ØLAND, SEPTEMBER 1972

»SKAT? JEG HAR IKKE taget nogen skide skat,« siger den mand der bliver kaldt Martin.

»Du gemte blikæsken,« siger Nils og tager et skridt fremad. »Da jeg vendte ryggen til.«

»Hvilken æske?« siger Martin og tager sin cigaretpakke frem igen.

»Alle må tage det roligt nu,« siger Gunnar bag ham. »Vi er på samme side.«

Han står for tæt på, lige bag Nils’ ryg.

Nils vil ikke have ham der. Han kaster et hurtigt blik bag sig, og så ser han på Martin igen.

»Du lyver,« siger han og tager endnu et skridt fremad.

»Mig? Jeg fik dig hjem!« siger Martin irriteret. »Gunnar og jeg ordnede det hele og fik dig hjem på mit skib. For mig måtte du gerne være blevet derovre.«

»Jeg kender dig alligevel ikke,« siger Nils og tænker: Min skat. Mit Stenvik.

»Jaså?« Martin tænder en cigaret. »Hvem du kender, er jeg da ligeglad med.«

»Slip spaden, Nils,« siger Gunnar.

Han er stadig bag Nils og alt for tæt på.

Martin er også for tæt på. Pludselig løfter han spaden.

Nils aner at Martin planlægger et slag med skaftet, men det er i så fald for sent. Nils har selv en spade i hænderne, og han har allerede nået at løfte den.

Han svinger den med begge hænder om skaftet, lige så hårdt som da han slog Lass-Jan med åren for tredive år siden. Gammelt raseri vælder op, al tålmodighed fejes væk. Han har ventet og ventet.

»Det er mit!« råber han, og manden foran ham bliver utydelig.

Martin bevæger sig, men når ikke at dukke sig. Spadens blad rammer ham på den venstre skulder, fortsætter fremad og rammer ham under øret.

Martin vakler til side, ude af balance, og så sigter Nils og slår til igen, mindst lige så hårdt, og rammer Martin i panden.

»Nej!«

Martin brøler, hvirvler rundt og falder, lige hen over offerhøjen.

Nils løfter spaden igen, og nu sigter han på det ubeskyttede ansigt.

»Hold op!« brøler Gunnar.

Neden for Nils’ fødder løfter Martin armene. Blodet løber ned over hans ansigt, han venter på det dræbende slag.

Men Nils kan ikke slå.

»Hold op, Nils!«

En hånd har lukket sig om spadeskaftet. Det er Gunnars arm der holder spaden, og han rykker så hårdt til at Nils mister taget.

»Så er det godt!« siger Gunnar med høj stemme. »Det her slagsmål var helt unødvendigt. Hvor slemt er det, Martin?«

»For fanden i … helvede,« hvisker Martin med grødet stemme og armene stadig løftet som beskyttelse over hovedet. »Gør det, Gunnar. Vent ikke på … Gør det!«

»Det er for tidligt,« siger Gunnar.

»Jeg går nu,« siger Nils.

Han tager et skridt bagud, vendt mod Gunnar.

»Skid på planen … Vi gør det bare,« siger Martin. »Han er ikke rigtig klog, den skiderik … «

Han forsøger langsomt at rejse sig, med blodet løbende ud af næsen og et blødende sår i panden.

»Der er nogen der har taget skatten … jer eller en anden,« siger Nils og ser stift på Gunnar uden at blinke. »Så aftalen gælder ikke mere.« Han hiver efter vejret. »Jeg har tænkt mig at gå hjem nu, hjem til Stenvik.«

»Okay …« Gunnar sukker træt uden at se Nils i øjnene. »Ingen aftale mere, så. Det er lige så godt vi pakker sammen nu.«

»Jeg vil væk herfra,« siger Nils.

»Nej.«

»Jo. Jeg går nu.«

»Du kommer ikke herfra,« siger Gunnar og træder et skridt nærmere. »Det har aldrig været meningen du skulle komme herfra. Kan du ikke forstå det? Du skal blive her.«

»Nej. Jeg går,« siger Nils. »Det ender ikke her.«

»Jo. Det gør det faktisk … du er jo død.«

Gunnar løfter langsomt det tunge spid og ser sig om i tågen, som om han vil være sikker på at der ikke er nogen der kan se hvad der sker.

»Du kan ikke gå hjem, Nils,« siger han. »Du er død. Du ligger begravet oppe i Marnäs.«