Centralbroen

Det var tyndet ud i trafikken, og da hun parkerede bilen, så hun, at uret på Centralstationen viste tyve minutter i ti. Hun steg ud af bilen, lukkede døren og låste. Hurtig stod ved en lille bod med en pølse i hver hånd. Da han fik øje på Jeanette, smilede han næsten lidt skamfuldt. Som om han gjorde noget forbudt.

»Aftensmad?« Jeanette nikkede hen mod de solide pølser.

»Her, tag en.«

»Har du set, om her er nogen?« Jeanette tog imod den fremstrakte gave og pegede over mod Centralbroen.

»Da jeg kom, så jeg en af Stadsmissionens biler. Vi går hen og taler lidt med dem.« Han tog servietten og tørrede en klat rejesalat væk, som sad på kinden.

De passerede parkeringspladsen, som lå under afkørslen fra Klarastrandsleden med Tegelbacken og hotel Sheraton til venstre. To forskellige verdener på et areal, der ikke er større end en fodboldbane, tænkte Jeanette, samtidig med at hun fik øje på en gruppe mennesker, som stod i mørket ved siden af de grå betonpiller.

Omkring tyve unge mennesker, nogle af dem var kun børn, stod samlet omkring en parkeret kassevogn med Stadsmissionens emblem trykt på siderne.

Nogle af børnene blev skræmt, da de fik øje på de to nyankomne, og forsvandt hen under broen.

De to medarbejdere fra Stadsmissionen kunne ikke bidrage med nogen som helst informationer. Børn kom og gik, og selvom de var der næsten hver aften, var det kun få af dem, som åbnede sig. Navnløse ansigter afløste hinanden. En del tog hjem igen, andre drog videre, og ikke så få døde.

Det var et faktum.

Overdoser eller selvmord.

Penge var et problem, alle ungerne havde til fælles, eller snarere manglen på dem, og en af medarbejderne fortalte, at der var restauranter, hvor børnene nu og da kunne få et opvaskerjob. For en hel dags arbejde, tolv timer, fik de et måltid varm mad og hundrede kroner. At flere af børnene også udførte seksuelle ydelser, kom ikke bag på Jeanette.

En pige i femtenårsalderen vovede sig frem og spurgte, hvem de var. Pigen smilede, og Jeanette så, at hun manglede flere tænder.

Jeanette tænkte sig om, inden hun svarede. Det nyttede ikke at lyve om deres ærinde. Hvis hun skulle vinde pigens tillid, var det lige så godt at sige det, som det var.

»Jeg hedder Jeanette og er politibetjent,« begyndte hun. »Det her er min kollega Jens.«

Hurtig smilede og rakte hånden frem for at sige goddag.

»Nå? Hvad vil I?« Pigen så Jeanette lige ind i øjnene og røbede ikke med en mine, at hun havde set Hurtigs fremstrakte hånd.

Jeanette fortalte om drabet på den unge dreng, og at de behøvede hjælp til at identificere ham. Hun viste pigen et billede, som de havde ladet en polititegner lave.

Pigen, som hed Aatifa, sagde, at hun plejede at holde til inde i City. Ifølge Stadsmissionens to medarbejdere var hun på ingen måde usædvanlig. Hun havde en mor og far, som var flyttet hertil fra Eritrea, og som nu var arbejdsløse. Sammen med sine forældre og seks søskende delte hun en udlejningslejlighed i Huvudsta. Fire værelser og et køkken.

Hverken Aatifa eller nogen af hendes venner genkendte den døde dreng eller vidste noget om ham. Efter to timer gav de op og spadserede tilbage til parkeringspladsen.

»Små voksne.« Hurtig rystede på hovedet og fandt sine bilnøgler frem. »Det er jo for helvede børn. Som burde lege og bygge huler.«

Jeanette så, at det gik ham på.

»Ja, og som tydeligvis bare kan forsvinde, uden at nogen savner dem.«

En ambulance kørte forbi med blinkende blå lys, men tavse udrykningshorn. Ved Tegelbacken svingede den til venstre og forsvandt ned i Klaratunnellen.

Den vemodige tomhed føltes som noget fysisk, og Jeanette trak frakken tættere om kroppen.

Åke lå og snorkede på sofaen, og hun lagde et tæppe over ham, inden hun gik op til soveværelset, klædte sig af og krøb nøgen ned under dynen. Hun slukkede sengelampen og lå i mørket uden at lukke øjnene.

Hørte vinden mod vinduesruden, suset fra træerne ude i haven og den fjerne summen fra motorvejen.

Hun følte sig trist til mode.

Hun ville ikke sove.

Hun ville forstå.