Kronobergkvarteret

På den tredje dag efter fundet på Kungsholmen var der stadig ikke fremkommet nyt, som kunne bringe efterforskningen videre, og Jeanette var frustreret. Anklager von Kwist havde ikke ændret holdning, hvad Jimmie Furugård angik, og en efterlysning var der foreløbig ikke tale om.

Da Jeanette havde ringet og tjekket med registeret over forsvundne børn, var der ikke nogen, i det mindste ikke ved en første kontrol, som svarede til den døde dreng. Der fandtes givetvis hundreder, måske tusinder papirløse børn i Sverige, men uofficielle kontakter i kirken og Frelsens Hær meddelte, at de ikke kendte til nogen, hvis beskrivelse svarede til deres offer.

Heller ikke Stadsmissionen i Gamla stan kunne bistå med informationer. Til gengæld havde en af dem, som arbejdede i Stadsmissionens natrådgivning fortalt, at der plejede at opholde sig en del børn under Centralbroen.

»De er enormt sky, de unger,« sagde den mandlige hjælpearbejder bekymret. »Når vi er der, kommer de frem og snupper en mad og en kop bouillon og forsvinder så igen. De viser meget tydeligt, at de helst ikke vil have noget med os at gøre.«

»Er der ikke noget, de sociale myndigheder kan gøre?« spurgte Jeanette, selvom hun allerede kendte svaret.

»Det er meget tvivlsomt. Jeg ved, de var dernede for nogle måneder siden, og da stak alle ungerne af og vendte først tilbage flere uger efter.«

Jeanette Kihlberg takkede for oplysningerne og tænkte, at et besøg under broen måske kunne give noget, hvis bare hun kunne få nogen af dem til at tale med hende.

Det havde intet givet at banke på alle døre i området omkring Lærerhøjskolen, og det tidskrævende arbejde med at kontakte asylcentrene var nu blevet udvidet til at omfatte hele Mellemsverige.

Ingen steder savnede man et barn, som passede på beskrivelsen af den dreng, man havde fundet mumificeret i buskene ganske få meter fra nedgangen til tunnelbanen. Åhlund havde kigget på timevis af overvågningsbånd fra stationen og Lærerhøjskolen i nærheden, men havde intet usædvanligt opdaget.

Klokken halv elleve ringede hun til Ivo Andrić på retsmedicinsk i Solna.

»Sig, du har noget til mig! Vi er kørt helt fast her.«

»Nja.« Andrić tog en dyb indånding. »Nu skal du høre. For det første er kroppen helt udtørret, ja, mumificeret …«

Han tav, og Jeanette ventede på, at han skulle fortsætte.

»Jeg begynder forfra. Hvordan skal jeg fremlægge det? Skal jeg bruge fagsprog eller gøre det på en mere begribelig måde?«

»Gør det på den måde, du synes er bedst. Er der noget, jeg ikke forstår, spørger jeg, og så må du forklare det.«

»Okay. Det er sådan, at hvis et lig befinder sig i et tørt miljø med høj temperatur og relativt hurtig luftfornyelse, så udtørrer det temmelig hurtigt. Der sker altså ingen forrådnelse. Ved omfattende indtørring – som det jo handler om i dette tilfælde – er det svært, for ikke at sige umuligt, at fjerne huden, især på hovedbunden. Ansigtshuden er tørret ind og kan ganske enkelt ikke separeres fra det underliggende …«

»Undskyld, jeg afbryder,« sagde Jeanette utålmodigt. »Ikke for at være grov, men jeg er først og fremmest interesseret i, hvordan han døde, og hvornår det kan være sket. At han var indtørret, kunne selv jeg se.«

»Javel. Jeg fortabte mig måske lidt i emnet. Du må forstå, at det er næsten umuligt at sige, hvornår døden er indtruffet, men jeg kan sige så meget, at han ikke har været død mere end et halvt år. Mumificeringsprocessen tager også sin tid, så jeg gætter på, at han døde engang mellem november og januar.

»Det er trods alt en temmelig lang tidsperiode, ikke? Har I fået fremskaffet noget dna?«

»Ja, vi har sikret dna fra ofret samt fra urin på plasticsækken.«

»Hvad? Siger du, at nogen har tisset på sækken?«

»Ja, men jo ikke nødvendigvis morderen.«

»Nej, det er sandt.«

»Men der går yderligere en uges tid, inden vi har mangfoldiggjort dna-informationerne og fået udarbejdet en større profil. Det er ikke helt let.«

»Okay. Har du nogen ide om, hvor liget kan have været opbevaret?«

»Tja. Som sagt … et tørt sted.«

Der blev stille i røret et lille stykke tid, og Jeanette tænkte sig grundigt om, inden hun fortsatte.

»Altså i princippet hvor som helst? Kunne jeg selv have opbevaret det derhjemme?«

Hun så det modbydelige og fuldkomment absurde billede for sig. En død dreng hjemme i villaen i Enskede, som blev mere og mere indtørret og mumificeret for hver uge, der gik.

»Nu ved jeg ikke lige, hvor du bor, men det kunne opbevares selv i en ganske almindelig lejlighed. Det ville måske lugte lidt i starten, men hvis du havde adgang til en lille varmluftsblæser og anbragte liget i et lukket rum, kunne det absolut gøres, uden at naboerne ville begynde at klage.«

»Et skab, mener du?«

»Det behøver måske ikke være så lille. En garderobe, et badeværelse eller noget lignende.«

»Det var jo ikke meget at gå efter.« Hun mærkede frustrationen vokse.

»Nej, det kan jeg godt se. Men nu kommer jeg til det, som måske kan hjælpe dig lidt.«

Jeanette spidsede ører.

»Den præliminære kemiske analyse viser, at kroppen er fuld af kemikalier.«

Endelig noget, tænkte hun.

»For det første er der amfetamin. Vi har fundet spor i mavesækken og i venerne. Han har altså spist eller drukket det, men meget tyder på, at han også har fået det injiceret.«

»En narkoman?« Hun håbede, han ville svare ja, for alt ville blive meget enklere, hvis det var et spørgsmål om en narkotikamisbruger, som var død i en narkohule og med tiden var tørret fuldstændig ud. Man kunne så henlægge sagen og drage den slutning, at det var en af drengens stenede kammerater, som i sin forvirrede tilstand havde skaffet sig af med liget ved at lægge det i buskadset.

»Nej, det tror jeg ikke. Han er formentlig blevet injiceret mod sin vilje. Nålestikkene sidder lidt overalt, og de fleste har ikke engang ramt en vene.«

»Føj for den lede!«

»Det kan man roligt sige.«

»Og du er helt sikker på, at han ikke selv har sprøjtet sig?«

»Så sikker man nu kan være. Men amfetaminet er ikke det interessante, det underlige er, at han også har bedøvelsesmidler i kroppen. Nærmere betegnet et stof, som hedder Xylocain-Adrenalin og er en svensk opfindelse fra fyrrerne. Astra Zeneca solgte fra starten Xylocain som en luksusmedicin, og pave Pius 12. blev behandlet med den for sin hikke, og præsident Eisenhower for sine indbildte sygdomme. I dag er midlet standard som smertestillende middel, og det er det samme præparat, du får i tandkødet, når du er hos tandlægen og beder om bedøvelse.«

»Men … Nu forstår jeg ingenting.«

»Drengen her har det jo ikke i munden, men i hele kroppen. Det er meget underligt, hvis du spørger mig.«

»Og han var blevet voldsomt mishandlet?«

»Han havde fået mange tæsk, men bedøvelsesmidlet har holdt ham oppe. Til sidst, efter flere timers lidelser, har medicinen lammet hjerte og lunger. En langsom og forbandet pinefuld død. Den stakkel …«

Jeanette mærkede svimmelheden.

»Men hvorfor?« spurgte hun i et fromt håb om, at Ivo kunne give en rimelig forklaring.

»Hvis jeg må gisne om det …«

»Ja, absolut.«

»Rent instinktivt var arrangerede hundekampe det første, jeg kom til at tænke på. Du ved, to pitbullterriere, som slås, indtil den ene dør. Sådan som det foregår nogle gange ude i forstæderne.«

»Det lyder jo pokkers langt ude,« sagde Jeanette refleksmæssigt ved denne makabre tanke. Men hun var ikke rigtig sikker på, om det nu også var så langt ude. Gennem årene havde hun lært ikke at afvise selv den mest usandsynlige forklaring. Mange gange havde det, når sandheden var kommet frem, vist sig, at fantasien blev overgået af den brutale virkelighed. Hun tænkte på den tyske kannibal, som via nettet var kommet i kontakt med en mand, som frivilligt havde ladet sig æde.

»Det er jo bare gisninger,« fortsatte Ivo Andrić. »Der er et andet alternativ, som måske er mere sandsynligt.«

»Hvilket?«

»At han er blevet slået til plukfisk af en, som ikke holdt inde, selvom drengen var døende. Som gav ham en masse præparater og derefter fortsatte med mishandlingen.«

Billedet brændte sig ind i Jeanettes hjerne.

»Kan du huske ham ishockeyspilleren i Västerås, som blev knivstukket næsten hundrede gange?«

»Nej, det kan jeg ikke påstå. Det var, måske inden jeg kom til Sverige.«

»Ja, det er et stykke tid siden. I midten af halvfemserne. Det var en skinhead, som tog Rohypnol. Ishockeyspilleren var åbent homoseksuel, og nazisten hadede bøsser. Skinheaden blev ved med at hugge kniven i den døde krop, selvom han for længst burde have fået krampe i armen.«

»Det var sådan noget, jeg tænkte på. En hæmningsløs galning fuld af had og, ja … Rohypnol eller måske anabolske steroider.«

Jeanette var ikke helt tilfreds, men nu havde hun i hvert fald lidt mere at gå efter.

»Tak, Ivo. Lad høre fra dig, om det så bare er en lille tanke eller en ide.«

»Naturligvis. Jeg giver lyd, hvis der dukker noget nyt op, og når jeg har fået mere eksakte resultater fra den kemiske analyse. Held og lykke.«

Jeanette lagde på. Hun var sulten og så på uret. Hun besluttede sig for at bevilge sig selv en lang frokost nede i Politigårdens restaurant. Hun ville vælge båsen længst inde i lokalet, så hun kunne være i fred så længe som muligt. Om en time ville der være fyldt med folk, og hun trængte til at være alene.

Inden hun satte sig med sin bakke, snuppede hun en glemt formiddagsavis. Hun plejede normalt at undgå at læse, hvad aviserne skrev om de sager, hun selv var indblandet i, eftersom hun mente, at det kunne påvirke hendes arbejde, selvom spekulationerne som regel var latterligt langt ude.

Hun forstod næsten umiddelbart, at politikilden var en i hendes nærhed, eftersom dele af artiklen byggede på fakta, som kun en med stort indblik i efterforskningen kunne kende til, og da hun var overbevist om, at Hurtig var uskyldig, kunne det kun være Åhlund eller Schwarz.

»Nå, er det her, du sidder og gemmer dig?«

Jeanette så op fra avisen.

Hurtig stod ved siden af hende og grinede.

»Er det okay, hvis jeg sætter mig?« Han nikkede hen mod den ledige plads overfor.

»Er du allerede tilbage?« Jeanette gjorde tegn til, at han kunne sætte sig.

»Ja, vi blev færdige for en time siden. Danderyd. En stor kanon i byggebranchen med harddisken fuld af børneporno. En forbandet trist historie.« Hurtig gik rundt om bordet, stillede sin bakke fra sig og satte sig ned. »Konen var i opløsning, og en datter i fjortenårsalderen stod bare og så på, da vi anholdt ham.«

»Uha.« Jeanette rystede på hovedet. »Hvad med Åhlund og Schwarz? Er de også tilbage?«

»Ja da, de skulle også lige have lidt mad indenbords.«

Hurtig begyndte at spise, og Jeanette bemærkede, at han så lidt træt ud. Hvor meget søvn havde han mon fået?

Nok kun et par timer.

»Er alt ellers okay?«

»Min mor ringede i morges,« sagde han, mens han tyggede på maden. »Min far er åbenbart kommet til skade og ligger på sygehuset inde i Gällivare.«

Jeanette lagde kniv og gaffel fra sig og så på ham. »Er det alvorligt?«

Hurtig rystede på hovedet. »Sandsynligvis ikke. Han fik åbenbart højre hånd i klemme i rundsaven, og mor sagde, de kunne redde de fleste af fingrene. Hun havde samlet dem sammen og lagt dem i en pose med isterninger.«

»Åh, herregud.«

»Men tommelfingeren kunne hun ikke finde.« Hurtig grinede. »Så den har katten vel taget. Men bare rolig, højre hånd var den rigtige hånd for far. Han kan lide at snedkerere og spille violin, og der er venstre hånd i begge tilfælde den vigtigste.«

Jeanette tænkte på, hvad hun egentlig vidste om sin kollega, og måtte indrømme over for sig selv, at det ikke var særlig meget.

Hurtig var opvokset i Kvikkjokk, havde gået i skole i Jokkmokk og på gymnasiet i Boden. Derefter havde han vist arbejdet i nogle år, men hun kunne ikke huske med hvad, og da Umeå universitet var begyndt at uddanne politifolk, blev han optaget på første årgang. Efter at have været i praktik hos politiet i Luleå var han søgt til Stockholm. Lutter fakta, tænkte hun, intet personligt, bortset fra at han boede i en lejlighed på Söder. En kæreste? Tja, måske.

»Men hvorfor sygehuset i Gällivare?« sagde hun. »De bor vel stadig i Kvikkjokk eller hvad?«

Han holdt op med at tygge og så på hende. »Tror du, man har et sygehus i en by, hvor der bor knap halvtreds mennesker?«

»Er den så lille? Så forstår jeg bedre. Så din mor måtte køre din far ind til Gällivare? Det må være en lang tur.«

»Der er to hundrede kilometer ind til sygehuset i Gällivare, og det plejer at tage fire timer i bil.«

»Der kan man se,« sagde Jeanette og skammede sig over sine mangelfulde geografikundskaber.

»Ja … Det er ikke så let. Laplandshelvedet er stort. Fandens stort.«

Hurtig sad tavs et øjeblik, inden han fortsatte.

»Mon den smager godt?«

»Hvad mener du?« Jeanette så spørgende på ham.

»Fars tommelfinger.« Han grinede. »Tror du, katten sætter pris på den? Men der kan vel ikke være så meget kød på en gammel lappes barkede tommel. Eller hvad tror du?«

Same, tænkte hun, endnu en ting, jeg intet anede om. Hun besluttede sig for at sige ja tak, næste gang han spurgte, om hun ville med ud og have en øl. Hvis hun skulle være en god chef og ikke bare lade, som om hun var det, var det på tide, hun lærte sine underordnede at kende.

Jeanette rejste sig, tog sin bakke og gik hen for at hente to kopper kaffe. Hun tog også nogle kager og gik tilbage. »Noget nyt om telefonsamtalen?«

Hurtig sank en bid mad. »Ja, jeg modtog en rapport, lige inden jeg gik herned.«

»Og?« Jeanette slubrede den varme kaffe i sig.

Hurtig lagde kniv og gaffel fra sig. »Som vi regnede med. Opkaldet kom fra området omkring DN-højhuset. Nærmere bestemt fra Rålambsvägen. Hvad med dig?« Hurtig tog en kage og dyppede den i kaffen. »Hvad har du lavet her til formiddag?«

»Jeg har haft en udbytterig samtale med Ivo Andrić. Drengen ser ud til at have været proppet med kemikalier.«

»Hvad?« Hurtig så spørgende ud.

»Store mængder bedøvelsesmiddel. Injiceret.« Jeanette trak vejret tungt. »Formentlig mod hans vilje.«

»Føj for satan.«

Hun prøvede at få fat i anklager von Kwist i løbet af eftermiddagen, men hans sekretær oplyste hende om, at anklageren lige nu befandt sig nede i Göteborg, hvor han skulle medvirke i et debatprogram, og at han først ville være tilbage næste dag.

Jeanette gik ind på tv-programmets hjemmeside og læste, at debatten, der blev sendt direkte, skulle handle om den optrappede vold i forstæderne. Kennet von Kwist, som talte for hårdere tiltag og længere fængselsstraffe, fik blandt andet chancen for at angribe den tidligere justitsminister.

På vej hjem kiggede Jeanette ind hos Hurtig, og de besluttede at mødes nede på Centralstationen klokken ti. Det var vigtigt, at de hurtigst muligt kom til at tale med nogle af de børn, som holdt til under broen.