34

POLITIRADIOEN VED SIDEN AF RATTET i Lennarts bil havde været tavs lige indtil han begyndte at foretage et opkald i mikrofonen til en alarmcentral i Kalmar – derefter begyndte den at sende skrattende svarmeddelelser som Julia ikke kunne tyde.

Men Lennart lyttede koncentreret.

»Det varer lidt med hundepatruljerne,« sagde han og kiggede ud i mørket gennem forruden, »men der kommer snart en helikopter.«

»Hvornår?« sagde Julia ved siden af ham.

»De letter fra Kalmar om nogle minutter,« sagde Lennart og tilføjede: »Og de har et varmekamera.«

»Varmekort?«

»Et kamera,« gentog Lennart. »Det registrerer kropsvarme. Godt at have i mørke.«

»Smaddergodt,« sagde Julia, men hun var ikke mere rolig af den grund.

Hun så hele tiden ud gennem ruderne, men det var så mørkt derude. Klokken var halv syv, og det var næsten kulsort. Hun vidste knap hvor på landevejen de befandt sig.

Tidligere, henne i bofællesskabet, havde Boel først været irriteret over at Gerlof ikke havde givet lyd fra sig.

»Skal man ligefrem til at låse ham inde?« sagde hun og sukkede. »Skal man det?«

Så var hun hurtigt blevet næsten lige så urolig som Julia og havde samlet en søgepatrulje af aftenpersonale der begav sig af sted til fods fra Marnäshjemmet for at se om Gerlof endnu sad ved et busstoppested.

Lennart havde været mere rolig, men også forstået at det var alvor. Via sin radio havde han alarmeret den vagthavende politileder nede i Borgholm.

Efter nogle korte telefonsamtaler var det også lykkedes ham at lokalisere den buschauffør der havde vendt i Byxelkrok og var tilbage med bussen til Borgholm. Han kunne dårligt huske at Gerlof havde været med, men vidste at han var standset ved i det mindste et par stoppesteder på den store vej før Marnäs og på mindst tre til mellem Marnäs og Byxelkrok.

Klokken var lidt over seks da Julia og Lennart satte sig i bilen igen og begyndte at lede. To andre biler med personale fra bofællesskabet tog af sted samtidig. Boel blev tilbage i sit ekspeditionskontor for at holde vagt ved telefonen.

Det regnede stadig. Julia og Lennart kørte sydpå fra bofællesskabet – selv om det ikke var helt sikkert at Gerlof var stået af der, han kunne jo også være faldet i søvn og stået af efter Marnäs. Men de var nødt til at begynde at lede et sted.

Lennart holdt lav fart, kørte ikke meget hurtigere end en knallert og drejede ind ved hvert stoppested og hver parkeringsplads for ikke at springe over en del af vejen.

»Man kan jo ikke se noget … « mumlede Julia.

Ikke fordi der var meget at se; der var ikke nogen ude at gå på landevejen denne kolde og regnfulde aften. Hun så kun mørke grøfter og buske og gråblege træstammer bag dem.

Politiradioen begyndte at skratte igen. Lennart lyttede.

»Helikopteren er lettet,« sagde han. »De styrer mod Marnäs nu.«

Julia nikkede. Det var nok kun den de kunne håbe på, indså hun.

»Ligner det her Gerlof?« sagde Lennart lidt efter.

»Hvad mener du?«

»Jeg mener … har han været, som man siger, utilregnelig før?«

»Nej.« Julia rystede hurtigt på hovedet, men tænkte sig om og tilføjede: »Men det forbavser mig ikke helt … hvis han er stået af bussen og bare vandret af sted, eller hvad der nu er sket. Jeg tror han tænker for meget.«

»Vi finder ham,« sagde Lennart.

Julia nikkede.

»Han havde vinterfrakken på da han kørte i morges. Så klarer man sig vel?«

»Med frakken kan han klare sig ude hele natten,« sagde Lennart. »Især hvis han også finder læ for vinden.«

Ude på alvaret var der naturligvis ikke læ for vinden, tænkte Julia.