Datid

Fluens vinger sidder håbløst fast i tyggegummiet. Du kan lige så godt lade være med at flakse, tænker Kragepigen. Du kommer aldrig mere til at flyve. I morgen skinner solen som sædvanlig, men den skinner ikke på dig.

Da Martins far rører ved hende, viger hun instinktivt tilbage. De står på grusvejen uden for gamle Elsas hus, og han er stået af sin cykel.

»Martin har spurgt efter dig flere gange. Han savner sikkert nogen at lege med.«

Han rækker hånden frem og stryger hende over kinden.

»Jeg synes, det ville være hyggeligt, hvis du kom ned og badede sammen med os en dag.«

Victoria vender blikket bort. Hun er vant til at blive rørt ved og ved nøjagtig, hvad det fører til.

Hun ser det i hans blik, da han nikker, siger hej og fortsætter ned ad vejen. Fuldstændig som hun anede, standser han cyklen og vender sig om.

»Nå ja, det er rigtigt, I har vel ikke en plæneklipper, jeg må låne?«

Han er fuldstændig som de andre, tænker hun.

»Den står ved udhuset,« siger hun og vinker farvel.

Hun spekulerer på, hvornår han vil komme tilbage for at hente den.

Hun får en kvælende fornemmelse i brystet ved at tænke på det, for hun ved, at han så vil røre ved hende igen.

Hun ved det, men kan alligevel ikke holde sig væk fra søbredden.

På en måde, som hun ikke selv forstår, trives hun trods alt godt i familiens selskab, især med Martin.

Hans sprog er stadig uudviklet, men de fåmælte og indimellem svært forståelige kærlighedsytringer, han kommer med, er alligevel noget af det smukkeste, nogen har sagt til hende. Hans øjne lyser hver dag, når de genser hinanden, og han løber hen mod hende og omfavner hende.

De har leget, og de har badet og strejfet om i skoven. Martin har stolpret rundt på sine små ben i det ufremkommelige terræn i skoven og peget på ting, og Victoria har fortalt, hvad de hedder.

»Svamp«, har hun sagt, og »fyrretræ« og »bænkebider«, og Martin har forsøgt at efterligne lyden.

Hun lærer ham om skoven.

Først tager hun skoene af og mærker sandet krybe ind mellem tæerne og kilde hende forsigtigt. Hun tager trøjen af og mærker solen varme huden varsomt. Bølgerne slår friskt og køligt mod hendes ben, inden hun kaster sig i vandet.

Hun ligger i vandet så længe, at huden bliver rynket, og hun ville ønske, at den løsnedes eller faldt af, så hun kunne få en helt ny, uberørt hud.

Hun hører familien komme på stien. Martin udstøder et glædesskrig, da han får øje på hende. Han løber hen mod vandkanten, og hun skynder sig at gå ham i møde, så han ikke fortsætter ud i vandet og får vådt tøj.

»Min Pippi,« siger han og omfavner hende.

»Martin, du ved jo, at vi har besluttet at blive her, til efterårssemesteret begynder,« indskyder faren og ser på Victoria. »Så du behøver ikke kramme hende sønder og sammen lige i dag.«

Victoria besvarer Martins knus og mærker pludselig indsigten skylle ind over sig.

Så lidt tid.

»Gid det kun var dig og mig,« hvisker hun i Martins øre.

»Dig og mig,« gentager han.

Han har brug for hende, og hun har endnu mere brug for ham. Hun lover sig selv at plage livet af sin far for at få lov at blive heroppe så længe som muligt.

Victoria tager trøjen på over den våde badedragt og smutter i sandalerne. Hun tager Martins hånd og fører ham hen langs søbredden. Under den spejlblanke overflade ser hun en krebs kravle af sted på søbunden.

»Kan du huske, hvad den plante hedder?« spørger hun for at rette Martins opmærksomhed mod en bregne, mens hun rækker ud efter krebsen. Hun får et godt greb i den hårde skal og gemmer den bag på ryggen.

»Bregn?« siger Martin og kigger spørgende på hende.

Hun skratter af grin, og Martin griner også. »Bregn,« gentager han.

Midt i latteren tager hun krebsen frem og holder den op foran hans ansigt. Hun ser, hvordan det fordrejes af skræk, og han bryder ud i hysterisk gråd. Som for at sige undskyld kaster hun krebsen på jorden og tramper hårdt på den med skoene, indtil klosaksene slipper grebet. Hun lægger armene om ham, men han er utrøstelig.

Hun kan mærke, at hun har mistet kontrollen over ham. Det er ikke nok bare at være hende længere, nu kræves der noget mere, men hun ved ikke hvad.

At miste kontrollen over ham er som at miste kontrollen over sig selv.

Det er første gang, hans tillid til hende svigter. Han havde troet, at hun ville gøre ham fortræd, at hun var en af de andre, en af dem, som ville gøre en fortræd.

Hun vil ikke have, at tiden med Martin slutter, men hun ved, at faren kommer og henter hende på søndag.

Hun vil blive oppe i sommerhuset altid.

Hun vil være sammen med Martin.

Altid.

Han opfylder hende på en fuldkommen måde. Hun kan sidde og kigge på ham, mens han sover, se, hvordan hans øjne leger under de lukkede øjenlåg, lytte til hans små klynk. Den rolige søvn. Han har vist hende, hvordan den ser ud, at den findes.

Men lørdagen melder sig ubønhørligt.

De er som sædvanlig nede ved søen. Martin sidder på kanten af tæppet ved sine halvsovende forældres fødder og leger adspredt med de to dalaheste, som de har købt i en butik i Gagnef.

Himlen er blevet overtrukket af skyer, og eftermiddagssolen titter kun frem nu og da.

Victoria ved, at øjeblikket, hun har frygtet, nærmer sig med stormskridt. Afskeden.

»Nej, vi må hellere se at komme hjem nu,« siger moren og løfter hovedet op fra sin mands arm. Hun rejser sig og begynder at pakke picnickurven sammen. Hun tager dalahestene fra Martin, som kigger forbavset på sine tomme hænder.

Faren ryster tæppet og folder det sammen.

I græsset ses det svage aftryk af bøjede græsstrå, der hvor deres kroppe har ligget. Foran sig ser Victoria, hvordan græsset snart vil rejse sig mod himlen, og næste gang hun ser det her sted, vil det være, som om familien aldrig har eksisteret.

»Victoria, har du lyst til at spise middag hos os i aften?« siger moren. »Vi kan også prøve det nye kroketspil. Du og Martin kunne jo danne hold.«

Det dirrer i hende. Mere tid, tænker hun. Jeg får mere tid.

Hun tror nok, at gamle Elsa vil blive ked af det, hvis hun ikke tilbringer sin sidste aften sammen med hende, men hun kan ikke få sig selv til at sige nej. Det kan hun bare ikke.

Da familien begiver sig hjemad, er hun opfyldt af rolig forventning.

Hun pakker fortrøstningsfuldt sine badeting sammen, men i stedet for at gå lige hjem bliver hun hængende i området omkring bjælkehytterne nede ved søen og nyder roen og ensomheden.

Hun lader hænderne stryge over det glatte tømmer og tænker på al den tid, som bjælkerne har oplevet, alle de hænder, som har rørt ved dem, slidt dem blanke og fjernet al modstand. Det er, som om intet kan røre dem længere.

Hun vil være ligesom dem, uberørt.

Hun vandrer rundt i skoven i flere timer, ser, hvordan stammerne krummer sig, for at bladkronerne kan nå solen, eller hvordan de er blevet krogede af vinden, hvordan de er blevet angrebet af mos eller snylteplanter. Men dybt inde i hvert træ findes en fuldendt stamme. Det gælder bare om at finde den, tænker hun og synger højt for sig selv:

»Vi cykler rundt i verden

Vi spiller i gader og by’r

Vi spiller på alt, som giver lyd

Om så det er på vores styr.«

Derefter går hun ud af skoven og ind i en lysning.

Midt i skovens tætte grønne findes et sted, hvor lyset siver ned gennem trækronerne til de spinkle fyrretræer og det bløde mos.

Det er som en drøm.

Senere brugte hun flere dage på at genfinde denne lysning, men hvor meget hun end ledte, fandt hun aldrig tilbage, og efterhånden vidste hun heller ikke, om lysningen overhovedet havde eksisteret.

Men lige nu er hun der, og stedet er lige så virkeligt som hende selv.

Da Victoria når hen til gamle Elsas trappe, mærker hun et stik af uro. Skuffede mennesker kan gøre fortræd, selvom de ikke ønsker det. Det har hun måttet lære.

Hun åbner døren og hører lyden af gamle Elsas slæbende tøfler nærme sig. Da skikkelsen viser sig i entréen, ser Victoria, at Elsas ryg er lidt mere krumbøjet og ansigtet lidt blegere end sædvanligt.

»Hej, lille ven,« hilser Elsa, men Victoria er tavs.

»Kom ind, så sætter vi os, så vi kan snakke lidt,« fortsætter Elsa og begynder at gå ud mod køkkenet.

Victoria tager skoene af og følger med Elsa ud i køkkenet og sætter sig på stolen lige over for hende. Det er ved det her bord, de plejer at sidde og spille japansk whist. Elsa plejer at grine højt, så det giver genlyd i loftslampen, hver gang hun taber, hvorefter hun rækker sine rynkede hænder frem mod Victorias for at gribe dem og knuge dem.

»Min uovervindelige whistdronning,« siger hun så. »Sig, hvad din belønning skal være, og den skal blive din.«

Belønningen er altid kold kakao og opvarmede boller med smør på.

Men nu er det noget andet.

Victoria ser trætheden i Elsas øjne, munden er sammenbidt, og mundvigene hænger nedad.

»Min lille Victoria,« begynder hun og prøver at smile.

Victoria ser, at hendes øjne blinker, som om hun har grædt.

»Jeg ved, det er din sidste aften,« fortsætter hun, »og jeg ville allerhelst lave et festmåltid og spille kort hele aftenen … men jeg føler mig ikke rigtig rask, forstår du.«

Victoria ånder lettet op, inden hun opdager det skyldbevidste blik i Elsas øjne. Hun kan genkende det, som var det hendes eget. Som om også Elsa bar på den samme frygt for at få den kolde mælk hældt over hovedet, blive tvunget til at spise linser, indtil hun brækkede sig, ikke få fødselsdagsgaver, hvis hun havde brugt en forkert tone, blive straffet, hver gang hun gjorde noget forkert.

I gamle Elsas øjne synes Victoria, hun kan se, at også hun har lært, at det aldrig er nok at gøre det, så godt man kan.

»Jeg kan lave te,« siger Victoria oprømt. »Og putte dig og måske læse noget højt for dig, inden du sover.«

Elsas ansigt mildnes, munden trækkes op i et smil og åbnes for at lade latteren slippe ud.

»Du er alt for sød,« siger hun og stryger Victoria over kinden. »Men så bliver der ikke nogen festlig afskedsmiddag, og hvad vil du lave, efter at jeg er faldet i søvn? Det er da ikke sjovt for dig at sidde her i mørket helt alene.«

»Det skal du ikke tænke på,« siger Victoria. »Martins forældre sagde, at jeg måtte komme over og putte ham, og så kunne jeg spise middag der, sagde de. Så først putter jeg dig og bagefter Martin, og så bliver jeg oven i købet mæt.«

Elsa ler og nikker.

»Vi laver en salat, som du kan tage med.«

De stiller sig ved siden af hinanden ved køkkenbordet og skærer grøntsager.

Hver gang Victoria kommer for tæt på Elsa, kan hun mærke den stikkende lugt af tis, hvilket får hende til at tænke på faren.

Den hårde far.

Lugten giver hende kvælningsfornemmelser. Hun ved kun alt for godt, hvordan det smager i munden.

Gamle Elsa har appelsinkarameller, som hun må tage af uden at spørge. De ligger i en blikdåse på køkkenbordet. Hun åbner dåsen, når hun vil slippe for at tænke på ham. Hun ved aldrig på forhånd, hvornår tanken om ham overrumpler hende, så hun bider aldrig i karamellerne, ikke engang når der kun er en syleskarp stump tilbage i munden. Hun vil hellere døje med svie i ganen end stå forsvarsløs over for tanken om ham.

Hun sutter på karamellen, mens hun skærer agurken i tilpas tykke skiver. Der er stadig lidt jord på salatbladene, selvom Elsa har skyllet dem grundigt, men Victoria siger ikke noget, for hun ved, at Elsas øjne er for gamle til at se de små ting.

Hun vil ikke bebrejde hende det, men hun vil heller ikke spise af salaten. Hun vil ikke have mere snavs i sig.

Hun stopper dynen op om Elsa, som hun har lovet, men det er Martin, hun tænker på.

»Du er en smuk, lille pige. Husk det,« siger Elsa, inden Victoria lukker døren efter sig. Hun henter salaten og begiver sig med spændt forventning hen mod Martins hytte med salatskålen i hænderne.

Hun tænker på, hvor godt det ville være, hvis hun kunne overtale faren til at få lov at blive en uge til. Det ville jo være godt for alle. Og der er så mange spændende ting heromkring, hun stadig mangler at vise Martin.

Det eneste, der forstyrrer idyllen, er hendes tanker om Martins far. Hun synes, at hans blikke er blevet mere intense, hans latter er blevet hjerteligere, og hans hænder bliver liggende lidt længere på hendes skuldre. Men hun er villig til at acceptere det for at slippe væk fra sin egen far en uge til. Det plejer jo aldrig at være så slemt de første gange, tænker hun. Det er først, når de tager hende for givet, at de tør være lidt mere uforsigtige.

Da hun går ind i indkørslen op til hytten, kan hun høre nogen, som råber derinde. Det lyder som faren, og hun tager langsommere skridt nu. Døren er halvvejs åben, og hun kan høre plaskende lyde inde fra huset.

Hun går hen til døren, åbner den helt og kommer samtidig til at røre ved den gamle dørklokke, som hænger i døråbningen. Den giver en dump klang fra sig.

»Er det dig, Pippi?« råber faren inde fra køkkenet. »Kom ind, kom ind.«

Der lugter godt i entréen.

Victoria går ind i køkkenet. På gulvet står Martin i en lille badebalje. Moren sidder i gyngestolen henne ved vinduet og strikker. Hun sidder med ryggen til, men drejer hovedet i en hurtig hilsen til Victoria. Faren sidder med bar overkrop og korte bukser på gulvet ved siden af Martins badebalje.

Victoria bliver helt kold, da hun ser, hvad han laver.

Martin har sæbe over hele kroppen, og faren smiler bredt til hende. Han holder den ene arm rundt om Martins numse og vasker ham med den anden.

Victoria stirrer bare.

»Ja, der skete et lille uheld,« siger faren. »Martin lavede i bukserne, da vi legede oppe i skoven.«

Faren skrubber omhyggeligt drengens underliv. »Det skal være ordentlig rent, forstår du nok,« siger han til ham.

Victoria ser faren gribe fat i den lille tissemand med tommelog pegefinger. Med den anden hånd gnider han forsigtigt på det rødlilla i spidsen.

Hun genkender billedet. Faren med barnet og moren i samme værelse med ryggen til dem.

Pludselig føles skålen så tung, at den glider ud af hendes hænder. Tomater, agurk, løg og salatblade eksploderer på gulvet. Martin begynder at græde. Moren lægger strikketøjet fra sig og farer op af gyngestolen.

Victoria bevæger sig baglæns hen mod døren.

Hun begynder at løbe allerede ude i entréen.

Hun løber ned ad trappen, snubler og falder på hovedet ned i gruset, men rejser sig straks og fortsætter med at løbe. Hun løber ned ad indkørslen, ud gennem den åbne låge, videre hjem langs vejen og op på gårdspladsen. Grædende slynger hun døren op til huset og kaster sig på sengen.

Der er kaos i hendes indre. Hun ved, at Martin vil blive ødelagt; han vil blive stor, han vil blive en mand, han vil blive som alle andre. Hun ville have beskyttet ham mod det, givet sig selv for at redde ham. Men hun var kommet for sent.

Alt det smukke var gået tabt, og det var hendes skyld.

Så banker det forsigtigt på døren. Hun hører Martins fars stemme udenfor. Hun kryber hen til døren og låser den.

»Er der noget galt, Victoria? Hvorfor blev du så ked af det?«

Hun prøver at rejse sig, men gulvbræddernes knirken har åbenbart til hensigt at afsløre, at hun blot er nogle sølle få centimeter borte.

»Victoria, vil du ikke godt lukke op? Vi kan jo høre, at du er derinde.«

Hun ved, at hun ikke kan åbne døren nu. Det ville være alt for pinligt.

I stedet lister hun sig ind i soveværelset, åbner vinduet på bagsiden og klatrer ud. Hun går i en stor bue rundt om udhuset og ud på grusvejen. Da de hører hende komme, vender de sig om og går hen mod hende.

»Men der er du jo, vi troede, du var derinde. Hvor blev du af?«

Hun kan mærke, at hun er lige ved at grine.

Moren og faren med barnet i favnen, indsvøbt i et håndklæde.

De ser så komiske ud.

Så bange.

»Jeg skulle sådan skide,« lyver hun uden at forstå, hvor ordene kommer fra, men de lyder godt.

De griner ligesom hende og omfavner hende.

Moren bærer hende tilbage til deres hytte, og det er der ikke noget underligt ved.

Hendes arme er nogenlunde trygge, som arme plejer at være, når alt er godt igen.

Så er der ikke noget at være bange for.

Hendes ben slår mod morens lår for hvert skridt, hun tager, men det ser ikke ud til at røre hende. Hun går beslutsomt videre. Som om Victoria hørte hjemme hos dem.

»Kommer I tilbage næste sommer?« spørger hun og mærker morens kind mod sin.

»Ja, vi gør,« hvisker hun. »Hver sommer kommer vi tilbage til dig.«

Den sommer har Martin seks år tilbage at leve i.