Kapitel 4

– Nu bliver du siddende. Frøken Hermansen holdt fast i Judith med den ene hånd, mens hun med en anden pegede på læsebogens første side.

– Læs nu, gentog frøken Hermansen, nu næsten bønfaldende, men du kan måske ikke se?

– Det ved jeg ikke, lød det. Den eneste sætning Judith benyttede, når hun talte med voksne, som troede, at de kunne bestemme over hende. Det var kun mor, som måtte bestemme – kun mor.

Frøken Hermansen holdt læsebogen tættere op foran hendes ansigt, med billedet af en å, og så det med drengen, der stod og pegede på en sø.

– Prøv nu at stave. Du kan da i det mindste sige å, ikke?

Judith sad og ventede på, at frøkenen slap sit tag i hende. Hun ville hjem. Hun ville også have sin egen kjole på, for hvor hun dog hadede den grimme, småternede børnehjemskjole!

– Det ved jeg ikke.

– Hm, nå, men læs så, e-n, siger en, ikke sandt, og hvad står der så dér?

– Det ved jeg ikke. Judith forsøgte igen at sno sig fri.

– Hør så efter, pigebarn! Det er jo til dit eget bedste, ikke! Du fylder snart ni år, og du kan ikke læse ét eneste ord.

Lærerinden slap Judiths arm, og hun fór op fra bænken, og på sine bare fødder styrtede hun ud af klasseværelset, ud gennem porten og videre ud i den blændede sol. En solsort sang med sit gule næb, mens den glad hoppede omkring. Judith forsøgte at efterligne dens sang, og fuglen svarede igen, inden den fløj bort.

– Du kan ellers sagtens, for dig er der ingen, der bestemmer over, råbte Judith efter den.

Bierne summede. En guldsmed susede brummende tæt forbi hendes hoved. Hun fulgte solens spil i kornmarken, med de blå kornblomster og rødmende valmuer. Hun standsede ved grøftekanten for at plukke blomster. Mor elskede blomster, og det gjorde Arthur også. Hun begyndte at gå, mens hun sang

– Jeg er sigøjner og hedt er mit blod, nede i Spanien min vugge stod …

Det var Arthur, som havde lært hende sangen. Arthurs bondegård dukkede op lige der, hvor vejen svingede. Hun fandt ham ved møddingen, hvor han var i færd med at tippe dampende komøg af en trillebør. Han smilede, så hans mund næsten nåede op til ørerne. Judith nejede kejtet, da hun overrakte ham buketten.

– Ded må én nok si’e, at én så’en får blomster.

– Skynd dig hellere at sætte dem i vand, deres hoveder er allerede begyndt at hænge. Må jeg godt plukke nogle jordbær?

– Jov, jov, spis du bar’ løs, du kender sæl’ vejen.

Da hun havde fyldt maven med jordbær, fandt hun Arthur på gårdspladsen i færd med at vaske mælkejunger.

– Nåh, er du dér igen, din mund er rød som på et damemensk’s mæ’ læbestift på, mæn’ hvor er du blev’n sort i ho’det, kom, Prinsess,’ la’ nu mig’ vask’ dig – for du er da vel en prinsess’ og ik’ en skorstensfejer?

– Det er ellers kun min mor, som må vaske mig, at du bare ved det.

Arthur spyttede på snippen af sit lommetørklæde og tørrede hende i ansigtet.

– Får Kvik snart sine hvalpe, hvad Arthur?

Han slog sig for panden.

– Tænk, a’ én helt har glemt a’ fortælle, a’ tøsen fik otte hvalp’ i nat.

Judith løb i ringdans omkring ham.

– Nå’h, ja’h, ja’h, én må vel ha’ tid te’ a’ stil’ spanden fra sig fø’st?

Hun tog ham i hånden og trak ham hen mod bryggersdøren.

– Smut du bare ind i stuen, én kommer, når én har fåt’ stilt’ træskoene.

Midt på gulvet i en stor papkasse lå Kvik. Og de bittesmå hvalpe lå hos hende og diede. Judith talte, jo, der var lige en pat til hver. Hun dumpede ned ved siden af papkassen.

– Sikke nogle søde børn, du har fået, hvad lille Kvik.

– Ja’h, de er svært søde, sagde Arthur, som var listet ind på strømpefødder.

– Arthur, syn’s du ikke også, at dyr er tusind gange sødere end mennesker?

– Jah, joh, ded ska’ nok ha’ sin rigtighed, prinsess’, sagde han, og tog en skrå i munden.

– Næsten alle mennesker er både onde og dumme, fortsatte hun.

– Hmh, hva’ sir’ plejemor te’, a’ du så’en pjækker fra skol’ a?

– Jeg er da ligeglad med den dumme kælling. Jeg gider ikke at gå i den åndssvage skole.

– Jah, joh, mæn,’ så godt ord igen da. Mæn’ ded er sgu’ li’godt mærkværdigt, a’ de la’r så’en liden tøs rend’ og føjt’ rundt ...

– Arthur! Man må ikke bande! Hun havde efterabet Catherines stemme.

– Nåh, næh - mæn’ så må frøknen’ li’godt undskylde. Han fandt sin pibe frem fra bukselommen, og mens han stoppede den, skottede han til pigen, som lå på gulvet og aede tævens øre. Han rømmede sig.

– Du, Judith, ve’ du gå mæ’ over i kostalden?

– Nej, jeg gider altså ikke nu, Arthur, jeg vil meget hellere blive her hos Kvik og de små hvalpe.

– Ve’ du ikke nok - så ska’ du få en æsk’ mæ’ lakrids.

– Ja, ja, men så må du ikke være for længe om det.

I begyndelsen havde hun syntes, at det var så mærkeligt. Først satte Arthur hende på en malkeskammel, og anbragte hendes ene ben over det andet.

– Jah, så’en! så’en sitter en ri’tig dame, sagde han.

Judiths øjne blev store af undren og forskrækkelse, første gang han tog tissemanden frem. Og hun havde spurgt ham, hvorfor den var så stor, og hvorfor den skulle ind i Marens ende.

– Ded spør’ en rigtig dame ik om, havde han svaret.

Og pludselig brølede Arthur, ligesom Maren gjorde.

– Nu får den lille frøken ikke mer’ for dén femogtyveøre, sagde han, idet han trådte ned fra taburetten.

Men legen var begyndt at kede hende. Hun ventede utålmodigt på, at han blev færdig, og skyndte sig tilbage til Kvik. Arthur satte sig ved siden af hende på gulvet og lagde sin hånd på hendes lår. Hun skubbede til hans hånd og trak ned i kjolen. Arthur måtte ikke opdage, at hun igen havde revet sig på en brombærbusk. Og hun havde også slået hul på knæet.

– Ded er et fælt sår, du har der på knæet, nu ska’ én hent’ ded tøsjod’, én li’ har købt.

Arthur plejede ellers altid at bruge jod for “tapre mandfolk”, men han havde sagt, at det skar ham i hjertet, når hun hylede som en stukken gris.

Han vaskede hendes knæ med lunkent sæbevand og duppede forsigtigt såret med det nye tøsejod.

Gø’ret vel ondt, prinsess’? Og nu fortjener prinsessen al den lakrids, a’ hun kan’ spis’, og så ska’ hun ha’ en stor kand’ saftevand.

Arthur kom ind med en kande solbærsaft og en luns flæsk, som Judith fik lov til at give Kvik.

Ved lyden af hendes slubren, følte han sig tryg. Hun var hans egen lille prinsesse.

– Nåh, prinsess’ ve’ du hvor’n, a’ man får børn, spurgte Arthur.

– Ork ja, løj hun overrumplet - Arthur skulle ikke gå og tro, at hun var dum.

– Nåh, jah, mæn’ så la’ én høre da.

– Nej, jeg gider ikke at fortælle om det - har du fler’ lakridser, og har du købt det nye blad om ham Anders And, som du lovede?

– Arthur rakte hende det nye månedsblad, Anders And & Co. og en ny lakridsæske.

Med lakrids om munden sad Judith og læste højt. Var der et ord, hun ikke kunne magte, kom Arthur hende beredvilligt til hjælp.

Lille Stygge Ulv var i skole, og han var flov, fordi han skulle skrive, hvad den Store Stygge Ulv bestilte.

– Arthur, hvorfor står der, at ulve er så stygge? Det er da kun mennesker, der er stygge. Se, Arthur! Lille Ulv har skrevet, at hans far er et fugleskræmsel!

– Ded’ må skyls’ ned! Da Arthur rejste sig for at hente snapseflasken, så Judith hullet i hans sok.

– Arthur, du har et kæmpestort hul på storetåen! Hvorfor har du ikke også en kone ligesom andre mænd? Én som ku’ stoppe sokker og lave syltetøj og sådan noget.

– Er du tovlig? Der find’s da ik’ no’et kvindfolk, som vil vide a’ mig, sagde han og tog en slurk af flasken.

Judith så granskende på Arthur. Hans brune hår stod lige i vejret, og hans ører var de største hun nogen sinde havde set – på et menneske. Men hans øjne var pæne, og så havde han lange øjenvipper ligesom mor. Judith blev grebet af hjemve og begyndte at græde. Arthur forsvandt ud i køkkenet og kom tilbage med en kop og en ske og sagde, at hun skulle blive ved med at røre rundt, indtil æggesnapsen blev helt hvid. Arthur fandt et lommetørklæde i kommoden og bad hende om at snuse udad.

– Så’en, nu må du gern’ spis,’ prinsess.’

– Du har vel nok nogle kønne øjne, Arthur.

Med undren så hun, at han blev blodrød i hovedet – ligesom ham Tude-Alfred hjemme fra Gartnergade.

– Øjn,’ mumlede Arthur, – mæn’ derfor er der nu ikk’ nog’n, der ve’ gift’s mæ’ mig.

– Min mor har sagt, at man ikke skal tage sorgerne på forskud – de kommer nemlig alligevel helt af sig selv.

– Joh! Men du har væl’saktens lagt mærk’ te’ dén grimm’ pukkel, ik? Han trak skuldrene fremad.

– Nå’jo, men derfor kan du vel godt gifte dig.

– Mæn’ de gang a’ én har væren’ te’ bal på kroen, er der ingen, der har vil’t dans’ mæ’ mig, næh, kvindfolkene står og fniser når de ser én.

– Jeg kan ihvertfald godt li’ dig – hvor mange år er du, Arthur?

– Joh, én sku’ vel snart bliv’ seksogtredive.

– Du kan vel nok sagtens, Arthur. Gid det var mig, der var voksen, så er der nemlig ikke nogen, som bestemmer over én længere.

Det gav et sæt i Judith, da hun så tårerne begynde at trille ned ad Arthurs brune kinder, og hans skuldre hoppede op og ned. Hun skottede til ham. Det var nok bedst, hvis hun gik. Alligevel blev hun siddende.

– Arthur, ved du hvad, når jeg bliver stor, så vil jeg godt gifte mig med dig, og så vil jeg stoppe dine strømper, og jeg vil lave æggesnaps og spejlæg til os hver evig eneste dag.

Han løftede hovedet og så på hende.

– Ve’ du gi’ mæ et lille kys da?

– Nej, ikke før jeg bliver stor.

– Ja’h, jo’h, mæn’, hva’ så med et lille forlovels’kys, da?

Judith så på ham. Hvor sad der dog mange tårer i hans øjenvipper. Pludselig blev han som forvandlet til en stor og bedrøvet frø! Frøen så på hende med sine store frøøjne, og dens store frømund rystede ligesom den sky, som mor kom på fars leverpostejsmadder. Judith spidsede mund og bøjede sig frem og kyssede ham på panden.

En dør smækkede, og der lød fodtrin. Postbudet trådte ind i stuen. Arthur blev siddende på gulvet med lukkede øjne.

– Nåh, tæven har nok fået hvalp,’ sagde Jens Post.

– Du må slet ikke komme ind i stuen med sko på! Judiths øjne skød lyn.

Langsomt kom Arthur på benene.

– Go’daw, Jens Post, én har da en kop varmekaf,’ nu ska’ jæ’ hent’en, mumlede han.

Judith tog lakridsæsken og sit Anders And blad op fra gulvet. Hun kyssede Kvik på snuden og rejste sig for at gå. Så ombestemte hun sig og gik ud i køkkenet.

– Arthur! Om tre dage så kommer der en god fe med sin tryllestav og tryller dig om til en ung og smuk prins.

Årh! Den forbistrede kimen. Catherine blev revet ud af sin drøm, hvor hun dansede med Adam, til en opvågning med de evindelige mavesmerter. Adams skælmske smil var jaget bort, og det gjorde kun smerten værre, og med den fulgte en længsel efter Erik Berg. Catherine blev liggende til lydene fra Hans’ faste morgenritual.

Klokken 6.15 stoppede han efter et halvt minut vækkeurets infernalske larm, så stod han op og satte vand over til kaffe. Klokken 6.20 barberede han sig. Klokken 6.30 drak han sin kaffe og spiste to stykker ristet brød med sin mors hjemmelavede blommemarmelade. Klokken 6.42 pudsede han sine sko, så de skinnede. Klokken 7.00 kyssede han Catherines venstre kind og sagde farvel.

Catherine så på uret.

– Nu! sagde hun til sig selv, men faldt tilbage til puderne. Når hun endelig var kommet på højkant, gik hun i gang med sit eget daglige ritual. Hun klappede dobbeltsofaen sammen, for med sine seks hovedpuder at skabe sig et mere komfortabelt sengeleje, som Magdalene tillod sig at kalde hendes dronningeleje.

Hun satte en kedel og to gryder med vand over gassen, så der var rigeligt med varmt vand til hendes etagevask. Da hun tørrede sig, kom hun til at røre ved arret mellem navlen og skambjerget. Det var dér, lige under huden, at smerten brændte og bredte sig som fra en glødende lavastrøm. Hun måtte tage sig sammen. Hun pudrede sig og lod omhyggeligt læbestiften følge overlæbens amorbue. Klokken ni var hun klar til at dreje Eriks nummer.

– Hos doktor Berg, hallo ...

– Åhhh, goddag fru doktor Berg, det er fru Løve fra Gartnergade. Jeg kan snart ikke være til for smerter, messede hun ind i tragten.

– Nåda, står det så slemt til, lille fru Løve? Jeg skal sørge for, at min mand kommer lige så hurtigt, han kan, svarede fru Berg professionelt deltagende. Hun og Catherine var altid kommet gnidningsløst ud af det med hinanden.

De tyve minutter føltes som en evighed. Catherines øjne skinnede, da hun i ly bag gardinet fik øje på den sorte Ford. Åh! Endelig! Hun så, at vognen standsede foran opgangen, og skyndte sig ind i seng. En klangfuld og flertonet lyd vældede op fra hendes bryst som en klagesang. Erik hørte hendes kalden helt nede fra gadedøren og kom styrtende op ad trapperne. Hun havde ladet hoveddøren stå på klem, og han stormede ind.

– Åh, det var på høje tid, Erik, jeg har så frygteligt med smerter.

Resolut fyldte han en sprøjte med morfin og jog nålen ind i hendes elfenbenshvide balle. Hun lå som forkrampet, og Eriks blik veg ikke fra hende. De ventede i tavshed.

– Aah, Erik, sukkede hun omsider befriet. Hun var blevet blød og eftergivende, og hans hænder kærtegnede hende.

Efter at have forvisset sig om, at hun havde husket at dække madonnastatuetten til med den lille broderede dug, lukkede Catherine øjnene. Morfinen opløste ikke blot smerten, men også hendes moralske anfægtelser.

– Aah – ja, Erik, ja! Aah, Erik – Naboerne!

Han havde ikke nået at presse sin mund ned i puden.

– Catherine, du gør mig gal. Intet kan få mig til at slippe dig.

– Ikke så højt Erik, og glem nu ikke at vaske dine hænder, inden du går. Hun lukkede øjnene. Nu svævede hun, og hun havde igen glemt at fortælle ham om opringningen fra børnehjemmet. Judith ville stadig ikke spise almindelig mad. Tænk, barnet spiste levende regnorme - Nu hørte alting da op.

På den daglige spadseretur med frøken Bang skulle børnene gå i en lige række, to og to. Judith plejede at sidde og drømme i sin hule oppe i kæmpeegen. Træet havde så knortede grene, at hun let kunne klatre op. Hulen havde hun lavet af grene, bundet sammen med sejlgarn. Hun havde tætnet den med rester fra Arthurs gamle stråtag. Og han havde fortalt, at hendes træ var det ældste i hele skoven.

Men i dag skulle børnene ned til ishuset. Judith gik uden for rækken og slog til brændenælderne med en kæp og begyndte at sakke bagud.

– Seksogtredive! Kom så ind i rækken, niogtyve går alene, gå hen og hold hende i hånden! råbte frøken Bang. Niogtyve hed Inger, og hun standsede op, og rakte hånden frem mod Judith, men Judith lod, som om hun ikke så det. Hun ville også blæse på den is, og hun svingede vildt omkring sig med kæppen.

– Opfør dig så ordentlig, seksogtredive! Nåede frøken Bang at råbe, inden Judith stak af fra flokken. Hun skød genvej gennem skoven, og den småternede kjole blev flået på brombærbuskene, men hvad ragede det hende? Når hun blev sendt op til oldfruen for at få en anden kjole på, blev hun aldrig skældt ud.

– Du skal nok sørge for, at jeg gamle kone ikke bliver arbejdsløs, din lille vildbasse, sagde oldfruen bare.

Arthur var næsten altid hjemme, og han ville sikkert gerne cykle hen efter en isbåd til hende. Den smagte også meget bedre end plejemors sodavandsis.

Forstanderinde Ingeborg Sejr mente, at hun havde fundet sin rette plads i tilværelsen. At tage sig af alle disse små stakler, der var blevet hende betroet, var som et kald. Og kunsten var at få lært børnene, at orden og disciplin var en dyd. Hun huskede, hvordan hendes far så brændende talte om den ariske race, der blev forædlet af tugt og disciplin. Gennem årene havde hun lært sig nyttige metoder, der kunne føre selv det mest genstridige barn på den rette vej. Dog var der jo dette lille problembarn, som hun havde været temmelig uheldig med. Men kommer tid, kommer råd. En plejemors fornemmeste pligt var viljen til aldrig at give op. Joh, lille Sortøje skulle nok få lært, hvordan man bør opføre sig, og her var nøgleordet en fast hånd. Den man elsker, tugter man, sagde hendes far. Og hun og broderen var både blevet elsket og tugtet. Fars stemme havde været både indtrængende og behersket, når han tog gummislangen – Tre slag for de små uartigheder, og seks for de store. Nu var det som om, hun hørte fars retfærdige stemme igen ...

Hun havde pligt til at adlyde far, det var ham, der gav hende styrke. Ingeborg rømmede sig.

– Mon vi får torden i dag, kære frøken Rose, det er så trykkende, ikke sandt?

Frøken Rose nikkede, og Ingeborg tog en Berliner Pfankuchen fra kagefadet – hun og far havde en sød tand.

Da Judith var nået ind på gårdspladsen, så hun en skinnende rød ambulance. Men hvorfor stod alle de mennesker der og gloede? Hun fik øje på den rare landbetjent, som en dag havde givet hende en hel krone. Men i dag så han vel nok sur ud, og han stod og slog en mand i ryggen, som brækkede sig op ad Arthurs lade.

– Arthur! kaldte hun.

– Han har sgu hængt sig, sagde Mathis, der tjente inde på nabogården.

– Er dét farligt, spurgte Judith forskrækket.

– Er du åndssvag? Han er da stendød!

– Død? Er Arthur rigtig død? Det trak omkring hendes mundvige, men så kom hun i tanke om fortryllelsen.

– Arthur er slet ikke død, nej, han er blevet forvandlet til en smuk prins, ja, og så kommer han og frier til mig – vi skal nemlig giftes, og så skal vi bo på et stort slot sammen med Kvik og alle hvalpene. Hendes stemme lød triumferende, men også lidt usikker. Ambulancefolkene trak på skuldrene, så steg de ind i bilen og kørte af sted med Arthur Knudsen.

Judith sad i sin hule i egetræets krone. Nu havde Arthur også svigtet hende. Hun havde ledt overalt, men prinsen kom aldrig – ligesom mor.

– Der er besøg til nummer seksogtredive! hørte hun nogen råbe.

Men det var selvfølgelig bare ham – far.

– Hvor er mor?

– Hm’øh, din mor er stadig ikke så rask, at hun kan klare den lange rejse, og ...

Hans rakte hende den skotøjsæske, som Catherine havde fyldt med bolsjer, en dyr æske hjemmelavet chokolade, bananer, og appelsiner. Han havde regnet ud, at der var for over syv kroner.

– Gå med dig!

– Hvabehar, jamen øh, svarede Hans, overrumplet.

Judith lod hånt om pakken og forsvandt ind i skoven.

Ingeborg Sejr måtte synke sit spyt, da hun lovede Hans, at hun skam nok skulle give lille Judith pakken.

– Jo, tak, men sig mig, æh, kommer Judith aldrig i bad? Det forekom mig, at hun var umanerligt snavset, og æh, hendes hår så ud, som om det aldrig bliver redt.

– De må jo huske på, hr. Løve, at sunde og raske børn hurtigt snavser sig til, svarede Ingeborg Sejr perpleks. Det var hendes pligt at hæge om børnehjemmets gode renommé.

Ingeborg Sejr og frøken Bang greb fat i Judiths arme og holdt hende fast inde under bruseren. Hun hev efter vejret mens hun kæmpede imod af alle kræfter, men gav så op og gjorde sig slap. Det var også lige meget, om de druknede hende. Mor var jo ligeglad med, om hun døde.

– Så må det være nok for denne gang. Håret er for filtret til, at vi kan få det redt ud, så er de rar at hente en saks, frøken Bang?

Judith vågnede op som af en døs. Plejemor ville klippe i hendes hår!

– Den omgang trængte du sandelig til, Sortøje, men dine øjne kan vi jo desværre ikke vaske ordentligt rene, de vil altid være lige snavsede.

Da frøken Bang lagde saksen på omklædningsbænken, snuppede Judith den, og med blind vildskab rettede hun saksen imod dem som et værn.

De to kvinder trak sig skræmte tilbage.

– Ja, ja, Sortøje, så lader vi dig slippe for denne gang, sagde Ingeborg Sejr, med tilkæmpet myndighed.

– Nå, min pige, er det ikke snart er på tide, at du kommer ud af den seng?

Catherine oplevede Magdalenes uanmeldte indtrængen som et nyt bagholdsangreb.

– Mon du ser dig i stand til at lave os en kop kaffe?

– Jamen, mor.

– Men du ligger måske og samler kræfter til din næste skovtur med din doktormand, for så er der åbenbart ikke noget i vejen, har jeg ladet mig fortælle.

Catherines øjne sprang op. Hun kastede et hurtigt sideblik ind i stuen – Hans var gudskelov optaget af at stille skakbrikker op sammen med Daniel.

– Hvem kommer med sådan nogle gemene løgnehistorier?

– Vi mødte fru Nielsen på trappen, og jeg skal love for, at hun følger godt med.

– Hvis Hans hørte dig – ville det blive min død, hviskede Catherine.

– Det er nok snarere din dovenskab, der lægger dig i graven. Men jeg må hellere komme til sagen, når nu du hverken under os vådt eller tørt. Hvornår agter du at forbarme dig over mit barnebarn?

– Judith er jo stadig underernæret, og hun er kropumulig at styre, siger Hans, der besøgte barnet for en måned siden, så hun har nok bedst af at blive på landet.

– Såh! fnøs Magdalene. Jeg har også ladet mig fortælle, at du kun har besøgt Judith én gang, og det er vist meget længe siden.

– Jamen mor, jeg fik jo dobbeltsidig lungebetændelse af at køre med Hans på motorcykelen den lange vej.

– Bare du ikke også har fået betændelse på hjernen!

– Jamen, doktoren siger, at børnene har det som blommen i et æg på sådan et hjem i den friske landluft.

– Nå, da da! Men så kan en enfoldig kone som jeg vel ikke hamle op med lægekundskaben.

– Jamen, mor, jeg skal bare komme lidt mere til kræfter, så ...

– Når ikke du er kommet til kræfter efter to års hvilepause, hvornår får du så hvilet ud!? skar Magdalene hende af.

Hans, som opfangede Catherines kval, kom listede ind i kammeret.

– Er det nødvendigt at plage Catherine sådan, svigermor? Du må vel vide, at hun ikke er rask, forsøgte han sig.

– Ah! Så ti dog stille, dit sølle skvat! Næh, havde du været et rigtigt mandfolk, så havde du for længst givet din kone en opsang. Men du springer som sædvanligt over, hvor gærdet er lavest. Du behandler Catherine, som om hun var Dronningen af Saba, og …

– Nej, nu kan det være nok! udbrød Hans.

– Såh? Var det måske ikke Amélie og Marie-Louise, som tog helt herind og vaskede jeres storvask? Og tror du, at dronningen så meget som bød sine søstre på en sølle kop kaffe? Nej! Og guderne skal vide, at det var mit livs største dumhed at opsøge dig, da pigebarnet kom galt af sted.

Hans stod som lammet af Magdalenes hånende ord.

– Gudfaderbevares! Daniel! Så er det afgang! Vi skal op og gå med aviser i morgen tidlig, så vi er dem, der er skredet! Jeg tåler sgu heller ikke at se på sådan et skvat ét sekund til! Råbte Magdalene.

Skvat, skvat, skvat, lød det som et ekko i Hans’ hoved for hvert af hendes skridt ned ad trappen.

Sovesalens eneste lyskilde var vinduet for enden af salen. I den anden ende var døren, og ved siden af den var Lemmen. Børnene skulle ligge i deres senge klokken otte. Derefter måtte der ikke høres en lyd. Hver tredje nat var det plejemor, som holdt vagt i værelset bag lemmen, som lydløst blev åbnet og lukket. Når plejemor havde vagt, lå børnene tit vågne til langt ud på natten. Tavse lå de i mørket og lyttede. Hvornår åbnede plejemor lemmen? Hvornår kom hun ind og lyste dem i ansigtet med lommelygten?

Judiths seng stod op ad væggen i den modsatte side af lemmen. Ved siden af hende lå Ida, som tit hostede og trak vejret med en pibende lyd. Ida var så tynd, at hendes ribben kunne tælles, når hun vaskede sig. Og plejemor kaldte hende Det Omvandrende Skelet. Men der var ingen af børnene, som drillede Ida, tværtimod. Judith beundrede hende, fordi hun var så klog. Meget klogere end frøkenen i skolen.

De børn, der havde tabt en hårklemme, skulle efter aftensmaden sidde på bænken foran plejemors kontor, hvor de blev kaldt ind efter tur. Først fik de en ny hårklemme og bagefter en ordentlig lussing. Gerda havde siddet og tudet på bænken, mens hun ventede på sin tur, huskede Judith.

– Du, Gerda, gør det ondt lige nu? spurgte Ida.

– Nej, men de andre siger, at plejemor slår så hårdt, svarede Gerda.

– Ja, men hvorfor venter du ikke med at græde, til det virkelig gør ondt? Og så er det jo hurtigt overstået, ikke? fastslog Ida. Jo, Ida var klog.

Når Ida fik et rigtigt slemt hosteanfald, og fik blå læber, kunne børnene godt blive bange. Hun havde nemlig fortalt, at hendes tvillingesøster var død af astma. Men derfor behøver jeg jo ikke at dø, havde Ida sagt. Judith forstod ikke, at Ida kunne være så tapper.

Plejemor gik igen rundt fra seng til seng med sin lommelygte. Da lyskeglen ramte Judiths ansigt, satte hun sig op i sengen. Lyset forsvandt, og Idas ansigt lyste op. Hendes øjne var lukkede, men hendes mund stod åben. Hun hostede.

– Ida! var det dig, der snakkede før? Så svar dog, når der bliver talt til dig!

Judith mærkede sit hjerte banke i halsen. Og hun så pludselig alt som gennem rød tåge.

– Det kan Ida da ikke, når hun hoster! Ordene var kommet ud af hende, helt af sig selv. Nu kom hun til at sidde ude i det mørke depot hele natten, tænkte hun.

Judith blev igen blændet af lys.

– Sagde du noget, Sortøje?

Judith lagde sig ned og trak dynen op til næsen.

Lyset flaksede rundt, og Ida begyndte igen at hoste.

– Når ikke det passer dig at svare, Ida, så bliver du jo nødt til at stå op og følge med. Plejemors kommanderende stemme skar igennem hosten, mens hun trak Ida ud af sengen og førte hende bort.

Bagefter blev der hvisket fra seng til seng. Plejemor var uretfærdig, hun var en ond heks. De hørte Ida hoste værre end nogensinde inde fra tøjdepotet. Men så blev der stille.

Og i nattens stilhed faldt børnene i søvn som i et kor af urolige åndedræt.

– Så står vi op! Find jeres vaskeklude og tandbørster frem i en ruf! råbte frøken Bang.

Men hvor var Ida? Hun var ikke med i wc-køen. Og hun kom heller ikke ned til morgenmaden. Frøknernes stemmer lød så underlige, og de skældte slet ikke ud.

– I dag må vi sammen bede Gud om at tage godt imod lille Ida. Hun er draget op til Vorherre i nat. Plejemors stemme lød fremmed – næsten sukkersød.

– Heksen har slået Ida ihjel, fór der ud af munden på Judith.

– Ja, hun har, lød det fra bord til bord. Ledet af Judiths skingre stemme begyndte børnene at hviske. Og alt som modet steg, blev deres stemmer højere.

– Heksen har slået Ida ihjel! Heksen har slået Ida ihjel! lød det nu i kor, mens der blev trampet i gulvet.

Ingeborg Sejrs ansigt var blevet kridhvidt. Hun rejste sig og så hjælpeløst hen på frøken Rose. Og støttet af frøken Rose forlod hun spisesalen, fulgt af børnenes råb.

Idas forældre blev tilkaldt. Jo, de forstod. Nej, det kom ikke bag på dem. Og der blev kondoleret.

Kun børnene vidste besked.

– Plejemor er syg. Skulle vi ikke bede for hende, opfordrede frøken Rose næste dag inden morgenbønnen. Men børnene blev siddende tavse, mens de skottede til hinanden.

Fra dag til dag fik børnene mere farve i kinderne, og de begyndte også at lege sammen. Med en gren tegnede de hinkeruder i gruset. De sjippede, og inde i det tætte buskads legede de doktor. Og kom op at skændes.

– Jeg vil være doktor!

– Nej, det vil jeg!

– Avu! Det stikker.

– Lig så stille, du skal have taget temperatur når jeg siger det.

– Sådan et pattebarn, nu kilder jeg dig.

Frøken Rose fandt på at lære børnene sanglege. Judith kom allersidst i den sorte gryde, da hun fik øje på spøgelset, der stod og gloede. Det var plejemor! Og Judith fægtede med armene for at komme fri af de mange fangarme.

Judith sad med ved aftensbordet og jublede indvendigt. I morgen skulle hun hjem. Gerda, der sad ved siden af hende, skulle også hjem. Midt i Judiths glæde gnavede der dog en uro.

– Gerda, ligger dine ting i en brun pakke på din seng? hviskede Judith.

Gerda nikkede.

– Hør, piger! Se en sidste gang på Gerda og læg nu rigtig mærke til, hvor langt hendes øjne sidder fra hinanden! Hun ligner en lama, sagde plejemor, og så sig smilende rundt.

Gerda så ned i dugen.

– Gerda! Vær sød at gå rundt og sige pænt farvel til dine små kammerater. Men lad være med at spytte! fortsatte plejemor.

Blussende gik Gerda fra bord til bord og gav hånd.

– Plejemors øjne er tusind gange grimmere end dine, hviskede Judith ind i øret på Gerda, så såre hun igen fik sat sig – hun har nemlig store torskeøjne.

– Hør, Sortøje, er du sød at gentage dine ord? Læse kan du ikke, men snakke som du har forstand til, det kan du. Du glæder dig velsagtens til at komme hjem, ikke sandt?

Uden at svare rykkede Judith sig længere ud på kanten af sin stol. Måske havde frøken Bang helt glemt, at hun skulle hjem i morgen.

Hun mærkede plejemors øjne hvile på sig.

– Plejemor har såmænd en lille overraskelse til dig, lille ven, kan du mon gætte, hvad det er?

Judith så op.

– Behøver jeg virkelig at sige det? Ja ja, da. Der er kommet en ny besked hjemmefra. Din mor er stadig for syg til at have dig. Men så kan du jo så trøste dig med, at forventningens glæde altid er den største, ikke sandt?

Judith stak gaflen så hårdt ned i bordet, at den bøjedes. Et øjeblik efter sad hun som forstenet. Hun vendte sig mod Gerda, men Gerda var blevet til en voksdukke med tomme glasøjne.

Under Magdalenes seneste uanmeldte besøg havde Catherine måttet gå til bekendelse med, at hun havde udsat afhentningen af Judith, trods det snart var tre år siden, hun sidst havde set sin datter. Hun lovede at samle kræfter til at få hentet barnet hjem.

– Jeg skal sgu nok selv hente tøsen, afgjorde Magdalene.

Erik havde måttet give Catherine nogle ekstra streger morfin.

– Jeg er nødt til at få Judith hjem, forklarede hun.

Erik blev bleg. Han huskede pigens blik, da hun åbnede døren og var vidne til det, som ingen måtte vide. Med begge hænder greb han Catherines hånd, mens han belærte hende om, hvilke konsekvenser, det kunne få, hvis det nogensinde kom frem, at han som læge havde et forhold til en patient.

– Judith var da alt for lille til at fatte, hvad der skete. Og ellers må hun da for længst have glemt det. Men du behøver aldeles ikke at have noget forhold til en patient! Hendes stemme blev skarp. Judith er jo nødt til at gå i skole. Hans fortæller, at hun hverken vil læse eller skrive. Det kan jo ikke blive ved med at gå.

– Det problem har børnehjemmet sikkert råd for, skal du se.

– Nå, så det mener du! Mon du tog det lige så roligt, hvis det havde drejet sig om en af dine drenge? Så er der jo ikke andet for, end at jeg må tage op på sygekassekontoret og få anvist en anden læge.

Erik sank ned ved siden af hende i sengen.

– Uden dig ville livet være et helvede, græd han.

Hun lå i tavshed og betragtede ham. Hun vidste, at hun sad inde med trumfkortet, som papa ville have sagt. Erik var blevet mindst lige så afhængig af hende, som hun var af ham.

Mens Hans kørte afsted på sin Nimbus til den vante søndagsvisit hos sine forældre, sad Erik i sin sorte Ford på Blågårds Plads og ventede på Catherine.

Som et indforstået ritual kørte de op ad Strandvejen mod Helsingør. De så ud over havet og beundrede de store, herskabelige patriciervillaer.

– Det er sådan, du fortjener at bo, erklærede han.

– Jeg ville såmænd være tilfreds med et kolonihavehus med en lille have til. Hvis man elsker en mand, så kan man bo sammen med ham i en jordhule. Hvis man ikke elsker ham, så er selv det største slot ikke stort nok.

Erik sendte hende et undersøgende blik. Hvorfor talte hun så generelt? Elskede hun ham virkelig, eller var det kun morfinen, hun havde brug for? Det var måske både og.

De var endt i Helsingør og gik ind på deres stamkro. Erik sad og beundrede hendes skinnende sorte hår, der var snoet og sat op i en eksotisk frisure. Han valgte de dyreste retter og de mest udsøgte vine for hende. Og hver en lille mundfuld hun tog, og hver gang hun nippede til vinen, fyldtes han med en besidderisk glæde. Han forglemte sig og luftede igen sin plan om en hurtig skilsmisse og mindede hende om sit glædesløse ægteskab.

– Man kan nu engang ikke få alt her i livet. I dag skinner solen, og vi har, indtil nu, haft en dejlig dag, så ødelæg den ikke - Det er tids nok at græde i morgen.

Catherine lød så tilfreds, at Erik måtte beherske sig for ikke at fortsætte med at plage hende.

Judith sad oppe i sin hule indhyllet i et tæppe, som hun havde hugget fra depotet. Hun frøs i den tynde bomuldskjole, men hun nægtede at gå med en af børnehjemmets grimme, grå frakker. Hun skuede ud over havet. Hendes øjne fulgte en stor damper. Mon den sejlede helt til Afrika? Arthur havde engang fortalt, at der var så varmt nede i Afrika, at man ikke behøvede at gå med tøj. Og hvis man blev sulten, så behøvede man bare at række hånden ud efter bananer eller at slå hul på en kokosnød. Og måske ville hun finde Tarzan og hans søde abe. Mor kunne jo alligevel ikke lide hende mere.

Alle brombærrene var blevet mugne. Og når hun stjal æbler fra Arthurs æbletræer, kom der en dum bondeknold rendende og skældte hende ud. Hun plukkede de svampe, der endnu ikke var rådne. Og var hun mere sulten, så slugte hun regnorme.

Men hvad var det? Sikken høj stemme – Var det ikke – jo, det var mormor. Hurtigt løb hun gennem skoven og over vejen, til hun nåede den forhadte gitterlåge.

Først fik hun øje på Daniels mørke krøller.

– De har vist ikke megen forstand på børn! hørte hun mormor råbe.

– Mormor! Mormor! Jeg hader at være her! brød Judith ind. Og plejemor siger, at mine øjne er snavsede! Hun kalder mig Sortøje! Og ved du hvad!? Hun har slået en pige, som hedder Ida, ihjel!

– Jeg skal sgu gi’ hende Sortøje! Magdalene så igen hvast på Ingeborg Sejr.

Og kan hun så humme sig og se at få mit barnebarns tøj fundet frem! Magdalene hævede sin stok. Judith tissede i bukserne ved synet af plejemor, som flaksede rundt som en af Arthurs høns, lige efter at hovedet var hugget af. Og Daniel løb lige i hælene på Heksen, mens han baskede ud med armene. Judith anede, at de andre børn stod og kikkede med inde bag lysthusets ruder, og at Inger fnisende holdt sig for munden, da hun vovede sig ud.

– Mormor! Må jeg ikke nok komme med jer hjem?

– Næh, den går sgu ikke, min tøs, du skal hjem til din mor.

Tøvende og fuld af bange anelser stak Catherine et ben ud af sengen. Det var begyndt at blæse op til vindstyrke otte, sagde de i radioen – som et varsel om uro.

Det kimede vedvarende på døren. Med et resigneret suk lagde Hans avisen fra sig og gik ud for at åbne. Dér stod Judith - på bare fødder og med et langt, uredt og snavset hår. Judith blev stående og ventede på, at Catherine skulle sige goddag. Men Catherine kunne ikke få et ord frem. Hun bare så på Judith, fra håret og ned på hendes fødder, og tilbage til håret.

Det er underligt, at mor ikke engang vil hilse på mig, tænkte Judith.

– Hans! Vær så venlig at hente zinkbaljen ned fra loftet, og så kan du godt sætte vand over. Barnet ligner jo en tam vild, konstaterede Catherine endelig.

– Goddag, Catherine! kom det spydigt fra Magdalene.

– Goddag, mor, svarede hun, mens hun så på Daniel.

– Goddag, Daniel, hvor er du dog blevet stor.

Daniel sendte sin søster et trodsigt blik. Magdalene fnøs. Men hun var klar over, at så længe Catherine var i sit kritiske lune, så var hun hverken til at hugge eller stikke i. Hun fornemmede også, at Catherine ikke ville lytte, hvis hun fortalte, hvordan Judith var blevet vanrøgtet. Og da slet ikke så længe tøsen var sort som en skorstensfejer.

Da Hans kom ned med zinkbaljen, tog Magdalene den fra ham.

– Flyt dig, dit fjols, og lad mig! Og jeg skal også nok selv sætte vand over, vrissede hun.

Judith så sig undrende omkring. Hvor var stuerne dog blevet små, og alting så helt fremmed ud.

Daniel blev stående i køkkenet, mens Magdalene klædte Judith af.

– Har du fået glosuppe til middag, hvad Daniel? spurgte Judith. Han havde kysset hende lige midt på munden, da de var klatret op i hulen for at hente hendes Anders And Blade. Daniels ben var så pæne, og de var helt negerbrune. Hvor så han dog voksen ud – men han blev jo også snart femten, huskede hun.

– Ud med dig, knægt, kommanderede Magdalene. Hun begyndte at skrubbe Judiths fodsåler, der var hårde som garvet læder, og håret blev vasket med sæbespåner, indtil det skinnede som kobber. Hun måtte skifte vand hele tre gange, inden hun erklærede, at Judith var ren som en nyfødt.

– Nå, der er du, barn. Men du er jo stadig radmager, sagde Catherine, da hun igen tog mål af Judith.

Det var, som om mor ledte efter en helt anden pige, en som var meget bedre end hun selv var, fór det gennem Judiths hoved.

Catherine bemærkede, at alt det yndige og dukkeagtige ved barnet var borte.

– I morgen må jeg se at få dig klippet, barn, sagde Catherine.

– Nej, jeg vil ej, mor, jeg vil have lange fletninger, protesterede Judith.

– Har man hørt en loppe gø? Du husker jo nok, Judith, at din vilje sidder i mors lomme, ikke?

– Jamen mor, der er jo slet ingen lomme i din kjole.

– Skal du partout være kontrær, lige fra du træder ind af døren?

Catherines tålmodighed blev sat på hård prøve. Hun indså hurtigt, at hendes enevælde i de små stuer, hvor to mænd på skift gjorde hende deres opvartning, nu var truet. Jo, barnets hjemkomst vendte sandelig op og ned på alting.

– Mor, hvis du klipper mit hår, så vil jeg ikke gå i skole.

Catherine stirrede vantro, men barnets blik veg ikke.

– Men du ligner jo en proletarunge, indvendte Catherine. Hun var selv blevet tvunget til at have fletninger det meste af sin barndom, lige indtil Violette en dag havde klippet sin ene fletning af, hvorefter alle pigebørnene var blevet kasserolleklippet på stribe. Det undrede Catherine, hvor stærk barnet trods alt var blevet. Hun kunne med lethed bære to store indkøbstasker fyldt med varer. Og når hun ikke selv kunne åbne låget på et syltetøjsglas, måtte hun kalde på barnet.

Judith lagde knap nok mærke til Hans, og hun nægtede pure at følges med ham på gaden. Ork! Hun kunne da sagtens selv finde rundt i byen.

– Det er lige lovlig tidligt, at du begynder at være forfløjen, barn, sagde Catherine i en kortvarig krænkelse over, at barnet pikkede til hendes samvittighed. Hun lagde hovedet til rette på pudesamlingen, med den bløde og silkebetrukne øverst. Oh fred, velsignede fred.

– Farvel, søde mor, sagde Judith.

Og inden det befriende klik lød fra hoveddøren, fik Catherine henkastet et - Pas nu på dig selv barn, og hendes øjne gled i.

Freden blev både kortvarig og dyrekøbt. Langsomt men sikkert fik Judith plaget og tigget sig adgang til Catherines univers. Og fik hun ikke sin vilje, blev hun ved med at plage, indtil Catherine med et opgivende suk gav efter. Judith bad hende indsmigrende om at læse højt, og Catherine læste både Snedronningen og Klokken, indtil hun blev hæs, og Judith kunne eventyrene udenad.

Hans Løve og Erik Berg kunne let være blevet enige om, at Judith lagde al for meget beslag på Catherines tid og kræfter. De beklagede sig begge. Erik savnede hendes krop, og Hans hendes velsmagende frikadeller og himmelske rombudding. Med sin sans for magtbalance, og sin sprudlende fantasi, lykkedes det Judith at befæste Catherines opmærksomhed. Hun digtede, hun klovnede og fik Catherine til at le.

Judith tiggede Catherine om at synge. Og Catherine sang en række af Schuberts lieder så smukt, at Judith blev tåreblændet.

– Mor, jeg forstår slet ikke, at du kan synge så kønt, sagde Judith dybt bevæget.

– Det lærte jeg som ganske ung. Ja, jeg var vel ikke meget ældre end du, da min papa lærte mig at synge. Og jeg skulle såmænd også have gået på Musikkonservatoriet, men så ventede jeg jo dig, Judith. Da mormor og min papa blev skilt, så forbød hun mig og mine søskende at opsøge vores papa. Men en dag mødte jeg ham på gaden, og siden jeg har besøgt ham flere gange. Han ønsker også at træffe dig, Judith. Papa bor i en dejlig stor lejlighed på Frederiksberg, og jeg er sikker på, at du vil synes om ham. Han er forresten lige så tosset med dyr, som du er, tænk dig, Judith, han har fire-fem hunde, og så har han en amazonepapegøje, som taler fransk. Jeg var såmænd papas øjesten, da jeg var barn. Og papa ligner en konge – ikke en almindelig dansk konge, mere en konge fra et eventyr. Vi to kan jo tage ud og besøge ham en dag, men på én betingelse, Judith. Du må aldrig nogensinde fortælle mormor, at vi har besøgt din grand-papa.