Huddinge Sygehus

Karl Lundström stod for at blive tiltalt for besiddelse af børnepornografi og seksuelt misbrug af sin datter Linnea. Mens Sofia Zetterlund drejede af mod Huddinge Sygehus, tænkte hun på, hvad hun vidste om hans baggrund.

Karl Lundström var fireogfyrre og havde en høj stilling på Skanska som ansvarlig for flere af landets større bygge- og anlægsprojekter. Hans hustru, Annette, var enogfyrre, og datteren Linnea fjorten. Familien var i de sidste ti år flyttet et halvt dusin gange mellem Umeå i nord og Malmö i syd og boede nu i en stor, gammel villa nede ved Edsviken i Danderyd. Lige nu var der en stor politimæssig undersøgelse i gang for at kortlægge den mulige pædofiliring, han måske indgik i.

Konstante flytninger, tænkte hun, mens hun drejede ind på parkeringspladsen. Et typisk mønster hos pædofile. Flytter for at undgå at blive opdaget og slippe for mistanker om strafbare forhold i familien.

Hverken Annette Lundström eller datteren Linnea ville vedkende sig det, som var sket. Moren var fortvivlet og benægtede alt, mens datteren var sunket ned i en apatisk tilstand af total tavshed.

Hun parkerede uden for hovedindgangen og gik ind gennem vestibulen. På vej op besluttede hun sig for at kigge materialet igennem en gang til.

Af det, som var fremkommet under politiets afhøringer og i den indledende fase af den retspsykiatriske undersøgelse, kunne man udlede, at Karl Lundström var meget selvmodsigende.

Afhøringerne var ordret gengivet i udskrifterne, og han havde blandt andet fortalt om, hvordan han og de andre mænd i den mulige pædofiliring gik frem.

Ifølge Lundström fandt mændene hinanden overalt, eftersom der var noget, de så og genkendte i hinandens relationer til børn. Han talte om en fysisk tiltrækning til børnene, som sjældent blev opfattet af andre, men som de pædofile rent instinktivt registrerede hos hinanden. Nogle gange, når alt gik op i en højere enhed, kunne de ordløst bekræfte hinandens tilbøjeligheder bare med blikke eller kropssprog.

På overfladen passede han meget godt til en vis type mænd med pædofile eller efebofile personlighedsforstyrrelser, som Sofia flere gange var blevet konfronteret med.

Deres vigtigste våben var evnen til at undertrykke, manipulere, opbygge tillid og fremkalde skyldfølelser og underkastelse hos deres ofre. I sidste ende kom det ligefrem til at handle om en slags gensidig afhængighed mellem offer og gerningsmand.

De havde ikke kun interessen for børnene til fælles. De delte også samme kvindesyn. Deres koner var undertrykte; de vidste, hvad der foregik, men greb aldrig ind.

Sofia stoppede dokumenterne ned i tasken.

»Nå, vi kan vel lige så godt få det her overstået. Du skal bedømme min mentale tilregnelighed. Hvad vil du vide?«

Sofia så på manden, som sad foran hende.

Karl Lundström havde tyndt, lyst hår, som var begyndt at blive gråt. Hans øjne var trætte og lidt hævede, og hun syntes, at blikket udstrålede en slags trist alvor.

»Jeg vil gerne have, at vi taler om dit forhold til din datter,« sagde hun. Det var lige så godt at gå lige til sagen.

Han lod hånden glide hen over skægstubbene.

»Jeg elsker Linnea, men hun elsker ikke mig. Jeg har forgrebet mig på hende, og jeg har tilstået det for at gøre alting lettere for os alle. Familien altså. Jeg elsker min familie.«

Stemmen lød træt og uengageret, og det træge tonefald gav det, han sagde, en forkert klang.

Han var blevet anholdt efter lang tids efterforskning, og det børnepornografiske materiale, man havde fundet i hans computer, indeholdt flere billeder og filmsekvenser med datteren. Fandtes der andet alternativ end at tilstå?

»På hvilken måde tror du, det gør det lettere for dem?«

»De skal beskyttes. Mod mig og andre.«

Hans påstand lød så underlig, at hun følte, det krævede et uddybende spørgsmål.

»Beskyttes mod andre? Hvilke andre mener du?«

»Sådan nogle, som kun jeg kan beskytte dem imod.«

Han slog ud med armen, og hun mærkede hans svedlugt. Han havde formentlig ikke vasket sig i flere dage.

»Hvis jeg fortæller politiet, hvad alt det her handler om, kan Annette og Linnea få beskyttede personoplysninger. De ved ganske enkelt for meget. Der findes mange mennesker, som er farlige. Et menneskeliv er intet værd for dem. Tro mig, jeg ved det. Gud har ikke rørt ved disse mennesker, de er ikke hans børn.«

Hun forstod, at Karl Lundström henviste til aktørerne i handlen med børnesex. Under politiets afhøringer havde han udførligt forklaret, at Organizatsija, den russiske mafia, gentagne gange havde truet ham, og at han frygtede for sin families liv. Sofia havde talt med Lars Mikkelsen, som mente, at Karl Lundström løj. Den russiske mafia arbejdede ikke på den måde, han beskrev, og hans forklaringer var fuld af selvmodsigelser. Desuden havde han ikke kunnet give politiet et eneste håndgribeligt bevis, som kunne bekræfte et trusselsbillede.

Mikkelsen havde sagt, at han troede, Karl Lundström ville have familiens identitet beskyttet af den enkle grund, at de skulle undgå skammen.

Sofia havde mistanke om, at Karl Lundström måske forsøgte at konstruere en for ham selv formildende omstændighed. Ved at iklæde sig en slags helterolle i kontrast til det, som virkelig var sket.

»Angrer du det, du har gjort?« Hun var nødt til at stille det spørgsmål før eller siden.

Han så fraværende ud.

»Angrer?« sagde han efter et øjebliks tavshed. »Det er kompliceret … Undskyld, hvad var det, du hed? Sofia?«

»Sofia Zetterlund.«

»Ja, det er rigtigt. Sofia betyder visdom. Et godt navn for en psykolog … Undskyld. Det ligger sådan …« Han trak vejret tungt. »Vi … altså jeg og de andre, vi kunne frit bytte koner og børn med hinanden. Og jeg tror, at det til sidst skete i stiltiende forståelse med Annette. Også de andres koner … På samme måde, som vi mænd instinktivt fandt hinanden, valgte vi også vores kvinder. Vi mødtes i skyggernes hjem, hvis du forstår, hvad jeg mener?«

Skyggernes hjem? tænkte Sofia. Hun genkendte det udtryk fra forundersøgelsesmaterialet.

»Annettes hjerne er ligesom lukket af,« fortsatte han uden at vente på hendes svar. »Hun er ikke dum, men hun vælger ikke at se det, som hun ikke bryder sig om. Det er hendes selvforsvar.«

Sofia vidste, at fænomenet ikke var usædvanligt. De nærtstående udviste ofte en passivitet, som gjorde, at overgrebene kunne fortsætte.

Men Karl Lundströms svar var undvigende. Hun havde spurgt, om han angrede det.

»Forstod du aldrig, at det, du gjorde, var forkert?« forsøgte hun i stedet.

Han sad tavs et øjeblik, så sukkede han igen og lænede sig frem over bordet.

»Du må definere ordet forkert, hvis jeg skal kunne forstå, hvad du mener. Kulturelt forkert, socialt forkert eller forkert på nogen anden måde?«

Nu vågnede han op. Øjnene fik en ny skarphed, og hans kropsholdning blev mere sikker.

»Karl, prøv at beskrive forkert på din måde, ikke nogen andens.«

»Jeg har aldrig påstået, at jeg har gjort noget forkert. Jeg har bare handlet ud fra en drift, som alle mænd har, men som de undertrykker.«

Sofia forstod, at nu kom forsvarstalen.

»Læser du ikke bøger?« fortsatte han. »Der går en rød tråd fra antikken og frem til i dag. Læs Archilochos … En myrtekvist bar hun glad i hånden, og roser i fager blomstring fra håret, min skygge faldt på hendes skuldre, og jomfrukroppen hos gamle mænd antændte kærlighedsflammen … Grækerne har skrevet om det. Alkmans korlyrik hylder det sensuelle hos barnet. Barnløs lever den ensomme sit liv og savner dem bittert. Og af sin længsel fortæret går han til skyggernes hjem … I nittenhundredtallet skrev Nabokov og Pasolini det samme, for nu at nævne nogle. Pasolini skrev dog om drenge.«

Sofia genkendte flere formuleringer fra afhøringerne.

»Hvad mente du med, at I kunne mødes i skyggernes hjem?« spurgte hun.

Han smilede til hende.

»Det er bare et billede. En metafor for et hemmeligt, forbudt sted. Der findes masser af poesi, psykologi, etnologi og filosofi, man kan trøste sig med, hvis man gerne vil føle sig forstået. Jeg er jo ikke ensom, men det føles, som om jeg er ensom i min tid. Hvorfor er det, jeg attrår, forkert nu?«

Sofia forstod, at det her var et spørgsmål, han længe havde tumlet med. Hun vidste, at pædofili ikke rigtig kan helbredes. Det handler snarere om at få den pædofile til at indse, at perversionen ikke er acceptabel, og at den skader andre. Men hun afbrød ham ikke, for hun ville vide mere om, hvordan han ræsonnerede.

»Det er i bund og grund ikke forkert, det er ikke forkert for mig, og faktisk tror jeg heller ikke, det er forkert for Linnea. Det er en konstrueret social eller kulturel fejl. Ergo: Det er ikke en fejl i ordets egentlige forstand. Der var de samme tanker og følelser for to tusind år siden som nu, men det kulturelt rigtige er blevet kulturelt forkert. Vi har bare lært, at det er forkert.«

Sofia syntes, at hans ræsonnement var provokerende irrationelt.

»Du mener altså, at det er umuligt at revurdere en gammel opfattelse?«

Han så skråsikker ud.

»Ja. Hvis det strider mod naturen.«

Karl Lundström lagde armene over kors og så pludselig fjendtlig ud. »Gud er naturen …« mumlede han.

Sofia sad tavst og ventede på fortsættelsen, men da den ikke kom, besluttede hun at gribe samtalen an fra en anden vinkel.

Tilbage til skammen.

»Du taler om, at der findes mennesker, som du vil beskytte din familie imod. Jeg har læst i politiets afhøringer af dig, at du siger, du er blevet truet af den russiske mafia.«

Han nikkede.

»Er der andre grunde til, at du ønsker, at Annette og Linnea skal have beskyttet deres identitet?«

»Nej,« lød det korte svar.

Hun lod sig ikke overbevise af hans skråsikre holdning. Hans modvilje mod at ræsonnere signalerede tvivl stik imod hans hensigt. Der fandtes en skam hos denne mand, selvom den lå begravet dybt inde i ham.

Hun gjorde et nyt forsøg.

»Du konstaterer, at det moderne samfund fordømmer din handlemåde?«

Han nikkede irriteret.

»Tror du, at din familie føler skam over det, du har gjort?«

Han udstødte et suk, men svarede ikke.

»Du har også sagt, at du er bevidst om, at du har påført din datter skade, fordi din handlemåde ikke bliver accepteret i en moderne retsstat …?«

»Jeg har forsørget dem,« afbrød han. »De har aldrig manglet noget, og jeg har intet at skamme mig over som far og familieoverhoved.«

Han lænede sig ind over bordet igen. Intensiteten i hans øjne var vendt tilbage, og hun veg tilbage, da hun mærkede lugten af ham.

Det var ikke bare sved. Hans åndedræt lugtede af acetone.

»Hvad bilder du dig ind at spørge mig om skam?« fortsatte han. »Nu skal jeg fortælle dig noget, noget, som jeg ikke har sagt til politiet …«

Hans humørsvingninger gjorde Sofia urolig. Stanken af acetone kunne være et tegn på manglende kalorier og næring, på at han ikke spiste. Tog han medicin?

»Der findes mænd, helt almindelige mænd omkring os, måske en kollega til dig, en slægtning, hvad ved jeg. Jeg har aldrig købt et barn, men det har disse mænd …«

Hans pupiller virkede normale, men hendes erfaring med psykofarmaka sagde hende, at der var noget galt.

»Hvad mener du?«

Han lænede sig tilbage igen og syntes at slappe lidt af.

»Politiet har fundet ting i min computer, som er kompromitterende for mig, men hvis de virkelig vil have fat i noget, skal de lede i en hytte oppe i Ånge. Der findes en person, som hedder Anders Wikström. Politiet burde undersøge hans kælder.«

Lundströms blik flakkede, og Sofia tvivlede på sandfærdigheden i det, han sagde.

»Anders Wikström købte børn af en mand fra Organizatsija. Tredje brigade, eller hvad de nu kalder det. Solntsevskaja Bratva. Der ligger to videofilm i et skab. På den første er det en dreng på fire år, og manden er en børnelæge fra Sydsverige. Man ser aldrig hans ansigt på filmen, men han har et modermærke på låret, som ligner et trekløver og let kan identificeres. På den anden film er det en syvårig pige, som er sammen med Anders, to andre mænd og en thailænder. Det var forrige sommer, og det er den mest modbydelige af filmene.«

Karl Lundström trak vejret overfladisk gennem næsen, og hans adamsæble hoppede op og ned, mens han talte. Sofia følte fysisk væmmelse ved at se på ham. Hun vidste ikke, om hun ville høre mere, og hun havde svært at forholde sig sagligt til det, han fortalte.

Men hvordan hun end så på det, så var det hendes pligt at lytte og prøve at forstå ham.

»Skete det forrige sommer?«

»Ja … Anders Wikström er den tykke på filmen. De andre, som var med, ville ikke sige, hvad de hed, og man kan se, at thailænderen egentlig ikke har lyst til at være der. Hun drak en masse spiritus, og på et tidspunkt, hvor hun ikke gjorde, som Anders sagde, gav han hende en lussing.«

Sofia vidste ikke, hvad hun skulle tro.

»Jeg kan forstå, at du har set de film,« forsøgte hun. »Men hvordan kan du kende til alle detaljerne omkring optagelserne?«

»Jeg var der, da filmen blev optaget,« sagde han.

Sofia vidste, at hun var tvunget til at meddele politiet det, han lige havde fortalt.

»Har du flere erfaringer med den type overgreb?«

Karl Lundström så trist ud. »Jeg skal fortælle dig, hvordan det foregår,« begyndte han. »Lige nu sidder cirka fem hundred tusind mennesker opkoblet til nettet og udveksler børnepornografisk materiale i form af billeder eller film. For at få adgang til materialet forudsætter det en modydelse i form af, at du producerer dit eget materiale. Det er ikke så svært, hvis man har de rigtige kontakter. Så kan selv du bestille et barn på nettet. For hundred og halvtreds tusind får du en latinamerikansk dreng, som du henter et sikkert sted. Drengen eksisterer ikke officielt, og han er altså din. Det siger sig selv, at du kan gøre med ham, hvad du vil, og oftest ender det naturligvis med, at han forsvinder. Det skal du også betale for, hvis du ikke selv har modet til at slå ham ihjel, og det er der jo næsten ingen, der har. Det koster ofte mere end de hundred og halvtreds tusind, du allerede har betalt, måske ligefrem det dobbelte, og man købslår ikke med den slags mennesker.«

Oplysningerne var ikke nye for Sofia. De fremgik af politiafhøringerne, men de gjorde hende skidt tilpas. Det mærkedes som et tryk i maven og en tørhed i halsen.

»Siger du, at du altså selv har købt et barn?«

Karl Lundström smilede træt. »Nej. Men som sagt, så kender jeg folk, som har gjort det. Anders Wikström købte børnene, som var med i de film, jeg lige fortalte om.«

Sofia gjorde en synkebevægelse. Det brændte i halsen, og hænderne rystede.

»Hvordan føltes det at være vidne til alt det?«

Han smilede igen. »Jeg blev ophidset. Hvad troede du?«

»Deltog du?«

Han lo. »Nej, jeg så bare på … Gud er mit vidne.«

Sofia betragtede ham. Hans mund smilede stadig, men øjnene så sørgmodigt tomme ud.

»Du vender ofte tilbage til Gud. Vil du fortælle mere om din tro?«

Han trak på skuldrene og hævede spørgende øjenbrynene.

»Min tro?«

»Ja.«

Endnu et suk. Han lød resigneret, da han fortsatte. »Jeg tror på en guddommelig sandhed. En Gud, som findes hinsides vores fatteevne. En Gud, som stod mennesket nært i urtiden, men hvis stemme inden i os er klinget ud igennem århundrederne. Jo mere Gud er blevet institutionaliseret med menneskelige påfund som kirke og præster, desto mindre findes der tilbage af det oprindelige.«

»Og hvad er det oprindelige?«

»Gnosis. Renhed og visdom. Jeg troede, Gud fandtes i Linnea, da hun var lille og … jeg troede, jeg havde fundet ham. Men jeg ved ikke rigtig, jeg tog nok fejl. Et barn i dag er mere uren ved fødslen. Det bliver forgiftet allerede i livmoderen af bruset fra verden udenfor. Et simpelt brus af jordisk falskhed og smålighed, meningsløse ord og tanker om materielle, forgængelige ting …«

De sad tavse et stykke tid, og Sofia grundede over, hvad der var blevet sagt.

Hun spekulerede på, om Karl Lundströms religiøse grublerier på nogen måde kunne forklare, hvorfor han havde forgrebet sig på sin datter, og hun følte, at hun blev nødt til at nærme sig kernen i det, som samtalen handlede om.

»Hvornår udsatte du Linnea for et seksuelt overgreb første gang?«

Hans svar kom automatisk.

»Hvornår? Tja … da hun var tre. Jeg burde have ventet nogle år, men det blev bare sådan … Det skete ligesom ved et tilfælde.«

»Fortæl om, hvordan du oplevede det netop den gang. Og fortæl også, hvordan du ser på det i dag.«

»Tja … jeg ved ikke rigtig. Det er svært for mig.« Lundström flyttede sig uroligt og gjorde flere tilløb til at begynde at fortælle. Munden åbnedes og lukkedes nogle gange, og adamsæblet rørte sig, når han gjorde en synkebevægelse.

»Det var … som sagt lidt af et tilfælde,« sagde han til sidst. »Det var egentlig ikke nogen god lejlighed, for vi boede i en villa inde i det centrale Kristianstad dengang. Midt inde i byen, hvor alle kunne se, hvad der foregik.«

Han holdt inde og lod til at tænke efter.

»Jeg badede hende ude i haven. Hun havde et soppebassin, og jeg spurgte hende, om jeg også måtte bade, og det ville hun gerne have. Vandet var lidt koldt, så jeg tog slangen med for at fylde varmt vand i. Det var et af disse gamle mundstykker af metal med en knop på. Den havde ligget ude i solen hele dagen og var varm og dejlig at røre ved. Så sagde hun, at den var en tissemand …«

Han så forlegen ud. Sofia nikkede til ham, at han skulle fortsætte.

»Så forstod jeg, at hun tænkte på min, eller jeg ved ikke …«

»Hvordan havde du det så?«

»Jeg, jeg var ligesom svimmel … Det smagte som jern i munden, lidt som blod. Det kommer måske fra hjertet? Det gør alt blod jo.« Han tav.

»Så du stak slangemundstykket i hende, og du synes ikke, du gjorde noget forkert?« Sofia havde det skidt og måtte kæmpe for at skjule sin afsky.

Karl Lundström så træt ud og svarede ikke.

Hun besluttede sig for at gå videre. »Du sagde tidligere, at du troede, du havde fundet Gud i Linnea? Har det noget at gøre med det, der skete i Kristianstad? Med dine tanker om rigtigt og forkert?«

Han rystede langsomt på hovedet. »Du forstår det ikke …«

Nu så han Sofia lige ind i øjnene og udviklede langsomt sit ræsonnement.

»Vort samfund bygger på en konstrueret moral … Hvorfor er mennesket ikke perfekt, når det er et billede af Gud?«

Han slog ud med hånden og besvarede selv spørgsmålet.

»Det er, fordi det ikke er Gud, som har skrevet Bibelen, det har mennesker gjort … Den sande gud befinder sig hinsides følelsen af rigtigt eller forkert, hinsides Bibelen …«

Sofia forstod, at han ville fortsætte med at tale i cirkler omkring spørgsmålet om rigtigt og forkert.

Hun havde måske stillet det forkerte spørgsmål fra begyndelsen?

»Gud i Det Gamle Testamente er uberegnelig og misundelig, fordi han egentlig er et menneske. Der findes en oprindelig sandhed om menneskets væsen, som Bibelens Gud ikke kender til.«

Hun så på uret, at samtalen skulle til at slutte, men lod ham fortsætte.

»Gnosis. Sandhed og visdom. Det burde du vide, eftersom du hedder Sofia. Det er græsk og betyder visdom. I gnosticismen er Sofia det kvindelige væsen, som forårsager faldet.«

Da Lundström var blevet hentet og ført tilbage til fængslet, blev Sofia siddende tilbage og gjorde sig sine tanker. Hun kunne ikke lade være med at tænke på Lundströms datter, Linnea. Knap nok en teenager, men allerede såret så dybt, at det ville præge hende resten af livet. Hvordan ville det gå hende? Ville Linnea ligesom Tyra Mäkelä selv komme til at misbruge andre? Hvor meget kan et menneske udholde, inden det går fuldstændig i stykker og bliver et monster?

Sofia bladrede i sine papirer og ledte efter fakta om datteren. Det eneste, der fandtes, var nogle kortfattede oplysninger om pigens skolegang. Første år på kostskolen i Sigtuna. Gode karakterer. Frem for alt dygtig til idræt. Skolemester i 800 meter.

En pige, som kan løbe fra de fleste, tænkte Sofia.