32

»SÅ ER VI her,« sagde Lennart og stoppede politibilen. »Hvad synes du om mit gemmested?«

»Det er utrolig dejligt,« sagde Julia.

Han havde drejet bilen ind på en lille privat vej mellem fyrretræerne og elmene en halv snes kilometer nord for Marnäs, var trillet hen mellem træerne og standset i en lille lysning. Her lå det blågrå hav, og foran det var Lennarts rødbrune murstenshus og lille have.

Det var ikke stort, nøjagtig som han havde sagt, men beliggenheden var fantastisk. Det eneste, der kunne ses bag huset, var den vide horisont. Grundens velklippede græsplæne skrånede nedad og gik næsten umærkeligt over i en bred sandstrand.

Nåletræernes bare stammer indrammede haven som murene i en kirke. De skyggede på jorden og dæmpede alle lyde.

Alt blev højtideligt stille da Lennart slukkede for bilens motor, det susede kun svagt i fyrrekronerne.

»Fyrretræerne er naturligvis plantede,« sagde Lennart, »men det var længe før min tid.«

De steg ud af bilen, og Julia indåndede duften fra skoven med lukkede øjne.

»Hvor længe har du boet her?«

»Længe … næsten tyve år. Men jeg befinder mig stadig godt her.« Han så sig om, som om han kiggede efter noget, og spurgte: »Er du allergisk over for katte? Jeg har en perserkat der hedder Missy, men jeg tror den er ude på en spadseretur.«

»Bare rolig, jag kan godt tåle katte,« sagde Julia, og så fulgte hun efter ham på krykkerne hen mod huset.

Det så så stabilt ud med sine murstensvægge, som om ingen vinterstorm fra Østersøen nogen sinde kunne rokke det. Lennart låste køkkenindgangen op på gavlen af huset og holdt døren for hende.

»Du er ikke så sulten endnu, vel?« spurgte han.

»Nej, det kan vente,« sagde Julia og trådte ind i en lille gang inden for køkkenet.

Lennart var ikke pedant, bare ordentlig. Han havde meget bedre orden i hele huset end Julia havde i sin lille lejlighed i Göteborg, med eksemplarer af Ølands-Posten sat nydeligt ind i en avisholder af træ på væggen. Nogle eksemplarer af bladet Svensk Polis i holderen var det eneste der afslørede hans beskæftigelse. Ellers var der flere fiskestænger i gangen, to eller tre potteplanter i hvert vindue og en velfyldt hylde med kogebøger over komfuret i køkkenet.

Ingen steder så Julia øldåser eller spiritusflasker. Det var hun også glad for.

Lennart gik rundt og tændte vindueslamper i den store stue inden for køkkenet.

»Vil du med ned til stranden,« råbte han, »inden det bliver for mørkt? Hvis vi tager en paraply med?«

»Gerne, hvis jeg også kan få krykkerne med.«

Lennart lo.

»Vi går forsigtigt. Går man ud på odden, kan man se Böda i klart vejr,« sagde han og tilføjede: »Du ved nok, bugten med den store sandstrand.«

Julia smilede.

»Ja, jeg ved hvad Böda er,« sagde hun.

»Det er klart.« Han kiggede ud i køkkenet. »Jeg glemte du er herfra. Skal vi gå?«

Hun nikkede og kastede et hurtigt blik på uret. Kvart over fem.

»Må jeg lige låne telefonen først?« spurgte hun.

»Selvfølgelig.«

»Jeg vil bare ringe til Astrid i en fart og fortælle hvor jeg er,« sagde Julia.

»Den står på køkkenbordet,« sagde Lennart.

Astrid svarede altid med sit nummer når det ringede, og Julia havde lært det udenad. Hun tastede det hurtigt og hørte ringetonerne gå igennem. På den femte svarede Astrid, med Willy ivrigt gøende i baggrunden.

»Julia,« sagde hun da hun hørte hvem det var. »Jeg var ude og rive bag huset. Hvor er du henne?«

»Jeg er i Marnäs, eller nord for Marnäs, hos Lennart Henriksson. Vi har … «

»Er Gerlof sammen med dig?«

»Nej,« sagde Julia. »Han er vel i bofællesskabet.«

»Det er han ikke,« sagde Astrid bestemt. »Forstanderinden dér, Boel, ringede til mig for et øjeblik siden og spurgte hvor han mon var henne. Han kørte af sted i morges med John Hagman og er ikke kommet tilbage. Men jeg er ikke urolig, hvis du ikke er det.«

»Han er vel sammen med John,« sagde Julia.

»Nej,« sagde Astrid lige så bestemt. »Det var John der ringede til Boel. Han skiltes fra Gerlof ved bussen og skulle være blevet ringet op af ham når han kom hjem.«

Julia tænkte sig om. Gerlof burde have lov til at gøre som han ville, og han var sikkert ikke i fare, men …

»Jeg må vel hellere ringe til Boel,« sagde hun, selv om hun i grunden bare ville ned til stranden med Lennart nu.

»Gør det,« sagde Astrid, og de sagde farvel.

Julia lagde røret på.

»Er alt i orden?« sagde Lennart bag hende. Han stod i døren til gangen og havde allerede taget jakken på igen. »Skal vi gå ned? Så kan vi drikke kaffe bagefter.«

Julia nikkede, men hun havde en eftertænksom rynke i panden. Hun fulgte med Lennart ud i gangen og tog frakken på.

Himlen var blevet mørkere nu, det var næsten aften og endnu koldere end før. Vindens susen i fyrretræernes kroner omkring huset lød mere ensom nu.

Ingen af de døde er identificeret, tænkte Julia.

Det var en rubrik på en spiseseddel om en bilulykke hun havde læst nede i Borgholm, huskede hun. Nu var den begyndt at kværne i hovedet: Ingen af de døde er identificeret, ingen død identificeret …

Hun vendte sig om.

»Lennart,« sagde hun. »Jeg ved at jeg er forfærdelig kedelig og bekymrer mig unødigt … men kan vi gå ned til stranden lidt senere i aften og køre ned til Marnäshjemmet nu? Jeg skal lige se efter om Gerlof er kommet hjem.«