Kapitel 30

Catherine sad på hug med sin lille skovl i færd med at grave tulipanløg op fra staudebedets sorte muldjord, da hendes lille dværgpincher, Mimi, sprang op ad hende og slikkede hende på næsen. Med stort besvær fik hun rejst sig. Havde Erik ikke kaldt? Gode Gud, kunne hun dog bare svæve ind til ham. Forpustet og med langsomme skridt gik hun hen imod huset. Hun standsede op ved trappen og måtte snappe efter vejret for at gå de tre trin op. Hun så Mimi løbe ind på Eriks kontor.

– Nej, Mimi, far sover, formanede hun med en stemme, der var hæs som en ravn. Stakåndet nåede hun ud i badeværelset og fik vasket hænder, inden hun gik ind til Erik, som sad i sin nye læderstol og sov.

Der lå et åbnet brev på skrivebordet, nåede hun at se, inden hendes krop bøjedes fremover. Hun fandt sit lommetørklæde i bukselommen og pressede det for munden for at dæmpe sin hoste. Hun så, at der på kuverten stod Bispebjerg Hospital. Ved siden af brevet lå der et postkort. Hun tog kortet og så, at det forestillede et idyllisk landskab, inden hun lod det glide ned i bukselommen. Hun kunne læse det, når hendes kræfter var vendt tilbage, tænkte hun. Erik sad med hovede hvilende på ryglænet. Hans bekymrede udtryk var forsvundet, og panderynkerne var næsten glattet helt ud. Mimi sprang op ad hans ben og begyndte at pibe.

– Fy, Mimi, ikke vække far, formanede hun, inden hun fik et nyt hosteanfald. Hun forsøgte igen at dæmpe lyden med lommetørklædet, men hosten var nu så voldsom, at hun var lige ved at kaste op.

– Undskyld, Erik, fik hun fremstammet. Han havde våget over hende nat og dag, så han måtte virkelig også trænge til søvn. Under det næste hosteanfald følte hun det, som skulle hun kvæles. I panik kom hun til at skubbe til brevkniven, som faldt på gulvet. Og gulvet var næsten lige blevet ferniseret, tænkte hun ærgerligt.

Men Erik var da gudskelov ikke blevet vækket. Men hvorfor havde han ladet brevet fra Bispebjerg Hospital ligge halvåbent? Hun tog det helt ud af kuverten og lod øjnene løbe ned over teksten.

Født d. 02. 09. 1922. K BBH-L26 Berg Catherine Marie de la Rochaltaine, så måtte brevet jo handle om hende. Udskrivningsdato 15.07.61 Afd. Thoraxkirurgisk afdeling L epikrise. Afdelingens diagnose. Tumor - lob - sub - pulm - br - neopl - malin - br - Sådan en omgang lægelatin, hvorfor kunne de ikke skrive så det var til at forstå for almindeligt dødelige, tænkte hun, mens hun foldede brevet sammen og lagde det tilbage i kuverten. Hun så, at Mimi nu var sprunget op på Eriks skød.

– Erik, jeg føler mig også dødtræt, lad os hellere gå rigtig i seng og sove til middag sammen, hviskende hun.

Erik reagerede ikke, og Mimi fortsatte med at slikke ham i ansigtet og pibe appellerende.

Erik, Erik, kaldte hun. Men da hun ruskede let i hans arm, faldt hans hoved slapt fremover, og Catherine udstødte et hæst skrig.

Hun huskede Eriks indtrængende stemme – Drej tre gange nul, hvis du bliver dårlig. Hun nåede lige at få fremstammet, hvem det var, samt hendes adresse, inden alt blev sort.

Lyden fra dørklokken fik Mimi til at gø.

– Kom ind, døren er åben, fik hun hostende sagt.

Ambulancefolkene talte om at forsøge på en genoplivning, og de lagde Erik på gulvet. Den ene Falckmand trykkede ham voldsomt på brystkassen, mens den anden lå med sit hoved over hans ansigt.

– Her ringer man efter jeres hjælp, og i stedet mishandler I min mand. Han er tilmed læge, protesterede Catherine.

Hun så lettet, at Falckmændene stoppede med at maltraktere Erik – så ejede de da lidt anstændighed.

– Jeg er ked af at måtte sige det, men Deres mand er desværre død. Vi tager ham med på hospitalet, og De må nok hellere komme med i ambulancen, sagde den ene af Falckmændene.

Catherine så mistroisk på den unge læge, der havde hentet hende fra skadestuens venteværelse.

– Deres mand har fået et slagtilfælde, men han har givetvis ikke lidt, hørte hun ham sige.

– Vores nabo fik såmænd et slagtilfælde sidste år, og han lever da i bedste velgående den dag i dag, svarede hun.

– Vi har gjort alt, hvad vi kunne.

– Sig mig hellere, hvornår jeg kan se min mand. Catherine begyndte at hoste, og hun opdagede, at der var blodpletter på lommetørklædet.

– Jeg vil foreslå, at De tager hjem og prøver at få hvilet Dem lidt, fru Berg. Er der nogen af Deres pårørende, som kan komme og hjælpe Dem?

– Jeg har da min mand, så jeg skal nok klare mig, svarede Catherine.

Hun blev kørt hjem af Falck, og uden protest lod hun falckredderen bære hende ind i huset og anbringe hende i Eriks stol. Der krøb hun sammen med Mimi på skødet. Hun mærkede en varme og tryghed, Erik var jo hos hende. Efter alt det, hun havde været igennem, kunne intet skille hende fra Erik. Hun tænkte på operationen, hvor hun havde ladet sig føre op mod lyset som et barn, der presses ud af moders liv. Hun havde set ned på lægerne i de hvide kitler med de blå huer og masker. Helt uden angst eller smerte. Og hun så sig selv ligge på operationsbordet, hvor lægerne og sygeplejerskerne stod bøjet over hende, og hun hørte tydeligt, hvordan de talte om ligegyldige hverdagsting. En ung sygeplejerske med hætte på hovedet havde ladet sit lyse pandehår hænge udenfor. Catherine skulle netop til at sige, at det var uhygiejnisk, da hun blev overrumplet af et nyt og stærkere lys. Hun fulgte med lyset og så en sværm af lysende skikkelser i alverdens farver, der mindede om sommerfugle. Med lysets hast fløj hun med skaren hen over byer, skove og bjerge. Hun dalede ned i sandet ved en strand med hvide huse og genkendte stedet, hvor hun og Erik havde ferieret. Det undrede hende, at de andre badegæster ikke svarede, når hun henvendte sig til dem. Pludselig var hun tilbage i operationsstuen. Overlægen gav sine ordrer til sygeplejersken, der stod ved hans højre side. Men så hørte hun ham fortælle en temmelig uartig historie. Og den unge sygeplejerskes pandehår sad stadig uden for hætten.

Under stuegangen havde hun overrasket overlægen ved ordret at gengive hans vovede vittighed. Hun benyttede også lejligheden til at bede ham om at tale mindre diktatorisk til operationssygeplejersken.

Så såre hun kom hjem fra hospitalet, bad hun Erik om at bære statuetten af Den hellige Jomfru ned i kælderen. Uden at spørge om hendes bevæggrunde gemte han statuetten nede i fyrrummet.

Erik havde insisteret på, at hun sammen med ham skulle rekreere sig på Mallorca. Deres rejsetøj lå parat på de to stole i soveværelset. Naboen havde været så sød at tilbyde at passe Mimi.

Catherine ringede til hospitalet for at høre, hvordan det gik med Erik.

– Jamen, lille fru Berg, Deres mand døde jo i dag, lød beskeden. Hun rejste sig med besvær og gik hen til reolsystemet og trak en skuffe ud. Der lå den pakke Kings, som hun var nødt til at have liggende for ikke at ryge. Det at vide, at hun kunne tage en cigaret, hvis hun ville, hjalp hende til at modstå fristelsen til at købe en pakke Kings. Hun skulle lige til at åbne pakken, da hun mærkede en let berøring på sin venstre kind.

– Undskyld, Erik, sagde hun og lagde pakken tilbage i skuffen. Et ord var et ord.

Som i en døs gik hun tilbage til skrivebordet og fik drejet Magdalenes nummer.

– Goddag mor, det er Catherine.

– Goddag Catherine, hvorfor pokker lyder du som en forkølet fiskerkone fra Gammel Strand?

– Mor, de sagde på hospitalet i dag, at Erik har fået et slagtilfælde, og nu påstår de, at han er død, men måske er jeg ved at blive skør, for han er jo her hos mig.

– Jeg kommer med det samme, min pige.

Magdalene tog hurtigt en frakke over natkjolen. Og Theodor trak i bukserne og kørte vognen frem.

De fandt Catherine liggende på gulvet i soveværelset, mens en lille dværgpinscher pibende lå op ad hende.

– Theodor! Ring efter Christian, og bed ham om at komme omgående.

Da Theodor kom tilbage, havde Magdalene fået lagt Catherine i seng.

– Fik du fat i Christian?

– Ja, men burde vi ikke hellere ringe efter en ambulance? Der lå et brev fra Bispebjerg Hospitalet på Eriks skrivebord, som jeg tillod mig at læse. Din datter er alvorligt syg, Magdalene.

Catherine slog øjnene op og sendte dem et mat smil.

Magdalene anbragte en ekstra pude under hendes hoved.

– Ligger du godt sådan, min tøs?

– Ja, tak, mor, men hvordan har du det selv? Jeg burde jo have ringet til dig for længe siden.

Magdalene så forbløffet ind i de to store barneøjne.

Catherine rakte ud efter postkortet, som lå på natbordet.

– Tænk dig, mor, Judith har sendt mig et fødselsdagskort. Det var pænt gjort af hende, synes du ikke?

– Jo, jo, selvfølgelig, min pige.

Der hørtes en hvinende opbremsning, og Theodor skyndte sig ud for at åbne for Christian.

– Kære ven, du må forberede dig på et chok, advarede Theodor, inden han viste Christian brevet. Christian faldt tungt ned på en stol.

Theodor fandt barskabet og tog en flaske med Bacardi rom.

Christian drak, indtil Theodor tog flasken fra ham. Og sammen gik de ind i soveværelset.

– Papa! Hvor er det dog dejligt at se dig, udbrød Catherine hæst.

Christian gik hen og kyssede hendes grågule og indfaldne kinder. Da han tog begge hendes hænder i sine, bemærkede han, hvordan hendes vielsesring sad løst på langfingeren.

– Hvor befinder din mand sig så nu, Catherine?

– Erik ... jo, de påstår jo, at han har fået et slagtilfælde. Lægerne er ikke til at blive kloge på. Men på mandag flyver vi til Mallorca. Jeg har jo for længst fået vasket og strøget vores tøj. Så jeg håber ikke, at Erik har ombestemt sig. Han sagde så bestemt, at vi skulle rejse. Hun begyndte at hoste.

Christian fik øje på flasken med hostesaft og et målebæger på natbordet. Han fyldte bægeret helt op.

– Tag det her, min kære pige.

– Tak, papa, men jeg kan da ikke bare tylle det stads i mig, så gør det nemlig mere skade end gavn, siger Erik.

– Din fornuft gør dig ære, Catherine.

– Papa, vil du være rar at ringe til hospitalet og bede Erik om at komme hjem og give mig min sprøjte? Jeg har faktisk temmelig ondt. Catherines ansigt var fortrukket.

Christian gik ind på Eriks kontor, hvorfra han ringede til hospitalet.

Da han kom tilbage, sad Magdalene på sengekanten og holdt Catherine i hånden. Hun havde ikke nået at sætte sit snehvide hår op i den sædvanlige portnerkonefrisure. Det løse hår fik hende til at minde om en fe, og synet mildnede hans flossede nervetråde.

– Hvor opbevarer din mand sin medicin, Catherine?

– Eriks lægetaske står inde i skabet på hans kontor. Vil du være rar at ringe efter ham, papa?

– Det er ganske unødvendigt at ulejlige din mand, nu hvor det er blevet så sent, Catherine, og han har nøje instrueret mig i, hvordan man bærer sig ad, løj Christian. Han fik brækket en ampul over, tog en sprøjte, som han satte en nål på, og sugede indholdet op i sprøjten.

– Det er sødt af dig, papa, men husk at trykke luften ud af kanylen, inden du stikker mig. Erik plejer at stikke mig i låret.

Uden betænkning stak Christian nålen ind i hendes magre lår.

Magdalene satte sig oppe ved hovedgærdet og løftede Catherine op, så hendes hoved kunne hvile i hendes skød.

– Mor, vil du være sød at give lille Mimi mad? Der står en dåse med rejer i køkkenskabet, Mimi er nemlig lige så kræsen, som Judith er, og hun vil kun spise, hvis man holder madskålen for hende, forklarede Catherine.

– Vi har forlængst konstateret, at din lille Mimi ejer klasse, kære Catherine, sagde Christian.

– Ja, papa, og så er hun en usædvanlig klog lille hund, svarede hun.

– Papa har talt med lægerne på hospitalet, Catherine. De fortalte mig, at din mands hjerte ikke var så stærkt. Så den gode Gud har valgt at tage din mand til sig.

– Tak fordi du fortalte mig det, papa. Jeg vil tage ind til ham, når jeg er kommet til kræfter.

Lægen trykkede på elevatorknappen, som førte ned til kælderen. Der hørtes en susen fra rørene i loftet. Christian og Magdalene gik med Catherine imellem sig. Ustandseligt måtte hun standse op for at få vejret. Christian løftede hende op.

– Nej tak, papa, jeg kan da sagtens selv gå, indvendte hun, men blev alligevel liggende i hans arme.

Lægen standsede foran en metaldør og låste op. De trådte ind i et koldt rum med tre lyseblå forhæng og oplyst af et lysstofrør i loftet. Lægen gik hen og trak det midterste forhæng til side.

– Hvorfor i alverden har I lagt min mand i det iskolde rum?

– Deres mand mærker jo alligevel ikke noget mere.

– Hvad ved De i grunden om det! spurgte Catherine, som med et sigende blik pegede hen mod døren. Da lægen var gået udenfor, gav hun tegn til Magdalene og Christian om at blive stående og vente. Hun ville være alene med Erik. De holdt bekymret øje med hende, mens hun stakåndet fik bevæget sig hen til skikkelsen under det hvide lagen, hvor kun hovedet var synligt. Catherine satte sig på stolen og strøg hans hår. Så rejste hun sig og kyssede ham på panden.

Magdalene og Christian hørte hende tale. Der opstod små pauser, inden hun igen talte, det var som om, hun førte en samtale med Erik. Christian greb Magdalenes hånd og knugede den. Så gjorde han korset tegn og trådte hen til Catherine.

– Sig nu et sidste farvel til din kære mand, Catherine, du har ikke godt af at stå længere her i kulden.

– Papa, det er nok bedst, hvis jeg bliver her og venter på, at Erik kommer til kræfter, synes du ikke?

– Nej, min kære Catherine, det er Erik, der må vente på dig. Sig nu på gensyn til din mand og kom så med papa.

Christian løftede Catherine op og bar hende samme vej tilbage gennem den lange gang.

– De må have fat i en bedemand hurtigst muligt, begyndte lægen.

– Vil han venligst tie! Vi skal nok selv tage os af det fornødne, skar Christian ham af.

Sigmund og Jerome hentede den engang bortførte hospitalsseng op fra kælderen.

I salatfadet fik de kørt sygesengen ud til Catherines hus. Omsorgsfuldt fik de anbargt Catherine og Mimi i sengen og transporteret dem ud til Magdalene.

Christian hentede Eriks lægetaske, og han så, at der i medicinskabet lå så rigeligt med ampuller, at morfinen måtte være tiltænkt Catherine som lindring på hendes sidste rejse.

Da Judith og Daniel kom hjem fra biografen, mærkede de en foruroligende stilhed. Og da de trådte ind i stuen, fandt de Christian siddende ret op og ned på en spisestol med alt overtøjet på.

– Far – hvad er der los! spurgte Daniel.

Christians gjorde tegn til dem om at følge med ham ind i biblioteket.

– Grand-papa! Hvorfor ser du sådan ud i hovedet – er det sket en ulykke!

– Kom her og sæt dig, Judith.

Med stigende angst så hun ind i hans bekymrede øjne.

– Hvad er der sket, far? gentog Daniel.

Stadig uden at svare tog Christian Judiths hånd og løftede den op til sin kind.

– Vil du hjælpe grand-papa, ma petite fille?

– Ja, jo, selvfølgelig, grand-papa.

– I så fald vil jeg bede dig om, at du åbner dit hjerte for den kvinde, som har sat dig i verden. Vel at mærke uden, at du viser nag. Din mor er døende, og hendes mand er lige død. Så jeg håber inderligt, at du vil vise hende en sidste respekt. Kun du vil kunne bringe hende den ro, så hun, om skæbnen vil det, kan dø i fred med sig selv og sin Gud.

Med bange anelser tog Judith mod til sig og åbnede døren. En ram og syrlig lugt slog hende i møde. Et kort øjeblik blev hun lamslået stående. Så listede hun sig stille hen til den seng, som lille Viggo kom til verden i.

– Er du der, barn … er det virkelig dig?

Bag sine lukkede øjne anede Catherine Judiths spørgende blik. Nu, mere end nogensinde, fornemmede hun barnets kalden. Men forstod Judith da ikke, at det forlængst var for sent for hende at gøre noget godt igen? Hvordan kunne hun skåne barnet nu? Nu hvor dommens dag var så uigenkaldeligt nær. Åh nej, den almægtige Gud, der ser alt, hvordan kunne han tilgive hendes synder? Den sorte engel med sit glødende sværd ville bortvise hende og føre hende derhen, hvor hun hørte til. I Helvede skulle hun sammen med syndere og mordere kastes ind i en glødende ildovn og brænde i al evighed. Men barnet måtte ikke mærke hendes angst. Hun ville ikke se ind i barnets øjne … åh, Judiths dejlige og levende øjne – nej, hun kunne ikke se på barnet. Hun klemte øjnene sammen.

Catherine hostede, som skulle hun aldrig holde op.

– Her mor, tag lidt mere hostesaft, hviskede Judith. Hun fik løftet Catherines hoved og forsigtigt skilt hendes læber med skeen.

Hosten var hørt op. Judith hørte kun den hurtige og hvæsende vejrtrækning.

Hun begyndte dæmpet at synge ...

Var det englene, der sang, tænkte Catherine … ja, nu kom lyset, hun var jo på vej, på rejse ud i dette strålende lyshav. Der var det hav ...

– Hvorfor bli’r det nat, mor, med kold og bitter vind? Hør den lille kat, mor, den mjaver og vil ind. Mågerne og ternerne har ingen sted at bo. Å hør, nu synger stjernerne. De synger mig til ro ...

Catherine fik presset sine øjne op.

Var det barnet, som sang … barnet synger ... Judith … hun synger for mig … til ro ...til stjernerne … til det store lys … til … ro ... Det blev lys.

Daniel åbnede døren til papegøjeværelset og mærkede en varme, som kom den fra en usynlig sol. Judith lå i alkoven og smådøsede. Mimi og hans røde kat, Skipper, lå tæt sammen på et tæppe i fodenden. Da han åbnede et vindue, slog septemperregnen mod hans ansigt.

– Ja, Daniel, der er meget varmt herinde lige nu, lød det fra Judith.

– Det er mærkeligt, Judith, for termometret udenfor vinduet viste kun fjorten grader, svarede han og satte sig på alkovens øverste trin.

– Varmen kommer fra mor, og tro det eller ej, så er hun her. Kan du også mærke, at mor er her nu, Daniel? Hun har været hos mig næsten hele tiden, lige siden hun døde. Men nu skal hun snart videre, og hun kommer sikkert aldrig mere tilbage. Da du sang Ave Verum Corpus for mor i kirken, er jeg sikker på, at du gav hende en vidunderlig oplevelse, måske hendes sidste på jorden. Du sang så smukt, at jeg fik tårer i øjnene. Og da vi stod ved graven og kastede roser ned på mors kiste, var det, som om hendes hånd kærligt strøg min venstre kind. Mor var sikkert lettet over, at jeg ikke lavede nogen skandaler under begravelsen, ikke engang da alle dine småborgerlige og forargede søstre sad og hylede i kor, som om de var grædekoner. Men mormors tårer var ægte, og så begyndte grand-papa også at græde, og lagde du mærke til, at han og mormor sad og delte lommetørklæde? Og synes du ikke at det var smukt med de mange lys? Og det var da et held, at blomsterhandleren ville tage så tidligt ud på blomstertorvet, så han fik fat i alle de fresier som bårebuket. Og jeg er sikker på, at mor også var tilfreds med kisten, for hun har på en måde selv valgt den. Først stod jeg nemlig og så på en af egetræ med flotte udskæringer, men den var alt for prangende, forstod jeg på mor. Mor talte jo ikke til mig, som når du og jeg taler sammen. Det var mere, som om jeg mærkede hendes tanker, og mor ville altså have en mere enkel og stilfuld kiste. Og ved du hvad, Daniel, jeg er blevet stensikker på, at mor elskede mig inderst inde. Men hun kan først vise det nu, hvor hendes sjæl er blevet fri. Synes du ikke, at det er et mirakel, Daniel? Da jeg var lille, var jeg jo altid så bange for, at mor ville dø fra mig. Men nu hvor mor virkelig er død, ja og begravet, så har hun aldrig været mere inderlig og nærværende. Og i dag kørte Rositta og jeg ud til huset for at grave blomsterløg op i haven, og ...

– Hvilket hus, Judith?

– Mors, selvfølgelig! Mor havde nemlig særeje, fordi Erik ikke ville risikere, at hun pludselig en dag stod uden tag over hovedet, har Theodor fortalt mig. Nå, men mor ville jo have, at jeg gravede de blomsterløg op, og jeg har lovet hende at grave dem ned på mors og Eriks gravsteder. Men tror du ikke, at de løg skal stilles ned i kælderen og stå, hvor det er køligt og mørkt, indtil det bliver forår? Det mener Rositta i hvert fald. Jeg vil forresten ringe til en kørelærer på mandag. Jeg synes nemlig, at det er for uansvarligt at blive ved med at køre bil uden kørekort, og jeg har jo også mine to ønskebørn at tage hensyn til ...

– Hvor har du forresten parkeret dine to ønskebørn, Judith?

– Hvad? Nå, jo. Le petit sagde, at han kunne se en dame her i alkoven, og han kunne også høre hende synge. Og lille Viggo vendte hele tiden skuffen nedad, og han virkede så underligt urolig. Og så sagde Rositta, at børn er meget mere åbne for det firedimensionelle univers end os voksne, så vi blev enige om, at hun tog sig af børnene i nogle timer. Le petit var heller ikke spor begejstret for, at jeg nu vil sende ham i børnehave, men det hjalp lidt på hans humør, da jeg fortalte ham, at han også er mit ønskebarn. Han kan lige nå at gå i børnehave i et år, inden han skal begynde i skolen. Nå ja, det med skolen kom vist også helt bag på ham. Men jeg har besluttet at melde ham ind på Vidar Skolen. Og ved du hvad, Daniel? Jeg har faktisk også besluttet at gøre mere ud af mit talent som kunstner. Så jeg vil hurtigst muligt lægge op til Akademiets malerskole. Sigmund har heldigvis været så fremsynet, at han har gemt alle mine store kultegninger inde fra Glyptoteket, selv den kæmpestore tegning af Borgerne fra Calais, og alle mine modeltegninger, og jeg har jo også nogle malerier, ved du. Og Sigmund er sikker på, at jeg bliver optaget. Så når jeg har ammet lille Viggo i ni, nej, i otte måneder i alt, så vil jeg finde en sød barnepige – ja, hun skal nok helst være skeløjet og have briller – så du ikke fristes over evne, lille Perikles … Hov, Daniel! Du er jo begyndt at få mave! Man kan da heller ikke lade dig være ude af syne et øjeblik! Men så må jeg jo se at få meldt dig ind i en fodboldklub ... Men du vil måske hellere gå til svømning. Og nu skal det være slut med smør, piskefløde og lagkage! Har du forstået det, Daniel? Og ved du hvad, Daniel, du bliver nødt til at finde dig i, at den lille, forældreløse Mimi har knyttet sig så tæt til mig. Selvom du synes, at hun bare er en lille skødehund. Hun er trods alt også et lille levende væsen, ikke? Og du kan jo selv se, hvor gode venner Mimi og Skipper er blevet? Hører du efter, Daniel?

– Ja, selvfølgelig Judith, jeg troede bare, at din velsignede strøm af ord først lige var begyndt.