Kapitel 13

Præcis klokken ti hørtes der først en brølende motorlarm, så en hvinende opbremsning efterfulgt af en serie trut, nede fra gaden.

– Mor! Se! Det er grand-papa, han er kommet i et ægte dollargrin! råbte Judith imponeret, og hun fór hen mod døren. Hendes hår, der var nyvasket og udslået, kunne næsten måle sig med Krakas.

– Pas nu på, at du ikke falder i den lange manke, advarede Catherine fra trappeafsatsen. Judith overhørte hende og rettede ryggen.

– Til lykke med de atten år! råbte Christian, som vidste, at hun tit løj sig ældre, end hun var. Han kendte selv til forfængelighed, og som to scenevante skuespillere var de altid parate til at improvisere, når det gjaldt deres image. Inden hun nåede frem til bildøren, var hun nær snublet i sine høje hvide sandaler.

Da han havde kysset begge hendes kinder, bemærkede han, at hun om halsen bar det russiske kors med de syv rubiner, som Olga impulsivt havde foræret hende.

Ude på det åbne land undrede det Christian, at det åbenbart var kutyme blandt bilister at hilse på hverandre med flere trut i hornet.

– At føre bil er jo som at spille med i et hornorkester, lo han og satte igen en finger på hornet.

– Ham manden, der kørte forbi lige før, og blev ved med at dytte, han så vel nok sur ud, bemærkede Judith.

Med grand-papa ved sin side i den åbne Chevrolet og med himlen og skyerne over sit hoved, følte hun sig med ét så tryg og lykkelig.

Christian havde lånt vognen af sin gode ven, Theodor, som han yndede at kalde Advokaten. På vennens spørgsmål om, hvorvidt Christian var en samvittighedsfuld bilist, erklærede han, at han skam aldrig havde lavet en eneste skramme.

Hans fem hunde sad strunkt og ivrigt halsende på rad og række på vognens bagsæde. Kælent lænede Judith sit hoved mod Christians skulder, mens hun nussede ham i nakken.

– Je t’aime grand-papa, du er smuk som en gud, sagde hun og kyssede ham på kinden, indtil den blev rød som et kirsebær.

Christian fandt sin lommelærke frem og tog en slurk.

– Grand-papa, synes du også, at mine negle ligner løveklør? spurgte Judith fagkundskaben.

– Så ung og smuk en pige som du er nødsaget til at bære våben, forsikrede han.

– Jeg rejser snart over til Hollywood – tror du godt, at jeg kan blive en berømt filmstjerne?

– Så absolut. Du er den fødte stjerne, ma petite. Men kunne du virkelig nænne at forlade mig gamle mand?

– Du er da ikke spor gammel. Mor siger også, at du aldrig er blevet rigtig voksen. Mor elsker dig, som du er, og det gør jeg i hvert fald også.

Christian var nær endt i grøften af henrykkelse, men huskede så på sit ansvar. Han måtte tage vare på den dyrebare last. Han havde da også brugt det meste af en aften på studier i teoribogen. Selv de talrige og alenlange afsnit om færdselsregler havde han skelet til. Og med fødderne på flygelets pedaler som model fik han en håndgribelig indsigt i bilens ditto, deres placering og funktion. Venstre pedal brugte man under gearskifte, repeterede han nu. Men kunne vognen mon være i uorden, siden motoren larmede så infernalsk, eller kunne den være udstyret med et femte gear? Den var jo amerikansk. Atter afprøvede han pedalerne og fik sikret sig, at bremsen vitterlig sad i midten, eminent! Og nu - speederen til højre, eminent!

– Holà. Det lykkedes ham at finde frem til det gear, som gav mest fart, med en nærmest behagelig motorbrummen. Og vognen fløj nu af sted, mens Judiths lange hår flagrede som en fane i vinden. Af og til dækkede håret for hans udsyn, men han formåede at bevare det store overblik.

– Charmante! råbte han optimistisk og lo mod vinden. Med venstre hånd på rattet gav han sig til at synge Che gelida Marina. Og med den højre hånd førte han Judiths hånd til sine læber og kyssede den.

– Vær opmærksom på et vejskilt, hvorpå der står Hornbæk, cherie, for der skal vi dreje fra.

– Der stod vist Hornbæk på det skilt, vi kørte forbi lige før, oplyste Judith.

– Udmærket, Judith, vi bakker. Mirakuløst fandt han et gear, så vognen begyndte at bakke. Med et bump blev vognen stoppet. Det var et vejtræ, som havde stillet sig i vejen. I et spring var Christian ude af vognen for at tage bestik af skaden.

– O, lá lá, højre baglygte er kaput. Men på så herlig en sommerdag har vi ikke behov for lygteføring.

De fem hunde var troligt blevet siddende, og Judith benyttede sig af pausen til at friske sine læber op.

– Kan du ikke bare vende bilen, grand-papa?

– Hør, Judith, nu overdriver du dine komplimenter. Er du mon klar over, hvad sådan et køretøj vejer? Og de kære hunde vejer jo også til.

Judith lo, så tårerne trillede. Og Hans Løves sorte skosværte fulgte med tårernes strøm.

Christian trak sig eftertænksomt i en sølvgrå lok.

Vognen er naturligvis konstrueret således, at den var bedst velegnet til fremad-kørsel – der var unægteligt også langt bedre plads ovre i Staterne. Således overbevist om sin egen, og vognens, kørekapacitet, satte han den i femte gear. Vognen startede med stødvise ryk, men så kom der sandelig fart i det lunefulde køretøj.

– Der ser du, Judith – alle veje fører til Rom.

På bare fødder gik Judith langs med strandkanten, hendes øjne søgte efter rav. Hun nød at mærke sand og sten under fodsålerne. Med sit vidtrækkende syn havde hun bemærket en ung mand, som sad på en kampesten med en tegneblok i skødet. Instinktivt bevægede hun sig mere vuggende og sugede maven ind.

Hundene løb omkring og kappedes om at hente den pind, hun kastede ud i vandet. César nøjedes med at rulle sig i blæretang for bagefter at lunte i hælene på hende.

Trods heden var han iført grå fløjlsbukser og en brun fløjlsjakke. Hans sorte hår var halvlangt og fyldigt, og noget af håret faldt ned over den ene side af hans pande. Stående med siden til ham lod hun, som om hun betragtede havet, mens hun anede, at hans hånd blev ubevægelig. Så kiggede han altså efter hende. Hun vendte sig hurtigt om, og nu bevægede hans hånd sig igen hen over blokken. Han lignede slet ikke nogen af de åndssvage drenge med anderumpe og pomadehår hjemme fra gaden. Næh, han lignede mere en ung prins ... Men mon ikke grand-papa snart var begyndt at savne hende?

Hundene løb nysgerrige hen imod den unge mand. Tre af hundene kunne ikke ignorere hendes stemmekraft, men Thérèse var ulydig og stak nysgerrigt snuden ned i hans taske. Hun bemærkede, at han strøg hunden på hovedet.

Da Judith var kommet så tæt på, at hun kunne studere hans ansigt, forekom det hende, at hun havde set ham før. Hun betragtede ham indgående. Ansigtet var markeret, næsen var buet, og munden alvorlig. Hans øjenvipper var så lange, at de dannede skygger på hans kinder – de var meget længere end hendes! Han kunne sagtens – den tøsedreng! Og hans øjne var gule, gule som tigerøjne. Han ligner fuldkommen et maleri af El Greco, tænkte hun, indfanget af hans blik.

– Dav, sagde han, uden at smile.

– Dav, må jeg se, hvad du har tegnet?

Han nikkede tavst.

Hun så på tegningen med de gråsorte bølger og perlende hvidt skumsprøjt. Over havet var der dystre skyer, og midt i en af skyene havde han skitseret et kranium.

– Hvorfor har du tegnet et dødningehoved midt i den sky? fór det ud af hende.

Uden at svare trak han på skuldrene.

– Jeg er selv ved at male et billede af min bedstefar med hans papegøje på skulderen, og med alle hans hunde og katte i baggrunden. Jeg maler nemlig med oliefarver og på rigtig lærred. Men han må ikke vide det, så derfor maler jeg ham efter et fotografi. Han skal have billedet til sin fødselsdag ...

– En ægte kunstner maler ikke efter fotografier, belærte han hende.

– Jeg er da ligeglad med, om du synes, jeg maler rigtigt eller forkert. Når jeg vil male et billede til min bedstefar, så maler jeg fuldkommen, som det passer mig, svarede hun, en smule såret.

Han betragtede hende tavst, men fik så øje på Cèsar.

– Det er en sjov hund, sagde han, idet han gjorde et kast med hovedet i retning af hunden. Judith så hans hår lette fra panden og falde på plads igen som en sort vinge.

– Ja, alle min bedstefars hunde er nemlig ægte gadekryds, forklarede hun.

– Må jeg tegne din hånd? spurgte han.

– Min hånd! Hvorfor vil du dog tegne den? Var hånden virkelig det eneste ved hende, han syntes om?

– Den højre eller venstre? spurgte hun halvhjertet.

– Det er ligemeget – nej, jeg vil helst tegne den venstre, besluttede han og bad hende sætte sig på kampestenen ved siden af den, han sad på.

Han rejste sig. Greb fat i hendes hånd, og formanede hende om at holde stillingen og slappe helt af i håndleddet.

– Jeg har tegnet dig i vinter, da du stod nøgenmodel på croquis-skolen i Nyhavn, sagde han pludselig.

Hun fór sammen. Lød hans stemme ikke anklagende?

– Du må sværge på, at du aldrig siger det til nogen. Min mor ville slå mig ihjel, hvis hun vidste, at jeg står nøgenmodel. Hun er nemlig katolik, forstår du, og hun ville garanteret ikke kunne forstå, at det er mere naturligt at stå nøgenmodel for kunstnere end at være fotomodel i en åndssvag reklamefilm for hårshampoo.

– Din mor har faktisk pligt til at passe godt på dig, sagde han.

– Nå, hun har ellers sagt, at hun ønsker mig hen, hvor peberet gror, og det siger hun tit. Hun tav. Hvad ragede det i grunden ham.

– Jeg tegnede dig i vinter, du kan selv se. Han bladrede tilbage i tegneblokkens spiral, til han kom til nogle modeltegninger af hende.

– Du har da gjort min mave alt for stor. Men du tegner ikke som andre. Hun studerede hans måde at tegne på og så igen på skitsen af hendes hånd. Den mindede hende om Leonardo da Vincis hænder i den kunstbog, hun lige havde fået af grand-papa.

– Jeg har også malet et oliemaleri af dig efter en skitse i farvekridt. Det hedder Solgudens Datter.

– Det billede kunne jeg godt tænke mig at se, hvis jeg altså må.

– Det kan du ikke, for billedet hænger et sted, hvor jeg aldrig mere vil sætte mine ben.

– Nå – det var ærgerligt. Hans stemme havde lydt så kategorisk, at hun uværgeligt lod emnet ligge.

– Hvad hedder du, spurgte han.

– Det siger jeg ikke.

– Det behøver du heller ikke, for jeg ved, at du hedder Judith. Hans gule øjne lyste hemmelighedsfuldt.

– Må jeg prøve at tegne dig? Jeg skal nemlig også være kunstner.

– Enten er man kunstner, eller også er man det ikke, belærte han hende.

– Nå, men så er jeg kunstner.

– Du kan låne min blok, sagde han noget mere venligt og satte sig omhyggeligt til rette på stenen.

Med sammenknebne øjne strakte hun armen og tog mål af hans hoved med blyanten som målepind. Afstanden fra issen til øjnene var lig med afstanden fra øjnene til hagen. Hun udmålte næsens placering og retning i forhold til ørerne, og til hagen, og hun målte ansigtets bredde i forhold til hovedets længde. Hvor var han dog en fantastisk god model! Hun ville aldrig kunne blive træt af at se på det ansigt.

– Hvad hedder du? spurgte hun.

– Sigmund, Sigmund Barachetti.

– Dit efternavn lyder italiensk.

– Min far er italiener, svarede han en smule studst.

– Hvor gammel er du egentlig? spurgte hun.

– Nitten, hvor gammel er du selv?

– Jeg fylder atten i dag.

– Nå, jamen så tillykke, sagde han.

– Nu må du godt se. Hun følte sig pludselig flov over, at hun havde løjet for ham om sin alder.

Sigmund så længe på hendes tegning.

– Du tegner godt, og du kommer også ind til benet i figuren, men der er du begyndt at tegne uldent.

Hun forstod straks, hvad han mente. Et portræt måtte ikke blive for pænt, så blev det kedeligt. Det havde hendes lærer også sagt.

– Jamen, så sæt dig lige ned igen.

Han satte sig, og Judith viskede ud. Ja sådan, nu kom formen i hans markerede kindben meget mere frem.

– Du ser ellers ikke ud til at være nitten, sagde hun og rejste sig.

Også han havde rejst sig.

– Der kan du selv se! Jeg er meget højere end du er! triumferende hun.

– Det er kun et synsbedrag, svarede han og sendte hende endnu et overlegent blik.

– Nej, for jeg er hundrede og otteoghalvfjerds centimeter høj, og min mor har sagt, at det er mannequinhøjde. Hvor høj er du selv?

Sigmund gik hen til læhegnet. Med armene svang han sig op på hegnets kant og begyndte at balancere frem og tilbage.

– Jeg er mindst en meter højere end dig, sagde han.

– Det der kan jeg da også gøre, råbte hun op til ham i vinden.

Han sprang ned.

– Godt, så vis mig det.

– Ja, men gider du lige at hjælpe mig op først?

– Nej, så gælder det ikke.

Hun trak forsigtigt kjolen af, foldede den sammen og lagde den på en kampesten. Efter flere forsøg fik hun endelig hævet sig op på læhegnet. Da hun stod på ét ben, fik hun overbalance og forsøgte at afslutte nummeret med et spring. Sigmund greb hende, men slap hende straks igen.

– Du er ikke som andre piger, og så har du det længste og smukkeste hår, jeg nogensinde har set! udbrød Sigmund.

Han fandt et stykke rav i sin jakkelomme, som han viste hende. Det var transparent, og hun kunne se to små insekter inden i det.

– Når nu du har fødselsdag, så må du godt beholde det, sagde han.

– Tak, mumlede hun genert.

– Er det et Rosenkreuzer-kors, spurgte han og nikkede i retning af hendes bryst.

– Nej, det er russisk. Jeg har fået det af én, som hedder Olga. Det er et meget gammelt familieklenodie fra Rusland. Olga og hendes tante blev nemlig drevet på flugt af onde bolsjevikker. Olga er noget så sød, og hun kan meget bedre lide mig, end min mor kan ... Pludselig tav hun og bed sig i læben.

– Du bliver kaldt Den Romerske Gudinde på croquisskolen, begyndte Sigmund. Du skulle lige vide, hvordan de talentløse, gammelmandsliderlige alpehuekunstnere snakker om dig. De sidder også alt for tæt på modelbriksen, når du står model, sagde han.

– Jeg er da ligeglad med de idioter. Det eneste, jeg tænker på, når jeg står model, det er, hvornår stopuret ringer, og de tyve minutter er gået. Det er nemlig dødtrættende at stå stille så længe, men er det ikke underligt, at man tjener så meget, bare fordi man står nøgen?

– Du burde slet ikke stå nøgen for fremmede.

– Nu lyder du næsten ligesom min mor. Men skulle tro, at du også er katolik!

– Jeg er alkymist, svarede han højtideligt.

– Nå’h – hvad er det for en?

– Det er ikke noget almindelige dødelige forstår, svarede han.

– Nåh - bor du også oppe på hotellet? spurgte hun, så henkastet hun kunne.

– Nej, Jeg blaffer rundt i landet og sover på hølofter. Jeg er ikke afhængig af sølle mammon og materialismens tyranni.

– Jeg bor her også kun, fordi min bedstefar har lovet hoteldirektøren at underholde på hotellet i en uge. Han er nemlig verdens bedste pianist.

Uden at svare lagde Sigmund fløjlsjakken på en sten og begyndte at slå vejrmøller. Bagefter gik han på hænder langs med strandkanten. Langsomt, og uden at miste balancen, sænkede han hovedet og tog noget op med tænderne, mens Judiths blik ivrigt fulgte enhver af hans bevægelser.

Stadigt gående på hænder nåede han hen til hende og spyttede et stykke rødgyldent rav ned foran hendes fødder.

– Du er jo en hel cirkusartist, udbrød hun opfyldt af beundring. Det vil jeg også prøve.

Hun tog tilløb, men endte på ryggen i sandet som en slaskedukke. For første gang så hun Sigmund smile.

– Du havde al for megen fart på, Judith.

Inden hun kunne nå at protestere, lagde han armene omkring hende. Hans mund kildede på overlæben. Hun ville skubbe ham væk, men hendes arme reagerede ikke, og det sugede i maven, som om hun kørte i karrusel. Hun rev sig løs, og med hundene i hælene spurtede hun hen langs med strandkanten.

– Du har glemt din kjole! råbte han efter hende.

Da hun ville tage den over hovedet, opdagede hun katastrofen.

– Mit kors! Mit russiske lykkekors! Hendes skrig blev spredt med vinden. Et svanepar hvæsede, inden de lettede vinger.

– Jeg skal nok finde det, lovede Sigmund.

– Nej! Jeg ser aldrig mit kors igen! skreg hun og smed sig ned i sandet og begyndte at græde.

– Jeg har fundet det! hørte hun Sigmund råbe.

Hun rejste sig og anede tåreblændet korset i hans hånd. Han hæftede kæden omkring hendes hals.

– Du må gerne kysse mig igen, hvis du vil, hviskede hun.

Utålmodigt sad Christian og trommede i bordet med med alle ti fingre. Så knyttede han hænderne, så knoerne blev hvidlige.

Han havde fordrevet tiden med en ung, lys og slank kvinde, der efter hans opvarmning på hotellets flygel havde præsenteret sig som Irish Meyer og havde betroet ham, at hun var en stor beundrer af hans spil. Han erklærede, at beundreinder var uundværlige for at løfte en pianists spil til de sublime højder. De havde spist middag sammen, og da de var nået til kaffen og cognacen, havde Christian fortalt anekdoter om Chopin, Schubert og Liszt. Efter det femte glas cognac skiftede han tema til sine mere intime historier. Men efter et kig på sit lommeur skiftede hans humør fra smukt til ustadigt. Og med kortere og kortere intervaller måtte han holde øje med tiden. Judith og hans kære hunde havde nu været borte i tre timer og treogtyve minutter. Automatisk tog han lommelærken frem.

– Er der noget, herren ønsker, spurgte overtjeneren, hvis øjne vogtede over ham som en dominerende kammertjener.

– Ja tak! Jeg ønsker at være forskånet for Deres utidige indblanding, svarede Christian og tømte lommelærken.

– Er det ikke din datter, der kommer gående der? spurgte Irish.

Christian rejste sig så brat, at stolen væltede. Han stirrede ud ad vinduet. Jo, det var ganske rigtig Judith og hundene.

Men hvad i himlens navn er det for en skabning, Judith har annekteret? tænkte han højt.

– Så vidt jeg kan se, så er din datter i selskab med en jævnaldrende ung mand, konstaterede Irish.

Judiths stemme gjaldede muntert, mens Christian spændt som en fjeder sad beredt med en opbyggelig salut for la petite.

Da ynglingen ved Judiths side tillod sig den frækhed at sende ham et overlegent nik som hilsen, fik Christian hurtigt kvitteret med et ildevarslende blik. Rummet formeligt gnistrede af elektrisk udladning, mens to par katteøjne mønstrende hinanden. Den unge mand var påfaldende smuk, og Christian måtte modvilligt erkende, at ynglingens træk bar præg af aristokrati. Christian sank sit spyt. La petite var alt, alt for ung til at dyrke omgang med en så ung, og sikkert også uerfaren, knægt.

– Grand-papa! Sigmund her, han kan gå på hænder lige så langt, det skal være, han er som en ægte akrobat, ivrede Judith.

– Jaså! Det lyder højst interessant. Så kan akrobaten sikkert få engagement som hotellets pauseklovn.

– Sigmund er da ikke nogen klovn, grand-papa. Og han spiller både violin og klaver – ligesom dig.

– Ser man det? Hør, unge mand, er De venlig at træde nærmere?

Men Sigmund blev uanfægtet stående og børstede sand ud af Judiths hår.

Hvilken flabethed! Christians spændte musklerne, inden han sprang op og indledte en vandring frem og tilbage i lokalet med to af hundene i hælene. Han standsede op foran Sigmund.

– Vær så venlig at lægge Deres jakke, unge mand.

Sigmund stillede sig i en arrogant positur med ansigtet let løftet. Og først efter Judiths gentagne opfordringer tog han sin fløjlsjakke af.

Som en slavehandler påbegyndte Christian nu en gennemgribende undersøgelse. Han befølte Sigmunds arm og benmuskulatur, vurderede hans højde og vægt, bad ham åbne munden, så han kunne vurdere tandsættet. Hvorpå han indgående studerede hans hænder og undersøgte fingrenes smidighed og spændvidde.

– Kære unge ven, dersom De er artist, da må det være som verdensartist i et loppecirkus, konkluderede han endelig.

– Hvad bilder du dig ind! Grand-papa! råbte Judith, hvis øjne hvilede på Christian med et så skuffet udtryk, at svedperlerne begyndte at pible frem på hans pande.

– O, pardon, ma petite fille.

Sigmund knejsede med hovedet, inden han lagde håndfladerne i gulvet og svingede benene i vejret. Han vandrede på hænder rundt mellem bordene, mens sandet fra hans sko og bukselommer dannede et spor efter ham.

– Nå, der kan du selv se, grand-papa. Prøv at lægge din stok på gulvet, så kan Sigmund nemlig tage den op med munden, ivrede Judith.

Irish tog en saltbøsse fra bordet og stillede den på gulvet, og Sigmund tog den op med tænderne.

– Tjener! brølede Christian. Bring os venligst en flaske Bourgogne, og lad det gå ekspedit.

Mens Christian tryllebandt hotelgæsterne ved flyglet, så Judith sit snit til at smugle Sigmund med op på sit værelse. Han hjalp hende med at skylle sandet ud af håret og tørre det grundigt med et håndklæde.

– Må jeg kysse dig?

Hvorfor kyssede han hende ikke bare? Hun blev så flov, når han spurgte, og anede ikke, hvad hun skulle svare. Hvor var han ellers smuk i skæret fra sengelamperne.

– Nu kigger du altså ikke, når jeg klær mig af. Og husk nu, at din seng står derhenne.

Sigmund havde lagt sig på sengen med alt tøjet på. Kun de sorte, spidse sko var sirligt anbragt ved fodenden af hans seng.

– Hvorfor går du ikke rigtigt i seng, Sigmund?

– Nej, jeg er her jo kun for at passe på dig.

Tænk, at han gad ligge der for hendes skyld – men hvad mon han troede, der kunne ske med hende? Hun flåede sengetæppet af, smed det på gulvet og krøb hurtigt ind under dynen.

Hun så Sigmund rejse sig fra sin seng, samle sengetæppet op fra gulvet, folde det sammen og anbringe det på en stol.

– Du må finde dig i, at jeg lader lyset brænde, jeg er nemlig mørkeræd, forklarede hun.

I samme nu var Sigmund henne hos hende.

– Er du også bange nu, hviskede han.

– Nej – jo, jeg er! Og hun var virkelig blevet bange. Hendes hjerte hamrede alt, alt for stærkt. Hun betroede ham, at hun nok var lige ved at dø, fordi hendes hjerte hoppede og bankede så stærkt, at hun næsten ikke kunne få vejret.

Sigmund lagde øret til hendes bryst.

– Kan du så selv høre, hvor hurtigt mit hjerte slår?

Hans mund nærmede sig hendes.

Hun skubbede ham væk og satte sig op i sengen med korslagte arme. Nu var det ikke kun hjertet, som slog hurtigt, nu dunkede det i hele kroppen.

– Sigmund, du må skynde dig over i din egen seng.

Han gik lydløst tilbage til sin seng og lagde sig på siden, så han kunne holde øje med hende.

Judith havde lagt sig på ryggen med dynen trukket helt op til næsen. Hun begyndte at vende og dreje sig i sengen. Hun satte sig op og rystede og slog på sin pude. Hun lagde sig ned igen, nu på ryggen med lukkede øjne. Så gabte hun højlydt og lagde sig om på siden. Det var forfærdelig, at hun slet ikke kunne falde i søvn. Der stod jo i Familie Journalen, at det var meget vigtigt at få sovet sin skønhedssøvn, hvis man ville være filmsstjerne...

– S-i-g-m-u-n-d-? Sover du?

– Nej, lød det.

– Jeg kan slet ikke sove, og jeg fryser sådan om fødderne.

Hans hænder masserede hendes fødder. De strejfede hendes lægge, og så hendes knæ, og lårene!

– Jeg fryser altså ikke mere, Sigmund.

– Jeg holder dig i hånden, indtil du er faldet i søvn, lovede han.

Hun klemte øjnene i og forsøgte igen at falde i søvn.

Dynen blev skubbet til side, og hun mærkede et let pust, inden han pressede læberne mod hendes hals. Hun blev så paf, at hun blev liggende stille. Nu rørte hånden hendes bryst. Hvad bildte han sig i grunden ind!? Hun sansede en krydret duft fra hans ånde. Hans læber søgte nedad, forbi navlen og videre. Hun opdagede flovt, at hendes krop havde bevæget sig helt af sig selv.

Men Sigmund var vist ikke spor flov, hans tunge slikkede hende – dér, troede han måske, at hun var en hund? Hvordan kunne han dog finde på det?

Han rejste sig og begyndte at klæde sig af. Hun så ham hænge jakken på stolens ryglæn og lægge resten af tøjet på sædet. Hans krop mindede hende om en af de romerske statuer, som hun havde tegnet på Glyptoteket. Og hvor var hans hud dog glat og gylden. Så stivnede hun. Noget stort, næsten som en slange, stak frem mod hende. Og med et underligt farligt blik nærmede han sig hendes seng.

Det må du da ikke, ville hun protestere, da han lagde sig over hende. Hun ville også sige, at han skulle gå over i sin egen seng. Men nu var tungen der igen, og han trak hendes underbukser af, uden at spørge om han måtte.

Hun mærkede en brændende svien. Et øjeblik lå han helt stille. Men så rørte han sig igen, og selvom han bevægede sig hurtigere og hurtigere, gjorde det ikke ondt længere.

– Hvorfor holdt du pludselig op?

– Jeg er nødt til det Judith, ellers.

– Ellers hvad?

– Jeg vidste, at du var sådan, Judith.

Judiths hoved hvilede på Sigmunds arm.

– Lige siden, jeg så dig første gang på croquisskolen, har jeg vidst, at skæbnen en dag ville føre os sammen, betroede han hende, mens han forsigtigt frigjorde sig og gik ud i badeværelset. Han fugtede en vaskeklud, tog et håndklæde, og gik ind og vaskede hende. Han så, at der var en blodplet på håndklædet.

– Gjorde det ondt, Judith? Bag spørgsmålet spøgte hans samvittighed, og bag den strømmede sejrsrusen.

– Nej, jo, men kun et øjeblik, hvordan kan noget føles så skønt?

– Fordi du og jeg er som skabt for hinanden, Judith.

Livet kunne aldrig blive det samme som før, fór det gennem hendes hoved. Og i et forsøg på at holde ham og tiden fast borede hun neglene ind i hans ryg – hun ville aldrig nogen sinde slippe ham igen.

Forvirret slog Judith øjnene op, hvor var hun? Så huskede hun det – hun huskede det hele. Sigmunds tegneblok hvilede på en omvendt stoleryg. Han sad og tegnede hende. Han ligner en prins. Hun lukkede øjnede, mens hun forestillede sig, at han kom ridende. Ikke på en hvid hest, nej. Hesten, han red på, den var sort og blank. Og han greb hende i farten og galoperede af sted med hende langs en øde strand, med skumsprøjt omkring hestens hove. Hun strakte sig og sukkede. Deres øjne mødtes, og Sigmund lagde blokken fra sig på stolen og forsvandt ud i badeværelset. Han kom tilbage med et glas vand.

– Drik det, beordrede han.

Hvordan kunne han vide, at hun var tørstig?

Mens hun skyllede vandet ned, kom hun i tanke om, at hun havde glemt at tage sin tandbørste med. Nu stank hun sikkert ad hekkenfeldt til.

Sigmund havde kysset Judith mindst hvert andet minut, og hvisket hende søde ord i øret, da hun, uden varsel, stak ham en knaldende lussing.

Forbløffet tog han sig til kinden.

– Ja, den sad! Hvad! Det er nemlig din skyld, hvis jeg får en horeunge! råbte hun.

– Ja, jeg burde have passet bedre på, indrømmede han. Det plejer jeg ellers også, føjede han til.

– Hvad! Har du da en anden pige!? Kors, hvor jeg hader dig! Og jeg hader børn! Jeg vil aldrig have en dum snotunge – en horeunge ligesom mig selv, hylede hun og pressede ansigtet ned i puden.

– Du er da ikke nogen horeunge, Judith. Du er blevet sendt her ned på jorden, fordi du skulle møde mig, erklærede Sigmund, der nu påbegyndte en malerisk lovprisning af hele hendes person. Hendes øjne blev store, og hendes pupiller udvidede sig og trak sig sammen i intens lytten.

– Du Sigmund, jeg har løjet for dig, afbrød hun pludselig.

– Det er godt, at du vil indrømme det, Judith.

– Jeg er altså kun fjorten år.

– Hvad siger du!? Det skulle du have sagt noget før, hvad nu hvis ... Han standsede midt i sætningen. Tænk nu hvis ...

– Jeg har faktisk også løjet over for dig, Judith.

– Hvad pokker bilder du dig ind!?

– Jeg er seksten og et halvt.

– Kun seksten! Så er du jo kun en barnerumpe!

– Jeg er da over to år ældre, end du er, sagde han og så på hendes mave. Hun ville blive som en madonna.

– Hvilket stjernetegn er du født i? spurgte Judith, overbevist om svarets udfald. At han ikke vidste det, og at han ikke var overtroisk.

– Jeg er Skorpion, med Jomfru-ascendant, Månen står i Vægten, og Mars står i Vædderen, hvor den hører hjemme, Venus står også i Vægten, hvor dén hører hjemme, og Merkur står i Krebsen, jeg har Pluto i Løven og ...

– Hvor ved du dog alt det fra? udbrød hun afvæbnet.

– Vi alkymister studerer de universelle love. Han løftede hovedet, hvorfra hans næse stak frem som et ørnenæb.

– Jeg er da heldigvis en ædel Løve, bekendtgjorde hun.

En Løve sammen med en Skorpion kan udløse gnister, det har du lige demonstreret, sagde Sigmund.

Med et hovedkast gjorde hun tegn til ham om at lægge sig hos hende.

– Avuuh! Jeg sagde ikke, at du skulle lægger dig oven på mit hår. Da hun fik trukket sig ud af sengen, fik hun øje på den røde plet på lagenet.

– Se! Jeg bløder! Og jeg har glemt at tage vat med.

Sigmund tog en dyb indånding, inden han malende beskrev hende som en ung jomfru med en mødom, som han havde fået til at briste, så små rubinrøde bloddråber havde tegnet et aftryk som et rosenblad, og Judith selv var som en vild rose, der havde åbnet sig.

Henført udstødte hun et lettelsens suk.

– Hvad er klokken i grunden? spurgte hun mættet af smiger, og strakte sig dovent.

– Halv ti.

– Gud! Grand-papa! Du må se at komme af sted, inden han opdager dig!

Sigmund forlangte at få hendes adresse først. Hurtigt fik hun kradset adressen ned. Han ville igen kysse hende farvel, inden han tog jakken på og slængte tasken over skulderen.

Sammen åbnede de døren og så ud. Der lød et klik nede for enden af gangen. De så et langt ben, så en arm og en skulder, og så hele manden komme til syne med sine italienske sko i den ene hånd og en kavalerstok i den anden. Hurtigt fik de trukket hovederne til sig, og Sigmund smækkede døren i.

– Hvad mon grand-papa bestilte inde hos Irish?

– Gæt tre gange!

– Den skørtejæger! Og så på min fødselsdag, udbrød hun.

Lynhurtigt fik Sigmund åbnet døren på klem og anbragt skiltet “Ikke Forstyrres” på det udvendige håndtag.

Nede fra Christians badeværelse hørtes nu en lys baryton runge, La donna é Mobile, mens en enkelt hund bjæffede med.

– Vi kunne også godt trænge til et bad, erklærede Sigmund. Han gik ud i badeværelset, åbnede for vandhanerne og begyndte at klæde sig af. Han ville se hende som havfrue. Da badekarret var fyldt, forsvandt han ned under vandet.

– Sigmund! Kom så op – du drukner! hvinede hun.

Med håret klistret til ansigtet kom han til syne og slog øjnene vidt op.

– Kom så, Judith, nu er det din tur. De gule øjne lyste ubønhørligt.

– Jamen, jeg er altså født vandskrækker, Sigmund.

– Så er du ikke en ægte havfrue. Han slog forurettet blikket ned, og de våde vipper klæbede til hans øjenlåg som sorte miniaturevifter.

Sådan en dukkedreng, tænkte hun misundeligt. Hun skulle vise ham!

Betaget betragtede Sigmund hendes hår, der fyldte det meste af vandoverfladen, da lod hun hovedet glide ned under vandet.

Deres plasken og Judiths hvinen fik dem til at overhøre en banken på døren. Hujende løb hun ind i værelset, hvor hun kådt svang sig i de gulvlange gardiner. Med strakte tåspidser balancerede Sigmund på en stol i færd med at sætte gardinstangen på plads, da de hørte hårde bankeslag på døren, mens der blev råbt Merde, Merde, Merde.

– Åh nej! Det er grand-papa! Judith blev bleg.

Sigmund slap gardinstangen og gik hen og tog opstilling foran døren.

– Har De ikke læst skiltet på døren? forhørte han.

– Judith! Få øjeblikkelig åbnet den dør! Christian lød som en oberst på en eksercerplads.

Sigmund tog mod til sig og fik åbnet døren på klem. Gennem dørsprækken blev han mødt med et ætsende blik, og inden Christian nåede at sparke døren helt op, var Sigmund sprunget baglæns som en balletdanser, der stillede sig i en positur, som skulle han til at danse et parti fra Romeo og Julie. Christians grønne øjne så ud, som var de på vej ud af hans kranie, da han vedholdende stirrede på den nøgne yngling, som åbenbaredes for hans åsyn. Hvor var det muligt? Tilmed var denne unge laban udrustet med et uforskammet veludviklet kønsorgan. Ce vilain bandit! Kogende af vrede fik han øje på konturen af Judith, som stod i dækning bag et gardin, kun næsen og det ene øje stak frem.

– Mon Dieu! Mon Dieu! Hvad i himlens navn har du foretaget dig, pigebarn!

– Vi har såmænd ikke foretaget os andet end det, De selv foretog Dem i nat, brød Sigmund overlegent ind, mens han fastholdt Christians blik.

Sigmunds attitude udløste nu en sådan vrede i Christian, at han, den svorne pacifist, med løftet stok truende gik frem mod ham!

Men som en Romeo, parat til at gå i døden for sin Julie, blev Sigmund heroisk stående.

– Men dette her er jo kriminelt! tordnede Christian, der med et væld af franske eder og forbandelser drejede om på hælen og forlod værelset.

Bleg som et lagen blev Judith stående bag gardinet. Nu ville grand-papa garanteret forlade hende.

Han ville sikkert aldrig se hende mere. Nu kunne hun lige så godt dø.

I receptionen spurgte Sigmund efter hr. Rochaltaine.

– ”Måsjøen” er ude og lufte sine bastarder, oplyste overtjeneren. Vi plejer forresten ikke at huse sigøjnerpak her på hotellet, tilføjede han.

– Odio vulgus profanum, var Sigmunds svar, inden han løb mod udgangen.

Stranden så først ud til at ligge øde hen, så fik Sigmund øje på manden med hundene. Christian sad på den sten, som Sigmund havde siddet på dagen før. Hans hoved var bøjet. Solen brød igennem en sky – som en ledestjerne, tænkte Sigmund. Og hans frygt forsvandt.

Christian mærkede en hånd på sin skulder og så op. Han blinkede, som for at fordrive et sansebedrag.

– Du!

Sigmund satte sig på hug foran ham. Længe så de på hinanden. Det var Sigmund, der brød tavsheden.

– Judith er helt ude af den, begyndte han.

– I så fald må du vel være mand for at trøste hende, svarede Christian mørkt.

– Mon ikke jeg har forsøgt, men Judith vil slet ikke høre på mig. Hun siger, at De er det eneste menneske, hun stoler på.

– Du må vide, at kærlighed også er smerte, og hvem er herre over sine følelser, sine længsler og sit begær? Dog, I er alt for unge. Har du i det mindste formået at være påpasselig?

– Jeg var ikke helt herre over mine følelser, indrømmede Sigmund.

– Hvor gammel kan du vel være, fortsatte Christian formildet.

– Seksten og et halvt.

– Seksten ...

– Ja, men vil De ikke nok følge med, for Judith har brug for Dem.

Let brummende rejste Christian sig fra stenen, og med hundene i hælene fulgtes de tilbage til hotellet.

– Er jeg mon ved at blive en sentimental gammel nar? mumlede Christian hen for sig.

– En kunstner af Deres format bliver aldrig gammel, sagde Sigmund.

Uden selv at vide af det havde Christian lagt en hånd på Sigmunds skulder.

Judith havde smadret spejlet i badeværelset og skåret en flænge i håndleddet med en spejlstump. Hun så blodet løbe ned ad armen, men det var også bedst, at hun døde. Hun ville bort, bort fra denne onde verden. Hun jog spejlstumpen ind i låret ...

I tre lange skridt var Christian henne hos hende. Han løftede hende op og satte sig med hende på sengen.

– Se på grand-papa, ma petite fille, gentog han igen og igen.

Hun ænsede knapt hans ord. Hans stemme lød som en fjern summen. Hun ville ikke åbne øjnene, hun ville bare sidde hos grand-papa, indtil hun døde. Nu hørte hun også Sigmunds stemme. Han og grand-papa talte sammen. Så var hun altså lige ved at dø. Hun pressede hovedet tæt ind til Christian og ventede på, at det skete.

Nogen vaskede hende ren for blod. Hun genkendte Sigmunds duft og åbnede øjnene.

– Du gør det aldeles fortræffeligt, min søn, sagde Christian.

Min søn ... Sigmund så rådvild og forlegen på manden, der kaldte ham – sin søn.

– Vi må have dig klædt på, og du må også have lidt at spise, chérie.

– Ja, Judith, du skal spise! Sagde Sigmund.

Med stigende undren så hun ind i Sigmunds hypnotiske blik.

– Hm, men så vil jeg gerne have et spejlæg – men uden brød – nej – jeg vil godt have brød til alligevel, men kun hvis det er stegt i smør.

– Det er imponerende, som du formår at beslutte dig, Judith, sagde Christian, tydeligt lettet.

-Hør, kære Sigmund, du bedes gå ned i receptionen efter noget forbinding og derpå opsøge Irish Meyer på værelse syvogtyve og låne nogle remedier så som en hårbørste, creme og tandpasta, men undlad at rapportere om la petites tilstand, min søn. Christians faderlige stemme var som et svøb af en lægende balsam for Sigmund. Kære Sigmund? genlød det i hans hoved, mens han ilede af sted.

Som en kirurg, der skal til at udføre en større operation, modtog Christian forbindingskassen. Sigmund tog kassen fra ham og fik omhyggeligt renset og sat plastre på Judiths sår. Christian tog nu bestik af hendes uglede hår.

– Sigmund, vil du forsøge at kultivere den urskov, eller ønsker du, at papa finkæmmer terrænet?

– Lad hellere mig, svarede Sigmund.

Som en brud, der klædes på til vielsen, lod hun Christian og Sigmund hjælpe sig kjolen på.

I hotellets restaurant sad Irish utålmodigt og ventede. Hendes blå øjne strålede om kap med middagssolen.

Da Christian aftenen forinden havde underholdt på hotellet som pianist, var det, som om han kun spillede for hende. Og da han spillede Mefisto Valsen af Liszt, havde han bragt hende i ekstase. Det forekom hende, at han under sit spil forvandledes til en dæmoniseret troldmand, og da han efter to ekstanumre havde sendt den sidste tone ud i rummet, forblev hans hænder løftede, som om han selv var gledet bort fra scenen og ind i musikkens verden, inden han langsomt lod hænderne synke. Efter det taktfaste bifald havde han rejst sig for at bukke, men så var en af hans hunde luntet hen til hans fod. Og med den største selvfølgelighed havde han med tydelig ømhed taget hunden i sin favn og kærtegnet dens umage øren. Derpå holdt han et foredrag om Minutvalsens tilblivelse, om Georges Sands og Chopins hund, der havde snurret rundt om sig selv i et minut for at fange sin egen hale.

Og med sin egen hund som en tilbedende lytter havde Christian spillet Minutvalsen som det allersidste ekstranummer.

Efter at bifaldet omsider havde lagt sig, var Christian fulgt med hende op ad trappen for at drikke drikke kaffe sammen med hende på hendes værelse.

Han sad med sænket hoved og kælede for sin stoks forgyldte knop, mens hun skænkede cognac i hans glas, og han var begyndt at synge hofnarrens parti fra Rigoletto, da hun tog sin kjole af.

– Du lægger vel ikke an på mig gamle mand? Du burde ikke friste Fanden, og glem ikke, at jeg er forlovet, hørte hun ham advare. Da han rakte ud efter sit glas, kom hendes hånd først, og hun hældte indholdet ned over sin krop.

– Nu leger du med ilden, mit barn, var hans sidste ord, før hun og Fanden havde fået deres vilje.

– O, din stemme lød som et henrivende lille klokkespil, havde han brummet.

– Åh, Christian, jeg elskede dig fra det øjeblik, jeg så dig, havde hun svaret. Så var han stået op og havde klædt sig på, og med sine sko og stok i hænderne var han listet ud af døren.

Irish fik igen hjertebanken, da Christian omsider kom hende i møde. Han var i selskab med den unge mand fra dagen før, og de to mænd gik med Judith imellem sig. Pigens skridt var usikre, og det så ud, som om hun havde grædt, og hun havde et plaster på sit ene håndled. Christians hvide smoking var krøllet og plettet, og det sorte fløjlsbånd omkring hans hals var gledet op.

– Hélas, Irish. Livet er barskt, brummede han, idet han satte sig på den stol, som den unge mand havde trukket frem for ham.

– Nej, livet er skønt, svarede Irish. Hun havde ladet sit hår hænge løst. Hun kendte ikke længere sig selv. Ugenert bøjede hun sig over bordet og kyssede Christian på munden.

– Du ser ud, som om du har spillet terning med Fanden, knurrede Christian.

– Det har jeg sandelig også.

– Hvem vandt så spillet, min engel?

– Vi vandt begge, svarede hun og lo med sin klokkelatter.

– Så er jeg, Christian Marie de la Rochaltaine, Fanden gale mig en fortabt sjæl, sagde Christian og viste sine tænder i et djævelsk smil.

Sigmund satte sig ved Judith venstre side og tog hendes hånd.

Med hasteskridt kom overtjeneren ilende hen til deres bord.

– Måsjøen har nok mistet herredømmet over hans menageri, indledte han.

– Det hedder - sit - menageri, min gode mand. Og når nu De er så engageret i selskabets forfatning, så udvis venligst den godhed at bringe os spisekortet.

– Hvad har den sortsmudskede sigøjner at gøre her på hotellet? mumlede overtjeneren og skulede mørkt til Sigmund. Christian rejste sig prompte.

– Kender en folkets tjener ikke til frihed, lighed og broderskab!? Sigmund, min søn, vær rar at holde papas stok.

Med dyster mine marcherede Christian ind i det tilstødende lokale, hvor han scenevant satte sig foran flygelet. Han slog nogle akkorder an, inden han begyndte at synge.

– Allons enfants de la patrie,

le jour de glorie est arrivé ...