38

GERLOF HAVDE FORTALT historien om Nils Kants død i langsomme hviskende sætninger.

Julia havde måttet læne sig frem for at høre. Men hun hørte det hele, lige til enden.

Nu sad hun stiv og tavs ved sygesengen. Hun så på Gerlof.

»Det her … skete?« sagde hun efter lang tids tavshed i sygeværelset. »Det her du lige har fortalt? Det skete … Er du sikker på det?«

Gerlof nikkede langsomt.

»Ret sikker,« hviskede han.

»Hvorfor?« sagde Julia. »Hvordan kan du være det?«

»Ja … Det var ting Ljunger sagde til mig … da han ventede på at jeg skulle fryse ihjel,« sagde Gerlof. »Han snakkede om … at det her ikke kun var et spørgsmål om at narre jord og penge fra Vera Kant. Han sagde det også handlede om hævn. Men … hævn over hvem? Og hvem ville hævne sig? Jeg har ligget og spekuleret … og jeg kunne kun komme på én.«

Julia rystede på hovedet.

»Nej,« sagde hun bare.

»Hvorfor skulle Nils Kant bringes hjem … i det hele taget?« hviskede Gerlof. »Ikke for Gunnar Ljungers skyld. For Ljunger var Nils mere værdifuld ovre i Amerika … Så var han ufarlig, og Gunnar kunne, for hvert år der gik, få endnu mere jord af Vera … Tyskernes krigsbytte var betydningsløst i sammenligning med al den jord som Gunnar kunne lægge beslag på.« Han trak vejret. »Men en anden ville have Nils hjem … og lade ham komme næsten helt hjem til sin mor inden han blev henrettet. Det ville være en passende straf.«

Julia rystede på hovedet igen, men uden kraft i bevægelsen.

»En der hjalp til,« fortsatte Gerlof. »Som hjalp Gunnar Ljunger og Martin Malm med at få kisten til Øland, og som var med da den blev åbnet og undersøgt … og som kunne overbevise alle om at Nils Kants krop var kommet hjem. En ung og pålidelig politimand.«

Der blev stille igen. Gerlof drejede hovedet og så hen mod døren.

Julia vendte sig om.

Lennart var tilbage. Han havde åbnet døren til værelset uden at hun havde mærket det. Nu trådte han ind i stuen som om alt var som sædvanlig.

»Ja,« sagde han, »det var min chef der ringede igen. De er færdige med alle undersøgelser oppe i Marnäs nu, så jeg kan begynde at arbejde når jeg … «

Lennart tav og mødte deres alvorlige blikke.

»Er der sket noget?« spurgte han og stillede sig bag sin besøgsstol.

»Vi snakkede … om sandalen, Lennart,« sagde Gerlof. »Jens’ sandal.«

»Sandalen?«

»Den du lånte af mig … hvis du husker det,« sagde Gerlof. »Kom der nogen sinde svar fra dine kriminalteknikere på fastlandet … om de havde fundet nogle spor på den?«

Lennart så tavst på Gerlof et par sekunder, så rystede han på hovedet.

»Nej,« sagde han. »Ingen spor … de fandt ingenting.«

»Du sagde du havde sendt den,« sagde Julia og kiggede på ham.

»Det gjorde du vel?« sagde Gerlof. »Vi kan vel kontrollere … at de fik den?«

»Jeg ved det ikke … måske,« sagde Lennart.

Han så hele tiden på Gerlof, men der var ingen vrede i hans blik. Ingen følelser overhovedet. Hans ansigt var blegt, og han løftede langsomt hænderne og placerede dem på stoleryggen.

»Én ting gad jeg vide, Lennart …« sagde Gerlof og spurgte: »Hvornår mødte du egentlig Gunnar Ljunger første gang?«

Lennart kiggede ned på sine hænder.

»Det kan jeg ikke huske,« sagde han.

»Kan du ikke det?«

»Det var sikkert … enogtres eller toogtres.« Hans stemme var monoton og kraftløs. »Om sommeren da jeg var ny betjent i Marnäs. Han havde haft indbrud i sin restaurant i Långvik … og jeg kom derud for at tage imod en anmeldelse. Vi begyndte at snakke.«

»Om Nils Kant?«

Lennart nikkede. Han kiggede stadig ikke på Julia.

»Blandt andet om det,« sagde han. »Ljunger vidste … Han havde fundet ud af at jeg var søn af den dræbte sognefoged. Nogle uger senere ringede han mig op og inviterede mig ned på sit kontor igen. Han spurgte om jeg ville forsøge at finde Kant og lidt efter lidt lokke ham hjem og hævne min far … Ville jeg være interesseret i det?«

Lennart tav.

»Hvad svarede du?«

»Jeg sagde jeg var interesseret,« sagde Lennart. »Jeg ville hjælpe ham, og han ville hjælpe mig. Det var en forretningsaftale.«

Gerlof nikkede langsomt.

»Blev den brudt for nogle dage siden?« sagde han lavt. »På Marnäs politistation? Var du bange for at han skulle begynde at fortælle ting om dig til kollegerne? Hvem holdt i grunden pistolen, Lennart… den Gunnar Ljunger blev skudt med?«

Lennart kiggede kun på sine hænder.

»Det spiller ingen rolle,« sagde han.

»En forretningsaftale,« sagde Julia lavt.

Hun så ud ad vinduet. Hun så skumringen derude, men tænkte på helt andre ting.

Hun tænkte på at Martin Malm havde fået penge til nye skibe.

Og på at Gunnar Ljunger havde fået masser af billig jord han kunne sælge dyrt.

Og på at Lennart Henriksson, som hun for lidt siden havde troet hun var forelsket i, til sidst havde fået sin hævn over Nils Kant.

Det hele på bekostning af hendes søns liv.

»Det var en aftale,« sagde Lennart. »Jeg skulle hjælpe Ljunger og Martin Malm med visse ting … Og de skulle hjælpe mig.«

»Så I mødtes i tågen på alvaret … den dag,« sagde Gerlof.

»Ljunger ringede til mig om morgenen og fortalte at de skulle ud til offerhøjen,« sagde Lennart. »Vi skulle mødes dér. Men jeg blev forsinket, og det hele var kaos da jeg kom derud … Martin Malm lå på jorden og var helt blodig. Kant havde slået ham med spaden. Malm kom sig aldrig … Han fik sin første hjerneblødning få dage senere.«

»Og Jens?« sagde Julia lavt.

»Det var en ulykke, Julia. Jeg så ham slet ikke … « sagde Lennart tyk i mælet uden at kigge på hende. »Da Kant var død, fandt vi … den lille krop under bilen. Han var … ikke nået væk da jeg påkørte Kant.«

Han tav.

»Hvor begravede I ham?« spurgte Gerlof.

»Han ligger på kirkegården, nede i Kants grav,« sagde Lennart. Han talte som en der var blevet tvunget til at genkalde sig en forfærdelig drøm. »Vi bragte drengen og Kants krop derop i mørket. Vi satte en bjælde på kirkelågen så vi kunne høre hvis der kom nogen, og bøjede græsset til side. Vi lagde jorden på en presenning. Så gravede vi den halve nat. Martin Malm, Ljunger og jeg. Alle tre … vi gravede og gravede. Det var forfærdeligt.«

Julia lukkede øjnene.

Ved en stenmur, tænkte hun. Jens lå begravet ved stenmuren omkring Marnäs kirkegård, myrdet af en mand fuld af had – nøjagtig som Lambert havde sagt.

Hun trak vejret.

»Men inden I begravede Jens,« sagde hun med svag stemme og lukkede øjne, »så kom du ned til Stenvik om aftenen og hjalp med at lede efter ham. Du ledede eftersøgningen efter den dreng du havde dræbt … min søn.« Julia sukkede træt. »Og så kørte du rundt og lod som om du ledte oppe på alvaret for at få dine egne spor væk.«

Lennart nikkede tavs.

»Men det har ikke været nemt,« sagde han lavt, stadig uden at se på hende. »Jeg vil bare sige, Julia, det har ikke været nemt ikke at sige noget. Og nu i efteråret, da du kom tilbage … ville jeg så gerne hjælpe dig. Jeg forsøgte … jeg ville glemme alt det der skete for tyve år siden, og forsøge at få dig til at glemme det også.« Han tav og tilføjede: »Jeg troede det ville fungere:«

»Så Nils Kant ligger i sin kiste,« sagde Gerlof.

Lennart nikkede og så på ham.

»Jeg har ikke snakket med Gunnar Ljunger i mange år. Ikke om det her … Jeg havde ingen anelse om hvad han havde tænkt sig at gøre ved dig, Gerlof.«

Han slap stoleryggen og vendte sig langsomt om, og nu var han på ny lige så træt som første gang hun havde set ham, ved stenbruddet. Eller endnu trættere.

Han gik hen mod døren igen og vendte sig om en sidste gang.

»Jeg kan sige at … at det føltes bedre at skyde Ljunger end at hævne sig på Nils Kant,« sagde han.

Lennart åbnede døren og forlod stuen.

Gerlof pustede ud i sygestuens tavshed. Ingen klappede.

Han så på sin datter.

»Jeg er … ked af det, Julia,« hviskede han. »Meget ked af det.«

Hun nikkede og mødte hans blik gennem rindende tårer.

Julia syntes hun i det øjeblik kunne se hvordan Jens ville have set ud som voksen. Hun så det i Gerlofs ansigt.

Hun tænkte at de ville have lignet hinanden meget, morfaderen og barnebarnet. Jens ville have haft store og lidt bedrøvede øjne, tankerynker i den brede pande og et klogt og forstående blik der kunne se både mørket og lyset i verden.

»Jeg elsker dig, far.«

Hun tog fat i Gerlofs hånd og holdt fast i den.