Kapitel 3

Judith satte sig på Catherines bedeskammel og så bønfaldende op på Madonnastatuetten med det søde smil. Hun bøjede hovedet og foldede sine hænder.

– Kære Jomfru Maria, vil du ikke nok gøre mig syg, ligesom mor er, amen.

Men Jomfru Maria havde sikkert ikke hørt hende. Eller måske var hun bare en dum figur ligesom de andre porcelænsfigurer, som stod i vindueskarmen.

Det var noget snyd. Judith bed sig hårdt i læben og viste Catherine blodet.

– Har du haft næseblod igen, barn?

– Nej, blodet kommer langt nede fra maven, jeg er nemlig også syg ligesom du er, mor.

– Sygdom er ikke noget, man spøger med, Judith, og du må snart lære at holde op med det næsepilleri, formanede Catherine.

Med kruseduller skrev Judith et brev. Hun foldede papiret omhyggeligt sammen og lagde det i en tom cigaræske sammen med seks sukkerknalder. Stående på en stol fik hun åbnet køkkenvinduet og anbragt pakken på den lille gesims. Nu kunne Gud sende en engel ned og hente pakken. Næste morgen så hun glædestrålende, at æsken var væk, og hun satte sig forventningsfuldt til at vente under bordet. Men hun fik ikke ondt i maven. Måske havde englen glemt at give Gud pakken.

Da Catherine ved frokosttid kaldte, kunne Judith ikke røre sit ene ben.

– Mor! mor! Jeg kan slet ikke gå! jublede hun.

– Det er da bare dit ben, som sover, din tossede unge.

– Nej! Det er ham Gud, der er tosset!

– Sådan noget siger man ikke, Judith. Det er gudsbespottelse. Catherine korsede sig og kom i tanke om, at hun snart burde gå til skrifte.

– Du skulle hellere gå ned og lege i stedet for at gå her og plage mig, foreslog Catherine.

Her står man i køkkenet, syg og træt som man er, og så vil den forbistrede unge ikke spise. Hellige Jomfru, hvad har jeg dog gjort? Hvad skal jeg stille op med den kræsne unge? Men mig er der jo ingen, der tager hensyn til, fortsatte hun en tone højere.

– Jamen mor, jeg har så ondt i maven. Jeg vil gerne spise mariekiks med smør på ligesom dig, mor. Judith sad uroligt på stolen, mens hun tænkte på, hvor synd det var for hende, at mor var så syg – måske døde hun – og kom ned i en stor hvid kiste og bagefter ned i den sorte jord. Og så skulle hun selv gå helt alene på jorden. Nu ville hun aldrig spise mere, ikke engang slik, for så ville hun også blive syg og dø, og så kunne hun og mor komme ned i samme kiste. Andre børn, de havde en rask mor, som hver dag stod ud af sengen og tog tøj på, og som tog deres børn med i Zoologisk Have eller i Tivoli. Men de var alle sammen så grimme. Hun ville slet ikke gå på gaden sammen med sådan en grim mor.

– Her nytter ingen kære mor, Judith. Du skal spise, brød Catherine ind i Judith tankesæt.

– Skynd dig hellere at gøre, som mor siger. Det er meget uartigt, når en lille pige ikke vil spise sin mors gode mad. Hans så Judiths mund åbne sig. Hun gabte højlydt uden at holde sig for munden, og han løftede en formanende pegefinger.

Judith skævede hen mod døren. Hvis bare hun kunne smide det gule tissemad ud ad vinduet.

Mor havde aldrig selv spist gule ærter. Det var far, som havde sagt, at han så gerne ville have gule ærter til middag, og så det ækle bævreflæsk. Ad!

Da Catherine igen kom ind i stuen, så hun Judith sidde og skære ansigt.

Catherine greb i hast sin rosenkrans, der hang på Madonna-statuetten. Hun lod fingrene følge perlerne, mens hun bad. Efter et klangfuldt amen huskede hun, at papa altid havde sagt, at det var en forbrydelse at slå på et barn. Mor, derimod, havde tit, når papa ikke var hjemme, uddelt tjubang lussinger på stribe. Men hvad skulle hun snart stille op med Judith? Hun huskede papas ord om, at børn nu engang var vidt forskellige, og at faste normer ikke kunne presses ned over hovedet på et barn. Men der var vel visse husregler, som skulle overholdes, ellers hørte alting da op. Hun så hen på Judith. Det var næsten synd, men barnet skulle i det mindste smage. Catherine fik en hedetur. Doktor Berg havde sagt, at overlægen på Bispebjerg Hospital havde begået en særlig grov lægelig fejl ved også at fjerne begge hendes æggestokke.

– Hvis ikke du spiser nu, Judith, så går jeg snart op i en spids! advarede Catherine.

Judith foldede sine hænder under bordet og bad Gud om at trylle suppen om til hyldebærsuppe. Men Gud syntes nok også, at hun var en pind til mors ligkiste, for den ækle gule suppe var der stadig. Hun tog sit krus og hældte vand over suppen. Gud nej – nu nåede suppen jo helt op til kanten. Tallerkenen blev større og større, dybere og dybere. Hun så ned i det store og farlige dyb. En ond fe måtte have forhekset hende, for pludselig var hun ikke større end Tommelise. Hun var nødt til at svømme over alt det gule vand, indtil hun nåede hen til skoven på den anden side af søen.

Catherine pressede en skefuld suppe ind i munden på hende.

– Du skal ikke bryde dig om at vrænge ansigt, dit kræsne asen, hvæsede hun.

Surt og slimet opkast sprøjtede ud fra Judiths mund og over på det nye blomstrede tapet. I blind afmagt løftede Catherine hånden.

Selvom lyset var slukket, og det sorte rullegardin var trukket ned, blev det aldrig helt mørkt. Judiths øjne fulgte de mange væsener, der viste sig i et væld af farver og kom dalede ned til hende. De forvandlede sig hele tiden. Der var en heks, og der en trold, men hun blev ikke bange. Der dalede også kurve ned med blomster i, og mærkelige dyr kom svævende. Da hun rakte hånden frem for at ae et dyr, forsvandt det som en sæbeboble. To kæmpestore slanger med lysende øjne bugtede sig i træernes grene.

Hun hørte far vende sig i sengen. Rrrhrrh-pyh, Rrrhrrh-pyh, Rrrhrrh-pyh.

– Hans, læg dig om på siden, hørte hun mor sige.

Judith fik åbnet den sikkerhedsnål, som hun havde snuppet fra Catherines syskrin, og begyndte med spidsen at prikke hul og flå i hovedpuden.

– Syg-jeg-er-syg-jeg-er-syg, sang hun sagte. De små dun kildede så dejligt på kinden. Nej, hvor kom der mange fjer. Hun kastede dem i vejret og så en lille fjer ramme en af troldene.

Da hun havde lagt pudevåret rundt om maven som en bandage, fik hun øje på den lille alf med lange, gule slangekrøller, der kom dalende helt ned til hende og satte sig på hendes sengekant. Alfen spurgte, hvorfor hun havde et stort plaster på maven.

– Det-er-fordi-mor-er-så-syg-åh-så-syg-åh-så-syg, sang Judith. Hun så, at alfen blev meget, meget ked af det. Men da hun ville tage om den, for at trøste den, var den pludselig borte.

– Øv! væk med det, udbrød hun og smed resterne af puden ned på gulvet. Hun maste med madrassen og fik sin fod i klemme mellem brædderne i sengens træbund. Det gjorde ondt i foden, men hun græd ikke, hun var nemlig tapper ligesom mor. Hvor ville mor dog blive sød og glad for hende i morgen, og så ville de begge to leve lykkeligt sammen lige til deres dages ende.

Loftslampen blev tændt. Men hvorfor trak mor hende ud af sengen?

– Mor, mor, jeg er syg! Meget syg!

– Jeg skal give dig syg. Du er en uartig møgunge, er du!

Hvorfor var mors øjne så vrede? Hvorfor ruskede hendes syge mor i far og råbte, at han skulle give hende en endefuld?

Judith skottede op til vinduet. Fru Hansen gloede igen ned på sin dumme dreng i barnevognen. Hun gloede næsten altid ned på den dumme unge. Hun gik også ned til ham næsten hele tiden.

Da Judith stod på lur bag skraldebøtten, kom hun til at træde i noget gråt og ækelt stads. Det var nok rottegift! Hun så en ekstra gang op på vinduet, inden hun sneg sig hen til barnevognen.

– Se lille Hansemand, mam-mam, mam-mam, lokkede hun, med giften på sin pegefinger. Drengen åbnede munden. Føj, hvor han dog savlede. Da han rakte armene ud efter hendes bold, satte hun fingeren med giften på hans læber. Om lidt så døde han.

– Hvad er det dog du gør!? Fru Hansens hænder ruskede hende voldsomt i armen.

– Ikke noget, han ville bare gerne lege med min bold. Judith anstrengte sig for at smile, men fru Hansen så ikke på hende, hun trak drengen op af barnevognen, og Judith stak i løb.

– Hvad er du dog for en lille forbryderspire! råbte fru Hansen efter hende.

Sæt nu, mor havde hørt det. Tænk, hvis mor opdagede, hvor ond hun var. Nu kom hun nok i fængsel. Stille som en mus listede Judith sig forbi stuen og ud i køkkenet og klemte sig sammen inde i køkkenskabet ved siden af skraldebøtten. Drengen var nok død nu, og fru Hansen og hr. Hansen var sikkert blevet meget kede af det. Det bankede på køkkendøren, så var drengen altså død. Hun hørte, at mor kom ud i køkkenet.

– Det er typisk for fru Olsen, hun låner og hun låner. Så er det en kop mel, så en kop sukker, eller et par æg, men hun afleverer aldrig det, hun låner. Og tænk dig, Hans, fru Olsen nede fra ismejeriet har hørt fru Hansen sige, at Judith er ond imod de andre børn. Har du hørt magen til vrøvl, for Judith leger jo aldrig med andre børn.

Køkkenlågen blev åbnet.

– Sidder du der, barn? Hvad har du nu lavet?

– Ikke noget! Men politiet kommer snart og henter mig og smider mig i fængsel, og så har du ingen Judith mere.

– Sludder barn, her til lands sætter man da ikke børn i fængsel. Men de børn, som er rigtigt uartige, de bliver sendt på børnehjem. Nå, men bliv du bare siddende – så laver du i det mindste ingen ulykker så længe.

Som en fange i et vågent mareridt genfandt Catherine sin virkelighedssans. Hvad var det dog, hun havde gjort? En lastvogn havde nær påkørt hende, da hun hastigt skråede over gaden. Hun satte i løb, som gjaldt det livet. Da hun stakåndet var nået frem til gadedøren, sansede hun en kvalm gaslugt, der forstærkedes for hver etage.

Entrédøren stod på vid gab, ænsede hun gennem sin morfinrus. Du gode Gud – mit barn! Hendes hals snørede sig sammen.

Da hun så Judith bevæge sig i hr. Olsens arme, vidste hun, at alt nu afhang af, at hun tog sig sammen.

– Judith er syg – barnet lider af dårlige nerver. Hun må jo have åbnet for gashanen, mens jeg gik et ærinde. Jeg er Dem evigt taknemmelig over, at De fik reddet mit barn. Catherine undrede sig over, at hendes stemme kunne lyde så rolig. Så mødte hun barnets blik og blev stum.

Judith havde ligget med papillotter natten over. Og Catherine var i færd med at rede hendes hår ud.

– Av’ uh, mor! Det gør ondt!

– Sid nu stille, Judith, formanede Catherine med en samvittighed, der nagede hende som spydstik i mellemgulvet.

– Mor, det ser så dumt ud med de slangekrøller.

– Du skulle skamme dig, Judith. Du har sådan et dejligt hår, og det har lige dén farve, som alverdens kvinder ville misunde dig. Se selv, der er guld og kobbertråde i dit hår. Catherine tog et håndspejl op foran hendes vrængende ansigt.

Joh, Judith kunne pludseligt godt se de guldtråde.

– Men utak er verdens løn, og mor har så forbistret ondt i maven i dag. Catherine sukkede dybt. Åh, hvor hun dog trængte til lidt fred og ro. Erik havde da også gentagne gange sagt, at Judith trængte til at komme hjemmefra, og at hun også selv behøvede lidt ro og hvile. Og på et børnehjem i landlige omgivelser ville Judith få masser af frisk luft og en god pleje.

Og så kunne hun måske, med den hellige Madonnas hjælp, få bugt med sine djævelske tanker, som nær havde kostet barnet livet.

– Når nu du skal med far på forretningsrejse i morgen, så skal du jo være fin, ikke Judith?

– Skal vi så ud og køre i tog, mor?

– Ja, selvfølgelig, I skal jo langt ud på landet, og der er både skov og strand. Hun standsede. Barnet måtte ikke ane uråd, for ellers – sikken ballade.

Og Judith sad og tænkte, at hendes mor var den kønneste mor i hele verden, og tapetet på væggen blev næsten helt levende, ligesom en mark med en masse blomster.

– Forretningsrejse, forretningsrejse, forretningsrejse, sang hun.

– Så, nu er mor lige straks færdig. Catherine var nået til afslutningen på værket, og hun koncentrerede sig nu om det øverste hår.

– Det er din egen skyld, hvis det strammer, du kunne bare have ladet være med at klippe i det dejlige hår.

– Mor, må jeg ikke nok blive fri for den dumme prinsessekrølle, den ligner en grim, brun pølse! En grim lort, føjede hun hviskende til.

– Hvis jeg skal have mere vrøvl med dig, så kommer du slet ikke med far i morgen. Åh, gudskelov, at hun havde fået overtalt Hans til at tage fri. Hvis bare Judith faldt godt til på børnehjemmet og ikke gjorde sig umulig.

– Forretningsrejse, forretningsrejse, forretningsrejse, sang Judith.

Catherine strakte hals. Barnet lignede jo en yndig, lille dukke i den skotskternede kjole og de hvide sandaler, og med sine slangekrøller, der skinnede som kobber i sollyset, tænkte Catherine, mens hun fulgte Judith med øjnene, der med Hans i hånden og med dansende skridt gik ned ad Gartnergade. Og vejret kunne de bestemt ikke klage over.

Judith så op og fik øje på Catherine i vinduet.

– Se, far, hvor ser mor dog sød ud sammen med alle de røde blomster. Gid mor også skulle med, ikke også, far?

– Du har jo fået at vide, at din mor er for syg til at komme med, mumlede Hans. Catherine anstrengte sig for at skille læberne til et smil, og hun vinkede, indtil barnet var ude af syne.

Let svimmel gik hun hen til spisebordet og fik tændt sig en cigaret. Hun måtte hurtigst muligt se at få samlet kræfter og gjort sig i stand. Doktor Berg ville hente hende klokken et på hjørnet af Korsgade.

– Fuuthi-futh, fuuthi-futh-fut-ti-thi-di-dum-di-di-dum, sang Judith.

Hans tyssede på hende. På stationerne hang der ampler fyldt med sommerblomster, og folk stod af og på med deres tasker, kufferter og madkurve. Judith fulgte ivrigt med i alt, og hendes mund stod ikke stille. En stor tyk mand og en lille tynd kone med en stråhat med blomster på hovedet havde sat sig overfor.

– Se, far, sådan nogle blomster har vi hjemme i vindueskarmen.

– Judith, man må ikke pege på folk. Hans lettede sig fra sædet og lettede på sin hat, og undskyldte barnets opførsel.

– Du er vel nok en køn, lille pige, hvad hedder så du? Damens mund smilede under stråhatten.

Judith fik sagt sit navn, mens hun knugede sine hænder.

– Det er vel nok et kønt navn, og hvor gammel er du så?

– Næsten syv år, og jeg skal snart i skole, men jeg kan godt læse, og jeg kan sagtens stave til gorilla-abe. Judith krængede sine fingre bagover.

– Det sir’ du ikke, må jeg høre?

– G-o sir’ go. r-i-l, sir’ ril, goril, l-a, sir’ la, gorilla, a, sir’ a, b-e, sir’ be

gorillaabe.

– Jøsses, du er rigtignok dygtig. Hvem har lært dig at stave så godt? spurgte damen.

– Det har min mor bare.

– Kan jeg købe dig for en skilling? spurgte manden, og han lo, så hans mave hoppede.

– Ja’h, men så må du altså også købe min mor.

– Judith, du ved jo godt, at man ikke må sige du til voksne mennesker, indskød Hans.

– Hvad hedder du? spurgte Judith uanfægtet.

– Jeg hedder Dagmar, men Gorm kalder mig nu mest for Dronning Dagmar, svarede damen og lo.

Judith så, at den tykke mand rokkede med ørerne.

– Det kan min onkel Sofus da også gøre, ivrede hun.

Manden vendte ryggen til. Da hans ansigt igen kom til syne, var det helt forvandlet. Munden nåede næsten op til næsen, og da han åbnede munden, var hans tænder væk. Forbløffet stirrede Judith ind i det store gab med den brede tunge og al det røde tandkød.

– Hvor blev alle dine tænder af? hvinede hun.

– Gorm, få øjeblikkelig det gebis sat på plads, sagde damen, men hun lød ikke rigtig sur.

Igen vendte manden ryggen til.

– Hokus-pokus-filli-hankat, sagde han storsmilende, nu med alle sine tænder.

Judith lo højt. Hun lod sig glide ned fra sædet og lænede sig op ad mandens ben.

– Min far, han gider aldrig at lave sjov, og han kan slet ikke trylle, betroede hun ham.

– Så, Judith, nu skal vi af, sig nu pænt farvel, brød Hans ind.

– Nej, jeg vil ej! hylede hun og klamrede sig til mandens bukseben. Hans greb fat i hende. Hun skreg og sparkede vildt ud med benene, mens han bar hende ud af kupéen.

Ved udsigt til en stor isvaffel med flødeskum og syltetøj lykkedes det ham at få manet Judith en smule til ro, og hun fulgte med ham ad vejen langs med stranden.

– Hvor skal vi hen – skal vi ikke snart hjem til mor igen?

Han svarede med en uforståeligt mumlen.

– Hvorfor si’r du mullumullumullumullumum, mullumullumullumumullumum. Hvorfor snakker du ikke ligesom andre folk, hvad far? Hun snublede over en sten, så hun tabte iskagen, og hun trampede hidsigt på den.

– Kan du ikke snart lære at se dig for, Judith! Se nu! Du har griset dit tøj til!

Ude over havet fløj en flok skrigende måger.

– Hold så jeres kæft, dumme fugle! råbte hun. Det var ikke spor sjovt at være på forretningsrejse, far var også altid så sur.

– Far er dum, far er dum, gentog hun efter hvert skridt.

Hans greb fat i hendes spinkle arm. Det var, som om han gennem havets bølgebrus hørte Catherines opgivende stemme. Når hun ikke vil høre, så må hun føle! Han burde nok have sat sig mere i respekt. Han følte næsten håndens slag mod de små, runde baller. Han skottede ned til barnet. Deres øjne mødtes, og han overmandedes af skam. Han skulle nok ikke have føjet Catherine. Og barnet ville vel aldrig nogensinde kunne forstå, hvor ondt det gjorde på ham, men nu var der ingen vej tilbage.

– Far, skal vi ikke snart hjem? Av, far, lad så vær’ med at hive i min arm.

De var nået frem til en grå bygning, og Hans standsede op. Efter et øjebliks nølen, trak han Judith med sig ind gennem gitterlågen og videre hen ad den grusede sti, der førte hen til huset.

– Er det her, du skal lave forretning, hvad far?

– Hm, øh ja, nu er vi her, mumlede han grødet og ringede på døren. Der hørtes nogle smældende skridt, inden døren blev åbnet, og en høj, mager dame med midterskilning, og med en tynd pølse i nakken, rakte nogle lange fingre frem mod dem.

Hun ligner den onde heks i Hans og Grete, tænkte Judith, der uvilkårligt trak sig baglæns. Hans måtte trække hende ind over dørtrinnet.

– Goddag, lille ven ...

– Slip mig, far! Jeg vil hjem til min mor! skreg Judith panikslagen. Pludselig kunne hun næsten intet se. Hvor var far henne? Nå jo, han stod jo lige der, men hvorfor lignede han pludselig en fremmed mand? Åh nej! Nu tissede hun i bukserne – nu ville mor blive vred, når de kom hjem. Da Hans gik hen mod hende, var han forvandlet til en grå skygge, og inde i alt det grå så hun en mund bevæge sig.

– Det var din mor, som sagde, at det var bedst sådan, lød det hult.

Forstanderindens hånd var hurtig til at gribe fat i Judith.