Tvålpalatset

Klokken to var Sofia Zetterlund tilbage på klinikken inde i byen. Hun havde to klienter tilbage, inden arbejdsdagen var slut, og hun tænkte, at det ville blive svært at genvinde koncentrationen efter besøget i Huddinge.

Hun satte sig ned ved skrivebordet for at formulere en begrundelse, som anbefalede psykiatrisk behandling af Tyra Mäkelä. Den opfølgende konference med undersøgelsesgruppen havde resulteret i, at psykiateren i nogen grad havde taget sin holdning til straffen op til fornyet overvejelse, og Sofia nærede håb om, at man snart ville kunne tage en endelig beslutning.

Om ikke andet, så for Tyra Mäkeläs skyld.

Kvinden havde brug for at komme i behandling.

Sofia havde givet en samlet fremstilling af kvindens historie og karaktertræk. Tyra Mäkelä havde to selvmordsforsøg i bagagen; allerede som fjortenårig havde hun forsøgt at tage en overdosis medicin, og da hun fyldte tyve, var hun blevet førtidspensioneret på grund af tilbagevendende depressioner. Hendes femten års samliv med sadisten Harri Mäkelä havde resulteret i endnu et selvmordsforsøg og siden drabet på deres adoptivsøn.

Sofia mente, at tiden sammen med manden, som for øvrigt var blevet fundet rask nok til at blive idømt fængselsstraf, havde forværret kvindens sygdomstilstand.

Hendes konklusion var, at Tyra Mäkelä sandsynligvis havde lidt af gentagne psykoser i årene, hvor overgrebene havde fundet sted. Der fandtes to dokumenterede ophold på et psykiatrisk hospital, som støttede hendes tese. I begge tilfælde havde kvinden flakket rundt ude i samfundet og var blevet tvangsindlagt i nogle dage, inden hun kunne udskrives igen.

Sofia så flere uklarheder omkring Tyra Mäkeläs delagtighed i forbrydelserne mod drengen. Kvindens intelligenskvotient var så lav, at det var grund nok til, at hun ikke kunne stilles til ansvar for drabet, hvilket retten mere eller mindre havde set bort fra. Sofia så en kvinde, som idealiserede sin mands ideer under konstant påvirkning af alkohol. Hun kunne i sin passivitet muligvis betragtes som medskyldig i overgrebene, men samtidig var hun ude af stand til at gribe ind på grund af sin psykiske tilstand.

Dommen var blevet stadfæstet af Højesteret, og man manglede kun at udmåle straffen.

Tyra Mäkelä havde brug for behandling. Hendes forbrydelse kunne aldrig gøres ugjort, men en fængselsstraf ville ikke hjælpe nogen.

Grusomhederne i sagen måtte ikke overskygge deres beslutning.

I løbet af eftermiddagen gjorde Sofia sin udtalelse om Tyra Mäkelä færdig og fik overstået sine klienter klokken tre og klokken fire. En udbrændt virksomhedsleder og en aldrende skuespillerinde, som ikke længere fik nogen roller og derfor var grebet af en dyb depression.

Da hun var på vej hjem ved femtiden, standsede Ann-Britt hende ude ved receptionen.

»Du husker vel, at du skal til Göteborg næste lørdag? Jeg har togbilletterne her, og du skal bo på hotel Scandic.«

Ann-Britt lagde et chartek på disken.

»Ja, selvfølgelig,« sagde Sofia.

Hun skulle mødes med et bogforlag, som ville udgive en nyoversættelse af den tidligere børnesoldat Ishmael Beahs A Long Way Gone. Forlaget ville have Sofia, der havde erfaring med traumatiserede børn, til at kontrollere fakta i bogen.

»Hvornår skal jeg rejse?«

»Tidligt. Afrejsetidspunktet står på billetten.«

»05.12?«

Sofia sukkede og gik tilbage ind på sit kontor for at finde rapporten, som hun havde udarbejdet for UNICEF syv år tidligere.

Da hun satte sig ved skrivebordet igen og fandt dokumentet frem, spekulerede hun på, om hun egentlig var parat til at kalde minderne fra den tid frem igen.

Syv år, tænkte hun.

Var det virkelig så længe siden?