Huddinge Sygehus

Sofia ankom til Huddinge Sygehus lidt over halv elleve og parkerede bilen foran det store kompleks.

Hele sygehuset var beklædt med grå og blå fliser og stod i skarp kontrast til de omkringliggende huse, som var malet i mange forskellige farver. Hun havde hørt, at det var gjort for at vanskeliggøre eventuelle flybombninger under Anden Verdenskrig. Hensigten skulle angiveligt have været, at det fra luften så ud, som om sygehuset var en sø, og husene rundt om skulle skabe en illusion om marker og enge.

Hun standsede i cafeteriaet og købte en kop kaffe, en sandwich og morgenaviserne, inden hun fortsatte hen mod vestibulen.

Hun låste sine værdigenstande ind i et af skabene i slusen, gik gennem metaldetektoren og fortsatte gennem den lange korridor. Først passerede hun afdeling 113 og hørte som sædvanlig, hvordan de skændtes og sloges derinde. Det var der, de svære og kraftigt medicinerede tilfælde sad og ventede på videre transport til Säter, Karsudden og Skogome eller en anden psykiatrisk institution ude i landet.

Hun fortsatte ligeud, drejede til højre ind til afdeling 112 og videre frem til det fælles samtaleværelse, som psykologerne brugte. Hun kastede et blik på uret og konstaterede, at hun var et kvarter for tidligt på den.

Hun lukkede døren, satte sig ved bordet og sammenlignede avisernes forsider.

MAKABERT FUND I DET CENTRALE STOCKHOLM og MUMIE FUNDET I BUSKADS!

Hun tog en bid af sandwichen og nippede til den varme kaffe. Et mumificeret lig af en ung dreng var blevet fundet på Thorildsplan.

Døde børn, tænkte hun.

I artiklen blev der draget paralleller til Mäkelä-sagen, og Sofia følte sig tung om hjertet.

Sandwichen var spist og kaffen drukket, da det bankede på døren.

»Kom ind,« sagde hun, og døren blev åbnet af en granvoksen mandlig psykiatrisk sygeplejerske.

»Hej, Sofia.«

»Hej, KG. Alt okay?«

»Ja, bortset fra at de lige lavede noget larm i rygeværelset, og vi måtte nedlægge en fyr, som kastede med stole. En ondskabsfuld satan med en masse skidt både i blodet og på samvittigheden.«

»Ja, jeg gik forbi og hørte støjen.«

»Jeg har en her udenfor, som du vist skal snakke med.« Han pegede over skulderen.

Hun brød sig ikke om jargonen hos sygeplejerskerne. Selvom det handlede om grove forbrydere, var der ingen grund til at tale sårende eller nedladende.

»Vis hende ind og lad os så være alene.«