ØLAND, SEPTEMBER 1972

GUNNAR HAR ET jernspid og to spader i Volvoens bagagerum. Han løfter redskaberne ud, giver Martin den ene spade og kigger så på Nils.

»Ja, så er vi her,« siger han. »Hvor skal vi hen?«

Nils står i kulden og ser sig om i tågen på alvaret. Han mærker den velkendte duft af græs og planter og mager jord, og han ser enebærbuske og stenblokke og svagt markerede stier, nøjagtigt som i hans ungdom – men han ved ikke hvor han er. Alle kendemærker er forsvundet i tågen.

»Vi skal hen til offerhøjen,« siger han lavt.

»Det ved jeg, det sagde du i aftes,« siger Gunnar irriteret. »Men hvor præcis ligger den?«

»Her … i nærheden.«

Nils ser sig om igen og begynder at gå væk fra bilen.

Martin, der knap har sagt et ord under hele turen, indhenter ham hurtigt. Han havde straks tændt en ny cigaret da han stod ud af bilen, og den suger han nu på med spændte læber da de går af sted. Gunnar slutter sig til og går ved siden af ham.

Nils sagtner skridtene noget, som om han ikke har travlt. Han vil have de to mænd foran sig, have dem under opsyn.

Tågen er tættere end Nils kan huske den nogen sinde har været, han husker egentlig kun stadigt solskin på alvaret da han vandrede her som teenager. Nu føles det som at gå i en luftlomme på bunden af havet. I ti meters afstand er landskabet allerede udvisket, alle farver er gråhvide, alle lyde dæmpede. Han har kun en tynd trøje og en mørk læderjakke og cowboybukser på, og han fryser i den kølige luft.

»Kommer du, Nils?«

Gunnar er stoppet op og har vendt sig om. Han er kun en stor grå skikkelse foran Nils, udvisket som en kultegning. Hans blik er svært at fange og umuligt at tyde.

»Vi vil ikke tabe dig af syne,« siger han, men inden Nils rigtigt har indhentet ham, vender han sig og begynder at gå igen med lange skridt over det sammenkrøbne græs.

Skumringen sænker sig langsomt over alvaret. Det bliver sen aften inden Nils kommer hjem til sin mor. Ved hun han kommer i dag?

Nils skræver forbi en flad sten i græsset med ujævne kanter, næsten formet som en trekant – og han genkender den pludselig. Han ved faktisk hvor han er nu.

»Det er længere til venstre,« siger han.

Gunnar skifter retning uden at sige et ord.

Nils synes han hører en dump lyd i tågen, han stopper op og lytter. En bil ude på sognevejen? Han lytter tavs, men kan intet høre mere.

De er tæt på nu, men da Gunnar og Martin til sidst standser ved en halvstor gravhøj, tror Nils alligevel ikke de er fremme. Han kan ikke se offerhøjens sten hæve sig nogen steder.

»Her er det,« siger Gunnar kort.

»Nej,« siger Nils.

»Jo.«

Gunnar sparker til græsset nogle gange så der kommer en stenkant frem.

Først da indser Nils at der ikke er nogen offerhøj mere. Den er glemt. Der er ingen vandrere der har lagt sten for at hædre de døde i årtier, og alvarets gule græs har dækket højen.

Nils tænker på den sidste gang han var her, da han gemte skatten. Han havde været så ung dengang, ung og næsten stolt over at have skudt soldaterne ude på alvaret.

Siden da var det kun gået galt. Alt var gået galt.

Nils peger.

»Her … her et eller andet sted,« siger han. »Grav her.«

Han ser på Martin som står med spaden og fumler for at få endnu en cigaret op i mundvigen. Hvorfor er han så nervøs?

»Grav nu,« siger Nils. »Hvis I vil have skatten.«

Han træder til side og går over på den anden side af offerhøjen. Bag sig hører han en spade blive trykket i jorden. Graveriet begynder.

Nils spejder ud i tågen, men der er ikke noget der bevæger sig. Alt er stille.

Bag ham er Martin begyndt at grave en dyb rende i jorden. Han er allerede stødt på flere sten som Gunnar har måttet fjerne for ham, og han er rød i hovedet. Han trækker vejret tungt og kigger surt på Nils.

»Der er ikke noget hernede,« siger han. »Der er ikke andet end sten.«

»Jo,« siger Nils og kigger ned i det brede hul. »Det var her jeg gemte det.«

Men hullet er tomt, kan han se – nøjagtigt som Martin siger.

»Giv mig den der,« siger Nils og strækker sig irriteret efter den anden spade.

Så begynder han at grave selv, med hurtige og hårde spadestik.

Efter et minuts tid ser han de flade kalksten han tog fra offerhøjen for så længe siden – de sten han lagde som beskyttelse omkring bliketuiet.

De er blevet liggende, farvet sorte af jorden nu, men skatten er væk.

Nils kigger op på Martin.

»Det er dig der har taget skatten,« siger han og træder et skridt nærmere. »Hvor er den?«