EPILOG

DET VAR DEN første rigtige forårsdag, en dag med sol og varme og blomster og fugle, hvor himlen over Øland så ud til at løfte sig som et lyseblåt lagen i vinden. En dag hvor livet så ud til at være fuldt af muligheder igen, hvor gammel man end var.

For lokalreporter Bengt Nyberg havde foråret, når det nu behagede det at dukke op, altid føltes som det nye års egentlige indledning på Øland. Han var glad for at få lov til at være udendørs så meget som muligt på dage som denne.

Bengt havde meget overtid at afspadsere. Han kunne have haft fri i flere dage til at vandre i forårsvarmen og lytte til nattergalens sorgløse sang ude på alvaret, hvor de sidste vandsamlinger efter den smeltende sne var ved at tørre væk i solen – men han ville arbejde netop i dag.

Bengt lukkede øjnene nogle sekunder i solskinnet og så derefter over mod Marnäs kirke på den anden side af stenmuren.

Ved gravåbningen i vinter havde der været godt med nysgerrige og uindbudne mennesker ved kirkegården, et rigtigt publikumshav der var blevet holdt på afstand af politiets afspærringer. Til begravelsen denne torsdag var der kun nogle få, og de var af præsten blevet bedt om at holde sig på den anden side af kirkemuren.

Så Bengt stod der som den eneste reporter med sin notesblok, og ved siden af ham trampede en ung fotograf rundt som de havde sendt fra hovedredaktionen i Borgholm, selv om Bengt havde meddelt at han selv kunne fotografere. Men det her var en ret stor sag der måske kunne sælges til storbyaviserne, og så duede Bengt Nybergs enkle kamera og hurtigt tagne billeder naturligvis ikke.

Den fotograf, de havde sendt, var nyansat, en ung smålænding der hed Jens ligesom drengen og formentlig kun så Ølands-Posten som det første trin i karrieren – en karriere der sikkert ville ende på en aftenavis i Stockholm om nogle år. Han var ambitiøs, men kedelig. Når han ikke fotograferede, snakkede han hele tiden enten om kendte mennesker han ville tage billeder af i smug, eller om travheste han ville vinde penge på, og Bengt var ikke det mindste interesseret i nogen af delene.

Jens var rastløs. Så snart journalisterne havde fået anvist en plads uden for muren af kirkegårdsbetjenten, begyndte han med løftet kamera at se sig om efter en bedre plads.

»Jeg tror jeg kan komme ind på kirkegården,« sagde han til Bengt og så sig ivrigt om over stenmuren. »Hvis jeg bare sniger mig langs … «

Bengt rystede på hovedet og rørte sig ikke.

»Bliv stående,« sagde han lavt. »Det bliver fint her.«

Så stod de dér uden for muren og ventede i solskinnet, og lidt efter kom begravelsesfølget ud af kirken. Jens’ motordrevne kamera begyndte at rasle.

Julia Davidsson, moderen, gik langsomt fremad på stengangen efter præsten. Ved siden af hende gik Gerlof, morfaderen. De var begge klædt i sort. Efter dem kom der en høj mand på Julias alder i sort frakke.

»Hvem er den fyr der?« hviskede Jens da han sænkede kameraet.

»Drengens far,« sagde Bengt.

Julia Davidsson holdt fast i sin fars arm, og han støttede sig til hende helt hen til graven der lå syd for kirketårnet. De stod side om side da kisten blev sænket i jorden. Gerlof bøjede hovedet, Julia kastede en rose ned.

Det her føltes ret godt, syntes Bengt. Der var sket så meget uhyggeligt på egnen på bare et halvt år: Ernst Adolfssons væmmelige endeligt i Stenvik stenbrud i efteråret, Gunnar Ljungers voldsomme død på politistationen en måneds tid efter og den anden drengesandal som politiet havde fundet i hans pengeskab på hotelkontoret i Långvik, en lille sko der kompletterede den som den nu afdøde skibsreder Martin Malm tidligere havde sendt til Gerlof.

Sagen havde virket afsluttet, men pludselig havde Lennart Henriksson begæret en ny politiundersøgelse af hvordan Ljungers død var gået til, der blev efterfulgt af en tiltale mod ham inde i Kalmar både for mordet på Gunnar Ljunger og for at have forvoldt Jens Davidssons død.

Sidst af alt var Nils Kants grav blevet åbnet en kold og grå vinterdag.

Politiets teknikere havde slået et telt op over graven, som en lille kirke af hvidt stof tæt ved den store kirke, og tavse arbejdet der i flere dage og somme tider søgt varme inde i det opvarmede våbenhus. Under udgravningerne var ikke kun Nils’ krop blevet fundet i kisten, men også resterne af en hidtil uidentificeret mand, sandsynligvis en svensk statsborger som længe havde opholdt sig i Latinamerika. Han var også blevet dræbt der.

Skjult i en fordybning under Nils Kants kiste havde betjentene til sidst fundet en tredje krop, meget mindre end de andre to. Og så havde sagen til sidst været helt opklaret.

Aftenaviser og statsradioen og fjernsynsreportere var kommet til Marnäs for at dække det hele. Det havde været en hektisk tid for en lokalreporter i begivenhedernes centrum – men Bengt havde haft svært ved at have journalistisk distance til det alt sammen og tit været bedrøvet under rapporteringen. Han havde selv kendt Lennart Henriksson i flere årtier, og der havde ikke været noget at glæde sig over i dette drama.

Men nu skinnede solen, det var en slags ølandsk nytår. Efter mere end tyve år i jorden kunne den lille dreng endelig blive rigtigt begravet.

Da den korte ceremoni ved graven var forbi, begyndte Julia og Gerlof Davidsson langsomt at vandre hen mod kirken igen, fulgt af Jens’ far, Michael, der gik nogle meter efter dem.

Julia og Gerlof snakkede ikke med hinanden, hvad Bengt kunne se fra den anden side af muren. Han havde ikke set dem sige noget overhovedet under hele begravelsesceremonien. Men han fik alligevel en stærk følelse af at de stod hinanden så nær som to familiemedlemmer overhovedet kan – og blev faktisk lidt misundelig.

»Nu er det overstået,« sagde fotografen og sænkede sit kamera. »Ikke?«

»Absolut,« sagde Bengt. »Vi kan køre hjem nu.«

Han havde ikke noteret et eneste ord på sin blok og ville formentlig kun skrive en kort tekst til billedet i avisen.

Det måtte være nok. Men hvis nogen senere spurgte ham hvordan begravelsen af den lille dreng havde været, ville Bengt Nyberg kunne svare at den føltes lys og værdig og fredfyldt, som – ja, som en slags afslutning.