Kapitel 8

Judith betragtede drømmende Charlotte med det kastaniebrune hår og det bølgende fald, mens hende finger vandrede fra højre næsebor, ned til overlæben og ind i munden.

– Bon appétit! Hvordan er du forøvrigt kommet i besiddelse af en så underlødig litteratur, mon trésor, sagde Christian.

– Hvad? Mor har selv givet mig bogen til min fødselsdag. Og den er smaddergod. Og mor siger, at jeg ligner Charlotte på en prik. Judith pegede på bogens forside med en mine, som fremviste hun sit eget spejlbillede.

– Det er højst beskæmmende, at Catherine har mistet sin sans for skønlitterær kvalitet, brummede Christian.

Judith, der havde læst bogen flere gange, var igen nået til kapitlet om den elegante franske greve, der var vildt forelsket i den ludfattige, men unge og smukke Charlotte. Stakkels Charlotte, der var nødt til at arbejde i et stormagasin. Og hendes væmmelige chef og de andre ekspeditricer var hele tiden på nakken af hende. Men heldigvis kom greven og købte den kostbare taske, bare for hendes skyld.

Judith standsede op midt i en sætning og så undersøgende over på Christian, der var ved at sortere sine nodeark.

– Grand-papa, hvorfor har du ikke en lille og velplejet moustache ligesom andre franske grever?

– Pardon?

– Jo, for der står nemlig her, at greven har en velplejet moustache. Se her, du kan selv læse.

Christian tog bogen og læste.

– Forfatteren er håbløst naiv, Judith. Cavlings sproglige fattigdom minder om en frustreret pebermøs dagdrømmeri. Hans historie har intet med virkeligheden at gøre, afgjorde han.

– Jamen, grand-papa! Charlotte ligner jo fuldkommen mig! Og du har ingen moustache, og hvorfor er du forresten lige så lang som en flagstang?

– Pardon?

Christian rejste sig og forlod stuen.

Åh nej! Nu var hun nok kommet til at gøre grand-papa ked af det! Hun smed bogen fra sig, som havde hun brændt fingrene, og bøjede sig fremover og pressede hænderne mod maven. Grand-papa var jo så klog, og han kunne let opdage, at hun var et vanskeligt barn. Måske havde han opdaget det nu. Mor sagde også, at hun godt kunne belave sig på, at den gode Gud ville straffe hende, fordi hun kun tænkte på sig selv. Var det mon derfor, hun havde fået ondt i maven Og hvor blev grand-papa af? Hvis han ikke kunne lide hende mere, så var det lige meget, om hun døde. Måske var grand-papa blevet dybt ulykkelig på grund af hende? Han var jo ikke ligesom alle andre mænd, og tit, når de sad og hørte musik sammen, så trillede der tårer ned ad hans kinder. Hvorfor snakkede hun også altid for meget? Mor havde sagt, at hun burde have tungen skåret af, fordi hun talte, før hun tænkte. Det var svært at høre, om mor mente det, hun sagde. Mormor skældte også meget ud, men det var noget andet med hende. Når mormor skældte ud, var det til at forstå. Og ude hos hende fik hun næsten aldrig ondt i maven.

Judith rettede sig op. Hvis nu grand-papa var ked af det, så måtte hun jo trøste ham. Hun ledte efter ham i lejlighedens labyrint af rum og fandt ham i biblioteket. En skuffe i det gamle chatol stod åben, og han stod med en stor kuvert i hånden.

– Er du blevet meget ked af det, grand-papa, spurgte hun spagfærdigt.

– O, chérie, mit hjerte er nær ved at briste!

– Jeg er også selv ked af det, snøftede hun og slikkede sig på overlæben.

– Her, chérie, benyt venligst mit lommetørklæde.

– Grand-papa, ham greven i bogen, han låner også den stakkels, fattige Charlotte sit silkelommetørklæde! Judith så til sin lettelse, at grand-papa smilede, mens han åbnede kuverten.

– Her ser du et fotografi af min bedstemors tilbeder.

Judith betragtede det falmede fotografi af en flot neger med et spyd i hånden og perlekranse om halsen. Han stod foran en rund negerhytte.

– Jamen, han er jo neger, grand-papa.

– Utvivlsomt, han var faktisk masai-høvding. Ser du, chérie, i sin tid ledsagede min bedstemor min bedstefar på en af hans missionsrejser til Afrika, nærmere bestemt i et område, hvor det stolte masai-folk lever. Og disse mennesker er faktisk, ud over at være et særdeles smukt folk, også umådeligt høje. Og mens min bedstefar med sin kristendom og sine velmenende prædikener forsøgte at spolere masai-folkets gamle kultur og, set med vestlige øjne, ret så primitive skikke, så gik min bedstemor mere naturligt til værks. Spørg hende selv, foreslog Christian, og nikkede i retning af maleriet, som Judith vidste, forestillede hans bedstemor.

Judith skævede til portrættet. Hun var lidt bange for at se for længe på det, fordi bedstemoderens øjne sommetider blev helt levende og drejede sig fra højre til venstre. Grand-papa havde også selv set det.

– Hvad var det da, din bedstemor gjorde, som var mere naturligt, grand-papa? Judith havde sat sig på hans skød, og lænede sit hoved ind mod hans bryst, og med lukkede øjne lyttede hun til hans stemme, mens et væld af billeder dukkede frem.

– I masai-krigerens hytte, der var skabt af ler og tørret gødning, talte bedstemor med sin kriger på det sprog, som alle racer forstår. De elskede med hinanden, som to elskovssyge dyr. Og jeg forestiller mig, at min bedstefar må have spærret øjnene op, da min bedstemor hjemvendt til Frankrig fødte ham tvillinger. En søn og en datter, begge med sort og kruset hår. Min salig far og hans søster var såkaldte mulatter. Ved nærmere eftertanke, så var dét vel årsagen til, at min bedstefar nærmest deporterede min salig far til et så trist og prosaisk land som Danmark.

– Du kan lige tro, at jeg også hader Danmark, grand-papa.

– Det kan ingen fortænke dig i, cherie. Og nu har du fået en forklaring på, hvorfor jeg ikke er en lille og elegant fransk greve.