Kapilet 18

Christian foredrog om den ypperlige franske kultur og malerkunst, mens han holdt bogen foran sig med udstrakte arme og med højt løftet hoved for at kunne tyde teksten. Han blev afbrudt, da Olga insisterede på, at hun ville se familiebilleder fra hans opvækst. Til hendes overraskelse nægtede Christian pure at bruge tid på at lede efter familiealbummet. Først da hans ører blev udsat for en stigende og tostemmig plagen fra Olga og Judith og med Pascal som ekko, rejste han sig. Han kom tilbage med to gamle album, som han kylede ned i Judiths skød.

De første fotografier var gulnede og noget utydelige. Så fik Judith øje på et barn, der kunne ligne grand-papa som lille.

– Gud, grand-papa, du er jo klædt ud som en pige! udbrød Judith.

– Jeg vil indtrængende frabede mig enhver form for kommentarer, advarede han.

– Dò må se din’ gàmlà spøgelser i òjinene og làre at leve ògså med din anima, Christian, sagde Olga, som var begyndt at studere psykoanalyse hos en Jung-psykolog. Judith og Olga bladede ivrigt videre, indtil de nåede frem til et fotografi af tre mænd, som stod opstillet foran en stor bygning. Judith genkendte straks den høje, mørke mand, som stod ved siden af en mand med overskæg, og selv med sin høje hat på hovedet var han meget mindre end grand-papas far. Men ved siden af ham stod der en endnu mindre mand med et sort fuldskæg og med briller på næsen. Han stod med sin hat i hånden ... Jamen, var det ikke ...

– Grand-papa! Ham her ligner Toulouse-Lautrec på en prik. Og ham manden med overskægget har en stok nøjagtig magen til din!

Sigmund tog opstilling bag Judiths skulder.

– Merde! lød det henne fra øreklapstolen.

– Det er da ikke noget svar, lille grand-papa.

Med et dybt suk lagde Christian bogen fra sig og gik hen og satte sig ved siden af Judith og Olga i sofaen.

– Det er Toulouse-Lautrec. Og herren med stokken er Louis Pascal, han var assurandør i Paris. Han var iøvrigt fætter til Lautrec. Min salig far gik på Lycée Fontaine sammen med de to herrer.

– Så er de to farvekridttegninger af Toulouse-Lautrec, som du har hængende i biblioteket, måske ægte? konkluderede Sigmund.

– Naturligvis, og min salig far har givetvis erhvervet dem billigt. Han besad en formidabel evne til at franarre sine medmennesker deres sidste skjorte. Dog kan jeg takke papa for, at jeg i dag er i besiddelse af Pascals stok – trods papa truede med at tage sit relikvie med sig i graven.

– Grand-papa! Hvem er den smukke kvinde, der står sammen med det kæmpestore og grimme skrummel?

– Min mor, lød det kort.

– Hvor er hun dog køn, hvorfor har du aldrig fortalt mig om hende, grand-papa?

– Der er ikke så meget at berette, Judith. Min mor var rødhåret, husker jeg. Den eneste berøringsflade, jeg må have haft med min mor, må have været i det øjeblik, hvor hun af naturlige årsager var nødsaget til at føde mig. Kvinden, som du tillader dig at kalde et skrummel, hed Catherine. Hun var såmænd mine drengeårs eneste lyspunkt. For bag hendes barske ydre gemte sig en ualmindelig kærlig sjæl. Det er iøvrigt hende, din mor er opkaldt efter. Catherine havde været min mors barnepige hjemme i Paris. Og min mor bragte hende, som nygift, med til dette land som sin husholderske. Min mor, der følte sig frastødt af ethvert hankønsvæsen, inklusive drengebørn, benyttede Catherine som en form for forhandlingspartner vedrørende min salig fars mulighed for at få adgang til hendes soveværelse. Han var nødsaget til at indgå lange forhandlinger med den gode Catherine. Prisen var gaver, gerne et smykke eller en pels, hvis værdi så blev vurderet af de to kvinder. Fandt de gaven acceptabel nok, så var vejen til min mors mælkehvide legeme banet, men aldrig til hende sjæl. Og trods det at min salig far hvert år tog på flere forretningsrejser til Paris, hvor han opsøgte de dyreste bordeller, så var min mor nok det dyreste – men formodentlig også hans foretrukne objekt, som et erotisk endemål, rent bogstaveligt.

Christian sad i sin øreklapstol og viftede med et indbydelseskort. Med en højtidelig stemmeføring læste han højt:

– Hans ærede højhed, Solkongen, ledsaget af Fyrstinde Olga Aleksandrovna Petrova, anmodes om at indfinde sig til taffel hos hendes majestæt Magdalene i anledning af Hendes Majestæts fødselsdag. Allernådigst med følge af Hans Majestæt Solkongens romerske hofnar, Barachetti. Den skønne prinsesse Judith vil være taflets æresgæst. Begivenheden finder sted på Herresædet Lorry d. 25.07. klokken 18.00. Eders ærbødige Perikles.

Christian lod kortet gå rundt, hvor forsiden viste et maleri af Louis den XIV.

Judith studerede kortet.

– Daniel har garanteret været plakatfuld, da han skrev det kort.

– Hvordan kan du vide det, spurgte Sigmund mistænksomt.

– Du kan vel selv se, at hans kragetæer vender i alle mulige retninger, svarede hun og forsøgte sig med et pokeransigt. Sigmund skulle lige vide, at hun tit var sammen med Daniel ude hos mormor, og når han spillede i orkestret om aftenen, gik hun og Daniel gerne i biografen. Sommetider endte de på Daniels stamværtshus, hvor han gik under navnet Sorte.

– Ud over Catherine, så har jeg ikke hilst på mine døtre i sytten år, jeg husker knapt deres navne, sagde Christian, idet han lagde nakken tilbage, så Sigmund kunne sæbe hans ansigt ind. Han var nu så langsynet, at han dårligt kunne barbere sig. Sigmund skubbede hans næse til side og fik dybt koncentreret befriet sin afgud for skægstubbe.

Der var bred enighed om at takke ja til invitationen, og Christian sendte Sigmund af sted til renseriet med sin smoking.

Sigmund tegnede, tog mål, og brugte det meste af en eftermiddag, inden han valgte det sorte silkestof. Da kjolen var syet færdig, var familien enige om, at han havde begået endnu en genistreg.

Judith stillede sig scenevant op foran spejlet og åbnede munden af forbløffelse. Ryggen var fri, og kjolen blev kun holdt sammen af sorte bånd, der dannede tre krydser. Den var syet, så den fremhævede hendes barm, og var slidset op til midt på låret.

– Man skulle tro, du havde i sinde at sælge la petite til hvid slavehandel, bemærkede Christian.

Judith blev så forelsket i sit eget spejlbillede, at hun ikke var til at drive væk.

Sigmund snoede en del af hendes hår, så det dannede en slange på hendes hoved. Resten af håret blev flettet og snoet til en spansk knude i nakken.

– Sådan! Nu ligner du en spansk flamencodanserinde. Jeg venter med at lægge kjolen op, til jeg har fundet de rigtige sko. Sigmund trådte nogle skridt tilbage, mens han kritisk betragtede hende.

– Nu ved jeg det! Du skal have en rød rose hæftet fast til kavalergangen, afgjorde han tilfreds.

– Skal du spille i aften? spurgte Judith med øjnene limet til spejlet.

– Ja, men ikke violin! Kom Judith, nu går vi ind og tager kjolen af. Med et fast greb tog han hende i armen, og som i en døs fulgte hun med ham.

– Olga! Olga! Find omgående vore ørepropper frem, udbrød Christian.

Sigmund anbragte omhyggeligt kjolen på en bøjle, mens hun slængte sig på messingsengen.

– Sigmund, skal vi lege?

Hans ulveblik røbede, at han var parat.

– Du skal gøre alt, hvad jeg siger, ellers straffer jeg dig, sagde han truede og lod sin livrem smælde i luften.

Hendes øjne fulgte ham. Hun fik gåsehud, da han krængede sin skjorte af. Hun mødte hans besiddende blik, da han langsomt gik hen mod hende. Intet andet betød længere noget. Hun var pirret og fanget.

– Ned på alle fire! Livremmen og stemme smældede i takt. Han lød rigtig farlig.

– Jeg skal altså lige tisse først, Sigmund.

Han trak hende op fra gulvet og gav hende kimonoen på.

– Du skynder dig tilbage – forstået!?

Da Judith tørrede sig med toiletpapir, kom hun i tanke om, at hun havde glemt pessaret ...

– Det var du længe om! snerrede han.

– Jeg har altså ikke lyst til at lege alligevel, Sigmund.

– Ikke det! Kan du så komme ned på alle fire, indtil du har lært at lystre. Han lukkede døren til barneværelset, inden han lagde sig på sengen.

– Godt! Rejs dig så op, og kom her hen, slavinde! kommanderede han.

– Jamen Sigmund, jeg har glemt at tage mit pessar på. Hun så hen på kommoden og tilbage på Sigmund. Hans blik vandt, og hun fulgte med ham ind i den underjordiske verden, mens hun lyttede til stemmen, der fik hendes tanker til at høre op, og som ledte hende bort fra angsten.

Judith lå og puttede sig ind til Sigmund. Kun han forstod hende. Som et lynnedslag vendte angsten tilbage til jorden.

Da han ville kysse hende igen, skubbede hun ham væk.

– Det er din skyld, hvis jeg er blevet gravid igen! Du har lokket mig, du elsker mig slet ikke? Skrid med dig! skrålede hun og sparkede ud efter ham.

– Hvorfor er du så lunefuld – er det allerede fuldmåne? Han tog sig til hovedet og ømmende sig.

– Du er en ond egoist! hylede hun videre.

– Lad være med at skrige sådan op, det ender med, at du får vækket Olga og Christian. Han stod ud af sengen og begyndte at klæde sig på.

– Ja, skrid du bare, din gemene vampyr! skreg hun og vendte ryggen til ham.

Han anbragte sin violin i violinkassen, fandt sine nøgler og smed dem på bordet.

– Går du, Sigmund?

– Du siger jo selv, at jeg ikke elsker dig, så jeg må hellere forsvinde ud af dit liv.

– Nej! Du må ikke gå, kom ned til mig! bønfaldt hun.

– Jeg bliver kun, hvis du henter noget, som køler. Er du klar over, hvor hårdt du sparkede? Se selv, jeg har fået en ordentlig bule.

Hun ville gøre alt, hvad han bad om, når bare han blev. Hurtigt sprang hun ud af sengen.

– Jeg løber ud og henter noget is i køleskabet.

– Hvor tit skal jeg sige, at du ikke må gå nøgen rundt i huset!

Hun tog sin kimono på og skyndte sig ud.

Forsigtigt lagde Judith et kompres af et viskestykke med is på Sigmunds hævede tinding.