Kronobergkvarteret

Hurtig kom ind på Jeanettes kontor med alarmcentralens optagelse af morgenens mystiske samtale. Han rakte hende cd’en og satte sig.

Jeanette gned sig søvndrukkent i øjnene. »Har du talt med dem, som fandt drengen?«

»Ja. Det var to kolleger, og ifølge rapporten var de fremme, et par timer efter at alarmcentralen modtog opkaldet. Alarmcentralen tøvede med at gå videre med det, fordi de havde mistanke om, at det var en grovkornet spøg.«

Jeanette tog cd’en ud af coveret og satte den i computeren.

Samtalen varede i tyve sekunder.

»112. Hvad drejer det sig om?«

Det knitrede, men man kunne ikke høre nogen stemme.

»Hallo! 112, hvad drejer det sig om?« Telefonisten ventede, og nu kunne man høre nogen, som trak vejret anstrengt.

»Jeg vil bare sige, at der ligger en død dreng i rabatten på Thorildsplan.«

Manden talte grødet, og for Jeanette lød det, som om han var beruset. Påvirket af alkohol eller stoffer.

»Hvad hedder du?« spurgte telefonisten.

»Det kan være lige meget, men forstår du, hvad jeg siger?«

»Ja, jeg har forstået, at du siger, at der ligger en død mand på Bolidenplan.«

»Thorildsplan,« sagde jeg.« Manden lød irriteret. »En død i rabatten ved Thorildsplans tunnelbanenedgang.«

Der blev stille.

Og så telefonistens tøvende »Hallo?«

Jeanette rynkede panden. »Man skal ikke være Einstein for at regne ud, at samtalen kom fra et sted i nærheden af tunnelbanen, vel?«

»Nej, men hvis nu …«

»Hvis nu hvad?« Hun kunne selv høre, hvor irriteret hun lød, men hun havde håbet, at den båndede samtale i det mindste kunne besvare nogle spørgsmål. Give hende noget, hun kunne smide i gabet på politichefen og anklageren.

»Undskyld,« sagde hun, men Hurtig trak bare på skuldrene.

»Vi kigger på det i morgen.« Han rejste sig og gik hen mod døren. »Tag hellere hjem til Johan og Åke.«

Jeanette smilede taknemmeligt. »Godnat, vi ses i morgen.«

Da Hurtig havde lukket døren, tastede hun nummeret til sin overordnede, politimester Dennis Billing.

Chefen for efterforskningsafdelingen svarede efter fire ringesignaler.

Jeanette fortalte om den døde, mumificerede dreng, den anonyme telefonsamtale, og hvad der ellers var kommet frem i løbet af eftermiddagen og aftenen.

Hun havde med andre ord ikke noget vigtigt at fortælle.

»Vi må se, hvad det giver at stemme dørklokker, og derefter afventer jeg, hvad Ivo Andrić er nået frem til. Hurtig taler med voldsafdelingen og, ja, du ved, det sædvanlige.«

»Det bedste er, som du nok forstår, at vi opklarer det hurtigst muligt. Både for dig og for mig.«

Selvom han var hendes chef, havde Jeanette svært ved at klare hans overlegne attitude, som hun vidste udelukkende skyldtes det banale forhold, at hun var kvinde.

Dennis Billing havde været en af dem, som ikke syntes, at Jeanette skulle have jobbet som kommissær. Han havde med uofficiel støtte fra anklager von Kwist anbefalet et andet navn, og det havde selvfølgelig været en mand.

Trods hans udtalte modstand havde hun fået jobbet, men hans negative indstilling til hende havde præget deres forhold siden da.

»Vi vil selvfølgelig gøre alt, og jeg vender tilbage i morgen, når vi ved mere.«

Dennis Billing rømmede sig.

»Der var lige en ting, jeg gerne ville tale med dig om.«

»Ja?«

»Det er egentlig fortroligt, men jeg kommer vel til at slække lidt på reglerne. Jeg får brug for at låne din gruppe.«

»Nej, det går ikke. Det kan du godt se, ikke?«

»I et døgns tid fra og med i morgen aften. Derefter får du dem tilbage. Det er desværre nødvendigt trods den foreliggende situation.«

Jeanette følte sig magtesløs og alt for træt til at protestere.

Dennis Billing fortsatte. »Det er Mikkelsen, som har brug for assistance. I overmorgen skal de foretage husransagninger hos personer, som er mistænkt for børnepornografi, og han skal have hjælp. Jeg har allerede talt med Hurtig, Åhlund og Schwarz. De arbejder som sædvanligt i morgen og slutter sig så til Mikkelsen. Nu ved du det.«

Jeanette vidste, at der ikke var mere at sige.

At hun ikke havde noget at skulle have sagt.

De lagde på.

Klokken halv ti forlod Jeanette Politigården og begav sig af sted mod tunnelbanen. På Fridhemsplan kiggede hun over mod DN-højhuset, og det slog hende, at personen, hun ledte efter nu, måske befandt sig i nærheden.

Hvad var det for et menneske, som var i stand til at udføre det, hun havde set?

Hun stod af på Sockenplan og begyndte at gå hjem, og da hun skimtede den gule villa, mærkede hun en regndråbe mod panden.