Kapitel 7

Klasselærerinden Lisbeth Dahl var ganske ung, og Catherine kunne straks se, at hun var alt for ung og uerfaren til at kunne klare et job som lærerinde.

– Judith har jo forsømt to tredjedele af det forrige skoleår, og hendes sygedage i år er betænkeligt stigende. For at sige det rent ud, så betragter vi her på skolen Judith som et problembarn, ikke mindst fordi hun er et forstyrrende element, når hun altså ikke er fraværende på grund af sin dårlige mave og sine dårlige ører.

– Dårlige ører? gentog Catherine, desorienteret.

– Ja, og så var der jo kighosten og skoldkopperne.

– Kighoste? Skoldkopper? Catherine glippede med øjnene, og mærkede at en hedetur var på vej.

– Og Judith kan jo stadig ikke læse en stavelse, så vi har besluttet, at hun må gå femte klasse om her efter sommerferien, for som der er anført i Judiths karakterbog, så er det eneste fag, som Judith ikke får bundkarakterer i, faktisk tegning, fortsatte klasselærerinden.

– Hvilken karakterbog? spurgte Catherine.

Med sitrende hænder fik hun tændt en cigaret, hun inhalerede dybt, og lod røgen sive ud gennem næsen, inden hun fortsatte.

– Det er mig ubekendt, at Judith har forsømt så meget. Og ingen skal komme og fortælle mig, at Judith ikke kan læse. Så sent som i går stod hun og læste en madopskrift op for mig. Catherine tålte ikke, at fremmede talte nedsættende om hendes datter!

– Og vi kan snart tapetsere hele lærerværelset med alle de sygesedler, fortsatte lærerinden ufortrødent.

– Hvilke sygesedler? Catherine sendte Judith et ransagende blik.

– Nu må De hører efter, hvad jeg har at sige, fru Løve. Vi holdt lærermøde i sidste uge, og vi blev enige om, at Judith må til en skolepsykolog. Hun skulle jo nødigt ende som en analfabet, for vi lever trods alt i et civiliseret samfund, og for Judiths fremtids skyld, så ...

Det er snarere den skidtvigtige lille gås, som skulle til psykolog, tænkte Catherine.

– Desuden har Judiths regnelærer, Otto Mosegaard, fortalt, at Judith nu helt udebliver fra hans timer. Og hun kan jo i forvejen dårligt nok løse de mest simple regneopgaver, fortsatte klasselærerinden.

– Nu skal jeg sige Dem en ting, lille frøken. I lærere får jeres løn for at undervise skolens elever. Kan man ikke bestride sit job, så bør man efter min mening finde sig et andet erhverv! Catherine stemme var blevet skinger.

– I så fald burde samtlige lærere, som har med Judith at gøre, skifte erhverv, hørte hun Lisbeth Dahl svare.

– Det skulle såmænd heller ikke undre mig, om ikke det var en god ide, svarede Catherine og fik tændt en ny cigaret. Sveden haglede, og hun så åndsfraværende på sit ur. Hun måtte se at nå hen på klinikken og få sin medicin.

– Når nu De har så meget at udsætte på os lærere, har De så noget imod, at Judith kommer til en skolepsykolog? forsøgte lærerinden sig igen.

– Hvabehar – næh, for min skyld ingen alarm.

– Der har vi sandelig en pige, som ligner sin mor, sagde skolepsykologen.

Catherine tøede op. Og Judiths selvfølelse steg mærkbart. Hun elskede at høre, at hun lignede mor.

– Læs nu højt for mor, Judith. Vi må jo overbevise hr. Jeppesen om, at du kan læse, ikke? Og husk nu at lade, som om hr. Jeppesen ikke er her.

– Jeg vil da vældig gerne høre dig læse op, opmuntrede han Judith.

– Jeg gider ellers kun at læse højt for min mor, og så for min grand-papa, erklærede Judith, inden hun koncentrerede sig om teksten i kogebogen, som Catherine havde taget med.

– Et kvart pund smør eller margarine. Halvtreds gram gær, en dl, – Nå jo, det betyder deciliter – mælk. En halv flaske øl, gerne hvidtøl.

Psykologen så fra madopskriften, og ned på rapporten fra skolen. Så bad han hende læse højt fra en af hans egne bøger.

– Jeg gider ikke at læse, hvis det bare er en skolebog. For jeg hader alle de pattebarnshistorier.

Han tog en tyk bog frem fra sin brune mappe.

– Hvad siger du til at læse lidt i den?

– Jamen, der står jo Idioten.

– Rigtigt, og hvad hedder forfatteren så.

– Det ved jeg ikke.

– Judith, prøv at stave, brød Catherine ind. Nu gik det ellers lige så godt, nu skulle barnet nødigt begynde at stille sig på bagbenene, tænkte hun.

– Dos-to-jev-ski - Dostojevski. Det er da nemt nok, sagde Judith og læste videre, hendes finger sprang fra ord til ord.

– Nu indser De måske, at Judith ikke er dum? Barnet har såmænd både kunnet læse og stave, siden hun var seks år. Catherine formåede ikke at skjule sin triumf.

– Ja, du læser jo forbavsende godt, Judith. Må jeg også have lov til at teste dig?

– Tæske mig!

– Judith, hr. Jeppesen sagde teste. Ingen kunne da finde på at slå dig, så dygtig som du er, din tossede unge, sagde Catherine mildt bebrejdende.

– Hvad er det da, at jeg skal gøre, spurgte Judith mistroisk.

– Jo, ser du, vi to skal bare lege lidt sammen, forklarede han.

Og Judith lagde puslespil, satte billeder sammen på række, gentog en række ord. Hun blev også bedt om at regne.

– Hvis én mand har seksogtredive æbler, og han skal dele dem med to andre mænd, hvor mange æbler får hvert barn, hvis de to mænd hver har tre børn?

– Jeg gider altså ikke mere - men jeg vil gerne havde et æble.

Psykologen trak på smilebåndet.

– Jeg tror ærlig talt ikke, at Judiths regnelærer kan være meget bevendt, ymtede Catherine.

– Deres datters hoved fejler bestemt ikke noget, fastslog han og bøjede sig frem mod Judith.

– Er der nogen, som har tæsket dig, eller slået dig, min ven, sagde han med sænket stemme.

Judith skævede til Catherine.

– Nej, men ham min regnelærer, han er en rigtig dum idiot, hviskede hun.