36

»DÉR ER HAN!«

Julias råb var højt, og Lennart bremsede så hurtigt op at bilen kom i skred. Men farten var lav, og den stoppede næsten med det samme, i en skrå vinkel på landevejen. De befandt sig lige syd for afkørslen ned til Stenvik.

»Hvor?« sagde Lennart.

Julia pegede ud gennem forruden.

»Jeg kan se ham,« sagde hun. »Der ude, dér … på marken. Han ligger dér!«

Lennart bøjede sig fremad. Så speedede han op igen og drejede på rattet.

»Jeg vender.« Bilen lavede et skarpt sving på den regnblanke vej. »Der er en vej her … jeg kører ind.«

Men da de drejede ind på den lille grusvej, så Julia at hun havde set forkert. Det var ikke en krop. Det var …

Lennart standsede bilen, og Julia åbnede hurtigt døren. Men hun var langsom med krykkerne, og han nåede først frem.

Han bøjede ryggen og løftede genstanden op fra grusvejens lille grøft.

»Det er bare en frakke,« sagde han og holdt den op. »En frakke der er smidt væk.«

Julia kom hen og kiggede. Hun holdt vejret.

»Det er fars,« sagde hun.

»Er du sikker?« sagde Lennart. »Det ser ud som en … «

»Kig i inderlommen.«

Lennart åbnede frakken og gravede i lommen. Han fik en tegnebog op og åbnede den.

»Vi skulle have haft en lommelygte … « mumlede han og forsøgte at holde tegnebogen op i lyset fra bilens forlygter.

»Det ér Gerlofs,« sagde Julia. »Jeg kan kende den.«

Lennart trak et gammelt kørekort op og nikkede.

»Ja. Det er hans.«

Så så han sig om.

»Gerlof!« råbte han. »Gerlof!«

Men vinden og den tændte motor druknede hurtigt råbene.

»Vi må tage bilen og kigge efter,« sagde han. »Jeg kan ikke kende denne vej … Jeg tror den går ned til stranden.«

Han vendte om, gik tilbage til politibilen og foretog et kort opkald i radioens mikrofon.

Julia fulgte efter og hoppede ind på passagersædet igen.

»Helikopteren ved hvor vi er nu,« sagde Lennart.

Han satte bilen i første gear og begyndte langsomt at køre fremad, så gennem forruden med missende øjne.

»Jeg slukker lygterne,« sagde han, »så kan vi bedre se.«

Der blev kulsort på vejen foran dem, men da Julias øjne havde vænnet sig til mørket, kunne hun se alvaret på begge sider af bilen. Hver ny skygge, der dukkede op derude, lignede en gammel mand der stod i græsset, men skyggerne var bare enebærbuske.

Pludselig pegede Lennart skråt opad.

»Dér er den,« sagde han. »Den er ventet med længsel.«

Julia stirrede på et par skarpt blinkende røde og hvide lys der bevægede sig på himlen. Hun forstod at det var helikopteren, samtidig med at politiradioen begyndte at knitre igen.

Lennart spidsede ører.

»Jeg tror de har fundet noget,« sagde han. »Nede ved vandet.«

Han satte farten op, kørte gennem et sving – og et sekund efter blev hele bilen pludselig lyst op af et blændende hvidt skær. Det var en anden bil.

»For helvede!« råbte Lennart ved siden af Julia.

Han trådte på bremsen, men det var for sent. Den bil der kom mod dem i svinget havde høj fart.

»Hold fast!«

Julia bed tænderne sammen og kastede armene frem, hun anspændte sig forud for sammenstødet.

Smældet kastede hende fremad, men bæltet greb hende, samtidig med at hun så bilens motorhjelm blive krøllet sammen som bølgepap.

Sikkerhedsbæltet holdt, men stødet hen over ribbenene gjorde alligevel ondt.

Stilhed. Der gik nogle sekunder af stille ubevægelighed efter sammenstødet.

Julia hørte Lennart puste ud bag rattet og bande lavmælt.

Så tændte han lyset igen. Kun den ene af forlygterne så ud til at virke nu, den oplyste den blanke bil der var kørt ind i dem.

Lennart strakte sig mod handskerummet. Lågen var sprunget op, og han tog sit pistolhylster ud.

»Er du okay, Julia?« spurgte han.

Hun glippede med øjnene og nikkede.

»Okay … ja. Det tror jeg.«

»Du kan blive siddende. Jeg kommer snart.«

Lennart åbnede fordøren og lukkede kulden ind. Julia tøvede og åbnede så sin egen dør.

Næsten samtidig blev døren smækket op i den anden bil. En høj, bredskuldret mand tumlede ud.

»Hvem er det?« hørte hun Lennart råbe.

»Hvor fanden kom du fra?« hørte hun en anden stemme råbe, endnu højere. »Tænd forlygterne, for fanden! Hvorfor har du ikke lyset tændt, når du kører?«

»Tag det roligt,« sagde Lennart. »Jeg er politimand.«

»Hvem er det … er det Henriksson?« sagde den anden stemme.

Julia trådte ud med benene og famlede efter krykkerne. Hun kom op at stå, selv om jorden hældede.

»Kommer du fra stranden?« spurgte Lennart.

I skæret fra forlygten genkendte hun pludselig den anden fører. Han kom fra Långvik og var hotelejer.

Så huskede hun også navnet: det var Gunnar Ljunger.

»Hvem er det dér?« råbte han.

Lennart genkendte åbenbart også ham nu.

»Tag det roligt, Gunnar,« sagde han. »Hvor kommer du fra?«

»Fra … nede fra stranden.« Ljunger havde sænket stemmen. »Jeg har været ude at køre.«

»Har du set Gerlof Davidsson?« spurgte Lennart.

Ljunger stod tavs nogle sekunder.

»Nej,« sagde han så.

»Vi leder efter ham,« sagde Lennart og pegede. »Helikopteren derhenne leder også.«

»Javel.«

Ljunger var mærkelig uinteresseret, syntes Julia. Hun trådte et skridt fremad og spurgte Lennart hen over bilens motorhjelm:

»Er der langt til stranden?«

»Ikke så langt, tror jeg,« sagde han. »Nogle hundrede meter.«

Det var nok for Julia.

»Jeg må derned,« sagde hun.

Hun tog et fast greb om sine krykker og begyndte at hoppe fremad, forbi Gunnar Ljungers bil og videre hen ad grusvejen.

»Gunnar, du må bakke til side,« hørte hun Lennart sige bag sig. »Jeg skal ned til stranden.«

»Henriksson, du kan faktisk ikke … «

»Bak nu,« sagde Lennart med højere stemme. »Og så må du blive siddende i bilen, vi må have opklaret … «

Hans stemme forsvandt hurtigt i vinden bag Julia. På den anden side af de to biler så hun skæret fra helikopteren igen; den var landet et par hundrede meter væk.

Hun satte farten op, gled nogle gange i lerpytter på grusvejen, men det lykkedes hende at holde balancen på krykkerne og fortsætte fremad.

Da hun kom nærmere, så hun i skæret fra helikopterens projektører hvordan to mænd i lysegrå overalls stod bøjet over noget nede på stranden. En krop. De løftede den op fra sandet og svøbte den ind.

»Far!«

Mændene kastede et hurtigt blik på hende og fortsatte så deres arbejde.

Kroppen på stranden lå i tæppet uden at bevæge sig. Julia ville se den bevæge sig, løfte hovedet, men det var først da hun kun var nogle meter fra stranden hun fik et livstegn.

Gerlof hostede. En tør, hæs lyd.

»Far,« råbte Julia igen.

Han drejede langsomt hovedet mod hende.

»Julia … «

Han hostede igen.

»Forsigtig nu,« sagde en af mændene. »Nu løfter vi.«

De løftede Gerlof i tæppet og bar ham hurtigt af sted.

»Må jeg komme med?« sagde Julia bag dem og tilføjede: »Jeg er hans datter. Og sygeplejerske.«

»Det går ikke,« sagde manden nærmest hende uden at se op. »Vi har ikke plads.«

»Hvor flyver I hen?« spurgte hun.

»Til akutmodtagelsen i Kalmar.«

Hun fulgte alligevel med hen til helikopteren, selv om krykkerne hele tiden satte sig fast i græsset. Hun kæmpede for at holde sig tæt ved kroppen i tæppet.

»Jeg kommer til sygehuset bagefter, far.«

Lige inden de løftede ham ind i helikopteren, hævede Gerlof hovedet, og hun kunne se hans ansigt. Det var kridhvidt. Men hans øjne var åbne, og pludselig så de på hende. Han sagde noget, lavt og uhørligt.

»Hvad?« Hun bøjede sig fremad, lyttede intenst.

»Det var Ljunger der gjorde det,« hviskede Gerlof.

»Gjorde hvad, far?«

»Tog … vores Jens.«

Så var han væk, løftet ind som et ubevægeligt kolli på helikopterens bagsæde. Døren blev trukket i efter ham.

»Du må holde dig af vejen nu,« sagde en af piloterne, inden han smækkede sin egen dør i.

Julia bakkede klodset bagud på krykkerne.

Da rotorbladene begyndte at rotere igen, var hun halvtreds meter væk og så dem snurre hurtigere og hurtigere. Teknikkens vidundere. En højlydt pisken i mørket – og så lettede helikopteren med hendes gamle far mod den sorte himmel, steg højere og højere og satte fuld fart på mod sydvest.

Langsomt vendte de svagere lyde af bølgeskvulp og vind tilbage. Julia hørte et fjernt råb og drejede hovedet.

Det var Lennart. De to biler stod stadig oppe i svinget, og selv om Julia havde smerter i armene nu, tog hun et nyt greb om krykkerne og vendte tilbage til ulykkesstedet ad grusvejen.

»Var det Gerlof dernede?« sagde Lennart da hun kom derhen.

Julia nikkede.

»De tog ham med til Kalmar.«

»Godt.«

Gunnar Ljunger sad endnu i sin bil med åben dør, men havde ikke kunnet bakke til side og lade politibilen komme forbi.

Da han havde slukket motoren efter sammenstødet kunne han ikke få den i gang. Det eneste man hørte, var et kraftesløst klik når han drejede nøglen om.

Ljunger slog irriteret på det læderbetrukne rat.

»Du må låse og lade bilen stå her,« sagde Lennart. »Kør med os til Marnäs.«

Ljunger sukkede, men havde ikke noget valg. Han hentede en mappe i sin Jaguar og satte sig ind på politibilens passagersæde ved siden af Lennart. Julia måtte sætte sig på bagsædet.

På turen tilbage til Marnäs bøjede hun sig frem og iagttog Ljunger skråt bagfra.

Hvad havde han lavet ved stranden? Hvad havde han sagt til Gerlof?

Ljunger sad med rank ryg, og det så ikke ud til at han mærkede hendes blik, men stemningen i politibilen var spændt.

»Vil du fortælle nu?« sagde Lennart efter nogle minutter.

»Fortælle hvad?«

»Hvad lavede du på kystvejen?«

»Nød vejret,« sagde Ljunger kort.

»Hvorfor kørte du så hurtigt?«

»Jeg har en Jaguar.«

»Vidste du at Gerlof lå nede på stranden?«

»Nej.«

Julia sukkede.

»Han lyver bare,« sagde hun til Lennart.

Ljunger kommenterede ikke påstanden.

»Det var sikkert din kropsvarme helikopteren opdagede, Gunnar,« sagde Lennart. »Gerlof var nok for nedkølet. Et held for os at du var der.«

Ljunger kommenterede heller ikke det. Han så ud ad forruden med halvt lukkede øjne, enten uinteresseret eller meget træt.

Efter nogle minutters kørsel kom politibilen ind i det centrale Marnäs.

Der var en ledig plads lige foran politistationen, og Lennart parkerede der. Han låste døren op til stationen, og så gik de alle tre ind.

Lennart tændte lyset og for computeren. Ljunger stillede sig midt på gulvet, som en militærmand foran sit mandskab.

»Jeg vil give en kort redegørelse, ikke andet,« sagde han og så på Lennart. »Jeg har ikke tænkt mig at blive her længere end jeg er nødt til i aften. Jeg vil hjem.«

»Det vil vi alle, Gunnar,« sagde Lennart. Han gik hen til sit skrivebord. »Vil du have kaffe?«

»Nej.« Ljunger så på Julia og spurgte: »Skal hun blive her?«

Det så ud til at Lennart pludselig stivnede da Julia kun blev omtalt som hun – men selv rystede hun bare på hovedet. Hun havde andet at bekymre sig om.

»Hun tager til sin far på sygehuset,« sagde hun, »og ser om han overlever.« Julia så stift på Ljunger. »Jeg vil spørge ham hvad der skete nede på stranden.«

»Godt, gør det.«

Ljunger så ikke engang på hende, men han havde fået et mærkeligt smil i mundvigen, som om det hele bare morede ham.

»Sæt dig, Gunnar,« sagde Lennart og pegede på stolen ved siden af skrivebordet.

Så gik han de få skridt hen til Julia ved døren og sænkede stemmen.

»Kan du klare dig nu?«

Hun nikkede og samlede krykkerne op.

»Jeg vil se om der går en aftenbus,« sagde hun. »Ellers tager jeg en taxi.«

»Okay,« sagde Lennart. »Ringer du til mig senere? Jeg kører hjem så snart vi er færdige her.«

Julia smilede og nikkede, som om alt bare var fryd og gammen denne aften.

»Vi ses snart.«

Hun ville give Lennart et varmt knus, men agtede ikke at gøre det for øjnene af Gunnar Ljunger.

Hun humpede ned ad trappen, ud på den kolde og tomme gade igen, og kiggede over mod busstationen på den anden side af torvet. Der holdt en bus – men var den sydgående?

En taxi til Kalmar ville koste flere hundrede kroner, og det alternativ måtte hun vælge i værste fald. Selv om hun måtte tømme hele sin konto, og selv om hun bare måtte sidde hele aftenen og vente på akutafdelingen, så ville hun over på sygehuset. Hun ville være der når Gerlof vågnede. Lennart ville forstå at hun var nødt til at være hos Gerlof nu, og desuden havde han selv meget at lave i aften.

Hun begyndte at bevæge sig over gaden på krykkerne og hen til torvet.

Hun tænkte pludselig på smilet – Gunnar Ljungers mærkelige småsmilen.

Han havde smadret sin bil og var mere eller mindre blevet udpeget som morder af Gerlof, men da han stod ved Lennarts skrivebord på stationen havde han alligevel haft det der smil i mundvigene, som om der ventede en flugtvej på ham derinde.

Som om han tænkte …

Julia standsede brat på fortovet på den anden side af gaden. Hun var halvvejs ved busstationen, men uden at tænke mere over det, vendte hun om. Hun begyndte at hoppe på krykkerne, hen mod politikontoret.

Der var kun en hundrede meter derhen, men Julia nåede alligevel ikke frem i tide.

Endnu mens hun var ude på fortovet, hørte hun skuddet. Det var kun et hårdt kort knald uden ekko, men det kom inde fra stationen.

Der lød et hult bump gennem vinduet.

Endnu et skud smældede nogle sekunder efter.

Julia hoppede tre skridt til på krykkerne, og da det gik for langsomt, smed hun dem på asfalten. Hun løb.

Hun tog trappen op til stationens dør i et par lange spring, der sendte stråler af smerte gennem den brækkede fod.

Hun lugtede krudtrøg da hun åbnede døren, og først da standsede hun.

Alt var stille. Der var ikke en lyd at høre.

Julia kiggede forsigtigt ind og så først kun Lennarts ben stikke frem ved siden af skrivebordet. Hendes hjerte stod næsten stille – så så hun at han bevægede sig.

Han lå halvt på knæ ved siden af skrivebordet, med den ene hånd på gulvet og den anden trykket hårdt mod sin blødende pande.

Lennarts hylster var knappet op, og han rullede langsomt rundt og så op på Julia med et tåget og forvirret blik.

»Hvor er han?« spurgte han »Ljunger?«

Julia så hvad der var sket.

Det var ikke Lennart der var blevet skudt – det var Gunnar Ljunger.

Julia havde fået øje på ham nu, og hun forstod at hotelejeren havde fundet en flugtvej.

Ljunger smilede ikke mere. Hans krop lå på gulvet på den anden side af skrivebordet, og hans blanke lædersko bevægede sig i lette trækninger. En blodpøl var langsomt begyndt at vokse på gulvet under hans hoved, og spredte dråber var stænket som rosa pletter på den gule dynejakke. Blodet skinnede i loftslampens skær.

Ljunger stirrede op i loftet med halvåben mund. Hans øjne så forbavsede ud som om han ikke rigtig forstod at alt faktisk var forbi.

I højre hånd holdt han stadig Lennarts pistol.