Tvålpalatset

I det blodige syttenhundredtal gav kong Adolf Fredrik sit navn til det, som i dag er Mariatorget, på den betingelse at det aldrig måtte anvendes til henrettelser. Siden da har ikke færre end et hundrede og otteogfyrre personer mistet livet på torvet under mere eller mindre henrettelseslignende forhold. I den forbindelse spillede det ingen rolle, om pladsen blev kaldt Adolf Fredriks torg eller Mariatorget.

Adskillige af de et hundrede og otteogfyrre drab havde fundet sted mindre end tyve meter fra det gamle hus på S:t Paulsgatan lige ved siden af Tvålpalatset, hvor Sofia Zetterlund havde sin psykoterapeutiske klinik på øverste etage. Etagens tre beboelseslejligheder var blevet ombygget til kontorer, som nu blev udlejet til to praktiserende tandlæger, en plastikkirurg, en advokat samt endnu en psykoterapeut.

Interiøret i venteværelset var køligt moderne, og man havde hyret en indretningsarkitekt, som havde indkøbt et par store malerier af Adam Diesel-Frank, som var holdt i samme grå nuance som sofaen og de to lænestole.

I det ene hjørne stod en bronzeskulptur af den tyskfødte kunstnerinde Nadja Usjakova, som forestillede en stor vase med roser, hvoraf nogle var ved at visne. Rundt om en af stilkene sad der et lille støbt kort med inskriptionen DIE MYTHEN SIND GREIFBAR.

Ved indvielsen havde man diskuteret, hvad citatet betød, uden at nogen havde kunnet komme med en plausibel forklaring.

Myterne er materielle.

De lyse vægge, det dyre tæppe og de eksklusive kunstværker fik alt til at emme af diskretion og penge.

Efter flere ansættelsessamtaler havde man i fællesskab ansat tidligere lægesekretær Ann-Britt Eriksson som receptionsdame, hvis job bestod i at aftale tider og lave ikke nærmere præciseret administrativt arbejde.

»Er der sket noget, som jeg skal vide?« spurgte Sofia Zetterlund, da hun ankom om morgenen på slaget otte som sædvanlig.

Ann-Britt så op fra avisen, der lå opslået foran hende.

»Ja, Huddinge ringede og ville rykke din tid med Tyra Mäkelä frem til klokken elleve. Jeg sagde, du ville ringe tilbage og bekræfte det.«

»Jeg ringer med det samme.« Sofia begyndte at gå hen mod sit kontor. »Ellers noget?«

»Ja,« svarede Ann-Britt. »Mikael ringede lidt tidligere og sagde, at han nok ikke når flyet i eftermiddag, men ankommer til Arlanda i morgen tidlig. Jeg skulle sige fra ham, at han ville synes, det var hyggeligt, hvis du sov i hans lejlighed i nat, så I kunne nå at se hinanden lidt i morgen.«

Sofia standsede op og lod hånden hvile mod dørkarmen.

»Mmm, hvornår har jeg den første klient i dag?« Hun følte sig irriteret over at skulle ændre på sine planer. Hun havde planlagt at overraske Mikael med en middag på Gondolen, men nu havde han som altid forstyrret hendes cirkler.

»Klokken ni, og du har to til i eftermiddag.«

»Hvem kommer først?«

»Carolina Glanz. Ifølge avisen har hun fået et programlederjob og skal rejse rundt i verden og interviewe kendisser. Er det ikke underligt?«

Ann-Britt rystede på hovedet og sukkede dybt.

Carolina Glanz var slået igennem med et brag i et af disse talentprogrammer, som det vrimler med på tv. Hun havde ganske vist ikke nogen særlig god sangstemme, men ifølge juryen besad hun den nødvendige stjernekvalitet. I løbet af vinteren og foråret havde hun rejst rundt til de små natklubber og mimet til en sang, som en mindre smuk, men bedre syngende pige havde indsunget. Carolina blev konstant omtalt i formiddagsbladene, hvor den ene skandale afløste den anden.

Men da medierne efterhånden mistede interessen for hende, var hun begyndt at stille spørgsmålstegn ved sig selv og sit karrierevalg.

Sofia brød sig ikke om at coache pseudokendisser og havde svært ved at motivere sig selv under disse samtaler, selvom de var vigtige for hende rent økonomisk. Hun havde en oplevelse af, at hun brugte sin tid forkert, eftersom hun vidste, at hendes kompetence gjorde større gavn hos klienter, som virkelig havde behov for hjælp.

Hun ville have med rigtige mennesker at gøre.

Sofia satte sig ved skrivebordet og ringede straks til Huddinge. Fremrykningen af tiden betød, at Sofia kun havde en lille time til at forberede sig, og efter telefonsamtalen fandt hun det materiale frem, hun havde på Tyra Mäkelä.

Hun bladrede i mapperne. Lægeudtalelser, politiafhøringer og den retspsykiatriske undersøgelse, hvor hun havde leveret en supplerende udtalelse. I alt var der næsten fem hundrede sider, et papirbundt, som hun vidste ville vokse til mindst det dobbelte, inden sagen var afsluttet.

Hun havde læst undersøgelsen fra ende til anden to gange og koncentrerede sig nu om de centrale dele.

Tyra Mäkeläs psykiske tilstand.

Undersøgelsesgruppen var splittet. Psykiateren, som ledede undersøgelsen, krævede fængsel, det samme gjorde socialrådgiverne og en af psykologerne, men to psykologer modsatte sig det og anbefalede en psykiatrisk behandlingsdom.

Sofias opgave bestod i at få gruppen til at enes om en endelig beslutning, men hun vidste, det ikke ville blive let.

Tyra Mäkelä var sammen med sin mand blevet dømt for drabet på deres elleveårige adoptivsøn. En dreng med diagnosen fragilt X-syndrom, en udviklingsforstyrrelse, som indebærer både fysiske og psykiske symptomer. Drengen var et hjælpeløst offer, og Sofia følte stor bedrøvelse blot ved at tænke på sagen.

Familien havde boet isoleret i et hus ude på landet. De tekniske beviser talte deres tydelige sprog om den grusomhed, drengen havde været udsat for. Spor af afføring i lunger og mavesæk, brændemærker fra cigaretter, mishandling med en støvsugerslange.

Liget var blevet fundet i et stykke skov ikke så langt fra huset.

Sagen havde fået stor opmærksomhed i medierne, ikke mindst fordi moren havde været indblandet. En stort set enig offentlighed anført af nogle højrøstede og indflydelsesrige politikere og journalister forlangte lovens strengeste straf. Tyra Mäkelä skulle spærres inde på Hinseberg i så lang tid, det overhovedet var muligt.

Men Sofia vidste, at en behandlingsdom faktisk betød, at den dømte blev isoleret i længere tid end med en fængselsstraf.

Var Tyra Mäkelä psykisk tilregnelig i perioden, hvor overgrebene fandt sted? Materialet fastslog, at det drejede sig om mindst tre år med tortur.

Rigtige menneskers problemer, tænkte Sofia.

Hun lavede en punktvis sammenstilling af de spørgsmål, hun ville diskutere med den drabsdømte kvinde, og blev revet ud af sine betragtninger, da Carolina Glanz sejlede ind i værelset iført et par lårhøje, røde støvler, en kort, rød lakkjole og en sort skindjakke.