33

GERLOF VAR DØENDE, og døde mennesker viste sig for ham. De døde gav også lyd fra sig. Knoglerne af en kriger, der var faldet i et eller andet glemt bronzealderslag, raslede nede på stranden – han lukkede øjnene for at slippe for at se spøgelset danse dernede, men hørte tydelig raslen.

Da han åbnede øjnene, så han sin ven Ernst Adolfsson gå rundt i cirkler på engen med blodig overkrop og lede efter sten i græsset.

Og da Gerlof kiggede ud over havet, sejlede Døden selv forbi derude i skumringen, lige mod vinden, om bord på et gammelt træskib med sorte sejl.

Det allerværste var da hans kone Ella sad i natkjole tæt ved æbletræet og så på ham med et alvorligt blik og bad ham holde op med at kæmpe. Og Gerlof lukkede øjnene og ville virkelig give op og følge med hende på det sorte skib; han ville falde i søvn og slippe for regnen og kulden, slippe for at bekymre sig og bare lade som om han lå i sengen i værelset oppe på Marnäshjemmet. Han vidste ikke hvorfor han holdt sig vågen. Det trak ud med at dø, og det forstyrrede ham.

Det blev ved med at rasle nede på stranden, og Gerlof drejede langsomt hovedet og åbnede øjnene.

Horisonten, linjen mellem himmel og hav, var helt forsvundet i mørket.

Men var det virkelig gamle knogler der raslede eller noget andet? Var der et levende menneske i nærheden?

Et sted i hans følelsesløse krop blev en lille smule livsvilje ved med at klamre sig fast, og Gerlof kunne faktisk rejse sig langsomt, støttet til det gamle æbletræ. Det var som at hejse et storsejl i hård vind – svært, men ikke umuligt. Han talte: En, to tre, og så kom han op på knæ.

Ohøj, ohøj, tænkte han og satte højre fod på jorden.

Så blev han tvunget til at hvile nogle minutter. Han stod ubevægelig bortset fra at knæene rystede, inden han foretog det sidste stød op i stående stilling, som en vægtløfter.

Ohøj, ohøj.

Det gik. Han kom op, med den ene hånd om træet og den anden støttet til stokken.

Storsejlet var hejst, nu skulle skuden begynde at bevæge sig mod havet. Han kunne gå over til motor om nødvendigt. Gerlof havde altid passet godt på sine maskiner. Hans skuder havde haft tændhovedmotorer. De skulle smøres hver time når de var i gang, men han havde aldrig glemt at smøre dem.

»Ohøj,« sagde han for sig selv.

Han slap taget om træet og tog et kort skridt ned mod vandet. Det føltes helt godt; hans led sov og gjorde ikke ondt mere.

Han holdt sig tæt ved stenmuren, hvor græsset var kortere end ude på engen, og nærmede sig langsomt stranden. Vinden blæste ind fra havet – lige gennem Gerlofs våde skjorte og ind i hans overkrop, sådan føltes det. Men raslelyden steg i styrke og lokkede ham fremad. Han begyndte at blive mere og mere sikker på hvad det var.

Han havde ret, det var en tom plasticpose.

Eller snarere en affaldssæk, stor og sort og halvt begravet i sandet. Formentlig smidt ud fra en båd ude på Østersøen. Der lå mere affald længere nede på stranden: en gammel mælkekarton, en grøn glasflaske, en rusten blikdåse. Det var bedrøveligt som folk hele tiden smed affald i vandet fra bådene – men hvis Gerlof ville overleve, havde han brug for den plasticsæk. Hvis han trak den op af sandet, lavede hul i bunden og trak den op om sig, ville den blive en beskyttelse mod regnen og holde på hans kropsvarme om natten.

Godt.

Det var godt tænkt af et så nedkølet hoved.

Problemet var at komme ned på stranden, for engen endte i en skarp afsats formet af bølgerne. Den var stejl som et trappetrin og hævede sig flere decimeter op over sandet.

Tyve år tidligere, eller måske bare ti, var Gerlof hurtigt og nemt kommet ned på stranden uden at tænke over det – men nu stolede han ikke på sin balanceevne mere.

Gerlof koncentrerede sig, tog en dyb indånding i den iskolde luft og trådte ud i vinden med løftet højrefod og fremstrakt stok.

Det lykkedes ikke. Stokken ramte stranden først og sank dybt ned i det våde sand.

Gerlof faldt forover, slap stokken for sent og hørte den brække med et skarpt knæk.

Han faldt og faldt mod stranden og forsøgte at gribe for sig med højre hånd. Da han landede, var sandets overflade hård som et stengulv, og al luft hvæsede ud af ham da hans overkrop ramte den.

Gerlof blev liggende nogle meter fra plasticsækken.

Han kunne ikke bevæge sig – der var noget der var brækket. Det havde været en god plan at forsøge at nå sækken, men denne gang ville han ikke magte at rejse sig.

Igen lukkede han øjnene. Ikke engang da lyden af en spindende bilmotor nåede hans ører, åbnede han øjnene.

Lyden kom ikke ham ved.