Kapitel 2

Hans Løve stak kagegaflen i æbleskiven med sin mors hjemmelavede jordbærsyltetøj og rigeligt drysset med flormelis. Moderen, Emma, sad i sofaen over for ham med sit strikketøj. Hendes fingre arbejdede mekanisk, mens hun bekymret så til, om han nu spiste.

– Mor ser sådan på mig, mor er vel ikke vred? Hans lod gaflen synke ned på kagetallerkenen. Emmas svar var en mild hovedrysten. En krydsogtværsopgave fra Berlingske Tidende lå opslået på det ovale kaffebord. Emma lagde strikketøjet fra sig på sofapøllen. Hun havde langt om længe fundet det ord, hun manglede. Nu kunne hun endelig komme videre. Hans så hendes hænder ryste, mens hun skrev.

Inde fra spisestuen hørtes nu og da en rømmen. Hans skottede derind. Hans far sad og læste i sit fagblad. Under læsebrillerne stak næsen frem som en kødbolle. Thorvald Løve rømmede sig igen, mens hans manicurerede hånd med frimurerringen på langfingeren vendte en side. Det velplejede overskæg fik hans ansigt til at minde om en selvtilfreds kat. Men en dyb panderynke fik Hans til at forstå, at faderen var vred, meget vred. Af natur var maskinmester Thorvald Løve sædvanligvis yderst veltilfreds, men denne aften var han så skuffet over sin ældste søn, at mishaget forplantede sig til hver en krog i lejligheden. Han havde sagt det, der skulle siges. Men Thorvald Løve mindedes ikke, at hans to sønner nogensinde havde demonstreret opsætsighed. Og Emma havde da heller aldrig vovet at sige ham imod. Emma kendte heldigvis sin plads.

Den trykkede stemning fik Hans til at gyse af ubehag. Far og han plejede ellers altid at spille skak efter middagen, men ikke denne aften. Emma bøjede sig over bordet og langede endnu et par æbleskiver over på hans tallerken.

– Tak, mor, men skal mor ikke selv have? Emma rystede på hovedet, og Hans bemærkede, at hun havde fået mørke rande under øjnene.

– Den unge dame vil ikke blive dig en god kone, sagde hun stille.

– Mor må ikke bekymre sig, og jeg lover mor at komme på besøg hver søndag.

– Ja, ja, min dreng, svarede Emma med et et suk.

Der hørtes en advarende rømmen fra spisestuen, og Emma så Thorvald skule til sit lommeur. Da hun så, hvad bornholmeruret viste, fór hun forfærdet sammen. Så rejste hun sig og gik ud i køkkenet og fik sat vand over. Det var første gang i de seksogtyve år, at hun havde glemt Thorvalds kamillete. Med en febrilsk rødmen stillede hun den store kop på det lille bord ved siden af lænestolen.

– Tak, Emma! Hun gik nogle skridt baglæns.

– Ja, men, æh, så farvel, far, mumlede Hans og rakte hånden frem.

– Du har skuffet mig dybt, Hans, sagde Thorvald Løve uden at tage sønnens hånd.

Hans bøjede hovedet. Emma fulgte ham til dørs. Hun rettede på hans halstørklæde, inden han kyssede hende på kinden til farvel.

– Den unge dame vil blive din ulykke, varslede hun og undertrykte et suk.

– Mor skal se, det går nok altsammen. Hans forsøgte sig med et smil.

På Rådhuset var Magdalene og Hans enige. Emma og Thorvald Løve demonstrerede deres uenighed ved deres fravær. Borgmesteren rømmede sig, og Catherines trætte og opgivende suk blev godtaget som et ja. Christian levede i uvidenhed om Catherines ulykkelige omstændigheder og om Magdalenes arrangement. Da Magdalene aftvang sine børn et løfte om aldrig at opsøge deres laban af en far, havde Catherine forholdt sig tavs.

Tre måneder senere måtte Hans Løve haste af sted på motorcykel efter Magdalene og jordemoderen.

Luftalarmen var lige afblæst med en lang hylen, da der lød barnegråd. Hans åbnede forsigtigt døren til kammeret og så hen på barnet, som jordemoderen var ved at svøbe.

– Det blev en lille pige, Hans, men det er jo også en tøsefamilie, sagde Magdalene med et stemmeleje hinsides den vante skarphed.

– Jamen, hun er da køn. Jeg troede ellers, at spædbørn var grimme og rynkede, udbrød Hans forundret.

– I vores familie får vi altid kønne børn, skræppede Magdalene, som nu glædede sig til at overraske jordemoderen med ægte Javakaffe.

– Værsågod, lille mor, De har sandelig været tapper, sagde jordemoderen, idet hun smilende overrakte Catherine barnet.

Catherine så ind i barnets natsorte øjne. Et øjeblik lod hun sig rive med af en instinktiv trang til at beskytte barnet. Forsigtigt lod hun sin hånd glide hen over barnets glinsende sorte hår, og antydningen af at smil krusede hendes læber...

– Nå, hvad siger du så, Catherine. Hun er jo en lille spirrevip, men ellers er hun da en velskabt tøs, ivrede Magdalene.

– Ja, hun er vel nok sød, istemte Hans.

– Sagde du, at hun er sød, Hans? Jeg synes ærlig talt, at hun ligner en skildpadde – og nu er jeg træt, så vær rar at lægge hende hen i tøjkurven, sagde Catherine med et suk.

– Jamen, Catherine dog. Hans tog sig til kinden, som efter et slag.

Hans Løve trak sidevognens presenning til side og hev en sæk op. Han så op mod vinduet. Da han lod blikket synke fik han øje på et ansigt i stuevinduet. Hvorfor skulle det hæslige kvindemenneske altid stikke sin næse frem, tænkte han på vej ind i opgangen. Inger B. Nielsen, stod der på et prangende messingskilt på den afskallede dør. Døren gik op.

– Da’da’, Løve, lød det indladende.

–Godaften, mumlede han studst og skyndte sig op ad trappen. Det var blevet sent ude hos mor, men Kis var vel også revnende ligeglad med, hvornår han kom hjem. Eller om han i det hele taget kom.

–Hils oppe, Løve.

– Hm, javel, mumlede han.

Han fik låst sig ind og stillede sækken fra sig i den lille entre. Så blev han stående og lyttede.

– Hil dig, Maria, fuld af nåde … Amen. Så begyndte Catherine at synge.

– Jeg er træt og går til ro, lukker mine øjne to.

– Je er træ’ tå går te’ro lu’ker miene ojene to’o, genlød det. Barnet var da utroligt lærenem, tænkte han. Hvorfor undte Kis ham ikke at tage del i glæden over barnet? Forsigtigt bankede han på døren.

– Du behøver såmænd ikke at liste, Hans. Du har allerede fået vækket barnet, så nu kan man begynde forfra.

– Jamen?

– Nu lægger du dig pænt til at sove, Judith, formanede Catherine og listede ud.

– Mor gav mig noget tøj, du kan se på, begyndte Hans.

– Tøj!

– Nåh, joh, det er ganske vist brugt, men mor mente, at du måske kunne sy noget til barnet. Mor har tabt sig så forfærdeligt.

– Virkelig? Til gengæld holder hun godt fast på sin portemonnæ – ligesom du, sagde hun. Catherine ville fortsætte, men noget ved hans blik standsede hende.

Hun trak et par lange kjoler med vidde op af sækken. Der kunne vel sys en kjole til barnet, og der kunne måske også blive stof nok til en sommernederdel. Hun så hen på Hans. I sit motorcykelantræk kunne han næsten minde om et mandfolk.

– Du må hilse din mor og sige tak for tøjet, tvang hun sig til at sige.

– Jeg holder jo så meget af dig, Catherine, sagde han. Han lod hånden stryge gennem sit askeblonde hår, mens han betragtede hende. Hun var som en smuk, rød rose, hvis stilk var skåret over, men som endnu havde farve og duft. Men hvad skulle han stille op med sin indre ild, og med et begær som kun førte til afmagt og fysisk smerte? Han havde altid prøvet at skjule sit lem, også over for sine forældre. Han blev flov, når han sammenlignede det med andre mænds. Prøvede han at presse den stramtsiddende forhud tilbage, gjorde det så ondt, at han måtte opgive forsøget. Men det værste var, at hver gang, han følte en sexuel ophidselse og fik rejsning, kom den samme smerte, og hans lyst blev afløst af skamfuldhed. Han måtte hellere se at få sovet, så han kunne være frisk på arbejdet – i morgen var der atter en dag.

Catherine noterede sig, at barnet sov. Selv følte hun kun tomhed. Hendes liv var som en stillestående strøm, der ingen vegne førte hen. Hun følte sig som en passiviseret fange. Hendes blik søgte apatisk hen mod vinduet, og hun så, at den lille synlige stump himmel mellem de grå husmure var blå. Derude fandtes en verden, med liv og udfordringer, men alene tanken om flere skuffelser tog livslysten fra hende.

Det havde kimet på døren længe, inden Catherine fik rejst sig for at åbne. Sofus, som hun kendte fra sin tid i kirkekoret, stod på måtten med sit skæve smil, og ligesom dengang var hans hat trukket så skævt ned i panden, at dens ene side flugtede med hans flade næse. Med sin dybe basrøst og sit smittende humør lykkedes det ham at lokke hende med sig ud. Han foreslog, at de rullede en tur ned til søerne. Det lille dukkebarn ville sikkert more sig over at fodre ænderne. Catherine måtte uværgeligt smile over Sofus’ historie, mens hun skar rugbrød i tern til ænderne. En kusk havde tabt et helt rugbrød, da han var ved at bære varer ind i ismejeriet i Ryesgade, og Sofus havde hurtigt fået samlet brødet op. Hans første tanke var at give sin mor det, men mens han stod og klappede kuskens heste, kunne han ikke dy sig for at fodre dem med halvdelen.

Var Sofus virkelig kommet anstigende med et halvt rugbrød uden at have en ræv bag øret? tænkte Catherine.

På vej ned til søerne sad Judith begejstret og klappede i sine buttede hænder. Sofus tog hende op af barnevognen, kastede hende højt i vejret og greb hende igen. Og Catherine blev smittet af barnets livsglade hvinen.

Sofus kunne ikke få øjnene fra den store og dybe barnevogn.

– Køn er den gamle skude sgu ikke, men der er en fandens god plads i sådan et flagskib, begyndte han. Efter at havde sendt endnu en føler ud, fik Sofus betroet Catherine, at han var med i modstandsbevægelsen. Og som en skibbruden, der griber fat i et stykke flydende tømmer, sagde hun ja til at hjælpe ham og kammeraterne. Hun ville gerne være kurér.

Hun fik dæknavnet Sporvognen. Og barnevognens dybe bund blev fyldt op med stakke af Frit Danmark, og da det hurtigt stod gruppen klart, at Sporvognen ejede vovemod, og altid var præcis, blev hun bedt om at køre med våben. Senere fik hun udleveret rullemadrasser, og den lille kvist blev et herberg for forfulgte jøder og sabotører, inden de blev sejlet til Sverige. Catherines sang lød igen, når hun stod og kogte havregrød til de børn, der sammen med deres forældre måtte over sundet. Hun sang, mens hun kogte kartoffelsuppe med porrer og gulerødder, og når hun smurte madpakker til sejladsen.

Hans, der blev holdt udenfor, forsøgte at lukke øjne og ører. Catherine ænsede ham knapt, men da overnatningerne blev hyppigere, dristede han sig en dag til at ytre et par bemærkninger.

– Hvad er det, du har rodet dig ind i, Catherine, og hvad med barnet? Har du slet ikke tænkt på konsekvenserne?

– Et liv med Hitler som diktator ville ikke være værd at leve, og vil du så være rar at tage hjem til dine forældre i aften? Vi har jo ikke for megen plads, vel? Men lov mig, Hans, at du holder tæt med alt, hvad der foregår i lejligheden! sagde hun. Og hendes øjne skinnede af offervilje.

Der har været indbrud hos Bassisten, det haster, var Sofus’ besked.

Med Judith siddende i barnevognen småløb Catherine. Hun drev af sved, da hun nåede indgangen til Politigården. Hun bestræbte sig på at gå roligt og naturligt. Først efter at hun havde givet kriminalbetjenten sin besked, mærkede hun trætheden. Hun indså, at hun ikke kunne nå hjem til Gartnergade inden spærretid. Modvilligt gik hun ned ad Istedgade. Måske kunne de få lov til at overnatte hos Violette. De var trods alt søstre. Men hendes svoger Knud virkede temmelig simpel. Efter en tøven satte hun fingeren på dørklokken.

– Om jeg begriber, at du vil være bekendt at vise dig på gaden med sådan en gammel og ramponeret barnevogn, udbrød Violette, der var gået med Catherine ned på gaden for at hjælpe hende op med Judith og barnevognen.

– Det betyder ikke spor, at man har en brugt barnevogn, når bare man har et kønt barn, replicerede Catherine.

Violette var blevet gift med en vognmand og havde fået en datter, som Catherine havde konstateret både var blegfed og skaldet.

– Hvordan kan du finde på at møde op på denne tid af aftenen? Mor er her, vi har vasket storvask hele dagen. Det har været et værre slid. Mor har forresten undret sig over, at hun aldrig hører noget fra dig.

Det sortnede for Catherines øjne, og hun måtte støtte sig til husmuren. Hun tog sig sammen, og uden at svare satte hun Judith tilbage i barnevognen.

– Er du da blevet helt tosset? udbrød Violette, da Catherine gjorde ansats til at gå igen.

– Det er snart spærretid, og man ved jo aldrig, hvad de forbandede tyskere kan finde på, vel, fortsatte Violette.

Sammen hankede de op i barnevognen, mens Judith på sine små ben stavrede foran dem op ad trapperne.

– Mor er smuttet ind til fru Jensen i opgangen ved siden af. Det er Jensens lønningsdag, og han kom som sædvanlig fuld og på rulleskøjter hjem, uden en øre i lønningsposen. Vil du tænke dig, han har solgt alle deres smørmærker. Og da fru Jensen gjorde vrøvl, så tævede han både hende og ungerne. Men nu er mor også ved at læse ham teksten, berettede Violette.

Mors fornemste opgave her i livet er åbenbart at stikke sin næse i andres sager, tænkte Catherine bittert.

Inde i stuen lå Violettes mand på en koksgrå sofa og sov.

– Vi må endelig ikke vække Knud, han bliver så gnaven, hvis man forstyrrer ham, når han ligger og slår mave, hviskede Violette med en advarende finger for munden.

– Nej, bevares, svarede Catherine træt.

– Knud beklager sig hele tiden over, at krigen trækker i langdrag. Det kniber også med at skaffe briketter til lastbilen. Men der er jo også snart rationering på alt, fortsatte Violette. Hvis du vil have nogle æg med hjem, så husk mig lige på det. De kostede kun syv øre stykket, men til gengæld er flæsket steget igen. Tænk, en krone og halvfjerds øre kiloet! Og det er ikke til at få kredit i Brugsen mere.

– Nu spiser jeg jo ikke flæsk. Desuden handler jeg hos min gode slagter i Griffenfeldsgade, og han giver stadig kredit, indskød Catherine.

– Jah, du har jo altid spillet fornem – ligesom papa. Men på den måde bliver du aldrig en god husmor, sådan som mor og mig. Catherine så Violettes næsetip blive hvidlig af bar forargelse.

Bare Bassisten slipper helskindet over i nat, tænkte hun.

– Hvordan har Hans det forresten, spurgte Violette.

Hans? Nåh! – Jo tak, udmærket.

Det var Violette, der havde introduceret Hans Løve for familien. Hun og Hans havde været dansepartnere på danseskolen. De var begyndt at tale om ringforlovelse, og Violette kom da også hjem og præsenterede ham som sin tilkommende.

Magdalene havde taget pænt imod den nydelige og velopdragne unge mand. Hans havde også foræret Violette en ulden vinterfrakke, der ganske vist havde tilhørt hans mor, men som både var velholdt og varm. Catherine glemte ikke den dag, da Hans bukkende havde sagt ja tak til mors middagsinvitation, og hvordan han havde siddet på køkkenskamlen og lyttet til mors beklagelser over krigen, over de uduelige politikere, og over hendes, Catherines, fine fornemmelser og store dovenskab.

Men så var det, at Hans udbrød, at hun ikke måtte tale sådan om Catherine, og han havde slået næven ned i køkkenbordet og råbt, at det var hende, Catherine, han elskede ...

Judith blev lagt til at sove i barnevognen i soveværelset, og de to søstre satte sig ved spisebordet, hvor Catherine drak et par slurke af Violettes surrogatkaffe og spiste en skive af hendes hjemmebagte franskbrød. Hun fór sammen ved lyden af en rusten knurren, da Knud gabte og strakte sig.

– Hvad søren, er du her, Catherine? Vi har sandelig fået fornemt besøg, skal jeg lige love for.

– Violette har givet mig og Judith lov til at sove her i nat. Og hvis I ikke har noget imod det, går jeg ind i kammeret og lægger mig, forklarede Catherine ilde til mode.

– Bevares, kære svigerinde, og drøm sødt, sagde han og sendte hende et tobaksbrunt smil.

Catherine blev vækket ved, at noget maste hende.

– Du holder din mund, lød det snerrende, tæt ved hendes øre.

Hun forsøgte at vriste sig fri.

– Knud! Er du blevet gal! Så slip mig dog!

– Hold op med at spille kostbar, du kan jo godt li’ dét.

– Slip mig! Dit modbydelige svin!

Han kvalte hendes protest ved at presse hænderne mod hendes mund og hals. Hun kæmpede desperat for at få luft, så gjorde hun sig slap, og gled over i en tilstand, hvor det hele føltes fjernt og uvirkeligt.

Da han var listet af, lå hun som forstenet. Hvis hun fortalte, hvad der var sket, så ville mor enten slå ham ihjel, eller også ville hun tro, at hun selv havde været ude om det. Og Violette, hvorfor volde hende den sorg. Der var ikke andet for end at bide hadet og skammen i sig. Kvalmen drev hende ud på toilettet, hvor hun kastede op.

Der fulgte urolige, søvnløse nætter. Så vidste hun besked. Og hvad skulle hun sige til Hans?

En eneste gang, siden Judiths fødsel, havde Hans lagt sig over hende. Men inden han nåede at gennemføre sit forehavende, havde han jamret som af smerte og vendt sig fra hende med ansigtet mod væggen. Det faldt hende ikke ind at spørge ham, hvad der var galt. De var alene sammen, med hver deres smerte og skyld.

Hans var ganske vist et pjok, men Knud var den skinbarlige satan. Hendes sind var blevet befrugtet med et glødende had, der bølgede gennem hendes årer.

Med et lavementapparat og brunt sæbevand blev hadets ild til en brændende feber. Hans kom hjem fra tegnestuen, og fandt hende liggende i febervildelse på sengen, mens barnet klynkende sad ved hendes side.

– Bring Judith hjem til min mor, og lad mig dø i fred, fik Catherine hvisket.

Hun blev blændet af et skærende hvidt lys. Fjernt hørte hun en knivskarp stemme. Det måtte være Sankt Peter.

– Havde vi vidst, at De var i omstændigheder, havde vi givetvis ikke opereret. Ordene kom fra den hvide skikkelse.

– Men nu er De befriet for flere problemer. Munden nærmede sig med det betydningsfulde ord,

Befriet – så var hun altså nået til Paradisets port, hvor den gode Gud viste sit alvidende ansigt – ville han mon kunne tilgive hende?

– Lad os nu bare glemme den kedelige historie, fortsatte stemmen, nu ganske nær ved hendes ører. Så genkendte hun overlægen, der havde smilet så venligt til hende, da de havde kørt hende ind på operationsstuen. Hvorfor havde Hans ikke bare ladet hende dø? Hun hørte lægens skridt fjerne sig.

– Hvorfor er jeg blevet opereret? mumlede hun.

– Jo, ser De, vores overlæge er meget grundig, men vær De kun glad for det, nu får De ikke flere problemer med Deres underliv, svarede en sygeplejerske.

– Jeg har det så frygteligt med varme.

– Det må De nok vænne Dem til, svarede sygeplejersken.

Som en slagtermester havde overlægen fjernet Catherines reproduktionsorganer én gang for alle. Hendes tarme voksede sammen med sårene. Den gode Gud, Satan, og overlægen havde konspireret, og udmålt og eksekveret hendes straf for fosterfordrivelse.