Kapitel 21

Judith granskede indgående sit spejlbillede i vinduesruden ved siden af indgangen til Café Royal og var ved at børste sit hår, da hun mærkede hånden på sin skulder. Hun sendte den formastelige et tilintetgørende blik.

– Hold dine grabber for dig selv din – din filipens! røg det ud af hende.

Han var ikke alene lyshåret, han havde også hele hovedet fuld af bumser, som han prøvede at dække med en brun creme, så hun.

– Vil du med ind i caféen, spurgte han.

– Nej! Jeg vil bare ind. Hun tog automatisk sin hånd ned i kavalergangen og ledte i sin brystholder.

– Øv! Jeg har helt glemt at tage penge med, udbrød hun ærgerligt.

– Jeg giver en øl, hvis du fortæller mig, hvad du hedder, sagde han.

– Jamen, det gør jeg ikke.

– Jeg er Jørgen Henningsen. Jeg har jo lige været i fjernsynet til et interview, efter at jeg fik en betydelig rolle på Det kongelige Teater.

– Nå, og hvad så! Men gider du lige at låne mig fem kroner, nej, forresten, lån mig hellere ti?

Jørgen førte hende hen til sit stambord.

– Hvad kan jeg tjene de unge mennesker med? spurgte tjeneren.

– Find lige et privat stambord til mig først, sagde Judith og så sig omkring.

– Hvis De lover at komme hver dag, kan De få bordet derhenne, svarede tjeneren smilende og pegede på et bord tæt ved døren.

– Nej, ellers tak! Jeg vil hellere have det bord der henne ved vinduet.

– Det bord er desværre reserveret.

– Et bord kan da ikke være reserveret. Min mor, hun er reserveret, men et bord, næh, den må De længere ud på landet med.

Jørgen smilede, og Judith lagde mærke til, at hans tænder i det mindste var nogenlunde pæne, men alle de ækle bumser! Vorherre bevares!

Tjeneren kom svingende med en bakke. Han stillede en Tuborg og et glas foran Jørgens plads. Og foran Judith stillede han et højt glas med en irgrøn væske med en citronskive i kanten, og med et rød og hvidstribet sugerør i.

– Værsartig, på husets regning, sagde han.

– Så må De hilse huset, og sige tusind tak, sagde Judith.

– Aah! Hvor smager det dog skønt! udbrød hun. Huset har vel nok en god smag. Hun blæste bobler med sugerøret, inden hun, med synlig nydelse, sugede ind igen.

– Jeg ville aldrig have gættet på, at du var skuespiller, sagde Judith og sendte Jørgen et undrende blik..

– Jeg har da ellers lige fået Poul Reumerts legat. Jørgen begyndte at tale om sine roller, og Judith var nået til sit andet glas, da hun så, at døren sprang op. Gennem øjenkrogen anede hun en skikkelse, der anbragte sin frakke på en stumtjener og derefter kastede sin hat hen på en knage. Hun drejede hovedet og fokuserede på et par elegante, brune sko under de velpressede grå bukseben. Hendes blik gled opad, hun lod blikket dvæle på et hvidt pyntelommetørklæde i tweedjakkens brystlomme, inden hun vovede at se på mandens ansigt. Jo, det kunne kun var ham! Og han så direkte på hende, og som en selvfølge satte han sig ved hendes og Jørgens bord.

Tjeneren kom ilende med en flaske rødvin og et glas, som han stillede foran ham. Adam bøjede sig ind over bordet og så på Judith. Hun bemærkede, at hans øjne var mørkeblå, næsten som om de skulle have været brune, men endnu ikke havde skiftet farve.

– Hvordan har De det? spurgte Adam, som om de var gamle bekendte.

– Er det ikke lidt sent, at De interesserer Dem for mit befindende? svarede Judith

Adam løftede armen og så sigende på sit armbåndsur.

– Sent? Klokken er da kun halv ni, konstaterede han.

– Nå – og hvordan har De det forresten selv? spurgte Judith.

– Tak, nogenlunde – I nat har jeg sovet med kun én stok. Men jeg ser, at De har taget en veninde med. Adam nikkede mod Jørgen Henningsen. Bare synd, at ”hun” er så forfærdelig mandhaftig!

– Pyt med det, ”hun” er nemlig kun med som anstandsdame, fik Judith svaret.

– Hvad med at sende hendes anstændighed hjem i seng med en taxa? foreslog Adam.

– Det har ”hun” garanteret ikke råd til, jeg har nemlig lånt ”hendes” sidste penge.

Jørgen Henningsen lo en påtaget teaterlatter, idet han så fra Judith til Adam med en blanding af utilsløret nysgerrighed og måbende ærefrygt.

Adam bøjede sig ind over bordet.

– Hør, skulle vi to ikke drikke dus, unge dame?

– Jo, det kan vi såmænd godt - hvis De absolut synes. Judith langede ud efter Adams rødvinsglas og satte det til munden.

– Her, se nu at få det overstået, du, opfordrede hun, mens hun tørrede sin mund af i ærmet. Adam fyldte sit tomme glas.

– Mit navn er Adam Roth – hvad var dit navn?

– Judith. Og jeg er datter af Catherine Marie de la Rochaltaine, føjede hun til.

Rochaltaine … Adam smagte på navnet ... Catherine ... åh ja, Kis ... Hun var en meget smuk kvinde og en usædvanlig blid kvinde, mumlede han hen for sig, inden han rakte ud efter flasken igen og fyldte sit glas.

– Hov, hov Adam, gem dog lidt til mig – selvom det er en vin uden fylde og karakter, foredrog hun med påtaget affektion.

– Du er jo født til scenen, Judith, sagde Adam.

– Jeg ville også engang have været en berømt filmstjerne – altså i mine helt unge dage. Du er jo også en slags filmhelt – selvom du jo ikke ligefrem er nogen Poul Reichhardt ... Det gnavede i hendes mave. Hun ville have sagt noget helt andet – spurgt ham om alt muligt andet. Pludselig kunne hun ikke få et ord mere frem. Hun rejste sig, stod et øjeblik og svajede, inden hun usikkert skridtede hen mod døren.

– Har jeg sagt eller gjort noget forkert? spurgte Adam ud i røgtågen, idet døren gled i. Som et indre ekko anede han erindringen om et digts sidste strofe: Andre har givet dig solstrejf og leg, smerternes spor går tilbage til mig ...

Den kølige aftenbrise slog imod hende. Så stak hun i løb.

Grand-papa! Du havde ret. Adam er en værre bangebuks. Han turde ikke engang at kendes ved mig, betroede hun stakåndet Christian, inden hun kastede sig i hans favn med en voldsomhed, der nær havde væltet ham omkuld.

Hver gang Christian nåede til en af Mefistofeles' dialoger, dedikerede han højt med et djævelsk tonefald. Og trods det at dramaet udfoldede sig på fransk, måtte Judith løfte hovedet og lytte med. Grand-papa var verdens bedste skuespiller, langt bedre end – ham ... Siden mødet med Adam Roth på Café Royal havde hun følt sig spaltet. Hendes selvfølelse var på én gang vokset og svundet ind. Måske mødte hun ham igen en dag. Nej - hun ville aldrig se ham mere.

Daniel havde bedt hende om at rette nogle versefødder i et af hendes digte. Og hun lovede at kikke i den rimordbog som han havde foræret hende. Men når hun slog op i bogen, hvor siderne var fyldt med ord, føltes det, som om hjernen slog fra. Hvor var han forresten taget hen, og hvorfor havde han været så fin i tøjet? Han, der ellers altid gik i sort tøj. Sorte bukser, sort rullekravesweater, sorte sko og sokker. Det var nok derfor, han blev kaldt Sorte. Men lige efter han havde lavet aftensmad, var han gået i bad. Og han havde ikke sunget, som han plejede, og bagefter havde han taget et beigefarvet jakkesæt på med lys vest, kun skoene var sorte, huskede hun. Det begyndte at isne op og ned ad hendes ryg.

– Grand-papa!

– Jeg formoder, du ser, at jeg er optaget af Faust, der sælger sin sjæl til Fanden.

– Grand-papa!!

Med et suk lagde han bogen og luppen fra sig på sofabordet og så på hende.

– Hvad tynger så din urolige sjæl i aften, ma petite?

– Ikke noget særligt, grand-papa, bedyrede hun. Samtidigt rejste hun sig og fór hen og satte sig på hans skød.

– Grand-papa ... synes du, at det er meget, meget forkert og helt unormalt, hvis en pige er blevet forelsket i sin egen onkel? hviskede hun med små kildrende pust ind i hans øregang.

– Jeg kan ikke gradbøje kærlighedens ret. Men hvis du hermed antyder, at du har forelsket dig i Daniel, så kunne kærligheden, og jeg siger udtrykkeligt, kunne, være at give afkald på at ville besidde ham. Dog være ikke sagt, at det absolut må forholde sig sådan i din dramaturgi. Faust vandt sit væddemål med djævelen, fordi en kvinde kom ham til hjælp. Men Den skønne Helena, der var som en muse, ville ikke besidde Faust.

– Grand-papa, jeg vil da heller ikke besidde Daniel. Jeg drømmer bare om ham næsten hver eneste nat. Synes du, at det er meget forkert af mig?

– Ifølge Jung, så er vore drømme et sjælens sendebud, Judith.

– Joh, men jeg drømmer altså også om ham, når jeg er vågen, selvom jeg hele tiden prøver på at tænke på noget helt andet, fortsatte hun.

– Daniels følelser er åbenlyst de samme ... Christian havde tænkt højt.

– Ork, nej, for Daniel har nemlig selv sagt, at han kun er sammen med en pige, når han er stangfuld. For når han er ædru, så tør han ikke, og da slet ikke hvis hun er køn. Men ved du hvad, grand-papa? Sigmund, han får mig næsten altid til at græde. Med Daniel er det lige modsat, han får mig næsten altid til at grine, og alle farver bliver så lyse og klare, når han er her – hvor tror du forresten, at han er taget hen, grand-papa?

Irish, der ikke kunne undgå at føle sig tiltrukket af Daniel, der slægtede hendes elskede Christian på, havde sendt Daniel en kuvert med et postkort, der forestillede en kat viklet ind i et garnnøgle, hvorpå hun med sirlig skrift havde inviteret ham til middag. I et desperat forsøg på at fortrænge de følelser, der med tiltagende styrke hjemsøgte ham, havde han ringet hende op og var indvilliget i at komme.

Sveden piblede frem på hans pande. Han stod og så på navneskiltet, indtil skriften flød ud. Hvad bestilte han egentlig her? Med blomsterbuketten foran sig, som var den et beskyttende værn, tog han en dyb indånding og fik ringet på. Storsmilende bød Irish ham velkommen. Hun takkede for blomsterne og stillede sig op på tå.

Da han så hendes glinsende mund nærme sig, veg han til side. Hendes tunge parfume slog imod hans næsefløje.

– Det er hyggeligt, at du kunne komme, Daniel, maden er snart færdig. Hvad må jeg byde dig at drikke?

– Tak, Irish men jeg trænger ikke til noget.

– Så sæt dig i sofaen og gør dig det behageligt, du må gerne smække benene op på bordet.

Han satte sig nølende.

– Der er vel ikke noget galt derhjemme, Daniel?

– Nej-nej, jeg sidder bare og spekulerer på, hvorfor du har hele tre fotografier af Solkongen hængende over sofaen.

– Fordi jeg holder rigtigt meget af din far. Er der noget galt i dét?

– Nej-nej, og det vedkommer jo heller ikke mig.

– Hvordan trives du ellers selv ude i Allégade, er du ved at falde til?

– Tak, jeg klager bestemt ikke, far har været en rigtig kammerat hele vejen igennem, og Lille Christian er dejlig. Den dreng er slet ikke til at stå for.

– Er Judith forresten gravid igen?

– Ikke det jeg ved af, men hvorfor spørger du mig om det?

– Jeg synes bare, at hun var blevet lige lovligt rund, Irish lo forsonende.

Da hun gik tilbage til køkkenet, greb han sin jakke og forsvandt lydløst ud af døren.

Inden Daniel fik sat nøglen i låsen, kunne han høre Judith synge et af de digte, som han havde lavet melodi til. Hans ben førte ham efter lyden.

… nu hvisker åen hans navn,

Jo – min elskede kommer tilbage

som glæden før smerten,

lad nattens timer rinde ud

for evigt er dagens lys ...

Judith sad i badekarret og ammede le petit. Da drengen fik øje på Daniel, slap han vorten.

– Juubii, onkel Daniel! Kom op i badekarret, vil du ikke nok lege ubåd med mig?

– Jeg ville jo fylde op som en hel spækhugger, der ville blive en kæmpe oversvømmelse, sønnike.

– Kom nu bare, Daniel, le petit har nemlig glemt sit badedyr, opfordrede Judith.

– Nej, jeg smutter igen, det var dumt af mig sådan at komme brasende.

– Når nu du er kommet, gider du så ikke lige at vaske mig på ryggen? Hun rejste sig og stillede sig med ryggen til ham. Hendes våde, glinsede manke dækkede det meste af hendes ryg.

– Du må tage håret til side, Judith.

– Grand-papa har ellers lige sagt, at jeg ligner et afrikansk hængebugs svin, kan håret virkelig skjule min fede krop?

Uden at finde på svar fugtede han sæben og lod den gnide ned over hendes ryg.

– Ih, hvor det kilder, hvinede hun og snurrede rundt.

– Ikke nu, men NU er det din sengetid, Christian. Hun løftede resolut drengen op af karret, så bøjede hun sig og tog et håndklæde, som hun viklede omkring ham.

– Skynd dig ind til grand-papa og få ham til at tørre dig og give dig nattøj på.

Drengen kapitulerede modstræbende, og på små våde fødder pilede han af.

– Jeg må også hellere smutte, mumlede Daniel og blev stående.

– Vil du da ikke høre sangen? Jeg har ellers maset med de versefødder hele aftenen, og du har selv sagt, at der er en god akustik herude, ikke?

– Husk, at du er gift med Sigmund, indvendte han.

– Hvad! Hvorfor dog det, nu har jeg ellers gjort alt for at glemme det – desuden er han i Sønderjylland med sit fileorkester. Men jeg er måske blevet for fed og hæslig, selv i dine øjne?

Daniel var dumpet ned på taburetten.

– Og har du måske ikke selv sagt, at du foretrækker grimme kvinder? – når du altså er ædru, føjede hun til.

Hvad pokker mente hun, det havde han da aldrig sagt. Han så hendes øjne brænde, og alligevel var der noget barnligt og uskyldigt over hende, som hun stod der. Hun begyndte at synge, og han hørte, at hun gjorde sig umage for at synge rent.

Hans arme blev som to selvstændige væsener, og uden at ane hvordan det gik til, stod han og holdt omkring hende.

Judith havde prøvet det meste af sin garderobe, og der lå tøj spredt ud over hele gulvet. Hun kunne lige klemme sig ned i den sorte fløjlskjole, en ægte parisermodel, som Olga havde foræret hende. Hun gik ind i dagligstuen og fandt kladdehæftet, som hun havde efterladt på gulvet.

– Grand-papa, hvornår kommer Olga hjem fra sit psykologikursus?

– Jeg venter Fyrstinden hjem i morgen aften – med mindre hun har valgt at forlade mig gamle mand.

– Hvorfor skulle hun dog forlade dig? – Gud, grand-papa, er du virkelig jaloux!?

Christian trak på skuldrene.

– Olga kunne da aldrig finde på at gå fra dig, lille grand-papa.

– Tak for dine velmente løfter, Judith.

– Hm, men vil du ikke nok se efter le petit? Daniel og jeg skal nemlig arbejde – med kunsten, forstår du.

– Hvad du end måtte foretage dig, Judith, så er det påkrævet, at du lærer endnu en kunst. Ganske vist en kunstart som ligger dig temmelig fjernt.

– Hvilken kunst, grand-papa?

– Diplomatiets kunst, hvor man står med begge sine ben solidt plantet på jorden, som to moralske søjler.

– Den kunst kan Daniel sikkert sagtens lære mig, ivrede hun optimistisk.

– I dén robe kunne du gøres ansvarlig for, at selv en indremissionsk lægprædikant forvildede sig bort fra dydens smalle sti, brummede Christian efter hende.

Hun nåede kun at banke på døren én gang, inden den blev åbnet.

– Daniel, du må hjælpe mig med de versefødder. Hun tog opstilling foran ham.

– Judith, jeg kan ikke klare mere i aften.

– Jo, vel kan du så, stem nu din guitar og se at få varmet op.

Hans fingre begyndte at bevæge sig hen over strengene, mens hans bryn bevægede sig i takt til tonerne. Judith satte sig på gulvet foran hans fødder. Hun nåede kun at få kradset et par rettelser ned, inden hun smed blokken fra sig på gulvet. Hun rejste sig og smøg sig om bag ved ham.

– Judith, vi kan ikke gøre det her. Ikke bag Sigmunds ryg.

– Var det måske bedre, hvis han vendte hovedet til?

– Ejer du slet ingen moral, Judith?

Moral? Jo, jo jeg har hele to, sagde hun og huskede Christians råd om at stå med begge ben plantet... nå jo, på gulvet, inden hun lagde armene omkring hans nakke.

Daniel havde ikke kunnet finde hvile, han havde ligget med Judith i sine arme og tænkt. Tankerne var kørt i ring, mellem deres flugtmuligheder, muligheden for at drive Sigmund bort, og så en nagende skyldfølelse.

Da de åbnede døren for at liste sig ud i køkkenet, var Daniel nær faldet over le petit Christian, som sad på gulvet med sin tommelfinger i munden.

– Mama! Hvorfor kom du ikke?

Judith løftede ham op. Da hun med skulderen puffede døren op til dagligstuen, så hun Olga sidde i sofaen, mens hun sejrsstolt viftede med den sorte konge i hånden. Den hvide lå ned mellem de andre skakbrikker, og Christians blik var mørkt, som hvis han havde mistet sin elskede kaverlerstok.

– Hvorfor er du altid sådan en dårlig taber, grand-papa, husk på, at uheld i spil betyder held i kærlighed.

– Godaften, Judith, jeg formoder at jeres kunstneriske samarbejde fungerede tilfredsstillende, brummede Christian. Hans øjne fulgte Daniel i smug. Det forekom ham, at sønnens bevægelser var blevet friere, og var der ikke kommet en ny glød i hans øjne?

Mens le petit Christian diede, snoede Judith nynnende en lok af hans hår omkring sine fingre. Lidt efter sov han.

Daniel rejste sig og bar drengen ind i seng.

– Olga, vil du ikke nok passe le petit i nat? spurgte Judith.

– Oj, oj oj, lo hun.

– Olga, læg sporenstrengs en stjerne, kommanderede Christian.

– Blànd kòrtene, moj melij zajtjik moj.

Christian blandede kort, som gjaldt det livet.

– Ender det med et jalousimord her i huset?

Efter en evighed, forekom det ham, kunne Olga omsider bebude, at Judith og Daniel var tvillingesjæle – og at ingen ville kunne adskille dem.

Daniel havde råbt, og Judith fór op. Hun så, at han drev af sved, mens han mumlede noget uforståeligt.

– Har du haft mareridt, Daniel?

– Ja, for fanden!

– Drømte du om mig?

– Nej – om Astrid.

– Hvad! Hvorfor drømte du om hende!? Hvad drømte du!?

– Jeg drømte, at hendes mund var blevet stor som en grotte, og inde fra grottens dyb hørtes en hul dunkende lyd.

– Og hvad så mere!? afbrød Judith.

– Tre hvidklædte mænd fik fanget mig, og de forsøgte at binde mine hænder og fødder. Jeg kæmpede som en gal for at komme fri. Der kom en hær af hadefulde kvinder, og pludselig var Astrid der igen.

– Hvad gjorde hun, Daniel? Judiths øjne var blevet smalle.

– Astrid? Hun gjorde ingenting. Men hendes mund blev større og større, og hendes tænder blev lange som knive. Og så vågnede jeg heldigvis.

– Hun er vel nok en led gammel heks! Lad os tage ud og banke hende! Judith sprang ud af sengen.

– Hov, hov, tag det roligt, Judith. Vi kan vel ikke klandre Astrid for, at jeg har haft mareridt. Desuden blegner mit mareridt ved tanken om at Sigmund kommer hjem i morgen.

– Kom her, Daniel, jeg skal nok trøste dig.

Christian sad opmærksomt og lyttede til sangen fra Schuberts Die Winterreise, som strømmede ind til ham fra badeværelset.

– Der er gode muligheder i den stemme; knægten tegner til at kunne blive en usædvanlig stor og klangfuld tenor, sagde han.

– Ja, Daniel kan virkelig synge – og så har han lovet at lave omelet med champignons til mig, sagde Judith, der havde sat på gulvet i lotusstilling med lukkede øjne.

– Er du nu vendt tilbage til jorden, Judith, eller svæver du stadig?

– Jorden? Ved du da ikke, grand-papa, at himmel og jord hører sammen og slet ikke kan adskilles? Alting er cirkler inden i cirkler i et uendeligt kredsløb, og livets cirkler, der forbinder os med himlen og jorden, kan aldrig brydes, sagde Judith.

– Hvad gælder dit smukke divinatoriske udsagn, Judith, så håber jeg inderligt, at du får ret, ikke mindst med hensyn til jeres romance. Efter min filosofi er kærligheden universets største kraft, som bør være ledetråden i ens liv, derom skal der ikke herske nogen tvivl, men kærligheden har sin pris, som alle må have for øje og være villig til at betale. Prisen kan i bedste fald være en lutrende sorg, sagde Christian stille.

Sigmund tog trapperne tre trin ad gangen. Der hørtes sang inde fra lejligheden. Det undrede ham, at Christian havde elever på en søndag. Et øjeblik stod han stille og lyttede, så bankede han på og trådte ind i musikstuen.

– Sigmund! Velkommen hjem, min søn. Men så træd dog nærmere. Papa har savnet dit selskab. Hvorledes forløb koncerterne?

– Dirigenten var fantastisk og utroligt inspirerende. Det var som en saltvandsindsprøjtning for os alle i orkestret, svarede Sigmund, som gik hen og kyssede Christian på begge kinder.

– Storartet, min søn, virkelig storartet.

– Du sang godt, Daniel, sagde Sigmund, med et næsten fornærmet drag om læberne.

– Caruso skal sandelig også ind på operaakademiet, sagde Christian.

– Det har jeg jo for længst foreslået. Men hvor er Judith og le petit Christian? tilføjede Sigmund.

– La petite er ude at lufte hundene. Det er også stærkt tiltrængt, at hun får rendt noget af fedtet af sig. Hendes fingre er snart så fede, at hun er ude af stand til at udføre sin yndlingsbeskæftigelse – at pille næse og rulle bussemænd, sagde Christian og lo en smule forceret.

– Judith er smuk, som hun er. Har der ellers været nogen problemer med hende?

– Nu du nævner det, Sigmund, så har Judith af uransagelige årsager været blid som en engel, og huset har åndet af ren idyl.

– Er det længe siden, at hun gik?

– Det er vanskeligt at sige, Sigmund. Under dit fravær er samtlige ure mærkeligt nok gået i stå.

– Du taler i gåder, Christian.

– Livet er en stor gåde, Sigmund.

Da Judith var nået helt frem til gadedøren, så hun på sit ur – hun havde været væk i over tre timer. Sammen med den halsende flok af hunde løb hun op ad trappen. I korridoren fik hun straks øje på Sigmunds sorte slag på stumtjeneren. Hun snusede til det og mærkede, at hun begyndte at få mavekneb. Hun lænede sig et øjeblik op ad væggen, inden hun gik ind i dagligstuen. Med logrende haler løb hundene hen til deres herre.

– O lá lá! Dér kommer papas allerkæreste små lopper, udbrød Christian huldsagligt, mens hundene hoppede op af hans bukseben, og Cleo tissede en lille tår på gulvtæppet af gensynsglæde. Christian satte sig ved flygelet og spillede minutvalsen til hundenes ære.

Judith kunne mærke en varme fra Daniel. Men da hun så Sigmunds øjne, følte hun en isnen fra isse til fod. Hans blik var besiddende. Hun rejste sig langsomt og gik nølende hen mod ham. Sigmund rejste sig og trak hende med sig.

Sigmund mærkede, hvordan hans følelser for Judith blev ændret, så såre hans sanser, bevægelser og åndedræt var blevet antændt. Engang var han selv et let bytte, der blev udnyttet og fortæret. Nu var det ham, der var herskeren, som besatte sin kvinde. Han så Judith som en slavinde, der, når han ønskede det, skulle adlyde ham i et og alt.

– Klæd dig af!

– Nej, jeg har ikke lyst. Lad mig nu være. Usch! Hvor du kradser! Du har ikke engang gidet at barbere dig.

– Hvorfor var du altid ude, når jeg ringede hjem? Hans øjne lyste som to ransagende projektører.

– Jeg har bare gået lange ture – og sådan ...

Sigmund hørte hende ikke. Hans blik var gledet bort.

Hans strubelyde lød som kom de fra et fabeldyr – en farlig satyr. Judith blev mindre og mindre. Hendes tanker nåede at strejfe Daniels bløde læber, inden hun forsvandt ind i Sigmunds underjordiske verden.

Christians blik fulgte Daniel i hans ørkesløse vandring i en cirkel rundt i stuen.

– Hun kommer lige ind ad døren, og Sigmund ikke så meget som hilser.

– Sigmund har formentlig sin egen måde at hilse på, min søn.

– Sagde du hilse? Din tolerance forekommer mig efterhånden noget floromvundet. Han misbruger hende og udnytter hende. Han behandler hende, som var hun en simpel luder. Det er et faktum. Og så kan Eder Solkongen godt belave sig på at annoncere efter en ny kammertjener – for det varer ikke længe, før jeg drejer halsen om på den lille, tyranniske skiderik! Daniel sank ned i en stol, men rejste sig igen som en spændt fjeder, for så igen at dumpe ned på stolen. Han skjulte ansigtet i hænderne, og skuldrene rystede. Christian lagde begge sine hænder på hans skuldre.

– Ser du, Daniel, papa har nu i godt fire år – aften efter aften, nat efter nat hørt på de infernalske lyde bag døren dér, så jeg forstår fuldt ud din kval.

– Hvad er det, du forstår!? Daniels øjne brændte sig ind i hans. Judith er, så vidt jeg ved, dit barnebarn.

– Ja, uomtvisteligt, såvel som du er min søn. Vi ved begge, at Judith besidder en udstråling, som kan sætte mænd på prøve. Men når hun rettede blikket på mig, var det i en søgen efter et faderbillede. Det har bibragt mig en slags styrke, og det har affødt en tilfredsstillelse af lykkeformat. Jeg blev den, Judith i mangel af bedre, tyede til, når hun havde behov for råd og vejledning. Det har varmet mit forhærdede hjerte usigeligt, at hun viste mig den tillid. Hendes hengivenhed har fyldt mig med en dyb glæde.

– Jeg bliver sgu nødt til at afbryde Solkongen! Jeg må ud! Ud og have luft.

– Legemesudøvelser i form af slagsmål forekommer mig komplet formålsløst, mindede Christian ham om.

– Eders fine fornemmelser er formålsløse. Jeg er dén, der er skredet. Daniel havde allerede hånden på dørhåndtaget.

– Jeg har derfor et andet og mere konstruktivt forslag, Daniel. Du kunne bruge din energi på at hjælpe mig med at få ryddet mit loft.

Daniel slap håndtaget.

– Dit loft? Du har da ellers altid forbudt os at gå derop. Du påstår jo, at det spøger deroppe.

– Vist spøger det. Men jeg erindrer et fuglebur, der må trænge til at blive støvet af og trukket op. Buret var min eneste trøst deroppe i mørket. Christian blev afbrudt af et langtrukkent råb, som blev besvaret med en række hårde kommandoer.

Daniels opmærksomhed spaltedes. Hans sanser var i alarmberedskab som en gorilla, der overvåger sin rivals næste skridt for, om nødvendigt, at tilintetgøre den. Og i næste øjeblik skærpedes hans syn og lydhørhed over for Christians betroelser. En sær uhygge forplantede sig i ham, da han så, hvordan Christians pupiller trods dagslyset var store som sorte huller i det blege ansigt.

– Far! Hvad er der galt? Du ligner jo en, som lige har fået afsagt sin dødsdom.

Christians ansigt blev yderligere gustent. Hvordan skulle han kunne forklare sønnen, at hans bøddel af en far havde brugt loftrummet som et fangehul? Og om de dybt nedværdigende afstraffelser med spanskrør? Hvorfor indvie Daniel i den smerte, han i trods og afmagt havde måttet bide i sig, men som havde udløst en endnu større vrede i faderen, der ikke gav op, før Christian brød sammen, så faderen havde låst ham inde, ofte i timer, og i bælgravende mørke. Christian åbnede og lukkede munden og gispede efter vejret. Så begyndte han at tale ...

– Føj for den lede! Det er jo den skinbarlige ondskab. Nu går vi to sammen op på loftet, far. Daniel rejste sig beslutsomt.

– Det må du ikke bede mig om, kære søn.

– Hvor er nøglen? Din far skal ikke spøge længere her i huset! Christian rejste sig tøvende.

– Nøglen til galgebakken er at finde i det hemmelig rum bag oldemors portræt.

– Op med humøret, far – jeg elsker dig sgu.

– Du kan referere om din kærlighed i min nekrolog.

Christian standsede op efter hvert andet trin.

– Kom nu, far, se her, jeg har taget en lommelygte med, hvilken dør er det ?

– Nummer otte – mit notoriske ulykkestal.

Hængslerne klagede sig, da Daniel skubbede døren op. Og Christian udstødte et panikagtigt gisp.

– Gud fader i skuret, det hele er jo én stor rodebutik! Daniel puffede med foden til et par af de støvede trækasser.

– Dér står den skammel, som min salig far i sin nåde tillod mig at sidde på, den er meget mindre, end jeg husker den.

– Jeg skal personligt sørge for, at den bliver brændt, lød det mørkt fra Daniel.

Han skrævede over nogle kasser og kom tilbage med en støvet flaske. På Christians opfordring lyste han på flasken. Christian afgjorde, at cognacen så ud til at være drikkelig.

– Var der mon flere flasker - hmm, kære søn?

– Masser, der ligger flasker i en reol langs hele den ene væg. Men hvad med dig, far, klarer du den?

– Ja, det går, og når nu jeg er kommet til helvedes port, så agter jeg at se mig lidt omkring.

I en af kasserne fandt Daniel det lille fuglebur, som Christian havde talt om. Det var i messing, hvori to kunstige kanariefugle sad på et irret metaltræ. Den ene var rød, den anden gul. De var beklædte med fjer og havde små sorte næb og livagtige sorte øjne.

– Dette fuglebur har, såvel som min stok, tilhørt Louis Pascal. En fætter til Toulouse-Lautrec, forklarede Christian, mens han trak værket op. Den røde fugl indledte med en underfuld sang gennem sit lille næb, og den gule stemte i, mens de to kunstfærdige hoveder bevægede sig fra side til side i lyskeglen.

– Dette lille mesterværk skal overbringes Judith, sagde Christian.

Judith og Sigmund sad i dagligstuen og drak blodrensende te, da Christian og Daniel kom slæbende med hver sin kasse. Judiths hår var i vild uorden, og hun var mistænkeligt rødblisset på overlæben. Sigmunds hår strittede som sorte pigge, og hans ubarberede kinder virkede blåsorte.

– Har du været i slagsmål med et pindsvin, ma petite fille? brummede Christian, idet han stillede en kasse fra sig på gulvet.

– Hvad laver I? spurgte Sigmund.

– Vi er i færd med at rydde loftet, min søn.

– Du har da ellers forbudt mig nogensinde at gå op på dit loft – men Daniel må altså gerne! lød det såret fra Sigmund.

– Du taler i overensstemmelse med sandheden, Sigmund, dog var Daniels overtalelsesevner så overbevisende, at hvert eneste af mine modargumenter faldt til jorden.

Daniel tog fugleburet op af kassen og rakte det til Christian. Han trak igen værket op og lod fuglene fylde stuen med deres sang. Den gule fugl sluttede af med en sprød akkord.

– Åh, hvor lyder det smukt, nåede Judith at udbryde, inden hun brast i gråd.

Sigmund forsøgte at trække af sted med hende, men hun fik vredet sig løs.

– Sigmund! Jeg frabeder mig mere drama i dag. Desuden skal loftet tømmes, det har vist sig at være et helt skatkammer. Daniel er sikkert villig til at tage vare på sin niece, og imens er du den rette til at overtage oprydningen af loftet. Du kan med sindsro overlade la petite i Daniels hænder, for som du ved, er staklen vokset op i et hus med hele syv vanskelige kvinder.

Sigmund så rådvild fra Christian til Daniel, hans blik standsede ved Judith.

– Hvorfor ter du dig altid på den måde, når du har været sammen med mig? spurgte han anklagende.

Hun stillede sig foran ham og så ham direkte i øjnene.

– Fordi du er verdens største tyran. Og fordi jeg altid har været dum nok til at føje dig, derfor! – Kom Daniel, lad os tage en tur i skoven.

Daniel blev ved med at advare Judith om, at hun skulle passe på ikke at falde over de grene, som han selv var nær ved at snuble over. Han lyder så kær, når han griner, tænkte hun og kunne ikke lade være med at le med.

– Jeg må sidde ned et øjeblik, Daniel, jeg er pludselig så træt.

De fandt en træstamme. Judith trykkede sig tæt ind til ham og faldt i dyb søvn. Daniel fik kæmpet sig ud af sin jakke og lagde den omkring hende. Da hun åbnede øjnene, stod solen lavt i horisonten, og himlen var en hel symfoni af rosa og turkise farver.

Hun stirede på Daniel.

– Se ikke sådan på mig ...

Hun klemte øjnene hårdt i.

– Nej, se på mig, Judith, der er noget, jeg må fortælle dig.

– Ikke nu, Daniel, jeg har lige drømt så uhyggeligt om dig.

– Du var også så urolig, hvad drømte du?

– Jeg drømte, at vi gik hen til et gammelt træhus, hvor der boede en uhyggelig læge, som havde huset fyldt med vilde fugle i alle mulige farver og størrelser. Fuglene baskede forvildede rundt og slog mod ruderne i de øverste vinduer i huset. Jeg sagde, at det var synd for fuglene. Så du gik ind i huset og smadrede et vindue på første sal, og alle fuglene fløj ud i friheden. Men da du ikke kom tilbage, blev jeg bange. En gammel kone fortalte mig, at lægen havde en stor kniv i hånden. Han ville tage hævn over dig, fordi du havde befriet fuglene. Jeg troede først, at du var den stærkeste. Der kom flere kvinder ud fra huset. Men du kom ikke, og jeg blev mere og mere bange for, at der var sket dig noget. Jeg spurgte en kvinde, om hun havde set dig. Og hun sagde, at lægen havde bedøvet en ung mand. Pludselig kom lægen og en anden mand ud med en båre, og det var dig, der lå på båren, og dit hår var blevet helt hvidt. Du var som en levende død. De andre kvinder stod og så på. Og så spurgte lægen, om alle var enige om, at du fortjente at dø. Jeg råbte, at han skulle vække dig, selvom du måske aldrig ville blive som før. Lægen, som havde fanatisk stirrende øjne, råbte, at du var skyldig, Jeg sagde, at ingen mennesker kunne eje vilde fugle ... og jeg fandt slet ikke ud af, om du virkelig blev vækket.

Daniel mærkede pludselig, at han frøs.

– Og nu er jeg blevet så bange for, at Sigmund måske vil prøve at snigmyrde dig, fortsatte hun hviskende.

– Det kommer Stump aldrig til.

– Så kender du ikke Sigmund, husk på, at han er Skorpion.

– Så kender du åbenbart ikke mig.

– Jeg kender dig bedre, end du selv tror, du er nemlig blevet bange for mig, ikke?

– Ikke for dig – du er den eneste pige, jeg stoler på.

– Du finder sikkert snart en anden. Men ingen vil elske dig lige så højt, som jeg gør.

– Hvad skulle jeg så med hende?

– Jeg ved snart ingenting mere. Nå jo, jeg har grand-papa og min søn, men jeg tror ikke, at le petit Christian ved, at jeg elsker ham. Da jeg ventede ham, troede jeg, at jeg kun kunne elske ham, hvis han kom til at ligne Sigmund – men nu ...

– Knægten ligner dig mere, end han ligner Sigmund.

– Stakkels dreng! Jeg kan nemlig ikke lide mig selv, og da slet efter at Sigmund kom hjem.

– Alt det kender jeg selv til, Judith. I årevis har jeg hadet og foragtet mig selv.

– Nå ja, men du er jo også et kæmpestort fjols.

– Så må du da være et lige så stort fjols.

– Måske, men hvis ikke du havde forført mig, så havde alting været tusind gange lettere, Daniel.

– For en ordens skyld må jeg minde dig om, at det var dig, der forførte mig.

– Vel var det ej. Du begyndte nemlig at lægge an på mig. Du husker vel dit kurmageri til mormors fødselsdag. Nå, men da jeg var sammen med Sigmund i dag, var jeg lige ved at skrige, så meget savnede jeg dig, Daniel.

Han mærkede en indre varme sprede sig og jage aftenkulden på flugt.

– Judith, svar mig helt ærligt, tænkte du ikke på Sigmund, da vi to var sammen?

– Hvordan skulle jeg kunne det, tiden stod jo stille. Men kan du ikke selv se, at der er noget overnaturligt og farligt over Sigmund? Det er nok det, alle kællingerne falder for, tror jeg.

– Så må jeg jo konkludere, at du stadig er besat af ham.

– Hvordan kan du tro det? Uden varsel begyndte hun at græde.

– Hvorfor græder du – du har jo Sigmund!

– Jeg græder kun, fordi jeg ved, at du tænker på at stikke af og bare vil lade mig sejle min egen sø.

Daniel var for overrasket til at svare. Hans øjne mødte hendes. Han måtte beherske sig for ikke knuge hende ind til sig. Det var hos hende, han hørte til. Han så, at hendes underlæbe havde fået en blodig rift, og overlæbens sarte hud var rød ... Nej, hun var jo Sigmunds kone. Han så for sig avisoverskrifter med ordene: Onkel har brutalt slået nieces mand ihjel... Han måtte hurtigst muligt se at få pakket sit habengut og fordufte.

På vej op ad trappen hørte de, at stemningen i lejligheden var høj. Daniel åbnede hoveddøren. Langs hele den ene side af korridoren stod der reoler med vinflasker. Sammen gik de ind i dagligstuen.

– Judith! Daniel! Kom i papas favn! råbte Christian.

– Mama! Jeg har været i sologis kave med Olga, skrålede le petit.

– Det hedder Z-o-o-l-o-g-i-s-k H-a-v-e. Judith løftede ham op og ruskede ham kærligt, derpå kyssede hun ham på panden.

Sigmund sad nybarberet i sofaen og betragtede hende.

– I har været længe borte! Hvor har I været! Kom det endelig fra ham.

– Dybt inde i den mørke skov. Men til sidst drev nattekulden os hjem til de varme stuer, svarede hun.

– Jeg har da tit overnattet i en skov på denne årstid, sagde Sigmund og sendte Daniel et undersøgende blik.

– Judith! Se at få lukket munden på det pindsvin, giv det straks en tår mælk, sagde Christian afledende.

– Et ægte pindsvin tåler ikke mælk, grand-papa, og det pindsvin der, det fortjener slet ingenting.

– Jo, jeg er faldet til patten, sagde Sigmund med en gravalvorlig mine. Han rejste sig og begyndte at knappe hendes bluse op.

– Papa! De er mine! protesterede le petit.

– Nej, de er faktisk mine, svarede Judith.

Uden et ord forlod Daniel dagligstuen.

Judith og Daniel sad ved bordet i køkkenet og drak sort kaffe.

– Holà, I sidder nok og oplader jeres batterier, sagde Christian. Forresten, Judith, må jeg udbede mig en forklaring på, hvorfor du lader dine breve fra Advokaten og skifteretten ligge og flyde på mit skrivebord?

– Jeg nåede ikke at sige det til dig i går, grand-papa. Men jeg vil alligevel ikke arve noget som helst efter Hans Løve, det ville være blodpenge, svarede hun.

– Hør Daniel, vil du gøre din gamle far en stor tjeneste?

– Ja, jo selvfølgelig far, hvis jeg kan.

– Udmærket Daniel, da befri mig venligst for mit plagsomme og vægelsindede barnebarn i et par uger, og påtag dig samtidig den vanskelige opgave, det vil være at lære la petite at udføre en smule praktisk arbejde.

– Jeg agter ikke at foretage mig noget som helst, så længe du omtaler Judith på den måde! Daniel rejste sig.

– Jeg vil da gerne med Daniel, grand-papa, sagde Judith hurtigt, der formelig svævede hen og kyssede hans kind.

– Så løb ind og pak dine fornødenheder, ma petite fille. Olga og jeg ønsker at rekreere os i vort refugium i Tibirke Bakker. Og der skulle gerne være ryddet og fejet, når vi om føje tid ankommer. Det er givetvis ord, du ikke har kendskab til, Judith, men min søn har sået en spire af håb i mit sind om, at han måske kunne vække din forståelse for deres betydning – også i praksis, og jeg har ydermere fået sikret mig en tilladelse af din mand.

– Sigmund er færdig med at bestemme over mig, grand-papa.

– Det kan jeg altså ikke, far, indvendte Daniel.

– Og hvorfor ikke, Daniel? Du er en velbevandret kok, du ejer en formidabel huslig sans, der ville gøre selv en leder af en husholdningsskole til skamme. Og huset ligger tilmed smukt, nær ved skov og strand. Jeg forventer, at du gør Olga og mig den tjeneste.

– Nu går jeg i hvert fald ind og pakker, sagde Judith med funklende øjne.