Kapitel 10

Erik Berg ledte i medicinskabet efter et plaster. Han havde skåret sig i kinden under barberingen, mens han forestillede sig, at han gennembankede Hans Løve. Han vidste, at riften ville ængste Catherine. Hvorfor kunne Tove ikke også sørge for, at der var plaster i huset? Hun var trods alt sygeplejerske, og drengene fik ustandseligt skræmmer, sådan som de sloges. Det var snart ikke til at samle tankerne i dette galehus. Tove var alt for blødsøden, men han orkede ikke længere at spille bussemand.

Erik havde indrettet et værelse i kælderen ved siden af fyrrummet med en seng, et skab og en kommode til sit tøj. Den ene endevæg bestod af boghylder, hvor han foruden sine bøger af Hemingway og rejsebeskrivelser af Knud Rasmussen havde installeret en radio og pladespiller. Catherine havde overtalt ham til at købe grammofonplader med Schubert, Beethoven, Bach og Chopin, foruden en plade med Edith Piaf. Erik følte sig efterhånden som en pensionær, der kun kom op fra kælderen for at gå i bad og for at spise, når Tove kaldte. Hun var holdt op med sine evindelige spørgsmål om, hvad der var galt. Om han var syg, om ikke han var ved at slide sig selv op, om der var en anden.

Tove øste kødrand med ærter og gulerødder op på hans tallerken. Da hun ville hælde smeltet smør over, standsede han hendes arm. Han ville ikke være fed.

Drengene skændtes og begyndte at slå ud efter hinanden. Et glas røg på gulvet og knustes. Erik råbte, at nu ville han have madro, og der blev dødstille. Han mærkede Toves øjne på sig.

– Vil du have kaffe? spurgte hun, hvorefter hun gik i gang med at feje glasskårerne op fra gulvet.

– Hvabehar? Hm, ja tak, svarede han. Han tog kaffen med sig ned i kælderen.

Erik bandede, da han kastede endnu et blik i spejlet. Der var ikke tid til at tage hen på klinikken nu. Barberspritten sved i hans rift. Han klemte Brylcreme ud af tuben og redte omhyggeligt håret tilbage. Så tog han sportstasken, hvor han havde hætteglas med morfin, sprøjter, og sterile kanyler. Han listede op i køkkenet og tog et æg fra køleskabet, prikkede et hul i hver ende, og sugede æggemassen ud. Uset gik han ud i garagen, startede vognen, og kørte. Han måtte ikke komme for sent. Nøgternt set var han blevet en slave af Catherine, men han ville hellere se sig selv som den frelsende ridder. Han fornemmede, at følelser, drømme og længsler havde ændret hans moral og dermed hans ellers så skarpe kliniske blik. Han måtte for hver en pris besidde, adlyde og befri Catherine. Hendes datter var en truende forhindring for hans lykke. Og her kom hans lægelige autoritet på forræderisk vis ham til undsætning. Catherine klagede over, at barnet var ved at tage livet af hende med sine fantasier og hysteri, og hendes evindelige snak om mavesmerter. Det lykkedes Erik at få Catherine overtalt til, at Judith blev indlagt til undersøgelse på Fuglebakkens Børnehospital. Men var det lægeligt korrekt, at han, uden Catherines vidne, på indlæggelsesseddelen havde tilføjet: Skizofreni-obs. pro. Men på den anden side så var han trods alt ikke psykiater.

Catherine havde langt om længe fået overtalt Judith til at tage med hende til Fuglebakkens Børnehospital for at få røntgenfotograferet sin mave. Hun undlod at indvie Judith i, at hun ikke kun skulle til en røntgenundersøgelse, men skulle indlægges. Catherines brudte løfte og svigt fik provokeret Judith til at jage en knyttet hånd mod en vinduesrude, så den splintredes. Efter at være blevet irettesat og forbundet, forsvandt hun ind på afdelingens wc, hvor hun i protest skrålede.

At være her er kun tårer.

Hej Lili hej Lili hejlo,

Og sindssyg blir’ man jo ligeså,

det er værre end en fængselsstraf.

Hvis jeg sku’ vælge med et fængsel,

ja, så valgte jeg det.

Jeg stirrer på regnen, som strømmer ned,

Hej Lili hej Lili hejlo,

Den er et symbol på min nedtrykthed,

Hej Lili hej Lili hejlooooo ...

Judiths stemme rungede gennem afdelingen fra eftermiddag, time efter time, til lidt over midnat. På næste dags morgenkonference besluttede overlægen, efter kraftig henstilling fra oversygeplejersken, at den nye patient samme dag skulle overflyttes til Bispebjerg Hospitals psykiatriske afdeling A.

Catherine blev forstyrret af en afdelingssygeplejerskes opringning, mens hun stod og spejdede efter Eriks nye Ford.

– Ja, jo, jeg forstår, jo, jo, det er nok også det bedste, svarede hun. Jeg bliver ikke menneske, før jeg får min sprøjte, tænkte hun. Det gik ikke op for hende, at det var den lukkede psykiatriske afdeling, sygeplejersken havde talt om.

Med skrivebordet som et værn mødte Catherine overlægens vurderende blik. Hun fik en hedetur. Nu måtte hun være blevet rød som en kogt krebs, tænkte hun ærgerligt.

– Det er ikke altid lige nemt at have ansvar for et problembarn, fik hun sagt, inden hun ude fra gangen hørte vilde protestskrig. Men var det ikke – Judith?

– Hvad gør man dog ved barnet? udbrød hun forskrækket.

– De har lige fortalt mig, at Deres datter er et problembarn, så må De vel også kunne forstå, at hun må behandles på behørig vis, og at det er til patientens eget bedste.

Patienten? Var det hendes datter, overlægen talte om. Pludselig kunne Catherine ikke få luft, og det prikkede i huden.

– Grunden til, at Deres datter nu er overflyttet til os, det er, at vi som eksperter i sindssygdomme har de bedste forudsætninger for at observere hende nærmere. Men det er naturligvis Dem, fru Løve, der har det afgørende ord.

– Jeg ved hverken ud eller ind. Judith klager jo over mavesmerter, så jeg begriber ikke, hvad barnet skal her, svarede Catherine.

Overlægen forsøgte sig med en tillidsvækkende grimasse.

– Bag Deres datters symptomer kan der i værste fald skjule sig en begyndende skizofreni, så som specialist vil jeg råde Dem til, at vi får lov til at beholde hende, indtil vi ved, om hendes tilstand kræver en mere intensiv behandling.

– Skizofreni? gentog Catherine desorienteret.

– Populært kaldes skizofreni for ungdomssløvsind.

– Nej, ved De nu hvad! Meget kan man sige om Judith, men sløv, det er hun i hvert fald ikke.

– Er der sindssyge i familien, fru Løve?

– Nej, det ved Gud i himlen der ikke er!

Med ét huskede Catherine vagt, at Adam en nat havde betroet hende, at hans bror havde et meget vanskeligt sind. Han havde brugt vendinger som at kuldsejle, og at broderens sind var ved at gå i opløsning. Mon det samme kunne ske for barnet?

– Jeg vil kæmpe for mit barn som en løve! Hørte hun sig selv sige.

– Ja, lille fru Løve, moderkærlighed er bestemt ingen skade til, men så forstår De sikkert også, at vi må hjælpe Deres lille pige, inden det måske er for sent.

Catherines blik fandt vej til uret på væggen. Erik havde lovet at komme ved tretiden, og nu var klokken næsten halv tre.

– Jeg formoder, at man har givet patienten en beroligende indsprøjtning, så hun nu er faldet til ro.

De må gerne gå ind og sige farvel til Deres datter, selvom det er uden for besøgstid. Patienten ligger på stue tretten.

Catherine bøjede sig over Judith. Jo, barnet var da gudskelov blevet helt rolig. Hun lå med halvtlukkede øjne. Herregud! Catherine mærkede et stik i hjertet.

– Mor kommer og henter dig i morgen, hviskede hun og lagde posen med bananer på natbordet. Uden at se sig tilbage forlod hun stue tretten.

Judith følte sig på én gang tung og svævende. Alting var så underligt fjernt. Var det mor, der lagde hånden på hendes pande? Med besvær åbnede hun øjnene. Nej, mor var gået, men i morgen kommer hun og henter mig. Hendes øjne søgte hen mod vinduet. Derude var solen og friheden. Oversygeplejersken havde sagt, at de ikke kunne have sådan en hystade til at forstyrre de andre patienter, så hvis hun skreg igen ville hun blive lagt i bælte.

– De burde gå til sangundervisning, lille frøken.

Først nu så hun damen i sengen ved vinduet.

– Hvem, mig? Damen havde sagt De til hende, og hvis ikke hun havde ligget her, var hun sikkert blevet glad.

– De har en stor stemme, lille frøken, jeg har aldrig før hørt nogen holde tonen i så lang tid.

Damens hoved lignede en uformelig klump dej, og den kæmpestore mave fik den hvide dyne til at ligne et helt isbjerg, ligesom isbjergene i Grønlandsfilmen med Astrid Villaume og Poul Reichhardt. I morgen når hun var kommet hjem, ville hun bede mor om penge til en biografbillet, hvis filmen stadig gik i Palads.

– Mit navn er Julie Eskebøl, hvad hedder De, lille frøken?

– Mit navn er Judith Marie de la Rochaltaine Løve. Det var som om, alting blev mere virkeligt, når hun sagde alle sine navne. Den sene eftermiddagssol fandt vej ind gennem vinduet og dannede lysende mønstre på den nøgne væg.

– Min mor kommer heldigvis og henter mig i morgen, forklarede Judith.

– Oh-ho-hu, nej, lille frøken, så let slipper man ikke ud herfra - oh-ho-hu-hu-oh-ho-hu-hu. Damen lød som en ugle, og hendes tandløse mund lignede et sort hul på toppen af isbjerget.

– Det kan De da ikke vide noget om, protesterede Judith heftigt. Alligevel mærkede hun tvivlen komme snigende.

Ude fra gangen lød der skramlen fra en madvogn. Døren blev åbnet, og en sygeplejerske kom ind med en bakke med to tallerkener sødsuppe.

– Nu tier vi stille, frøken Eskebøl, sagde sygeplejersken. Og Judith så hende klappe gummerne sammen.

– Vil du have hvidtøl eller saftevand til maden? Sygeplejersken så spørgende på Judith og tilføjede så vredt - Sig mig, er du døv!

– Jeg vil hjem! Skrålede Judith.

– Oh-ho-hu-hu-, oh-ho-hu-hu-, jeg har jo sagt, at De bør gå scenevejen, lille frøken Judith, ivrede frøken Eskebøl, der samtidig lod en advarende pegefinger svinge fra side til side som en metronom i takt med sit hoved.

– De, der skriger, kommer i bælte. Lyt til mig, lille frøken, jeg ved nemlig god besked, sagde hun.

Judith bed i hovedpuden. Mor var ikke kommet, som hun havde lovet, så mor kunne alligevel ikke høre hendes råb.

– Ja, det er meget bedre, nu hører de ådselædende gribbe Dem ikke, sagde frøken Eskebøl bifaldende.

Døren blev åbnet igen.

– Nå, er vi faldet lidt til ro? spurgte oversygeplejersken.

Uden at svare gemte Judith hovedet under dynen. To sygeplejersker tvang hende op at sidde i sengen og anbragte bakken med sødsuppe på sengebordet foran hende.

– Og husk så, at her levner vi ikke.

Judith stod op og hældte sødsuppen ud i håndvasken.

Sygeplejersken kom ind med kalvesteg, udkogte kartofler, og en lortebrun sovs.

– Pist, lille frøken Judith, må jeg ikke nok få nogle af Deres kartofler? Jeg skal nemlig sige Dem, jeg spiser ikke ådsler. Med besvær stod frøken Eskebøl ud af sengen og fik gaflet et par af Judiths kartofler over på sin tallerken.

– Nu skal De bare se, jeg gemmer de ligrester, hviskede hun fnisende og vraltede hen og lagde al kødet ned i den store jordemodertaske, som stod ved siden af hendes seng.

– Vi har sandelig været to dygtige piger i dag, sagde sygeplejersken tilfreds, da hun fjernede bakkerne.

Judith tog en af de bananer, som Catherine havde haft med. Hvorfor var mor så tarvelig? Judith gemte sig under dynen. Hun suttede på bananen, så på sin tommelfinger, og græd sig i søvn.

Judith havde fået besked på at vente på bænken ude på gangen, indtil lægen kaldte hende ind. Annie, der havde fødselsdag samme dag som Judith, men som til Judiths undren altid var i godt humør, satte sig ved siden af hende.

– Når du hører en brummende lyd, så har lægen sat båndoptageren i gang, og alt hvad du siger, vil blive optaget, advarede Annie med læberne tæt mod hende ører.

Da Judith trådte ind i undersøgelsesværelset, syntes hun, at der var en brummelyd. Nu gjaldt det bare om at holde mund.

Første gang, hun havde været til samtale hos lægen, havde han set hende i halsen og lyttet hende på ryggen med sit stetoskop. Men da hun fik besked på at vende sig om, begyndte han at rage hende på brysterne.

– Hvad bilder De Dem ind! havde hun overrumplet råbt og stukket ham en knaldende lussing, så hans briller fløj op i en bue, inden de havnede på gulvet.

– Det er da et led i undersøgelsen, havde han påstået.

– Og hvor er mine briller? Så find dog mine briller, havde han råbt, som et dumt pattebarn.

Judith havde samlet brillerne op – Kors hvor var de glas tykke.

– De får kun Deres hinkestene, hvis De lover, at De ikke rager mig på brysterne igen.

Men da han havde sat brillerne tilbage på det dybe hak på sin næse, var to sygeplejersker pludselig kommet farende ind. Og selvom hun skreg og gjorde modstand, fik de hende lagt i spændetrøje. Og spændetrøjen var en endnu værre straf end bæltet. I spændetrøjen blev hendes arme bundet sammen, som var hun en tosset nar. Annie havde glemt at fortælle, at der var en skjult alarmknap under skrivebordet.

Judith fandt nu et punkt mellem lægens øjne, der lignede to blå nipsenåle bag de tykke brilleglas. Nipsenålene stirrede og stirrede. Pyh, endelig så han ned på papirerne, der lå spredt ud på skrivebordet. Med undren havde hun lagt mærke til, at hver gang han lagde hovedet på skrå, så det ud, som havde han seks nipsenåle, og ikke kun to. Så! Nu var nipsenålene igen rettet mod hende.

– Hvordan har du det?

– Det ved jeg ikke.

– Savner du din mor og far?

– Det ved jeg ikke.

– Hvad vil du være, når du bliver voksen?

– Det ved jeg ikke.

– Hvad synes du om at gå i skole?

– Det ved jeg ikke.

– Sker det, at du hører stemmer fra nogen, du ikke kan se?

– Det ved jeg ikke.

– Der står her, at du er bange for gas, hvorfor er du det?

– Det ... det ved jeg da ikke ...

– Hvordan kommer du ud af det med din far?

Hun tav, og så op i loftet.

– Savner du din mor?

Hvordan kunne han dog spørge så åndssvagt? Hun bøjede sig forover og gned en tåre bort.

Udenfor på bænken sad Annie troligt og ventede.

– Nå, hvordan gik det så? spurgte hun.

– Han spurgte om de mest åndssvage ting, men jeg sagde bare, det ved jeg ikke – hele tiden.

– Det var godt klaret, sagde Annie fnisende. Judith forsøgte forgæves at kruse sine læber opad. De listede sig ud på wc, hvor Annie tændte et cigaretskod, og Judith hostede, da hun forsøgte sig med et sug. Judith undrede sig over, at Annie kunne grine. Der var jo slet ikke noget at grine af. De gik ind i dagligstuen, hvor Sonja, som snart fyldte femten, sad og strikkede blebukser. Hun bandede, hver gang hun tabte en maske. Annie og Judith fik lov til at mærke, hvordan barnet sparkede bag hendes maveskind. Godt det ikke er mig, tænkte Judith. Tænk at skulle have en dum unge på slæb i så ond en verden. Sonja var forældreløs, så derfor havde hendes tante sendt hende på kostskole. En nat var hun sprunget ud ad et vindue for at mødes med sin kæreste. De var blevet fundet på et høloft, og politiet havde kørt hende tilbage til kostskolen. Kostskolens forstanderinde havde lagt mærke til, at Sonjas mave var vokset. Og da Sonja havde skåret begge sine håndled over, fordi hun ikke mere måtte se sin kæreste, havde den læge, som syede og forbandt hende, sagt til tanten, at det var bedst, at hun blev anbragt på en psykiatrisk afdeling. Her var kæresten også forment adgang. Det var kun Annie og Judith, som vidste, at den unge kusine, som troligt kom og besøgte Sonja hver dag i besøgstiden, var kæresten, der havde klædt sig ud i sin storesøsters tøj. Hvor var de voksne dog åndssvage! Sonja og Annie kunne grine, men Judiths læber var tørre, og det føltes som om, hun havde sand i munden.

Time for time, dag for dag, uge for uge blev Judith observeret, medicineret og pacificeret på afdelingen, som af patienterne blev kaldt Skærsilden. Hver formiddag blev de oppegående patienter luftet i tyve minutter nede i gårdhaven. Der gik rygter om, at Tudsen, som overvågede patienterne under gårdturen, var en forhenværende fængselsbetjent. En dag så en patient sit snit til at kravle over hegnet og ud i friheden. Men Tudsen fik hurtigt låst lågen op, og på sine små og krogede ben forfulgte hun den undslupne. Lige inden patienten nåede hospitalporten, kom portneren farende ud fra portnerhuset og fik spærret hende vejen. Han greb fat i hendes arm og holdt hende beredvilligt fast, indtil Tudsen nåede frem og dunkede den undvegnes hoved ned i asfalten.

Som fortabt stod Judith sammen med de andre patienter, der havde gårdtur, og overværede sceneriet. En af dem udtrykte sin harme, men ingen tænkte på at protestere eller tale kvindens sag.

De så hendes aldrig igen. Hun var sikkert blevet overflyttet til afdeling C, der blev kaldt Helvede, og som havde ry for at være endnu værre end Skærsilden. For derinde lå alle patienterne i spændetrøje hele døgnet rundt, lød rygtet.

Med sin kavalerstok svingende i sin højre hånd og en pakke under den venstre arm spankulerende Christian hen ad den lange hospitalsgang. Hans kraftige, krøllede hårmanke skinnede som en krone af sølv over de aristokratiske ansigtstræk. En bebrillet mandsperson i hvid kittel kom i vejen for Christian.

– Passér, buldrede Christian og prikkede til kitlen med stokken. Han overhørte lægens protester, idet han forude øjnede en langbenet og purung sygeplejerske.

– Hallo, unge dame, vil De udvise den godhed at føre mig til stuen, hvor man har anbragt Judith Marie de la Rochaltaine, sagde han bydende, mens hans blik anerkendende fokuserede fra hendes ankler og op til barmen.

– Jamen, der er ikke besøgstid nu, hr. sagde hun befippet.

– Mit navn er Christian Marie de la Rochaltaine, og mit ærende er ingenlunde en visit. Jeg er kommet for at befri mit barnebarn.

– Jo, men så må De først tale med en læge. Her på afdelingen er det lægerne, som bestemmer hvornår patienterne kan udskrives, tilføjede hun.

– Hvis De hentyder til det bebrillede spøgelse, som jeg antraf før, så anser jeg en samtale for at være overflødig, så vær så elskværdig, at lade det gå ekspedit, unge dame. Jeg medbringer en fuldmagt fra min datter, der har følt sig stærkt desavoueret her på afdelingen. Hun har anmodet mig om at få rehabiliteret mit barnebarn efter den uret, der er blevet begået imod det sagesløse barn. Jeg ringer efter min advokat, hvis ikke jeg omgående vises vej til mit barnebarn. Christians stemme sprang fra tenor til bas. Og som for at markere sine ord slog han takten ned i vinylgulvet med sin stok.

Med nølende skridt fulgte sygeplejersken ham hen til en af gangens mange døre.

Judith sad i en krog ved vinduet, med et på én gang sløvt og stirrende blik. Hendes krop rokkede frem og tilbage. Christian fór sammen, da han hørte hendes baghoved ramme væggen med dumpe lyde.

Hun så først på Christian, da han havde sat sig på hug foran hende. Hun måtte drømme – eller også havde hun fået en rigtig hallucination.

– Oh-ho-ho-ho, de ådselædende gribbe er ude på at slå min lille sangfugl ihjel. De har stækket min kære sangfugl, så den ikke synger mere, lød det fra en tandløs og uformelig kone, som lå fastspændt til en seng med et bælte, der nærmest delte hendes mave på midten.

– Rejs dig kun, ma petite Judith, sagde Christian mildt, mens et par tårer glimtede i hans øjne. Da hun ikke reagerede, løftede han hende op og bar hende hen til en stol. Da han satte sig med hende på skødet, faldt hendes hoved ind mod hans bryst. Den unge sygeplejerske benyttede sin konduite og serverede kaffe og sandkage for Christian.

– Hør, unge dame, vil De være så venlig at åbne et vindue, sagde Christian, mens han strakte armen ud for at række den tandløse kone et stykke sandkage, da hun ivrigt havde peget på hans tallerken.

– Vinduet kan desværre ikke åbnes, hr.

– Det er skade, at mennesker må leve i en så beklumret atmosfære. Men så kunne De måske gøre dagens gode gerning og befri den beåndede frue dér. For så barbarisk ville end ikke en bonde behandle sine husdyr.

Julie Eskebøl viste sine vinrøde gummer i et stort smil.

Christian tog en slurk af sin lommelærke og løftede Judiths hoved. Men inden han fik ført flasken til hendes læber, kom en noget ældre kittelklædt mandsperson farende ind.

– Der er ikke besøgstid før klokken tre. Og hvis De ønsker at tale med mig, så må De først kontakte min sekretær, indledte han.

– Pardon, min herre. Men tillad mig at påpege, at det er aldeles ubelevent, at De således kommer brasende ind uden først at banke på døren, og turde man mon anmode Dem om en præsentation?

Overlægen stirrede på Christian mens han forgæves ledte efter en passende kliche.

– Er det da virkelig dig, grand-papa, sagde Judith næsten uhørligt.

– Vist er det mig, ma petite, svarede han og kyssede hende på begge kinder. Hendes lugtesans blev pirret, grand-papa duftede altid så godt.

Christian henvendte sig igen til den unge sygeplejerske, som troligt bar på den pakke, han havde bedt hende holde et sekund.

– Voila, chérie, denne gave er til dig, pak den ud.

– Knib mig i armen, grand-papa, alting er så underligt tåget.

– Ja, alt er både tåget og livsfjernt i denne dårekiste, brummede han.

Som i en eventyrdrøm så hun, at der gemt under papiret lå en citrongul kjole, et bredt sort bælte med et sølvspænde, fine nylonstrømper, og en tilhørende hvid hofteholder.

Reservelægen kom nu brasende ind på stuen.

Grand-papa, den brilleabe dér, han har raget mig på brysterne!

Christian sendte reservelægen et blik, som ville han sende ham til guillotinen.

– Grand-papa, jeg kan ikke klæde mig om, mens de to idioter står og glor. Resolut greb Christian Judiths dyne og holdt den op som et skærmbræt.

– Mon Dieu, hvor ser du fortryllende ud, Judith. Og se, derude danser solen, den venter dig. Se dig omkring en sidste gang. Se nøje på disse indoktrinerede vogtere af denne dårekiste, som uden held har forsøgt at destruere og pacificere dig, min stakkels lille pige. Og se så ned på dine sunde og stærke ben. Og nu, Judith, kan vi gå.

Og som en heros førte Christian hende med sig ned ad den lange gang, mens han med sin rungende baryton sang Marseillaisen. En sygeplejerske raslede febrilsk med sit nøgleknippe, indtil hun omsider fandt den nøgle, der førte ud til friheden.

Catherine trippede frem og tilbage mellem seng og vindue. Hun vidste, at papa var den eneste, der kunne få barnet ud fra den anstalt. Hun vidste også, at freden så ville være forbi. Papa havde sagt, at Judith var en så begavet og æterisk sjæl, at de småborgerlige danske læger ikke forstod hende. Men selv forstod hun jo heller ikke barnet. Og Erik? Catherines hænder rystede, da hun tændte en cigaret.

Erik havde prædiket om, at hun måtte se i øjnene, at en psykisk syg patient som Judith havde bedst af at gennemgå den nødvendige kur, indtil lægerne, i bedste fald, kunne erklære hende for rask.

– Nej, jeg holder det ikke ud! Jeg er sikker på, at det hele er en misforståelse! Mit barn har aldrig været sindssyg! havde hun råbt og bedt ham om at gå. Tre dage senere havde hendes krop skreget efter ham, og hun havde råbt ind i telefontragten til fru Berg, at hvis ikke doktoren kom med det samme, så vidste hun ikke, hvad hun kunne finde på. Ti minutter senere havde Erik stået bøjet over hende.

Catherine så på sit ur. Nu var der gået fire timer. Hun tændte en ny cigaret med stumpen af den forrige, og mens hun lod røgen sive ud gennem næseboerne messede hun: Hil dig, Maria. Fuld af nåde. Herren er med dig. Velsignet være du blandt kvinder, og velsignet være dit livs frugt, Jesus, som forstærker vor tro ... Hun fór sammen, og var nær ved at vælte madonnastatuen ved støjen på trappen. Nu hørtes papas stemme, og hun åbnede døren. Da hun så Judith, blev alt tåget, og cigaretten trillede ned på gulvtæppet.

– Grand-papa! Mor er ved at dø! skreg Judith.

– Rolig Judith, din mama dør ikke, forstår du chérie, virkelige damer, de dåner så let under sindsbevægelse, forklarede Christian. Han tog cigaretten op fra gulvet og trådte på gløden. Han fandt sin lommelærke frem og hældte et par dråber på Catherines læber. Og som ved et trylleslag slog hun øjnene op.

– Gud velsigne dig, papa. Så fik hun igen øje på Judith

– Du ligner jo en hel voksen dame i den fine kjole, barn.