31

»HOP UD, GERLOF.«

Gunnar Ljunger havde lukket sin egen bildør, var hurtigt gået rundt om bilen og havde åbnet passagerdøren. Han ventede utålmodigt på at Gerlof skulle stå ud.

»Jeg skal have frak …« begyndte Gerlof.

Men Ljunger strakte en behandsket hånd ind.

»Du har ikke brug for nogen frakke, Gerlof,« sagde Ljunger. »Du er jo varm nu, ikke?«

Ljunger var mindst femten år yngre end Gerlof, stor og bred og havde masser af kræfter i armene. Han tog et fast tag under Gerlofs arm og løftede ham mere eller mindre ud af bilen.

Ljunger havde selv sin gule dynejakke på, med teksten LÅNGVIK CONFERENCE CENTER i sort på ryggen.

»Kom.«

Han smækkede bildøren i, løftede sin nøglering og trykkede på en lille knap på den. Bilens døre blev låst med et svagt klik.

For Gerlof var sådan noget næsten magi. Han havde fået stokken med sig, men mappen stod stadig på bilgulvet. Han tog nogle usikre skridt fremad, ud på engen ved havet, og anede nu hvad Ljunger havde i sinde.

Det første minut var det faktisk skønt for hans krop bare at komme ud af den saunavarme bil; vinden afkølede den, og det føltes som om man ikke behøvede noget overtøj.

Men Gerlof kunne ikke klare sig uden sin vinterfrakke, det vidste han. Det var lammende koldt ude, kun nogle få plusgrader. Vinden fejede ind fra Østersøen i hårde stød, og støvregnens dråber var som småsøm i ansigtet på ham.»

Se her, Gerlof.« Ljunger var gået et stykke væk fra grusvejen ved siden af strandengen og pegede på en stenmur foran en lille lund. Ved muren voksede der et ensomt og forkrøblet træ. »Kan du se hvad det her er?« sagde han.

Gerlof tog nogle snublende skridt nærmere.

»Et æbletræ,« sagde han lavt.

»Netop, et gammelt æbletræ.« Ljunger tog fat i hans arm og trak ham forsigtigt, men bestemt nærmere stranden. På ny pegede han, denne gang hen mod en forvreden busk. »Og derhenne,« sagde han, »den kan knap ses, men det er faktisk en glemt stikkelsbærbusk.« Han kiggede på Gerlof. »Og hvad betyder det?«

»En forladt have,« sagde Gerlof.

»Netop, og man kan finde sten fra husets fundament under græsset.« Ljunger så sig om. »Jeg fandt denne strand for nogle år siden. Her er for det meste helt uforstyrret, selv om sommeren. Man kan sidde og spekulere og somme tider … « Ljunger kiggede på æbletræet igen: »Somme tider sidder jeg bare her og tænker på dette træ og på de mennesker der boede her. Hvorfor er de ikke blevet på sådan et dejligt sted?«

»Fattigdom,« sagde Gerlof og skuttede sig for første gang.

Han forsøgte at holde sig rank i vinden, ikke at ryste eller svaje. Men det eneste, han havde på overkroppen, var en tynd skjorte og en næsten lige så tynd undertrøje, og han begyndte at mærke efterårskulden gennem stoffet nu.

»Ja, de var sikkert fattige,« sagde Ljunger. »De tog måske af sted med en båd over Atlanterhavet, ligesom Nils Kant og tusindvis af andre ølændinge. Men pointen er …« Han holdt en pause igen. »Pointen er at de aldrig så alle de store muligheder her på øen. Og det har I ølændinge aldrig gjort.«

Gerlof nikkede bare, Ljunger kunne snadre løs så meget han ville.

»Jeg vil ind i bilen igen,« sagde han.

»Den er låst,« sagde Ljunger.

»Jeg fryser snart ihjel.«

»Så gå hjem til Marnäs.« Ljunger pegede hen på muren ved siden af træet. »Derhenne er der en åbning i muren. Bag den går der en strandsti nordpå, forbi en gammel danseestrade … Der er faktisk kun et par kilometer op til landsbyen, i fugleflugt.«

Gerlof svajede i vinden. Han var ligeglad nu, han havde noget vigtigt at sige.

»Det er kun mig der ved det, Gunnar.«

Ljunger kiggede på ham uden at svare.

»Som jeg sagde før … Jeg fandt ud af det hele nu i bussen, da jeg så det var dig der stod bag Martin Malm.«

Ljunger trak på skulderen.

»Ernst Adolfsson viftede også med det billede,« sagde han, »men han viftede med meget andet også, gamle tinglysninger og den slags. Jeg er ikke så nem at forskrække.«

»Han var forud for mig,« sagde Gerlof træt. »Jeg troede at Ernst fortalte det hele, men det gjorde han ikke. Hvad ville han have af dig?«

»Stenbruddet. Han ville købe stenbruddet for et symbolsk beløb af mig, for ikke at fortælle hele verden hvad han vidste om mine og Veras jordhandler.«

»Det var vel ikke så meget forlangt?« sagde Gerlof.

»Sig ikke det,« sagde Ljunger hurtigt. »Det er jo værdiløs jord lige nu, men den kan jo blive til noget i fremtiden. Et ølandsk kasino sprængt ind i bjerget, måske … hvem ved? Så jeg sagde nej tak til det tilbud.« Ljunger så på Gerlof. »Men I gamle skippere overvurderer nok jeres betydning hvis I nu tror at andre er interesserede i ting der skete for flere årtier siden.«

»Du er i hvert fald interesseret, Gunnar,« sagde Gerlof. »Ellers ville vi ikke være her.«

»Jeg kan ikke have at en masse pensionister løber rundt og snakker,« sagde Ljunger træt. »Det kan du vel nok forstå? Det er ikke kun de igangværende projekter … Vi har vigtige sager om Långvik som ligger og venter i bygningskommissionen lige nu. Det drejer sig om store investeringer. Tres nye grunde skal sælges øst for landsbyen i det næste halve år, hvor meget tror du de er værd?«

Gerlof forstod.

»Men som jeg sagde, det er kun mig der ved det, ingen andre. Ikke John, ikke min datter.«

Ljunger smilede muntert til ham.

»Det er ædelt af dig at tage hele æren, Gerlof. Og jeg tror dig.«

»Slog du også Vera Kant ihjel, Gunnar?«

»Nej da. Hun faldt på sin trappe og brækkede nakken, har jeg hørt. Jeg har aldrig slået nogen ihjel.«

»Du slog Ernst Adolfsson ihjel.«

»Nej,« sagde Ljunger. »Vi havde en diskussion. Den blev til et mindre skænderi.«

»Han smed en af sine skulpturer ned i stenbruddet under skænderiet, ikke?« sagde Gerlof.

»Jo, det gjorde han nok. Og så puffede jeg til ham, og han faldt ned og trak en af de store stenskulpturer med sig. Det var en ulykke, nøjagtig som politiet antog.«

»Du slog Nils Kant ihjel,« sagde Gerlof.

»Nej.«

»Så var det Martin,« sagde Gerlof. »Og Jens? Hvem afjer slog Jens ihjel?«

Ljunger smilede ikke mere. Han kiggede på sit armbåndsur og tog et par skridt tilbage mod bilen.

»Stødte Jens på jer ude på alvaret?« fortsatte Gerlof med højere stemme. »Hvorfor lod I ikke mit barnebarn leve? Han var seks år … han var ingen trussel for jer.«

»Vi lader det dystre emne ligge, Gerlof. Jeg skal alligevel køre nu.«

Og det var sikkert rigtigt – Gunnar Ljunger havde et spækket skema. At tage livet af Gerlof var kun ét punkt i hans kalender i dag.

Gerlof lukkede øjnene mod regnen og kulden. Han magtede ikke at stå oprejst ret meget længere. Men han havde ikke i sinde at falde på knæ for Gunnar Ljunger, det var under hans værdighed.

»Jeg ved hvor ædelstenene er,« sagde han.

Gerlof tog et skridt tilbage mod bilen, støttet til stokken. Hvis han kom tilstrækkelig tæt på, kunne han måske løfte stokken og give den skinnende blikplade en ordentlig bule.

»Ædelstenene?«

Ljunger kiggede på ham. Han havde hånden på bildørens håndtag.

Gerlof nikkede.

»Soldaternes krigsbytte. Jeg har fået det og gemt det. Hjælp mig ind i bilen, så kører vi hen og henter det.«

Ljunger rystede bare på hovedet og småsmilede igen.

»Tak for tilbuddet,« sagde han. »Jeg spurgte Nils om det bytte flere gange, men det var faktisk mest Martin der ville have stenene. Det er jo ikke engang sikkert at de er noget værd. For mig var det fuldt tilstrækkeligt med Veras jord … Man skal ikke være for grådig.«

Og så åbnede han hurtigt døren, steg ind og satte sig.

Han startede bilen. Motoren brummede ikke engang, den susede bare i gang, perfekt justeret.

Ljunger satte den i bakgear, og bilen gled langsomt bagud på grusvejen, uden for rækkevidde, lige da det var lykkedes Gerlof at tage det sidste skridt fremad og hæve stokken.

For sent. Kussi!

Gerlof blev hjælpeløs stående på engen. Han sænkede langsomt stokken og så bilen, og med den hans vinterfrakke, forsvinde uden for rækkevidde.

Ljunger sad bekvemt bag rattet igen og kiggede ikke engang på Gerlof, han havde drejet hovedet for hurtigt at kunne bakke hen ad grusvejen. Oppe ved dæmningen hvor jernbanen havde gået, svingede han rundt og fortsatte fremad.

Endnu længere væk, næsten oppe ved landevejen, standsede Jaguaren ganske kort. Gerlof så med missende øjne hvordan Ljunger åbnede døren og først smed hans mappe ud, derefter vinterfrakken. Så lukkede han døren og kørte af sted. Motorlyden døde hen.

Gerlof blev stående med ryggen mod regnen. Den hårde vind susede i hans ører.

Han begyndte at blive godt våd og forfrossen og ville aldrig kunne overkomme at gå tilbage til landevejen nu eller til Marnäs. Det havde Ljunger også vidst.

Han løftede den ene fod og bevægede sin usikre krop i en halvcirkel, vendte sig om med små vuggende skridt. Strandlandskabet var stadig gråt og øde.

Den gamle grund, Ljunger havde udpeget, lå måske halvtreds meter længere væk. Han kunne muligvis overkomme at bevæge sig helt derhen og få lidt læ for vinden bag stenmuren.

»Gør det så,« mumlede han for sig selv.

Gerlof begyndte at bevæge sig. Et skridt ad gangen, med stokken som en tryg støtte hver gang hans egne ben svigtede. Sin frie arm holdt han løftet over det våde skjortebryst, som en ynkelig beskyttelse mod vinden.

Grusvejen under hans sko var hård og fast, bygget at knust kalksten for mange år siden. Gunnar Ljungers bil havde ikke efterladt spor på den, og hvis der var spor af dæk længere væk i vejens lerpytter, så ville regnen snart udslette dem. Det var som om Ljunger aldrig havde været der, som om Gerlof var gået herud helt på egen hånd.

»Politiet har ikke mistanke om en forbrydelse.« Sådan ville der sikkert stå i notitsen i Ølands-Posten når de fandt ham frosset ihjel herude.

Himlen oven over var begyndt at blive mørk.

Ét skridt ad gangen. Gerlof løftede den rystende hånd og tørrede kolde dråber af støvregn af panden.

Da han langsomt nærmede sig stranden, hørte han bølgerne stadig tydeligere, rytmisk plaskende mod en lille strimmel sandstrand neden for engen. Længere ude, over det åbne vand, svævede en enlig fiskemåge frem og tilbage i vinden. Det var ikke det eneste liv der kunne ses, for flere sømil til havs så Gerlof en udvisket grå silhuet af et stort lastskib på vej nordpå. Men han kunne have vinket og råbt til skibet lige så meget han ville – ingen ville se eller høre ham.

Han havde aldrig været på den lille strandeng før, i hvert fald ikke så vidt han kunne huske. Gerlof længtes til Stenviks stejle kyst, den var bar og smuk. Her på Ølands østkyst var der for fladt og tilvokset til ham.

Grusvejen endte brat, og en smal sti fortsatte gennem græsset i stedet for den. Der havde ikke gået nogen der i lang tid for stiens græs var højt og svært at komme igennem, i det mindste for Gerlof der knap orkede at løfte benene. Nu og da kom der et ekstra kraftigt vindstød fra vandet som fik ham til at svaje og næsten falde. Men han blev ved med at gå, ét skridt ad gangen, og til sidst var han henne ved æbletræet. De få meter derhen havde kostet næsten alle hans kræfter.

Det var et sølle æbletræ, smalt og forvredet af de hårde vinde fra havet. Grenene manglede helt blade og gav ingen læ, men Gerlof kunne i hvert fald læne ryggen mod den knudrede stamme og få vejret et øjeblik.

Han mærkede efter i den højre bukselomme. Dér lå en hård genstand, og han tog den op.

Det var Gunnar Ljungers sorte mobil.

Gerlof huskede. Han havde taget den lille telefon op fra hylden mellem bilsæderne da Ljunger var steget ud og gået rundt om bilen. Lige før Ljunger hev ham ud af bilen, var det lykkedes ham at liste den ned i lommen.

Men tyveriet af mobilen var ikke nogen hjælp for Gerlof havde ingen anelse om hvordan man ringede med det lille apparat. Han prøvede at trykke nogle tal ind – John Hagmans nummer – men der skete ikke noget. Mobiltelefonen var død.

Langsomt stoppede han den i lommen igen.

Burde han være taknemmelig for at Gunnar Ljunger havde ladet ham beholde skoene? Uden dem ville han ikke have kunnet bevæge sig en meter.

Nej, han var ikke taknemmelig. Han hadede Ljunger.

Jord og penge – det var det eneste det her havde drejet sig om. Martin Malm havde fået penge til nye skibe. Og Gunnar Ljunger havde fået masser af jord rundt om Långvik til at eksploitere.

Vera Kant var blevet snydt gennem alle årene, ligesom Nils.

Og det var Gerlof naturligvis også blevet.

Gerlof vidste nu næsten alt om hvad der var sket; det havde hele tiden været hans mål, men det var ikke nok mere. Han ville fortælle det til andre, til John og Julia og frem for alt politiet.

Han havde hele tiden villet stå frem for de involverede i dramaet, forklare hvordan alting var gået til og så udpege hvem der havde gjort det, hvem der havde slået Nils Kant og lille Jens ihjel. Stor opstandelse, mumlende stemmer i lokalet. Morderen ville bryde sammen og tilstå, alle andre ville blive forbløffede over sandheden. Klappe.

»Du vil bare føle du er noget særligt,« havde Julia sagt til ham engang. Og han troede det var rigtigt. Det var vel det det hele drejede sig om, at få lov til at føle sig vigtig. Ikke gammel og glemt og halvdød.

Men han var næsten død nu. Livet var lys og varme, og nu, da solen var gået ned, var varmen nær ved at forsvinde. Gerlofs fødder var som isklumper i skoene, fingrene var blevet følelsesløse. Kulden var lammende, men også mærkelig afslappende – næsten behagelig.

Han lukkede øjnene nogle sekunder. For sit indre blik så han hvordan Gunnar Ljunger kørte af sted i sin store bil. Han havde smidt Gerlofs frakke og mappe ud som et vildspor, antog Gerlof. For dem der til sidst fandt dem, ville det hele være åbenlyst: en gammel senil mand var stået af bussen og var faret vild, vandret af sted i den forkerte retning og havde i sin forvirrede tilstand taget overtøjet af på vejen. Til sidst var han frosset ihjel nede ved stranden da mørket kom.

Det var ikke nok for Ljunger at tage livet af Gerlof; han havde også været nødt til at erklære ham for idiot.

Han indåndede den kolde luft i korte gispende åndedrag. Hvornår var det kroppen gav op og holdt op med at fungere? Var det ikke når blodets temperatur sank til under tredive grader?

Gerlof burde gøre noget, måske komme ned til stranden og forsøge at skrive en meddelelse i sandet inden han døde: GUNNAR LJUNGER – MORDER, med store bogstaver som regnen ikke kunne viske ud. Men han orkede det ikke.

Det her var som at være faldet over bord fra et stort skib ude på havet, lige så koldt og vådt og ensomt. Gerlof havde aldrig rigtig lært at svømme, og at falde i vandet midt ude på havet havde altid været en af hans store rædsler. Det ville have betydet enden for ham.

Han tænkte på Ella. Han havde altid troet at han på en eller anden måde ville føle hendes nærværelse når han var døden nær, men han følte ingenting.

Så tænkte han på Julia. Havde hun forladt Borgholm nu? Måske kørte hun lige nu forbi oppe på landevejen i Lennarts politibil. Han håbede at Ljunger ville lade hende være i fred.

Jeg står aldrig op når jeg kan sidde ned, og jeg sidder aldrig op når jeg kan ligge ned. Det var et citat Gerlof havde læst engang, men lige nu kunne han ikke huske hvor.

Hans ben gav efter. De orkede ikke at stå lige mere, og Gerlof gled langsomt nedad med ryggen smertefuldt skrabende mod træbarken.

Under æbletræets bladløse krone gled han nedad på bøjede ben, og han vidste at han ikke ville orke at rejse sig. Ikke uden hjælp.

Det ville være en stor fejl at sætte sig ned og lukke øjnene under æbletræet, det vidste Gerlof. Når han først havde sat sig, ville han før eller senere føle trang til at lægge sig ned på jorden og så lukke øjnene og drive ind i mørket.

At falde i søvn ville være en endnu større fejl.

Men til sidst gav Gerlof op og sank langsomt ned i græsset.

Han ville bare sætte sig ned og lukke øjnene et kort øjeblik.