37

»HVORDAN HAR DU DET, Lennart?« spurgte Gerlof fra sengen på sygehuset.

Lennart trak træt på politiuniformens skuldre.

»Det forholder sig sådan at jeg burde have været mere vågen,« sagde han og sukkede tungt. »Jeg burde have forstået hvad han ville gøre.«

»Tænk ikke mere på det, Lennart,« sagde Julia på den anden side af Gerlofs sygeseng.

»Han narrede mig. Han havde sat sig ned, og jeg troede han var faldet til ro … men så var det han kastede sig frem og væltede mig omkuld mod skrivebordet og rykkede hylstret op. Jeg var ikke forberedt.« Han sukkede og strejfede plastret i panden. »Jeg er for gammel, reagerer for langsomt. Jeg burde have … «

»Tænk ikke på det, Lennart,« gentog Julia. »Det var Ljunger der gjorde dig fortræd, ikke omvendt.«

Lennart nikkede, men virkede ikke overbevist.

Det første skud Gunnar Ljunger affyrede havde bare ramt væggen, men Lennart havde slået hovedet mod skrivebordskanten under kampen om tjenestepistolen. Han måtte have syet flere sting i Marnäs’ lægehus og havde et dybt hak i panden under plastret.

Nu sad Lennart og Julia i en sygestue på Borgholm sygehus på hver sin side af Gerlofs sygeseng. Det var sen eftermiddag, og en mørkegul efterårssol var på vej ned over byen uden for vinduet.

Gerlof håbede at besøget ikke ville blive for langvarigt, for i grunden ville han kun være alene og sove. Han havde stadig ikke nogen som helst kræfter til at komme ud af sengen.

Han følte sig i hvert fald klar i hovedet nu, men kunne ikke huske meget af de seneste dage. Formentlig ville han ikke have overlevet uden den hurtige flytransport til akutmodtagelsen i Kalmar. Hans helbredstilstand var gået fra at være livstruende til bare at være alvorlig på to dage. Så havde den til sidst forbedret sig og var blevet mere stabil, og den fjerde dag var han blevet kørt med ambulance til Borgholm sygehus.

Dér kunne han være mere uforstyrret end i Kalmar, og Gerlof havde fået enestue på første sal med udsigt ud over Slotsskoven og Borgholms villaer. Dér var Julia og Lennart kommet på besøg, den femte dag efter Ljungers forsøg på at få ram på ham på stranden uden for Marnäs.

»Det er tredje gang på to dage jeg er her, far,« sagde Julia. »Men første gang du er vågen.«

Gerlof nikkede bare træt.

Hans venstre arm var lagt i en skinne og dækket af bandage efter faldet på sandstranden. Den ene fod var i gips. En slange fra en pose med sondemad var koblet til en nål i hans arm, en anden slange var koblet til et kateter, og han lå pakket ned under dobbelte tæpper – men han følte sig alligevel lidt kvikkere end dagen før. Feberen var langsomt, men sikkert faldet.

Gerlof forsøgte at sætte sig op for bedre at kunne se Julia og Lennart, og hans datter rejste sig hurtigt og hjalp ham med en ekstra pude i ryggen.

»Tak.«

Hans stemme var meget svag, men han kunne tale.

»Hvordan har du det i dag, far?« spurgte hun.

Gerlof løftede langsomt højre tommelfinger opad mod sygestuens loft. Han hostede og trak med besvær vejret.

»Først troede de … at jeg havde lungebetændelse,« hviskede han langsomt. Han trak vejret igen og fortsatte: »Men i morges … sagde de at jeg bare har bronkitis.« Han hostede igen. »Og de er temmelig sikre på at jeg … kan beholde begge fødder.« Han holdt en pause og tilføjede: »Det vil jeg gerne.«

»Du er sej, Gerlof,« sagde Lennart.

Gerlof nikkede.

»Gunnar Ljunger … sagde det samme.«

Lennarts personsøger begyndte pludselig at hyle i hans bælte.

»Nu igen … «

Politibetjenten sukkede træt. Han kiggede på displayet.

»Det ser ud til at min chef vil snakke med mig igen, spørgsmålene får ingen ende … « sagde han. »Jeg må vel gå hen og ringe. Kommer snart.«

Lennart smilede til Julia der smilede tilbage, og nikkede mod sengen.

»Forsvind ikke, Gerlof.«

Gerlof nikkede langsomt tilbage, og Lennart lukkede døren.

Der blev stille i sygestuen, men det var ikke en anspændt stilhed. Der behøvede i grunden ikke at blive sagt noget. Julia lagde sin hånd på Gerlofs dyne og bøjede sig frem.

»Jeg skulle hilse fra familie og venner,« sagde hun. »Lena ringede fra Göteborg i aftes, hun kommer snart herover. Og Astrid sender også hilsen, naturligvis. John og Gösta var her på besøg i går, men de sagde at du sov. Så alle dem du kender tænker på dig.«

»Tak.« Gerlof hostede igen. »Og hvordan … har du det?« hviskede han.

»Jeg har det da godt,« sagde Julia hurtigt. »Jeg har været en del sammen med Lennart de sidste dage, oppe i hans dejlige hus i fyrreskoven. Men han har naturligvis mest måttet sidde og skrive en masse rapporter eller været nede i Borgholm … så jeg har ikke kunnet gøre så meget for ham. Jeg har mest siddet i værelset ved siden af og været urolig for dig.«

»Jeg … klarer mig,« hviskede Gerlof.

»Ja, nu ved jeg det,« sagde Julia. »Og jeg klarer mig også.«

Hendes far hostede og fortsatte:

»Du er stærk, så?«

»Selvfølgelig.« Julia smilede, som om hun ikke rigtigt vidste hvad han mente. »Jeg er meget stærkere, i hvert fald.«

Gerlof blev ved med at hviske:

»Jeg har spekuleret … « sagde han. »Jeg er ikke sikker … men jeg tror jeg ved hvordan det hele gik til nu.«

Julia så på ham.

»Det hele?«

»Alt sammen,« hviskede Gerlof. »Vil du vide … hvad der skete med Jens?«

Julia så alvorligt på ham. Hun holdt vejret.

»Ved du det nu, far?« spurgte hun. »Fortalte Ljunger nøjagtigt hvordan det var gået til?«

»Han sagde … en del ting,« sagde Gerlof. »Ikke alt, tror jeg. Så en del af det der skete … har jeg bare gættet. Men det er … ikke nogen lykkelig afslutning, Julia. Afslutningen er som den er. Vil du vide det?«

Julia pressede læberne sammen og nikkede kort.

»Fortæl.«

»Kan du huske jeg sagde, da du kom til Øland … at morderen måske skulle lokkes til at dukke op … og se på Jens’ sandal?« spurgte Gerlof.

Julia nikkede.

»Men han kom jo aldrig.«

Gerlof kiggede hen mod den synkende sol over træerne uden for vinduet. Han ville ønske han var lille og kunne lytte til de uhyggelige historier i skumringstimen i stedet for at være gammel og tvunget til at fortælle dem selv.

»Jeg tror han gjorde det alligevel,« sagde han. »Morderen kom til os … selv om du og jeg ikke så ham.«