Vita bergen

Lejligheden havde Sofia og hendes eksmand, Lasse, fået gennem et kompliceret trekantsbytte, hvor Sofias lille toværelses på Lundagatan samt Lasse treværelses på Mosebacke havde ført til, at hun nu havde en rummelig femværelses oppe på Åsöberget i nærheden af Nytorget og Vitabergsparken.

Hun trådte ind i entréen, hængte sin frakke op og gik ind i stuen. Posen med indisk takeaway stillede hun fra sig på bordet og gik derefter ud i køkkenet for at hente bestik og et glas vand.

Hun tændte for fjernsynet, satte sig i sofaen og begyndte at spise.

Hun havde sjældent ro på sig til bare at sidde og spise og sørgede altid for at være beskæftiget med noget andet. En bog, en avis eller som nu fjernsynet. Det var da en form for selskab.

Brændstof, tænkte hun.

Kroppen skal tanke op for at kunne fungere.

Det gjorde hende deprimeret at spise alene, og hun spiste hurtigt, mens hun zappede mellem kanalerne. Børneprogrammer, en amerikansk komedieserie, reklameindslag og Uddannelsesradioen.

Hun så på klokken, at nyhederne begyndte lige om lidt, og lagde fjernbetjeningen fra sig, samtidig med at mobilen bippede.

Det var en sms fra Mikael.

»Hvordan går det? Længes …« skrev han.

Hun slugte den sidste bid af maden og svarede ham.

»Dødtræt. Vil nok arbejde lidt hjemme i aften. Knus.«

Arbejdet fungerede som en flugt fra den rastløshed, hun følte nogle gange, og i den sidste tid havde en person lagt stadig større beslag på hendes interesse.

Sofia havde gjort det til en vane at finde nogle af sine notater frem hver aften, og hver gang håbede hun, at hun ville få øje på noget nyt eller afgørende.

Hun besluttede sig for at tilbringe et par timer i arbejdsværelset efter nyhederne.

Hun rejste sig, gik ud i køkkenet og tømte madresterne i skraldeposen. Hun hørte kendingsmelodien fra nyhederne inde i stuen, og derefter at hovednyheden for anden dag i træk var mordet på Thorildsplan.

Nyhedsoplæseren fortalte, at politiet havde offentliggjort en telefonsamtale, som var indløbet til alarmcentralen forrige morgen.

Sofia syntes, at personen, som ringede, lød tydeligt beruset.

Hun tog usb-stikket op af tasken, satte det i computeren og åbnede mappen på Victoria Bergman.

Det var, som om der manglede nogle sider af Victoria Bergmans personlighed. Under deres samtale var det fremgået, at der i Victorias barndom og opvækst fandtes mange traumatiske oplevelser, som hun havde brug for at bearbejde. Flere gange havde det udviklet sig til lange monologer, som ikke i egentlig forstand kunne kaldes for samtaler.

Victorias monotone og kværnende stemme havde endda ofte været lige ved at få Sofia til at falde i søvn. Hendes monologer fungerede som en slags selvhypnose, som fremkaldte hukommelsestab og søvnighed, også hos Sofia, og hun havde svært ved at huske alle detaljer i Victorias beretninger. Da hun nævnte det for sin kollega på kontoret, havde han gjort hende opmærksom på, at hun kunne optage det på bånd, og lånt hende sin lille lommebåndoptager til gengæld for en god flaske vin.

Hun havde mærket kassetterne med tid og dato, og nu havde hun femogtyve små bånd låst inde i journalskabet på arbejdet. De afsnit, hun fandt særlig interessante, havde hun renskrevet og lagret på usb-stikket.

Sofia åbnede mappen mærket VB, som indeholdt nogle gemte tekstfiler.

Hun dobbeltklikkede på en af filerne og læste på skærmen:

Nogle dage var bedre end andre. Det var, som om min mave på forhånd kunne fortælle mig, hvornår de ville begynde at skændes.

Sofia så i sine notater, at samtalen handlede om Victorias barndomssomre i Dalarna. Næsten hver weekend kørte familien Bergman de to hundrede og halvtreds kilometer op til det lille sommerhus i Dala-Floda, og Victoria havde fortalt, at de ofte var der fire uger i træk i ferierne.

Hun læste videre:

Min mave tog aldrig fejl, og flere timer inden skrigeriet begyndte, havde jeg allerede søgt tilflugt i mit hemmelige klubværelse.

Jeg plejede at lave nogle madder og blande en flaske saft, fordi jeg aldrig vidste, hvor længe de ville skændes, og hvornår min mor fik tid til at lave mad.

Engang så jeg gennem sprækkerne i bræddevæggen, at han jagtede hende hen over marken. Mor løb for livet, men han var hurtigere og fældede hende med et slag over nakken. Da de senere kom tilbage til gårdspladsen, havde hun et stort sår over øjet, og han græd fortvivlet.

Mor havde ondt af ham.

Det var hans uretfærdige skæbne at være tvunget til at udføre det tunge arbejde med at opdrage på sine to kvinder.

Gid mor og jeg havde lyttet til ham og ikke været så genstridige.

Sofia skrev nogle notater om, hvad hun burde følge op på, og lukkede dokumentet.

Hun åbnede på må og få en af de andre afskrifter og forstod straks, at det havde været en af de samtaler, hvor Victoria var forsvundet ind i sig selv.

Samtalen var begyndt, som den plejede, Sofia stillede et spørgsmål, og Victoria svarede.

For hvert spørgsmål blev svaret længere og længere og mere og mere usammenhængende. Victoria fortalte om en ting, som fik hende til at associere til noget helt andet og fortsatte så i stadig hurtigere tempo.

Sofia fandt båndet med samtalen frem, satte det i båndoptageren, trykkede play, lænede sig tilbage i stolen og lukkede øjnene.

Victoria Bergmans stemme.

Og så spiste jeg for at få dem til at holde op med deres forbandede kaglen, og de tav jo med det samme, da de så, hvad jeg var parat til at gøre for at blive deres kammerat. Uden for den sags skyld at slikke dem i røven. Lade som om jeg holdt af dem. Få dem til at respektere mig. Få dem til at forstå, at jeg faktisk havde en hjerne og kunne tænke, selvom det ikke altid virkede sådan, når jeg gik en tur for mig selv.

Sofia åbnede øjnene og læste på kassetteæsken, at samtalen var blevet optaget et par måneder tidligere. Victoria havde fortalt om tiden på kostskolen i Sigtuna og om en udspekuleret straffeaktion udført af ældre studenter.

Stemmen fortsatte.

Victoria skiftede samtaleemne.

Da træhytten var bygget færdigt, syntes jeg ikke længere, det var sjovt, jeg havde ikke lyst til at ligge derinde sammen med ham og læse seriemagasiner, så da han sov, forlod jeg hytten, gik ned til egen, hentede et af brædderne, lagde det over åbningen og slog nogle søm i, indtil han vågnede derinde og undrede sig over, hvad jeg var i gang med. Bliv du bare liggende, sagde jeg, og sømmede løs, indtil æsken var tom …

Stemmen forsvandt, og Sofia kunne mærke, at hun var ved at falde i søvn.

… og vinduet var for lille, til at man kunne kravle ud, så mens han græd derinde, hentede jeg flere brædder og sømmede dem på. Måske ville jeg slippe ham ud senere, måske ikke, men han kunne ligge der i mørket og tænke på, hvor meget han holdt af mig …

Sofia slukkede for båndoptageren, rejste sig fra stolen og så på uret.

En time?

Nej, det kan ikke passe, tænkte hun. Jeg må have døset.