Kapitel 1

– Merde, udbrød Christian mens, han forsøgte at dreje nøglen rundt. Den bevægede sig ikke en millimeter. Han satte fingeren på dørklokken, men batteriet måtte være opbrugt.

Inde fra lejligheden hørtes en flerstemmig bjæffen, med Césars høje og hjerteskærende piben, som var hundean kontratenor. Papegøjen Pascal fløjtede de første strofer fra la Marseillaise.

– Oh, César, min trofaste ven, og du Pascal, min smukke fugl, hviskede Christian. Hvor han dog savnede sine kære dyr.

– Magdalene, luk mig dog ind, tryglede han gennem brevsprækken.

–Tag tilbage til din rødhårede luder! Det er langt om længe gået op for mig, at du er og bliver en uforbederlig libertiner, Christian, så nu har jeg sgu fået nok! Det er lykkedes dig at åbne min øjne! Og du har knust mit hjerte! Magdalenes stemmeleje fik ham uvægerligt til at værne for øret med hånden.

– Det hele er en stor misforståelse, Magdalene. Luk mig ind så jeg i det mindste kan forklare, hvad der er sket.

– Papa! Mor, jeg vil ud til papa, græd Daniel.

– Nej, Daniel, gå så ind og leg! Og I pigebørn stå dog ikke der og glan! Ind i stuen med jer! blev der råbt fra den anden side af døren.

– Min elskede Sirène, jeg ligger på mine knæ, som en angrende synder og beder om din tilgivelse, tryglede Christian.

Han ventede nu på, at Magdalene skulle bryde ud i gråd og åbne døren for ham.

– Den melodi har jeg hørt før, din upålidelig gemene slyngel! råbte Magdalene.

Havde han hørt rigtigt? Blodet skyllede op i hans kinder. Han trommede nu på døren med knyttede hænder, men der var blevet uheldsvangert stille.

Han betragtede indgående sine hænder, hans eneste aktiv. I sin afmægtighed slog han nu panden mod døren med tre rungende slag. Merde! Christian følte på bulen i panden, og der lød tunge trin på trappen. Han drejede hovedet og så en blå- og hvidstribet klud, som var viklet omkring et rundt hoved. Fra en åben mund lød der en astmatisk prusten, mens et omfangsrigt korpus langsomt vraltede opad. Han genkendte nu kludehandlerens kone, madame Olsen. Hendes rindende blå øjne over de rødsprængte basunkinder virkede skadefro.

– Usshrrrh ... De kan godt spare Dem ulejligheden ... usshrrrh … Deres kone har nemlig pakket alt Deres habengut sammen, og hun har også fået låsen skiftet ud, kan jeg godt betro Dem.

– Goddag, madame Olsen. De har sandelig fået bevæget Dem højt til vejrs. Må jeg benytte mig af Deres energiske initiativ til at komplimentere Deres påfund. En pyjamasklud som hovedpryd, såre effektfuldt, madame. Og dersom De ellers har udtrykt, hvad De måtte have på hjerte, mon så ikke De gør klogest i at få samlet kræfter til Deres retræte.

– Arrhrrh! Sådan en urrrssshrrrh ... højrumpet franskmand! De tror vist, at De er noget, hvad? Men nu bliver vi heldigvis fri for at høre mere på Deres højtravende klaverklimpren og Deres filen på violin her i ejendommen.

– Kære madame Olsen, hvis det kniber for Dem selv at finde vejen, så vil jeg da meget gerne ledsage Dem retur til Deres måtte.

– Nej, vorherrebevares!

– Udmærket, men så adieu, madame. Christian vendte sig og tog prøvende i handtaget, men døren var stadig låst, og han kunne ikke længere høre noget tegn på liv fra lejligheden.

Døren bag ham blev åbnet.

– Pist, hr. Rochaltaine, Deres kufferter står inde hos os.

Christian snurrede rundt. Hans blik mødte ostehandler Mikkelsens platinblonde kone, der var iført en vissengrøn morgenkåbe. Med et koket hovedkast gjorde hun tegn til ham om at komme nærmere.

– Jamen, så kom dog indenfor, hr. Rochaltaine. Jeg har nemlig lovet Deres kone at give Dem et brev og en papirpose, som er fyldt med regninger og rykkerbreve. Det er en værre redelighed, hvad?

– Ja så absolut, Madame. Deres beskrivelse af situationen kunne næppe udtrykkes mere præcist.

Christian fulgte tøvende med hende ind i lejligheden.

– Har De lyst til en cigaret, spurgte hun.

– Jeg ønsker hverken at ryge eller at rejse, brummede han. – Men hvis jeg forstod Dem ret, så har min hustru betroet Dem et brev?

– Joh, det har hun da, og haster det så meget, brevet har jo ligget og ventet på Dem i flere uger, og hvor ser De dog træt ud, hr. Rochaltaine. Alma pegede sigende på en bordeauxfarvet lænestol, og Christian lod sig automatisk dumpe ned. Han tog imod den tændte cigaret, som hun rakte ham, og hans blik sløredes bag røgen.

Christian genkaldte sig sin fars sorte øje med den hvide ring, da faderen stirrende betragtede ham fra sygesengen. Der var en bøn i det blik, eller måske en uudtalt angst. Faderen havde forsøgt at tale, men fik kun fremsagt lyden su, inden øjet pludselig åbnede sig vidt op, og det så ud, som om der kom et lys ud fra det, inden det langsomt lukkedes i, og den indtørrede skikkelse blev som et mumie, som den katolske præst gav den sidste olie.

– Min far er lige afgået ved døden, lød det monotont fra Christian.

– Jamen, det var dog skrækkeligt, hr. Rochaltaine! Jeg kondolerer. Men ved fruen da ikke det?

– Nej, det lykkedes mig ikke at få min hustru i tale ... Christian tav. Han fik øje på en brun kuvert på skænken, hvorpå Magdalene med blokbogstaver havde skrevet hans fulde navn. Han rejste sig og tog brevet, stak det i lommen og gik ud i entreen. Alma Mikkelsen kom flagrende efter ham.

– Går De? Jamen …

– Ja, madame, og jeg har tilladt mig at tage brevet fra min hustru. Så hvis De blot vil være så venlig at meddele hende, at jeg nu vil overlade sagen til min advokat, som vil sørge for, at vore fælles regninger bliver betalt. Jeg vil lade mine kære dyr og mit flygel afhente så hurtigt, det er mig muligt, og nu må De have mig undskyldt, madame. Jeg har en vigtig aftale.

Ude på trappeafsatsen tog Christian et kort øjeblik opstilling foran døren til sit forliste kongerige. Eftertænksomt trak han i en af sine sølvgrå lokker. Magdalene havde været hans livs trygge fundament i nitten år. Men hun havde ret, han havde sandt for dyden ikke været hende en værdig ægtemand. Det var formålsløst at angre. Resigneret trak han på skuldrene, inden han vendte sig og løb ned ad trapperne.

Christian standsede op i trappeopgangen, inden han åbnede gadedøren. Havde Catherine blot været hjemme. Hun forstod ham bedre end nogen anden, men det ville samtidig have gjort situationen endnu sværere. Han vidste, at Catherine altid ville stå ham nær, og hun skulle være velkommen til at flytte med ham ind i Allégade, hvor hans fars herskabslejlighed ville være den ideelle ramme for hendes sangkarriere.

Adam Roth stod ud af sengen og klædte sig hurtig på. Catherine bøjede sig ned og bandt hans snørebånd, så hævede hun sig graciøst og viklede nænsomt det vinrøde tørklæde omkring hans hals.

– Pas nu godt på dig selv, Adam, og husk, at det snart er spærretid, hviskede hun.

Hun hørte deres aftalte signal, de seks slag på døren.

Mekanisk tog hun imod den øresprøjte, som Adam med alvorsfuld mine rakte hende. Hun begav sig ud i badeværelset. Til hans spørgsmål, om hvorvidt han kunne hjælpe hende med noget, rystede hun blot på hovedet. Da Catherine havde skyllet sig ren efter uheldet med kondomet, lagde hun sig i sengen med håret udspredt på puden. Hun lod sig igen indfange af Adams blik.

– Dit hår er jo som et lokkende og skæbnesvangert spind, Kis, sagde han, og forsikrede hende om, at hendes uskyld nu var genskabt. Efter endnu et syndefald bød Adam på pebermyntepastiller, hvorpå han lagde sin nakke mageligt til rette på hendes skulder.

Catherine betroede Adam, at hun var blevet bekymret for sin far, som hun ikke havde set i flere uger. Hun frygtede, at han igen havde vist værnemagten sin foragt og måske var havnet i fængsel.

I Bjørnekælderen havde Adam hørt rygterne om, at Catherines franske far, som blev kaldt Solkongen, skulle have stillet sig op midt på fortovet på Frederiksberg Allé og vist en tysk kolonne sin nøgne bagdel. Og Adan havde tit set Catherines far. En høj og elegant mand, der svingende med sin kavalerstok gjorde sig bemærket i gadebilledet sammen med en flok hunde af ubestemmelige racer. Adam forsøgte at aflede Catherines bekymring for faderen ved at udtrykke beklagelse over sin egen gangart. Han lettede hovedet fra hendes skulder for bedre at aflæse hendes reaktion. Men til hans forbløffelse lo hun højt, inden hun svarede.

– Ja, Adam, men det er nu også ganske få beskåret at gå så elegant som papa. Men, føjede hun til, forestil dig, at din gang var ligeså majestætisk som papas, så ville du sikkert ikke være nær så god på scenen. Du skulle jo gerne kunne leve dig ind i alle mulige mennesketyper, med hver deres gangart. Og med dit store talent, så … Hun afbrød sig selv og fortsatte. – I øvrigt så spiller papa ikke konge, han er som en konge.

– Og mit sceneydre er bestemt heller ikke værd at prale af, Kis, men hvad værre er, så er jeg blevet beskyldt for at mangle harme - Nej, modsig mig ikke, Kis – det er derfor, man sjældent tilbyder mig at optræde i helteroller, og den sidste anmeldelse i Berlingske Tidende var ganske forfærdelig.

– Du mangler absolut ingenting! Og du har oven i købet et usædvanligt stort talent som karakterskuespiller. Du skulle hellere lade være med at læse de tåbelige anmeldelser, Adam, jeg tror fuldt og fast på dig.

– Du tror fuldt og fast på mig, Kis, gentog han, inden han, med et udtryk af lettelse, lagde nakken tilbage på hendes skulder.

Catherine sank sit spyt. Ville kvalmen da aldrig få ende? Var hun syg, eller kunne det være Guds straf, fordi hun igen havde opført sig som en skøge? Hun tog en dyb indånding, som stod hun i kirkekoret og skulle til at synge en arie. Da hun åndede ud, var det som om, skyldfølelsen sivede ud af hende og fortrak sig om bag de sorte mørklægningsgardiner.

Men hvordan skulle hun kunne sove med sådan en kvalme. Hun frigjorde sig for vægten af hans hoved og satte sig op i sengen. I tasken på natbordet fandt hun sit lommetørklæde, og hun begyndte metodisk at gnide på en af pletterne på lagenet.

Adam, der tavs lå og betragtede hende, fortrød sin letsindighed. Han, der ellers plejede at være så forsigtig.

Catherine følte med ét en stærk trang til at skrige. Det måtte ikke ske, for hvad ville Adam dog ikke tænke? Han ville måske få et chok, eller tro, at hun var blevet sindssyg. Hun pressede sine læber hårdt sammen, mens hun forsøgte at holde vejret. I samme øjeblik satte luftalarmen i gang, og Adam svingede sig ud af sengen og gik målbevidst hen og åbnede døren til klædeskabet. De måtte under ingen omstændigheder blive set sammen, heller ikke i hotellets beskyttelsesrum. Stiltiende havde de forsonet sig med den umiskendelige stank af mølkugler. Catherine fik anbragt en dyne i skabets bund, og de satte sig i hver sin side og lod flasken med vermouth gå på tur.

– Ah, vermouth er nu mere berusende og spirituel end din skønsang, erklærede Adam drilsk, mens han kæmpede med at få plads til sine ben.

– Vi må bare håbe, at det er falsk alarm, Kis, fortsatte han og foreslog hende, at de sendte krigens ofre en kærlig tanke.

– I pressen bombarderes vi med, at hundreder og atter hundreder af soldater er døde i det seneste store slag. Men hvad med den ene, Kis? Én dødeligt såret soldats smerte og lidelser er vel lige så grusom og meningsløs, som når tusinde soldater dør. Alle er vi i dødsstunden ene med smerten og angsten.

– Det er fuldkommen som at lytte til papa, hviskede Catherine. Hun bevægede læberne i bøn, Ave Maria, fuld af nåde ...

– Det var ikke rigtigt af mig at bringe det emne på bane, afbrød han hende. Han strøg hende over håret og svang sig ud i en lyrisk begejstring.

– Du er et meget fint og forstående væsen, Kis. Din skønhed er som en eksotisk blomst. Du er en ægte juvel. Og du er som skabt til scenen ...

– En juvel – Catherine greb ordet, den skønneste juvel er Jomfru Maria, indvendte hun.

Adam lod bemærkningen svæve, mens han lindede lidt på døren og så, at det sorte rullegardin ikke var trukket helt ned. Over hustagene funklede en stjerne som en tidløs kontrast til lyden af sirenen, der nu afblæste alarmen. Faren for, at hotellets vagtmand pludselig ville komme brasende, var nu overstået. Catherine fik hurtigt smøget sig ud af skabet, og hun rakte ham en hjælpende hånd. Nede fra restauranten lød der igen et brus af rytmisk dansemusik. Adam bød hende op, og hun nynnede til melodien, mens de dansede. Hans blik blev indfanget af hendes øjnes palet, oliven, umbra, okker og et stænk af vemod. Hun virkede på én gang så nær og fjern. Han ville tegne hende, ja, eller skrive et digt om Kis med de vemodige øjne.

– Sig mig, Kis, har du igen i sinde at belaste mit uskyldige legeme og min nu så fortabte sjæl? Hans øjne var let bebrejdende, mens smilerynkerne blev dybere.

– Sådan kan det gå uartige drenge, der leger med ilden, svarede hun leende.

Hun kunne høre på Adams vejrtrækning, at han sov. Hun måtte op og have luft. Lydløst lod hun sig glide ud af sengen. Vinduet røg op med et smæld. Den kølige morgenluft gjorde godt, hun havde sikkert bare drukket for meget vermouth. Ved lyden af en høj stønnen bag sig fór hun sammen. Da hun vendte sig, så hun Adam sidde op i sengen, med armene rakt i vejret.

– Skyd ikke! Jeg overgiver mig!

Han lagde sig igen og døsede hen til klangen fra hendes latter.

– Adam, se! Solen er stået op. Du skulle komme herhen og se den smukke himmel.

– Stået op? Jeg fatter sgu ikke, at den gider! Og dog, Kis, kom du herhen og se, hvad der også lige er stået op.

Catherine havde sat Adam stævne foran indgangen til Frederiksberg Kirkegård. Med hastige skridt gik Adam hen ad kirkestien. Han ville benytte sig af lejligheden til at præsentere hende for sin slægts fællesgrav. Men hun var sakket bagud, og det faldt ham ind, at hun var usædvanlig ordknap. I den tro, at hun var træt, foreslog han, at de satte sig på en bænk. Efter lang tids tavshed åbnede Catherine endelig munden.

– Jeg skal have et barn, sagde hun tonløst.

Catherine så Adam stivne, og hans ansigt formørkedes. Hun hørte ham sige, at der samme formiddag var kommet brev fra hans kone, som nu følte sig så udhvilet, at han kunne vente hende hjem fra rekreation sidst på ugen. Og skammen og skyldfølelsen forstærkedes i Catherine.

– Adam, du må først og fremmest tænke på din egen fremtid, og hvad vil din familie ikke sige. Jeg ønsker ikke at være en hæmsko for dig og din karriere. Hendes tonefald og afvæbnede styrke naglede ham fast til bænken.

– Tænk ikke mere på det, Adam, jeg skal nok selv klare den. Hun lagde sin hånd oven på hans og gav den et beseglende klem. Langsomt rettede Adam sig op.

– Nej, nej, nej, det er for infamt bare at løbe fra ansvaret, protesterede han endelig.

– Nej, Adam, for hvis du lod dig skille, så er vi tre, som bliver ulykkelige, svarede hun stille.

– Hvis far og mor fik dette her at vide, tænkte Adam højt.

– Du kan være ganske rolig, min ven, ingen vil nogensinde få noget at vide. Hendes blik fokuserede på hans mørkeblå øjne, der trøstesløst rettedes mod den grå himlen. Så rejste hun sig og satte i løb hen ad kirkegårdens grusede sti.

Catherine sprang fra køkkenbordet til gulvet, mens hun talte op til hundrede, men mærkede stadig de små puf under sit maveskind. Hun havde snart forsøgt alt, selvom hun vidste, at hun begik en dødssynd. Og smerten fra det brændende varme vand, som hun havde øset fra gruekedlen og ned i zinkbaljen, var en bod, hun måtte betale, hvis hun skulle gøre sig noget håb om at formilde Den Hellige Jomfru. De kininpiller, hun havde taget, fik det blot til at kime for ørerne, men denne infernalske hvinen var sikkert en påmindelse om den gode Guds vrede. Hun huskede, hvordan mor på hendes fridag forleden søndag, mens de sad omkring middagsbordet, havde set bekymret på hende med det ene sorte bryn løftet. Og mor havde spurgt hende, om hun var blevet forvænt og kræsen i sin plads hos grossereren, siden hun sad og stak til maden. Maven havde vokset sig rund, mens raden af ribben var blevet mere og mere synlig, som et varsel om hendes bristede drømme. Hun måtte opgive uddannelsen på Musikkonservatoriet, hvor hun ellers lige var blevet optaget. Og aldrig skulle hun komme til at synge i rampelysets skær, til papas stolte bifald. Og papa måtte ikke få noget at vide om hendes ulykke.

Catherine åbnede køkkenvinduet. Nede i gården hang der vasketøj til tørre, men der var ikke en sjæl at se; som i trance kravlede hun op i vindueskarmen. Hun klemte øjnene i. Hun var jo alligevel fortabt, tænkte hun – og sprang.

I det øjeblik, Catherines krop slog mod asfalten, kom hendes mor, Magdalene, cyklende ind i gården med sønnen Daniel siddende på bagagebæreren. Moderens skrig fik kaldt Catherine til bevidsthed, og hun så Daniels sortkrøllede hoved nærme sig.

– Så, så, du må ikke græde, ville hun sige. Hun fik adskilt læberne, men stemmen svigtede. Magdalene fik hjulpet hende på benene. Catherine havde svært ved at støtte på sin ene fod, og hun havde fået næseblod.

– Hvad pokker bestilte du også i vindueskarmen, du plejer da at være for fin på den til at pudse vinduer. Men det ser ud til, at du er sluppet billigt, din klodsmajor. Magdalenes sortbrune øjne bevægede sig ransagende op og ned ad hende, så standsede blikket – ved maven.

– Javel!

Magdalene måtte støtte Catherine på vej op ad køkkentrappen, hvorefter hun blev beordret til at lægge sig på ottomanen. Der lå hun ør og mørbanket, men den omstændighed, at hun var blevet afsløret, fik hende næsten til at glemme sine knubs.

Hendes tre ældste søstre stod klemt sammen i døråbningen. Catherine, hun, der altid var så fin på den, havde hun virkelig bragt sig selv i ulykke, hviskede og tiskede de.

– Arh! Stå ikke der og glan, pigebørn. I skulle hellere sørge for maden, og husk så, at Daniel skal ligge i sin seng klokken syv, og glem ikke, at lufte hundene. Med en enkelt håndbevægelse fik Magdalene gennet pigebørnene af vejen, så forhøret kunne foregå, om ikke for lukkede øren, så for lukket dør.

– Hvem har bragt dig selv og os andre i skam? indledte Magdalene, mens hun trak mørklægningsgardinet ned. Det er vel ikke grossereren, den nydelige mand, for han er jo enkemand ... Nå, ud med sproget, pigebarn, fortsatte hun.

– Nej, selvfølgelig er det ikke ham, mor, selvom ... Catherine tav. Hun ville ikke indvie moderen, i at grosserer Peter Skovby flere gange havde inviteret hende på middag. Han havde tilmed foræret hende en fint indpakket æske, hvori der lå en smuk brillantring, som indledning til et frieri.

– De er jo så god imod min lille søn, og selv finder jeg Dem meget sympatisk, havde han erklæret. Catherine var først blevet stum, så havde hun, så høfligt hun kunne, sagt, at hun var for ung til at gifte sig. Og selvom Peter Skovby insisterede, så ville hun ikke modtage den smukke forlovelsesring, når ikke hun kunne give ham sit ja ...

– Nå! Catherine, hvem er så horebukken? gjaldede Magdalene.

Horebuk, fór det gennem Catherines hoved. Det var da hendes egen skyld alt sammen. Hun havde jo hele tiden vidst, at Adam var en gift mand. Hun lukkede øjnene. Hvis blot hun kunne sove sig væk fra det hele.

– Og hvad vil du stille op med en horeunge? For du kan jo ikke forvente, at du kan beholde pladsen hos grossereren i din tilstand.

Det gav et sæt i Catherine. Magdalenes stemmevæld rev hende tilbage til ottomanen, og skammen.

– For du må da mindst være i femte måned, og så har du gået her og spillet dydig og holdt os alle sammen for nar, du med dit korset.

– Er det nødvendigt at råbe så højt, mor, skal alle naboerne partout kunne høre dig? Jeg har i forvejen sådan en forfærdelig hovedpine, mit hoved er lige ved at sprænges, klagede Catherine.

– Hvordan skulle dit hoved kunne sprænges, når ikke du bruger det. Og det kan jo alligevel ikke længere skjules, hvordan det er fat med dig. Du slægter sandelig din papa på, må man sige - den slyngel. Men jeg kan godt betro dig, at denne gang har jeg også fået pakket alt hans habengut, og hvorfor tror du, at jeg har fået skiftet låsen ud! Råbte Magdalene. Hun greb fat i Christians kat, Saba, som lå henslængt på flygelet, og kylede den ned på gulvet. Hvilken nytte havde familien også af, at Christian havde så mange elever, tænkte hun ærgerligt. Det var jo alligevel kun de tonedøve, som han lod betale. Eleverne med talent underviste han tit ganske gratis. Men hende den lille rødhårede dulle, som talte så gebrokkent, at det var umuligt at forstå et ord af, hvad hun sagde, hun slugte Christian med sine grønne øjne, ja hun så sgu lige så indsmigrende ud som Saba. Dullen havde tilmed efterladt flere dåser med kaviar på flygelet som lokkemad, inden hun valsede ud på sine rædsomme, høje stilethæle. Og Christian havde været borte i flere uger, og da han endelig kom hjem, var det kun for at skifte tøj. Og mens han børstede sin jakke, fortalte han, at han måtte være hos sin far, der lå for døden. Hans far, som han altid havde hadet som pesten. Nej, den historie måtte han sgu længere ud på landet med, der stod ikke idiot bag på hendes ryg, så da han omsider dukkede op i onsdags, var det hans tur til at få en kold skulder. Og nu pigebarnet der, hun var jo som snydt ud af næsen på sin far – af sind i hvert fald. Problemer – altid problemer ...

– Nå Catherine, ud med sproget, hvem er så den laban, der har gjort dig med barn!?

Laban, Adam? Han, der var sådan et fint menneske. Da Catherine lukkede øjnene, så hun først Adams øjne, så hele hans skikkelse for sig. Billedet var så livagtigt, at hun uvilkårligt rakte sin hånd frem imod ham. Men hånden sank ned mod maven, og hun mærkede barnet, som sparkede. Magdalene havde fjernet hendes korset, der nu lå i kakkelovnen og ulmede.

– Her, pigebarn, drik lidt mere vand. Men jeg helmer ikke, før du har fået munden på gled.

– Du kan godt spare dig, mor. Jeg rejser min vej. Så slipper du for horeungen og mig. Men hvorfor er du så hård og uretfærdig imod papa?

– Din papa er en upålidelig skørtejæger! Nå, men det hjælper jo ikke, at du ligger der og spiller martyr, Catherine. Man ligger, som man har redt, fortsatte Magdalene, der selv kæmpede imod sin bittersøde længsel efter Christian. Hun huskede, hvordan han kunne sidde og spille små musikstykker, som han havde tilegnet hende, eller synge arier for hende med en inderlighed, der kaldte på hendes tårer. Havde hun alligevel været for hård imod ham? Hun mærkede, at hendes hjerte slog nogle ekstra slag. Hun lænede sig op ad flygelet. Tankefuldt tog hun de visne, mørkerøde rosenblade, som hun havde gemt i krystalskålen på flygelet, ét for ét, og fyldte sin hånd med dem. De stammede fra den smukke buket mørkerøde roser, som Christian havde haft med, da han første gang kom og ville forsones. Men hun var blevet klogere, var hun. Med de visne blade i hånden slog en ny tanke ned i hende. Hun så hen på Catherine. Jo, hendes øjne var lukkede. Stille gik hun ud i køkkenet til pigebørnene og afgav nye ordrer, inden hun gik ind i soveværelset. Bagest i klædeskabet fandt hun den sorte modelfrakke med det tilhørende sorte lakbælte, som Christian havde købt til hende i Paris – Den laps! Den ødeland! Selvfølgelig skulle hele hans musiklegat ødsles bort på unødvendig luksus – på tant og fjas! Mens hun selv måtte pukle både nat og dag for at kunne holde kreditorerne fra døren. Hun pressede sine læber hårdt sammen, mens hun omhyggeligt fik børstet frakken fri for støv og hundehår.

– Skal du allerede på arbejde, mor? spurgte Catherine med slet skjult lettelse, da Magdalene, iført overtøj, mønstrede hende fra døren.

– Fanden stå i det, mumlede Magdalene på vej ned ad trappen. Men herre Gud, pigebarnet virkede sgu så fortabt.

På vej hjem fra Østerbro mod Vordroffsvej blev Magdalene opmærksom på en mistænkelig skygge og listende skridt. Gennem øjenkrogen så hun en mandsperson, som ganske rigtigt fulgte efter hende. Hurtigt fik hun listet sit nøgleknippe op af lommen og anbragt nøglerne mellem fingrene på højre hånd, så de stak frem som pigge. Han kunne vente sig, kunne han, han skulle nok få kærligheden at føle. Hendes had glødede. Og da hun trådte ind i opgangen, nåede hun lige at trykke på kontakten, inden hun bagfra blev grebet af en arm. Lynhurtigt snurrede hun rundt og slog til. Stodderen blev ramt midt på munden og faldt om som en sæk mel.

– Den slyngel har kun fået hvad han har fortjent, mumlede hun på vej op ad trappen. Skruplerne indtraf først, da hun låste sig ind i lejligheden. Hvad nu hvis Christian skulle finde på at opsøge hende igen? Måske faldt han over stodderen dernede! Savnet, vreden og gråden havde gnavet sig fast som et kalejdoskopisk virvar bag hendes pande. Det var først, da hun ruskede i Catherine, at hun mærkede, hvordan det sved i hendes knoer.

– Nu har mor her fået ordnet paragrafferne for dig så godt, jeg kunne, min tøs.

Catherine var lige ved at døse hen igen.

– Hans Løve er mere end villig til at gifte sig med dig. Det holdt nu ellers hårdt derude. Jeg skal lige love for, at hans far stillede sig på bagbenene, og hans mæhæ til mor stod bare og vred sine hænder, men så slog Hans i bordet.

Catherine fik spærret øjnene vidt op.

– Giftes? Med Hans Løve! Det kan ikke være dit alvor, mor! For det første så kender jeg ham jo knapt nok – desuden vil jeg hverken eje eller have ham. Det går papa heller aldrig med til. Catherine huskede, hvordan papa, efter at Hans Løve havde talt om sin kærlighed til hende og sagt, at han ikke kunne leve uden hende, resolut havde smidt deres nye tørresnor over i skødet på ham med ordene: Værsågod, her har De noget at hænge Dem i. Siden gav papa Hans Løve øgenavnet, Dejfjæset ...

– Ja, snakke har du altid kunnet, men så kan du måske svare mig på, hvad det nytter, at man elsker en mand? Magdalene holdt tårerne tilbage, inden hun fortsatte. Og Hans er både en pæn og reel ung mand med fast arbejde, og så er han jo fuldkommen forgabt i dig. Og hvordan ville du selv kunne brødføde et barn?

Catherine kom i tanke om, at hun havde modtaget en lang række breve fra Hans Løve. Med undren havde hun læst de første to. Der var gået en hel Morten Korch tabt i ham, havde hun tænkt. De efterfølgende blå kuverter havde hun uåbnede smidt i kakkelovnen.

– Hans far er maskinmester, og du skulle se deres hjem, næh, den familie mangler bestemt ikke noget. Nå, men sov nu på det, Catherine. Jeg må også hellere se at få mig en lille en på øjet, jeg skal jo op igen, før en vis person får sko på. Hun gabte højlydt og forsvandt ind i soveværelset, hvor hun uden at klæde sig af lagde sig på den alt for store dobbeltseng. Og for første gang i to måneder, to uger og tre dage faldt hun omgående i søvn.

Catherine lå og stirrede op i loftet, hvor hun anede en silhuet af sin papa.

Papa, papa, kaldte hun. Men hvordan skulle papa kunne hjælpe hende nu ... nej, hun var nødt til at bede om syndsforladelse. Med besvær humpede hun hen til skænken og knælede ned foran madonnastatuetten.