejen, han sætter farten ned ved en smal åbning i stenmuren og drejer på rattet. Bilen drejer af fra sognevejen.

Langsomt triller de ud på alvarets flade verden af græs.

Nils drejer hovedet, men ser kun tåge gennem bagruden. Den vej, der fører ned til hans hjemby, er helt forsvundet.