Kapitel 25

Judith stillede cyklen op ad muren ved siden af døren til Bladkompagniet. Hun fyldte de to lærredstasker med en stak af Politiken og Berlingske Tidende, fem eksemplarer af Kristeligt Dagblad og niogtyve Aktuelt. Hun skottede til Politikens forside. Jo, dér stod det, men med små typer: Endnu en atomprøvesprængning.

– Judith! Du må snart se at melde dig ind i fagforeningen, mindede bestyreren hende om.

Hvordan kunne han tale om en åndssvag fagforening, når Khrustjov var ved at ødelægge hele jorden med sine atombomber, tænkte Judith. Hun overvejede at lade aviser være aviser og køre hjem. Men hun havde jo lovet Daniel, at hun ville bidrage til deres forsørgelse. Det var vist alligevel et held, at hun snart ville blive rig – selvom det var blodpenge, tænkte hun.

– Jeg skal nok snart melde mig ind i den fagforening, lovede hun halvhjertet, idet hun tog imod adressebogen.

– Hvornår skal du forresten føde? spurgte bestyreren.

– Jeg tror slet ikke, at ungen tør at komme ud til sådan en ond og krigsgal verden, svarede Judith på vej ud til sin cykel med de to tunge tasker.

Hendes rute var ellers god. Det var næsten kun beboelsesejendomme med fjerde og femte sals opgange. Ubesværet løb hun op og ned ad trapperne. Og hun var stolt over, at hun ikke havde fået nogen klager. Men – var det ikke den fjerde atombombe, russerne nu havde sprængt af? Det flimrede for hendes øjne, det måtte vel skyldes de små og farlige atomer i regndråberne. Alle de regnskyer kom sikkert helt ovre fra Sibirien. Måske var det derfor, at regnen stak som nåle i kinderne. Hun skyndte sig ind i den næste opgang. Der boede hele to hellige i stuen, som begge skulle have Kristeligt Dagblad, og hun stoppede bladene ind gennem de to brevsprækker. I de blade stod der aldrig noget om de prøvesprængninger. Hun standsede på trappeafsatsen på tredje sal foran døren med navneskiltet Christensen og studerede Berlingske Tidende. Jo, dér stod det – på side tre. Skriften flød ud, og hun følte sig svimmel.

Døren blev åbnet, og en mand snuppede avisen ud af hånden på hende og smækkede døren hårdt i, men så åbnede han den igen.

– Hvorfor er De så sen på den i dag, nu kan jeg ikke nå at læse min avis til morgenkaffen!

– Jeg har lige læst, at russerne har sprængt en ny atombombe, forklarede Judith, der måtte sætte sig på trappetrinnet.

– De er vel ikke blevet dårlig? Vil De have et glas vand? spurgte han, nu venligt.

– Ja tak, for jeg har lige set de uhyggelige radioaktive atomer danse foran mine øjne, betroede hun ham.

– Atomer er da så små, at de ikke kan ses med det blotte øje, forklarede han hende, mens hun skyllede det tilbudte glas postevand ned.

– Nå, men jeg kan ihvertfald sagtens mærke dem, påstod hun.

– Tja, det atomkapløb er vel noget, vi allesammen frygter, erkendte han med et suk. Men der er nok ingen, som tør at trykke på knappen.

– Jo, måske en sindssyg general, én, som hader livet, indvendte Judith.

Da hun kørte hjemad, var det holdt op med at regne. Hun spekulerede på, om Olga kunne lægge en stjerne for Khrustjov ...

– Kom og find mig! gjaldede Judith. Hun så nogle småfugle lette og lande igen på nogle grene i nabotræet. Kun en krage blev siddende på grenen under hende. Og dens ene sorte øje så nysgerrigt op på hende.

Det var le petit, som først fik øje på hende. Da Daniel så hende, begyndte han at klatre op i træet.

– Daniel! Du vover på at spille helt. Jeg kommer ned nu, og hvis ikke det generer din mandfolkestolthed, så er jeg altså langt bedre til at klatre i træer, end du er.

– Hvis du tænkte på vores barn, havde du aldrig fundet på at klatret op i det kæmpetræ! råbte Daniel, idet han hidsigt sparkede til stammen.

Kællingen er jo ved at tage hele styringen! Hun var startet allerede på rådhuset. Først var hun hvinende løbet fra ham, og da han endelig fik indfanget hende og havde fået trukket hende hen foran borgmesteren, så påstod hun, at hun var nødt til tisse, inden hun kunne svare. Borgmesteren havde med en alvorlig mine måttet gentage spørgsmålet hele tre gange, inden hun istemte med et ja, jaah, jaaah.

Daniels hidsighed forsvandt på et sekund, da han så, hvordan solen fik hendes hår til at skinne som kobber, og hans øjne hang ved hendes læber med amorbuen, der var som et farligt våben. Hun nedlagde ham – hele tiden. Hvis ikke han passede meget på, ville hun køre om hjørner med ham. Det ærgrede ham, at hun havde vundet over ham to gange i skydeteltet, og ikke mindst at hun højlydt havde pralet af, at det var hende, der var mesterskytten. Han kom i tanke om det lille nummer, han havde lavet med hende. Måske det kunne sætte hende skakmat.

– Du, Judith, der er noget, jeg ikke har turdet fortælle dig, men jeg må hellere se at få lettet mit hjerte. Forstår du, jeg er desværre kommet til at bedrage dig.

Hun stirrede på ham, så gik hun vaklende nogle skridt tilbage og segnede om på jorden.

– Judith, for fanden!

– Daniel, jeg er bange, jeg tror jeg dør, mumlede hun tonløst. Så satte hun i et skrig, og Daniel så, hvordan hendes krop dirrede.

– Judith, hør på mig, jeg sværger på, at jeg aldrig har rørt en anden kvinde.

– Mama! Mama! råbte le petit og trak i hendes kjole.

Drengens stemme nåede hende … Men hvad med den lille ... Hun mærkede efter på maven, jo, barnet sparkede stadig.

– Det er såmænd kun et flygel, jeg har bedraget dig med, hørte hun Daniel sige.

Hun åbnede munden, men kunne ikke presse et ord frem.

Le petit smed sig grædende ned i græsset, og Daniel satte sig på hug ved siden af ham.

– Mama, jeg er tørstig, er mælken der aldrig mere? Først nu så Judith, at le petits ansigt var vådt af tårer.

– Du må gerne prøve, men der er sikkert ingen mælk. Hun trak hans hoved ind til sig.

Da Judith vågnede i græsset, lå le petit og sov med hendes brystvorte i munden. Daniel lå tæt op ad hende med armen under hendes hoved.

– Gud! Daniel! Du er jo begyndt at få grå hår.

– Det tror da pokker! Jeg bliver vel snart helt hvidhåret!

– Daniel, det gør ikke spor, at du er brændt varm på et flygel. Er det mon grand-papas, du har bedraget mig med?

– Ja, for du husker jo nok, at jeg bad dig om at lære mig noderne?

– Ork ja! Og jeg vil aldrig glemme, hvor tungnem du var, Daniel. Bare fordi du var vant til spille efter de banale becifringer.

– Så må jeg hellere fortælle dig, at jeg har kunnet læse noder, siden jeg var fem år.

– Hvad? Vil det sige, at du har narret mig til at sidde og terpe de noder med dig, bare for at du skulle få mig til at lære noder, så jeg kan akkompagnere dig?

– Ja, for jeg kan jo ikke så godt sidde ned og spille og samtidig stå op og synge, vel?

– Du er jordens største bandit! råbte hun så højt, at le petit vågnede med et spjæt.

– Nej, ikke dig, dit lille fjols, det er onkel Daniel, som er banditten.

De gik stærkt til. Judiths mave knurrede så højt, at le petit grinende spurgte, om der boede ulve i Dyrehaven.

Da de trådte ind i Peter Lieps Hus, standsede Daniel brat op i døråbningen.

– Judith, se! Derhenne i hjørnet ved vinduet sidder to af vore forargede aner, med følge, hviskende han advarende.

Hun fik øje Magdalene og Catherine, der sad ved et bord i selskab med Advokaten og Medicinmanden.

– De kan i hvert fald ikke have fundet ud af, at vi har giftet os, hviskede Judith.

– Nej, der er jo ingen mors sjæl, som ved, at vi har været forbi rådhuset i dag. Men lad os hellere fordufte, foreslog Daniel

– Nej, ikke tale om! Jeg er jo lige ved at dø af sult.

– Mama! Jeg skal tisse, oplyste le petit.

– Så skynd dig udenfor og tis på myrerne.

– Okay sønnike, jeg går med ud, så kan vi jo se, hvem der kan ramme flest myrer, sagde Daniel.

En tjener kom hen til Judiths bord med spisekortet.

– Vil De være rar at bringe den hvidhårede dame, som sidder derhenne ved vinduet og skræpper op, en flaske champagne på min regning? spurgte Judith.

– Ja, så gerne.

Da Daniel og le petit var kommet tilbage, skævede Daniel hen til bordet i hjørnet.

– Hvad mon de fejrer, nu drikker de champagne?

Uden at svare tog Judith sin læbestift og sit håndspejl op af tasken og malede omhyggeligt sine læber. Hun pressede dem sammen i servietten og smurte mere på.

– Den slags gør man ude på dametoilettet! Du kan sgu ikke sidde og smøre krigsmaling i hovedet inde i restauranten! råbte Magdalene.

Judith gjorde tegn til tjeneren, der kom hen til hendes bord med et forekommende nik.

– Ville De være så venlig at sørge for, at vi dannede mennesker kunne få mad­ro. Gæsten derhenne kan da ikke tillade sig at sidde og råbe ad andre gæster, som netop har valgt denne hyggelige kro for at fejre en lykkelig begivenhed. Sagde Judith så behersket og værdigt, hun kunne. Hendes øjne fulgte tjeneren, da han gik hen og bøjede sig over Magdalenes skulder.

– Så er dén klaret, gæsten har lovet at dæmpe sig, refererede han.

– Tusind tak, det er meget venligt af Dem, sagde Judith.

– Mama, jeg vil sove inde hos dig og onkel Daniel, sagde le petit pludselig.

– Hvorfor har du nu fået dén idé? spurgte Judith.

– Fordi at jeg vil, mama!

– Det er da ikke noget rigtigt svar. Har du sagt det til papa? Vi kan jo ikke dele dig i to stykker, vel? Og måske bliver papa ked af det.

– Jeg vil! Mama! Må jeg så?

– Ja, selvfølgelig, din lille smutter.

– Onkel Daniel, vil du gerne flytte min seng ind til mama og dig, når vi kommer hjem?

– Jep, sønnike, du skal være velkommen.

– Skål, Daniel, og husk nu at passe godt på min kontrakt.

– Hvilken kontrakt?

– Den fra rådhuset, selvfølgelig. Og hæld så lidt mere vand i mit glas, Perikles, så vi kan skåle. Det var sandelig også i sidste øjeblik, at jeg fik papir på dig.

– Du, Judith, har du bestilt en hel gris?

Hun drejede hovedet og fulgte hans blik. Magdalene var på vej hen til deres bord.

– Hvorfor skulle du partout stjæle min eneste søn, din tossede tøs.

– Du havde måske udlånt ham til Astrid, for så må du hilse hende og sige, at Daniel var et nemt offer. Han sprang lige i fælden. Vi har forresten været på rådhuset i dag. Så nu kan du jo benytte lejligheden til at ønske os tillykke, søde mormor.

– Nå, så I har altså giftet jer ... Ja, men så tillykke da, min tøs, sagde Magdalene, mens hun kejtet strøg Judiths kind. Og tillykke med den lille rappenskralde, Daniel. Og hvis ikke hun kan styre dig, så kan ingen.

Catherine var ubemærket kommet hen til deres bord. Hun var iført en lys dragt, der fremhævede hendes åleslanke skikkelse.

– Du har åbenbart ingen skam i livet, Judith, sagde hun hovedrystende. Og du, Daniel, skammer du dig slet ikke? Du er da ellers så gammel, at du burde have tænkt på følgerne. Catherine rystede fortsat på hovedet i takt med sine bebrejdende ord.

– Catherine, hvordan turde du at vove dig op af kisten, her ved højlys dag! Daniels øjne var blevet til to smalle sprækker. Uden at svare trippede Catherine tilbage til den stol, som Erik Berg med besiddermine trak ud for hende.

– Så, sønnike, nu er dét spøgelse manet i jorden, du kan roligt gå i gang med en portion is til, sagde Daniel.

– Mormor, hvad er det egentlig, I fejrer? spurgte Judith, inden hun bed en luns af sit kyllingelår.

Jo, Theodor og Erik er jo gamle logebrødre, og det er Eriks fødselsdag i dag ...

Judith hørte ikke efter. Det svimlede for hende, og hun mærkede sin puls banke i halsen. Hun forsøgte at ånde dybt ind og ud, som Olga havde lært hende. Hun anede, at Medicinmanden lagde armen om Catherines skulder. Mor ligner en egyptisk statue, man skulle ikke tro at hun var af kød og blod, tænkte Judith. Hun hørte Daniels stemme. Han og mormor talte om hende og også om mor. Hun trak vejret dybere og holdt det et øjeblik. Nu mærkede hun barnet sparke, og hun var sikker på, at det forstod hendes tanker.

Daniel rakte hænderne over bordet og tog hendes hånd.

Tjeneren kom hen med en flaske på køl.

Champagne har altid været min hofdrik, sagde Magdalene, og Daniel fyldte i glassene.

– Er du lykkelig med Advokaten? spurgte Judith.

– Ja, jeg er lykkelig, Theodor behandler mig jo, som om jeg var en dronning. Hver morgen spørger jeg mig selv, om han er vågnet op til virkeligheden. For hvis ikke han drømte, så ville han ikke forkæle mig, som han gør. Jeg får næsten helt ondt af ham ved tanken om, at han en dag opdager, at jeg er en halvgammel og fed kone.

– Mormor, du skulle nu se at få slebet et par millimeter af dine nye tænder. Jeg synes, de virker lidt for store, sagde Judith, mens hun tænkte, at en halv centimeters afkortning ikke ville skade.

– Mener du det, min pige? Ja, jeg har såmænd selv overvejet det, men tandlægen og jeg blev jo enige om, at tænderne glatter mine rynker lidt ud, forklarede Magdalene og smilede stort.

– Mama, hvem er hun? spurgte le petit og pegede på Magdalene.

– Den dame er skam noget ganske særligt. Hendes mor var en ung og smuk sigøjnerprinsesse med ravnsort hår og med kinder som rosenknopper. Hun gik bedrøvet ind i en troldeskov med sit nyfødte barn. Inde i skoven boede der en ond trold. Der stak lange sorte hår ud af hans hæslige næse med fæle vorter. Og han havde kæmpestore troldeører. Sigøjnerprinsessen lagde sit lille nyfødte barn på det bløde mos og løb bort.

– Og hvad så mere, mama?

– Den fæle skovtrold morede sig med at drille små børn. Og hvis de vovede at græde, så slugte han dem i en eneste mundfuld. Og trolden havde fået færten af det lille nyfødte barn, der lå der så ene og forladt. Men så kom der en smuk ridder galoperende på sin hvide ganger. Ga-da-dum, ga-da-dum, ga-da-duuum! Ridderen kendte alle skovens dyr og hvert eneste træ og busk i skoven. Han vidste også, at der boede en ond skovtrold i sin jordhule. Pludselig hørte ridderen barnegråd ...

Judith standsede op.

– Du skal ikke tage dig af mig, min tøs, jeg kom bare til at spekulere på, hvorfor min mor efterlod mig, snøftede Magdalene.

– Kom her, dit gamle siv, sagde Daniel og holdt omkring hende.

– Mer’ historie,m mama! tiggede le petit.

–Ridderen fik med sit årvågne falkeblik øje på den fæle trold, som stod bøjet over den lille pige, der græd noget så hjerteskærende, og med sine vagtsomme ører hørte ridderen trolden sige: Nu æder jeg dig! Fluks svang ridderen sit sværd og huggede hovedet af trolden. Og hovedet trillede og trillede, indtil det havnede i en bundløs skovsø. Derfor kommer der stadig bobler op af søen, som lugter så fælt, at det er til skræk og advarsel for alle, der kunne finde på at gøre små børn fortræd. Ridderen tog den lille pige op i sin gyldne kappe og red hen til et hvidt stråtækt bondehus, hvor der boede en hjertens god skovhugger med sin kone. Og de lovede ridderen at tage sig af den lille pige, som var hun deres eget barn.

Og damen, som nu sidder der og vander høns, hun var sigøjnerprinsessens datter, som blev reddet af den tapre ridder. Hun er forresten din oldemor. Så du kan roligt hilse på hende. Hun bider ikke – hun ser bare sådan ud.

Magdalene tog igen sit lommetørklæde frem.

– Hvorfor har hun sådan nogen store tænder, mama? spurgte le petit med fremstrakt ansigt.

– De tænder er da flotte! afbrød Judith og trak ham blidt i håret. Daniel skænkede den sidste champagne op i sit og Magdalenes glas, og le petit tog mod til sig og kravlede op på Magdalenes skød.

– Det er nu utroligt, som den dreng ligner dig, Daniel, da du var i hans alder, konstaterede Magdalene.

– Hvornår skal du forresten føde, lille Judith? Det var tydeligt, at champagnen havde en velgørende virkning på Magdalenes psyke.

– Jeg skal føde i familiens skød om et par uger, og du er velkommen til at komme og hjælpe til.

– Har du da ikke fundet en jordemoder, der tager sig af hjemmefødsler?

– Nej, jeg har spurgt den rare jordemoder på Sct. Josephs, som hjalp mig med at føde le petit, men hun kunne ikke, og mit ønskebarn skal ikke starte sit liv på et sterilt hospital. Så Sigmund har lovet at være jordemoder, han er jo så praktisk anlagt. Og Daniel har købt to lægebøger om fødsler, så det klarer Sigmund som en mis. Daniel skal bare trøste mig, når det gør ondt.

– Ja, hvorfor ikke føde hjemme ... Da jeg fødte Violette, var jeg helt alene. Jeg husker det, som var det i går. Vandet gik, mens jeg stod og vaskede op, og jeg nåede ikke engang at få hentet en nabo, inden Violette kom til verden.

Da Christian kom hjem og så mig sidde på køkkengulvet med tøsen i armene og med moderkagen og blodet sejlende på gulvet, gik han i brædderne, og da han endelig kom til sig selv, havde hans hunde såmænd ædt både moderkagen og slikket hele gulvet rent.

– Mama, er jeg også et ønskebarn? spurgte le petit.

– Nej, din lille smutter. Men jeg elskede dig højt i samme øjeblik, jeg havde født dig. Og jeg har elsket dig højt lige siden.

– Mama! Jeg elsker dig lige så højt som op til stjernerne! Er ønskebarnet også en lille smutter, mama?

– Nej, tværtimod, men din oldemor tror vist, at din lillebror bliver vanskabt med otte ben, eller måske slet ingen ben får, eller også bliver han blind og døv, eller måske dybt åndssvag.

Siddende over for Judiths glødende øjne fik Magdalene røde skjolder på halsen. Advokaten, der var kommet hen til deres bord, kom hende til undsætning.

– Nu savner jeg min lille kone, så enten vil jeg tillade mig at slutte mig til selskabet, eller også må jeg bede dig om at følge med, Magdalene.

– Sæt dig dig ned, Theodor, sagde Judith, der med lettelse så, at Catherine og Medicinmanden var i færd med at tage deres overtøj på.

– Hvad vil du have at drikke, Theodor? spurgte Judith.

– Er det mon tjeneren, der har en så berusende virkning på dig, så du er villig til at vaske op resten af dagen og aftenen med? spurgte Daniel.

– Kun du kan beruse mig, lille Perikles. Men bortset fra det, så må jeg hellere fortælle dig, at jeg er blevet et godt parti.

– Ja, det tør sgu svagt antydes, indskød Magdalene og himlede med øjnene.

– Siden hvornår er du blevet politisk engageret, og i hvilket parti, skat?

– Hvad mener du, Daniel?

Daniel, der ikke havde bemærket, at Judith havde trukket en splinterny bankbog op fra sin skuldertaske, mødte uforstående Judiths undrende blik.

– Og mærket er Daniel, forsatte hun nu hviskende.

– Mærket og mærket? Nok kan du være lidt af en rappenskralde, men jeg føler mig nu ikke som nogen mærket mand, forsikrede han.

– Det er da mærket på bogen, Daniel! Og ved du hvad, jeg har været med Sigmund ude og se på et kæmpestort og mørkegrønt salatfad. Det er selvfølgelig brugt, men jeg har altså skrevet under på slutsedlen, tilføjede Judith.

– Hvad skal vi med flere salatfade? Godt nok er Stump vegetar, men han spiser efterhånden som en fugl, sagde Daniel.

– Det er selvfølgelig politiets salatfad, Daniel, et med fire hjul, du ved ...

– Beklager Judith, men jeg er slet ikke med ...

– Hvorfor er du lige pludselig så tungnem, Daniel? Du som er Tvilling! udbrød hun, inden hun fortsatte. Og Sigmund har lovet at lave det om, så vi også kan sove i det. Det bliver fuldkomment som en rigtig sigøjnervogn, og så kan vi rejse hele verden rundt i det, og ...

Med ét så Daniels øjne ud, som de var ved at springe ud af øjenhulerne.

– Hvis jeg må blande mig i samtalen i min egenskab af bobestyrer, så skulle der være tale om en arv på lidt over en kvart million, indskød Advokaten uanfægtet. Jeg har, foranlediget af min gode ven, Christian, ordnet boet og sørget for, at den arv, som Judith jo først nægtede at modtage, blev indefrosset. Hun har senere, hvad rimeligt er, og hvor det ikke tilkommer mig at uddybe de nærmere omstændighedere, indvilget i at modtage arven efter Hans Løve ...

– Ja, men først efter at jeg havde læst det sørgelige brev, som han havde skrevet til mig lige inden, han hængte sig, brød Judith ind. Pludseligt kunne jeg se, hvor kærlighedsløst han må have levet sammen med mor. Tænk, at have levet i så mange år helt uden kærlighed.

– Hans var nu også et stort fjols. At han hængte sig, var vel, hvad man kunne forvente sig af sådan en indeklemt spidsborger! Fnøs Magdalene.

– Daniel! Daniel! – Mormor! Daniel er vist gået i chok! Hvad skal vi dog gøre! råbte Judith.

Magdalene rejste sig beslutsomt og tog kanden med isvand fra bordet.

– Nu følger du med mig, min dreng. Vi to trænger vist til lidt frisk luft, sagde hun påfaldende venligt. Og med le petit i hælene trak hun af med sin søn.

Udefra hørtes et højt brøl, og le petit kom farende ind.

– Mama! Mama! Oldemor har vasket onkel Daniels hoved!