Kapitel 15

Dagen efter Christians fødselsdag hjalp Sigmund Judith med at pakke. Da hun havde hentet sin malerkasse og sit staffeli ned fra loftet, stod Catherine parat.

– Og himlen skal vide, at jeg har gjort alt, hvad der stod i min magt for at lære dig at opføre dig anstændigt. Og så belønner du mig ved at te dig som en gemen horetøs.

– Har du måske ikke selv opført dig som en horetøs. Og er det derfor, du selv er blevet så gemen, mor?

– Nu skal jeg sige dig en ting, Judith. Catherine nåede ikke længere.

– Hør efter, hvad mor siger! Ti stille! Opfør dig ordentligt! Du bliver en pind til min ligkiste! Tag hen, hvor peberet gror! skingrede Judith, der blev bange for sine egne ord.

– Og så kommer den langhårede abekat her og stiller sig op som en anden Kong Gulerod. Som om det er vores skyld, at du altid har gjort nøjagtigt, som det passer dig, fortsatte Catherine, der bevidst undgik at se direkte på Sigmund.

– Hvad har Sigmund da sagt?

– Det er ligegyldigt, hvad sådan en grønskolling siger. Han tror åbenbart, han er så klog, at han kan undvære hovedet, men han bliver klogere!

– Når du skammer dig over, at din egen horeunge også skal have en horeunge, så er det nok på tide, at jeg opsøger min rigtige far, så jeg kan spørge ham om, hvordan det gik til, at du fik en horeunge.

– Du understår dig i at opsøge den pæne mand!

– Ha! Sagde du pæne mand! Jeg gider alligevel heller ikke at møde sådan en horebuk. Men er det ikke ham, der har skrevet de digte til dig, som du har gemt i kommoden? Var det på grund af de yndige digte, at du selv blev sådan ...

– Har du nu også haft den frækhed at gå i mine skuffer!? Vil I så se at komme ud af mit hus! Og I understår jer i at sætte jeres ben her i huset mere!

– Ja-ja-ja din skinhellige kælling! skreg Judith.

Catherine snappede efter vejret. Da hun havde fået samlet luft nok i lungerne, råbte hun: Du bliver min død! Hun tog en stol og stillede den foran vindueskarmen, og hun gentog skrigende: Du bliver min død!

– Var det ikke smartere, hvis du åbnede vinduet, inden du hopper ud, mor?

Catherine stod og svajede i vindueskarmen, da Judith og Sigmund forsvandt ud af lejligheden.

– Mor er den bedste i verden, skrålede Judith på vej ned ad trappen. Ved gadedøren stillede hun rygsækken fra sig og lyttede. Tænk hvis mor virkelig hoppede ud? Hun blev svimmel.

– Judith! Kom så her! befalede Sigmund.

Strålevarmen fra den glødende kamin fik Judiths kinder til at blusse. Det dæmpede lys og duften af røgelse fik stuen til at ånde af fred. Det var så befriende at være hos Olga og grand-papa. Det var ikke som i Gartnergade! Stakkels mor, tænkte hun, og et øjeblik vendte den indre uro tilbage. Hendes blik søgte hen på Christian. Lyset fra bordlampen forstærkede hans udtryk af mildhed og varme. Her hos grand-papa nåede verdens kaos og ondskab ikke ind.

Olga kom ind med et fad med landbrød smurt med honning. Og Judith beundrede hendes fine hænder, da hun skænkede te fra den tændte samovar.

Sigmund var blevet nummer et til en musikkonkurrence. Han løj sig tre år ældre, end han var, og fik engagement som vikar i Sjællands Symfoniorkester. Han øvede sig flittigt, hvilket Christian ikke undlod at rose han for, og fordi han fulgte alle prøverne i orkestret. Men inden han tog hjemmefra med violinkassen, blev Judith beordret i byen med en detaljeret indkøbsseddel. Hun skulle købe gardinstof og kraftigt velourstof efter de stofprøver, som han nøje havde udvalgt. I deres stue med stukloft draperede han væggen med det turkisfarvede velourstof, mens Judith lå henslængt på den franske messingseng og så til. Ligesom tilfældigt lod hun sit ene bryst, der var spændt som en vandmelon, komme til syne. Men Sigmund fortsatte uanfægtet med at arbejde. Hans lette og smidige bevægelser virkede på hende som en æggende erotisk dans.

– Sigmund! Nu sparker han igen, lokkede hun.

Han gik hen for at mærke sin søn for at få ro til at fortsætte sit arbejde.

– Bliv dog lidt hos mig, Sigmund, tiggede hun.

– Du kan vel selv se, at jeg ikke har tid nu, Judith, lød svaret. Og han satte sig igen ved den gamle trædesymaskine med hovedet fuld af ideer om, hvordan gardinerne ville matche til farven på vægdraperierne.

En aften mødte Sigmund op i dagligstuen, medbringende sin pude og dyne.

– Det er nok bedst, at jeg sover på sofaen, indtil Judith har født, forklarede han Christian.

– Pardon?

– Jo, for Judith plager og plager – men jeg vil ikke risikere at komme til at skade hende og barnet.

– Judith er stærk som en urokse! Træd af og følg dit ægteskabelige kald, lød Christians befaling.

– Vil du, min søn, eller skal jeg? tilføjede Christian spøgefuldt.

– Undskyld, Christian, men er du venlig lige at gentage det, du sagde!?

– Hvad jeg i mit indre måtte drømme og tænke, er en sag mellem min skriftefar og mig. Og betjen så sporenstrengs din kvinde - og glem ikke at hilse mit oldebarn, tilføjede han.

Sigmund overgav sig til sin svangre gudinde, der bar på noget dyrebart, som bandt dem sammen, og i sine forløsende stød mod hendes livmoder følte han en overvældende besidderglæde.

– Du er min! Du skal love, at du aldrig forlader mig, hviskede han.

– Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg kunne forlade dig, ikke engang hvis jeg ville, svarede hun henrevet.

– Har du da tænkt på at gøre det? Sigmund frigjorde sig.

– Ja, hver gang jeg tænker på, at du er kommet sammen med en anden pige. Hvad hedder kællingen, ser du hende stadig?

– Jeg orker ikke tale om hende. Sigmunds læber fortrak sig.

– Gid hun må brænde op i helvede! Råbte hun.

– Jeg har aldrig været forelsket i andre end dig, Judith. Den anden er kun et gråt gespenst fra fortiden, svarede Sigmund. Og han satte sig op i sengen og gemte hovedet mellem sine knæ.

– Ser du hende så ikke mere?

– NEJ! NEJ! NEJ!

– Så bliver jeg nok også snart udnævnt til at være et gråt gespenst fra fortiden, konkluderede hun.

Med et opgivende skuldertræk rejste Sigmund sig fra sengen og satte sig foran symaskinen, og som en besat syede han videre på gardinerne.

Sigmund var gået på Rådhuset for at høre, hvordan han og Judith hurtigst muligt kunne blive gift. Efter først at havde talt med to rådhusbetjente og flere kontorister blev Sigmund henvist til et kontor, hvor en bebrillet fuldmægtig, belærte ham om, at han som syttenårig med en højgravid kæreste på kun fjorten år naturligvis var nødt til at ansøge om et kongebrev, og han rådede Sigmund til at henvende sig i Statsministeriet.

Christian sprang alle de bureaukratiske formaliteter over. Og med en belejlig titel som grev Christian Marie de la Rochaltaine lykkedes det ham, efter en hel del palamenteren frem og tilbage, at komme telefonisk igennem til majestæten. Høfligt og med en passende ærbødighed satte Christian Frederik ind i situationen. I en kammeratlig tone forklarede majestæten grev Christian Marie de la Rochaltaine, hvilke papirer, der skulle udfyldes, for at det unge par kunne erhverve det påkrævede kongebrev. Og han lovede Christian at besegle hans barnebarns ægteskab med sin underskrift.

– Vi gifter os på Rådhuset, afgjorde Sigmund, som hverken havde tid eller lyst til at følge Christians ønske om, at han konverterede til katolicismen. Og Judith var enig.

Olga havde foræret Christian en sort Citroën i fødselsdagsgave, samt et gavekort på tyve timer hos en kørelærer på Gammel Kongevej. Efter Sigmunds første prøvetur med Christian som fører havde han døbt bilen Gangstervognen. Under samme tur havde Olga forlangt, at Christian hurtigst muligt fik taget det kørekort. I sin glæde over det skinnende franske køretøj indvilligede han i at aflægge kørelæreren en visit. På Olgas næste tur som passager var Christian nær bakket ind i en dame, som dog nåede at værge for sig ved at slå på bagruden med sin paraply. Christian tilbød galant damen at køre hende hjem. På vej til hendes bopæl standsede han op for at købe blomster og derefter en æske med fyldt chokolade som påskyndelse for hendes vovemod ved at bevæge sig ud i en så livlig og utilregnelig trafik. Damen modtog chokoladen uden kommentar. Men da Christian overrakte hende buketten, udbrød hun - Ja tak - giv mig en blomst, mens jeg lever. Efter den episode stod det Olga klart, at Christian mindst havde behov for det samme antal køretimer som sin levealder. Christian bestod teoriprøven uden problemer. Men da han til køreprøven var nået frem til Fredens Bro, fulgte han sporvognsskinnerne gennem rundkørslen. Han belærte den dybt rystede motorsagkyndige om det uhensigtmæssige i at køre omveje, når der var rigeligt med plads til en bil.

– Mon Dieu, hvor går I danskere i små sko. Og jo mere skoene klemmer, desto mere går I op i små og tåbelige petitesser.

Utålmodige sad Olga og Christian og ventede i den sorte Citroën foran Rådhuset med motoren summende. Judith havde truet med at sige nej! Og hvis ikke hun kom ud på Dyrehavsbakken efter vielsen, når de havde spist til middag, så ville hun i hvert fald sige nej.

Olga opdagede, at hun havde glemt posen med ris.

– O, nom de Dieu, lad dette være dagens eneste katastrofe! udbrød Christian og steg ud af vognen.

Belæsset med seks poser duefoder løb han med fremstrakt stok tilbage over gaden. Merde, det var efterhånden blevet livsfarligt at færdes i den danske trafik!

Sigmund havde ikke villet høre tale om at invitere sin mor med til brylluppet. Og Catherine havde meldt afbud med den begrundelse, at en borgerlig vielse var ukristelig og derfor ugyldig for Herren. Judith havde rutinevant fået griflet Catherines underskrift ned på vielsesansøgningen, og også Sigmund bidrog egenhændigt med sin mors underskrift, og Advokaten og Lillian Engel havde skrevet under som vitterlighedsvidner.

Sigmund havde insisteret på selv at sy brudekjolen. Han havde købt hvid satin, kraftig hvid silkestof og fintvævet gennemsigtigt tyl til sløret, samt silkebånd og sytråd. Han havde tegnet skitser, taget mål og klippet. Efter Sigmunds strenge ordre stod Judith stille som en gine, mens han med munden fuld af strittende knappenåle dansede omkring hende.

Med løftet hoved kom Sigmund endelig til syne på trappen med Judith under armen. Hun rev sig hurtigt løs og løb ubesværet ned ad trappen.

– Grand-papa! Olga! Ved I hvad! Jeg har sagt ja! råbte hun.

– Tillykke, tillykke, I kære børn. Christian lo lettet og fik kastet duefoder over brudeparret. En due satte sig på Judiths hoved, og Olga fotograferede ivrigt bruden og duen fra alle vinkler.

– Olga, gem nu lidt af temperamentet til nattens glæder, sagde Christian

– Grand-papa! Jeg er lige ved at dø af sult! meddelte Judith med en decibel, der fik samtlige duer, inklusive duen på hendes hoved, til at lette i et baskende vingesus.

– Stig ind, kære børn, nu skal vi hjem og feste. Christian satte i gear, og for at glæde Judith kørte han overstadigt et par rundture foran Rådhustrappen.

– Ih altså, grand-papa! Jeg er da forlængst vokset fra at køre i karrusel, indvendte hun.

– Du slipper da også godt fra alt, Christian, mumlede Sigmund, idet de satte kurs mod Frederiksberg.

– Med dén trafik, vi har i dag, er det bydende nødvendigt at kunne sno sig, min søn.

Catherines afvisning af bryllupsinvitationen fik Olgas moderinstinkt til at blusse yderligere op. Derfor havde hun tilbudt Judith at sammensætte bryllupsmenuen lige efter sit eget hoved.

– En røget ål til mig! Så må I for min skyld godt bestemme resten, havde Judith uden betænkning afgjort.

Bordet stod smukt dækket med en hvid damaskdug, servietter i servietringe af sølv, fajance, sølvbestik og krystalglas. Lysene i sølvkandelabrene var tændte, og der duftede af røgelse. Midt på bordet stod en krystalvase med et væld af røde georginer og brudeslør.

Olga kom ind med fiskefadet, hvor der, udover en ål, som efter brudens ønske hverken var flået eller skåret igennem, lå røræg, tunsalat, mågeæg, kaviar, laks, rejer, samt jomfruhummer med slikasparges. Aftenen forinden havde Sigmund følt sig kaldet til at blive vegetar. En beslutning, som han mente virkelig ville sætte det profane bryllup i relief og tilføre dagen en større og mere spirituel mening. Så i al hast havde Olga måttet bestille vegetariske retter fra restaurant Roma på Østerbro.

Judith greb ålen i farten. Med lukkede øjne og henført i salig nydelse begyndte hun at slikke ålens hoved, mens den sorte krop formeligt vred sig hen over dugen. Midt i et af hendes langtrukne, tilfredse suk fik Christian en association om en hengiven slangetæmmer, indtil hun fik bidt hovedet af ålen. Hendes tænder flåede i skindet, og hun sugede og tyggede og spyttede åleskind ned i retning af sin tallerken.

– Du var tæt på at ramme plet, ma chérie, bifaldt Christian.

– Hvad?

Også Sigmunds øjne havde nøje fulgt med i processen. Han rejste sig og hentede Le Figaro i avisholderen og anbragte avisen under sin bruds tallerken.

– Pas dog på dit hår, og du er fedtet i hele hovedet, og se nu kjolen!

Judith blev nærværende.

– Se nu kjolen! vrængede hun. Hun spyttede igen, og det gennemtyggede åleskind ramte denne gang tallerkenen. Hun sank det bløde ålekød og sendte en række åleben i retning af Sigmunds tallerken, men ramte nu et pænt stykke ved siden af.

– Det højner ikke just feststemningen med aviser på bordet, Sigmund, kommenterede Christian. Og Judith, du har vist os alle, at du har et fortræffeligt øjemål, min kære pige.

Olga fjernede avisen og anbragte vasen med georginer bag ved Judiths tallerken som en dekorativ skærm.

– Hvor du dog ligner min mor, Sigmund! Alting skal se så pænt og rigtigt ud! Jeg skulle nok alligevel have sagt nej tak, da ham borgmesteren spurgte, om jeg ville have dig ... Judiths ansigtskulør skiftede nu til bordeaux, så til violet, mens hun halvkvalt gispede efter vejret.

Som en fjeder sprang Christian op og fik vendt bunden i vejret på hende. Og efter en voldsom hosten kom der et stykke åleskind op.

– Du er mit livs frelsende sol, grand-papa, udbrød hun hostende. Hvorpå hun igen gik i kast med ålen.

På vej gennem skovstien borede Olgas obligatoriske høje og sylespidse hæle sig dybt ned i skovbunden. Da hun fik kæmpet sig hen på en bænk for at genvinde sin vante kvindelighed, gjorde Christian tegn til Sigmund.

– Så er det nu, min søn. Hurtigt greb Christian fat i Olga. Og mens hun under højlydte protester på sit modersmål strittede imod, holdt han hende fast som i et jerngreb. Sigmund befriede hende for stiletterne og skiftede dem ud med et par bekvemme travesko.

– Kom så, blide due, kom du, mit livs lys, kast dig i papas favn, lokkede Christian.

Men hun nægtede at gå så meget som ét skridt videre.

– Jo, Olga! Prøv nu bare! istemte Judith ivrigt hoppende, så maven ledte tanken hen på en boksebold, der var sat i sving.

Da Olga tog det første skridt, så det ud, som om hun skulle falde bagover. Tøvende gik hun endnu et skridt.

– Olga, skal vi ikke bare stikke af fra de to tyranner? opfordrede Judith.

– Ja, det er godt, Olga, bare bliv ved med at løbe. Judith greb hendes hånd, og de styrtede nu af sted som to løbske hopper.

– Olg-a-a-a-a-a! Ved du hvad, prustede Judith indsmigrende.

– Njet, majo sakróvisjà, lød det forpustede svar.

– Jeg er altså helt syg efter en tur i rutsjebanen. Jeg har sådan glædet mig hele dagen!

– Oj, oj, oj, màn sò Christian blèr màket, màket vràd.

Christian standsede brat.

– Hører du det samme som jeg, Sigmund?

Sigmund lagde sine hænder bag ørerne.

– Det kan kun være Judiths stemme.

– Rigtig Sigmund, og støjkilden befinder sig i rutsjebanen! Du er mit vidne på, at jeg udtrykkeligt har henstillet til la petite om ikke at udsætte sig for slig dødskørsel i hendes tilstand!

Christian opsøgte, revsede og kommanderede kontrolløren til straks at få standset dette profane køretøj, som kun Fanden kunne have skabt.

Som en koncertsangerinde, der har glemt både noder og tekst, hørtes Judiths henrykte hvinen, da hun kom susende forbi dem.

– Du kommer over knæet! tordnede Christian efter hende.

– Ekstratur, Olga! Ekstratur! skrålede Judith.

– Oj, oj, oj!

En hånd greb fat om Judiths arm. Grand-papa! Aldrig før havde han set så vredt på hende.

Christian vendte sig om mod Olga.

– Og du, Olga Aleksandrovna Petrova! Hvor kunne du!

Christian dirigerede de to synderinder bort fra forlystelsesparken og ud mellem de lysegrønne bøgetræer. Han havde med tilfredshed afsluttet sin dundertale for la petite og trådte nu af på naturens vegne, og han var lige akkurat blevet færdig med at dryppe af, da han igen hørte Judith hvine, og denne gang ikke af morskab, forekom det ham. Olga stod og støttede hende, og Sigmunds vante overlegne attitude var som blæst bort.

– Hvad er der nu på færde, min kære pige?

– Det ved jeg ikke, grand-papa?

– Har du stadig ondt i maven? spurgte Sigmund.

– Nej, men hvis du ikke kysser mig nu, så gider jeg altså ikke at føde den unge!

Da Sigmund tog hende ind til sig, blev han våd om fødderne.

– Jeg henter vognen! afgjorde Christian.

– Det er forbudt at køre her inde i skoven, råbte Sigmund efter ham.

Den sorte Citroën kom til syne mellem træerne. Og bag dén kom der endnu en sort vogn med radioantenner siddende på bagskærmen.

– Politiet! De er lige i hælene på Christian! Nu mister han kørekortet! udbrød Sigmund oprørt.

– Vel gør han da ej, din idiot, for han har jo ikke noget, fløj det tankeløst ud af munden på Judith.

Christian og politibilen bremsede så brat, at jordbunden blev fræset op.

– Hurtigt børnlille, stig fluks ind, kommanderede Christian.

Og med politieskorte fik han ført sit elskede barnebarn til Sct. Josephs Hospital.

På hospitalet var Judith forbløffende rolig.

– Han skal ligne dig, Sigmund.

– Drengen kommer formentlig til at ligne mig, indvendte Christian.

– Hvem af d’herrer er far til barnet? spurgte søster Maria.

– Det forelagte spørgsmål skal blive besvaret, så såre vi præsenteres for det fuldbårne resultat, svarede Christian.

Med et indigneret sideblik rettet imod Christian, tog Sigmund opstilling foran søsteren, over for hvem han fik håndhævet sit forestående faderskab.

– Vi har lige givet patienten et lavement, svarede jordemoderen på Christians spørgsmål om, hvorfor den fødende hørtes synge af hjertets lyst fra et rum, der gav hendes stemme en akustisk klang. Sigmund gik efter lyden og fandt Judith siddende på et toilet, hvor hun sad og rensede sine negle med en hårnål. Hendes hår var blevet flettet og nåede næsten gulvet som en lang pisk.

– Dav, Sigmund, men pas på, jordemoderen må endelig ikke se, du er her – auvv – auvv – hun er nemlig meget skrap.

Jordemoderen lagde øret til træstetoskopet, som hun havde placeret på toppen af Judiths mave, og lyttede.

– Barnets hjerte slår kraftigt og regelmæssigt, det kan ikke være bedre, konstaterede hun.

Judith syntes pludselig godt om hendes stemme.

– Nu kan det da ikke blive værre, vel, klagede hun.

– Det bliver meget værre endnu, svarede en ung sygeplejerske.

– Har De da selv født børn?

– Næ, ikke endnu, men ...

– Så kan De da ikke vide et klap om veer! nåede Judith at sige, inden den næste ve.

– Patienten er jo kun et stort barn, hørte Judith sygeplejersken hviske.

Hvad fanden bildte hun sig ind – av for helvede.

– Hvis det gør for ondt, så kan De få en maske med lattergas, tilbød jordemoderen.

Gas! Ville de slå hende ihjel!? Hun lod sig glide ud af sengen, og på de hvide sokker fór hun hen mod døren. Men en ny ve standsede hendes flugt.

– Vær ikke bange for mig. Kom så, ja sådan, De er sandelig en tapper pige, sagde jordemoderen venligt og fik gelejdet Judith tilbage på fødebriksen. Veen, med dens smerte, var allestedsnærværende, som en lang og gennemtrængende tone. Hvordan kunne noget gøre så ondt? Og hvorfor blev det ved og ved?

– Nej, der skal bestemt ikke klippes her, hørte hun jordemoderen sige.

Judith skulle til at spørge, hvad det var, der ikke skulle klippes, da hun hørte en langtrukken, knurrende lyd komme ud af sin mund. Hvordan kunne kroppen presse sådan helt af sig selv ...

– Er det mit barn, som græder? spurgte Judith undrende.

– Ja, det kan De tro! De har fået en sund og velskabt dreng, med sejrsskjorte, sagde jordemoderen.

– Jamen, så hit med ham, forlangte Judith – uden tanke på om barnet kunne mangle så meget som en fingernegl.

Men hvorfor trykkede jordemoderen hende nu på maven igen, kom der måske flere?

– Se den flotte moderkage. Jordemoderen holdt den op foran Judith. Det er moderkagen, som har givet drengen næring – den er som selveste livets træ, forklarede hun.

– Den må De godt beholde! Men hit med min søn!