30

GERLOF SAD TAVS og med rank ryg på passagersædet ved siden af Gunnar Ljunger, på vej ud i ødemarken syd for Marnäs. Den forsigtige samtale, han havde forsøgt at få i gang, var mislykkedes for Ljunger svarede ham ikke. Det eneste, Gerlof kunne gøre, var at køre med og blive ved med at knappe vinterfrakken op og møjsommeligt tage den af fordi varmen inde i bilen var helt tropisk. Måske kunne han selv regulere blæseren i passagersiden på en eller anden måde, men han vidste ikke hvordan. Alting så ud til at fungere elektronisk, og Gunnar gjorde ingen forsøg på at hjælpe ham.

De var tæt på øens østkyst nu. Bilen kørte langsomt over en halv meter høj og flere meter bred dæmning der løb gennem det flade landskab. Gerlof vidste hvor de var. Det var her Ølands jernbane havde gået hen over alvaret før statsbanerne nedlagde den.

Han så på sit armbåndsur. Klokken var næsten fem.

»Jeg tror jeg må tilbage nu, Gunnar,« sagde han lavt. »De begynder snart at undre sig over hvor jeg er blevet af på Marnäshjemmet.«

Ljunger nikkede.

»Det gør de måske,« sagde han, »men de leder vist næppe herude. Vel?«

Truslen var så tydelig nu at Gerlof vendte sig væk fra ham og trak i dørhåndtaget.

Jaguaren holdt en lav fart, og han kunne have kastet sig ud, måske endda undgå benbrud og have held til at komme tilbage til den store vej før mørket kom – men passagerdøren kunne ikke åbnes. Ljunger havde låst den med en slags fjernbetjening.

»Gunnar, jeg vil af,« sagde han og forsøgte at lyde bestemt, som den søkaptajn han engang havde været.

»Det kommer du snart,« sagde Ljunger og blev ved med at køre.

De trillede hen over en gammel rusten kreaturrist mellem to stenmure, og bag den dukkede Østersøen til sidst op. Havet så gråt og koldt ud.

»Hvorfor gør du det her, Gunnar?« spurgte Gerlof.

»Det var faktisk slet ikke planlagt,« sagde Ljunger. »Jeg fulgte efter bussen fra Borgholm og så dig stige af ved den sydlige indfaldsvej til Stenvik. Jeg skulle bare fortsætte til den nordlige indfaldsvej, køre gennem byen og samle dig op.« Ljunger sagtnede farten endnu mere og drejede hovedet mod ham. »Hvad lavede du hos Martin Malm i dag, Gerlof?«

Gerlof følte sig afsløret. Han tøvede med svaret.

»Hos Martin?« sagde han. »Hvad mener du?«

»Dig og John Hagman,« sagde Ljunger. »Du gik ind, og John ventede udenfor.«

»Ja. Martin og jeg talte med hinanden et øjeblik … Vi er jo begge gamle sømænd,« sagde Gerlof og tilføjede: »Hvordan kender du til det?«

»Ann-Britt Malm ringede til mig på mobilen da du sad og snakkede om gamle minder med Martin,« sagde Ljunger. »Hun var urolig over alle de besøg Martin fik af gamle skudekaptajner … først Ernst Adolfsson og nu dig. To gange de sidste uger, åbenbart. Der har været et forfærdeligt rend ved Martins villa.«

»Så du og Ann-Britt er gode venner,« sagde Gerlof træt.

Ljunger nikkede.

»I grunden er det Martin og mig der er gamle forretningskompagnoner, men ham kan man jo ikke rigtigt snakke med,« sagde han. »Ann-Britt passer hans forretninger, og hun plejer at bede mig om gode råd.«

Gerlof lænede sig tilbage i bilsædet. Han kunne lige så godt holde op med at lade som om solen skinnede nu.

»Kompagnoner, ja,« sagde han. »Det har I vel været en rum tid? Helt siden halvtredserne.«

Han stak hånden ned i mappen og tog erindringsbogen om Malmfragt op igen.

»Jeg viste Martin det her billede,« sagde han, »og jeg har kigget på det mange gange … men det tog lang tid inden jeg så hvad det egentlig forestillede.«

»Jaså?« sagde Ljunger og svingede rundt om en gruppe af lave elmetræer. De var kun cirka hundrede meter fra havet. »Men det har du nu?«

Gerlof nikkede.

»Det er to mænd med en vis magt på en kaj i Ramneby: fabrikanten August Kant og skudekaptajnen Martin Malm, som står i en gruppe med unge savværksarbejdere. Og Augusts hånd ser ud til at være kammeratligt lagt på Martins skulder.« Han holdt en pause og fortsatte: »Men det er ikke August Kants hånd. Den tilhører den mand der står bag Martin Malm på kajen. Det så jeg først for lidt siden, da jeg sad i bussen.«

»Et billede siger mere end tusinde ord,« sagde Ljunger og bremsede bilen. »Sådan plejer man vel at sige?«

Nu lå øens øststrand foran dem, bag en eng med gulnet græs. Regnen faldt over både land og vand, en kold regn som egentlig ville være sne.

»Og den mand, der står bag Martin Malm, er en savværksarbejder som hed Gunnar Johansson. Og siden skiftede efternavn,« sagde Gerlof. »Ikke?«

»Ikke helt, jeg var formand på savværket på det tidspunkt,« sagde Ljunger. »Men det er rigtigt at jeg skiftede navn til Ljunger. Det var da jeg kom til Øland.«

Han slukkede for motoren, og der blev meget stille. Det eneste, man kunne høre, var vinden og regnen.

»Det billede burde aldrig være kommet med i bogen,« sagde Ljunger. »Det var Ann-Britt der tog det med, jeg vidste ikke noget om det før bogen var trykt. Men det er kun dig og Ernst Adolfsson der har genkendt mig. Ernst huskede mig åbenbart fra skoletiden … «

»Han voksede op i Ramneby, det ved jeg nu,« sagde Gerlof. »For mig var det ikke lige så let at genkende dig. Men én ting gad jeg vide … «

Han vidste han var enden nær nu; Ljunger ville slå ham ihjel ligesom han havde myrdet Ernst. Gerlof blev ved med at snakke for at udskyde det uundgåelige.

»… jeg spekulerer på, du var jo formand på savværket og hørte sikkert historierne om August Kants forfærdelige nevø Nils. Og var det dengang du fik idéen til …«

»Jeg mødte ham faktisk,« afbrød Ljunger.

»Hvem?« sagde Gerlof. »Nils Kant?«

»Nils, ja.« Ljunger nikkede. »Jeg var begyndt som bydreng på savværket efter krigen, og Nils kom dertil, han var flygtet fra Øland for politiet. Han sneg sig rundt i buskene da han fik øje på mig. Han bad mig hente direktør Kant. Og det forsøgte jeg, men direktøren ville ikke vide af ham. August Kant gav mig fem hundredelapper som jeg skulle give Nils for at han skulle forsvinde. Jeg gemte to af dem og gav Nils tre.« Ljunger smilede ved erindringen. »Derefter levede jeg som en konge af de hundredelapper resten af sommeren.«

»Du forstod altså tidligt at der var penge at tjene på Nils Kant,« sagde Gerlof og så ud på støvregnen gennem forruden.

»Ja,« sagde Ljunger, »men ikke nøjagtig hvor mange der var at tjene. Det havde jeg ingen anelse om. Jeg troede jeg måske kunne få nogle tusinde og en gratis rejse over Atlanterhavet for at hente Nils hjem, når al ståhejen havde lagt sig. Det var det jeg foreslog August da han først havde gjort mig til formand på savværket, men han sagde blankt nej. Han var ikke det mindste interesseret i at få familiens sorte får hjem til Sverige.«

Han løftede hånden og trykkede på en knap ved siden af rattet, og det gav et klik i døren ved siden af Gerlof.

»Så nu er der åbent,« sagde han. »Stå ud.«

Gerlof blev siddende.

»Men du gav ikke op,« sagde han og så på Ljunger. »Da August havde sagt nej, så kontaktede du Nils’ mor Vera Kant i Stenvik og gav hende samme tilbud. Og hun sagde ja. Ikke?«

Gunnar Ljunger sukkede som om han havde et stædigt barn ved siden af sig. Han så ud gennem forruden, på kystlandskabet udenfor.

»Vera fik mig til at opdage denne smukke ø,« sagde han. »Jeg kom hertil første gang i sommeren otteoghalvtreds. Jeg tog færgen over til Stora Rör og så toget nordpå. Jernbanen var ved at blive nedlagt dengang, og den ølandske søfart sang også på sidste vers. Mange troede vel at det var slut med Øland … men jeg hørte folk i toget tale om en bro der måske skulle bygges. En lang bro, så ølændingene kunne tage fra øen når de ville. Og så fastlandsbeboerne kunne komme herover.«

»De rige fastlandsbeboere,« sagde Gerlof.

»Netop.« Ljunger trak vejret og fortsatte: »Og så kom jeg herop til det nordlige Øland og opdagede solskinnet og alle de badestrande der var her. Masser af sol og vand, men knap nogen turister. Så jeg var begyndt at spekulere allerede inden jeg bankede på hos Vera Kant i Stenvik.« Han sukkede. »Vera sad alene og ulykkelig i sin store villa og længtes efter sin søn. Jeg begyndte at snakke med hende.«

»Alene og ulykkelig,« sagde Gerlof. »Men vældig rig.«

»Ikke så rig som man kunne tro,« sagde Ljunger. »Stenbruddet var ved at blive lukket, og hendes bror havde lagt beslag på familiens savværk i Småland.«

»Hun var rig på jord,« sagde Gerlof træt. »Jord langs kysten … strandgrunde.«

Han spekulerede på hvordan han skulle dø. Havde Ljunger et våben med? Eller ville han tage en af alle Ølands millioner af sten og simpelthen slå skallen ind på Gerlof, omtrent ligesom han havde gjort med Ernst?

»Vera havde meget jord, ja,« sagde Ljunger. »Jeg tror ikke nogen i Stenvik rigtig forstod hvor meget jord hun ejede, både syd og nord for Stenvik. Den var naturligvis værdiløs så længe hun ikke foretog sig noget med den, men den rigtige person ville kunne overtage den og sælge den til fastlandsbeboerne … « Han begyndte at knappe sin dynejakke til og tilføjede: »I halvtredserne var der kun nogle få sommerhuse heroppe, men jeg vidste der ville blive efterspørgsel på mange flere – og hoteller og restauranter også. Og når broen først blev bygget, ville priserne stige markant.

»Så du fik Långvik af Vera,« sagde Gerlof.

»Jeg fik ingenting.« Ljunger rystede på hovedet. »Jeg købte al hendes jord, helt lovligt. Det var naturligvis til en meget lav pris og med penge jeg havde kunnet låne af Vera, men alt er dokumenteret og helt lovligt.«

»Og Martin Malm kunne låne penge til større skibe.«

»Netop. Vi havde mødt hinanden da Martin fragtede tømmer til Ramneby,« sagde Ljunger og nikkede. »Jeg havde brug for pålidelige medhjælpere … en der hentede Nils Kants kiste hjem fra udlandet og senere også Nils. Det måtte naturligvis gerne tage tid inden han kom hjem, for så ville Vera holde op med at give mig jord. Det forstod jeg jo.«

Han smilede tilfreds til Gerlof.

»Kom nu.«

Ljunger åbnede fordøren.

Gerlof kiggede ud gennem forruden. Han så en øde strandeng hvor vinden trykkede græsset ned mod jorden.

»Hvad er der her?« sagde han.

»Ikke meget,« sagde Ljunger og stod ud af bilen. »Det skal du få at se.«