Datid

Den gamle knark kan være hvem som helst, og hun har aldrig set ham før. Alligevel synes han åbenbart, at han har ret til at kommentere hendes påklædning. Selv synes Kragepigen, at hans kaptajnsjakke er helt okay, og så er det ikke mere end rimeligt at spytte ham i ansigtet i stedet.

På den vestre høj i Sigtuna ligger de ti elevhjem, som tilhører kostskolen. Skolen, hvor der tidligere har gået elever som kong Carl 16. Gustav, Olof Palme samt fætrene Peter og Marcus Wallenberg, emmer af aner og tradition.

Den flotte, gule hovedbygning er af samme grund imprægneret mod skandaler.

Det første, Victoria Bergman lærer, er, at alt, der sker her, forbliver her, og den ordning kender hun kun alt for godt fra tidligere.

I denne boble af stum skræk har hun gennemlevet hele sin barndom. Den står helt tydeligt for hende, tydeligere end hver enkelt hændelse.

Sigtunas integritet er intet i sammenligning.

Allerede da hun stiger ud af bilen, mærker hun en befrielse, som hun ikke har oplevet, siden dengang hun var alene i Dala-Floda. Hun kan straks trække vejret friere. Hun ved, at hun slipper for at lytte efter skridt uden for soveværelsesdøren.

Ved modtagelsen præsenteres hun for de to piger, som hun skal dele værelse med i det næste semester.

De hedder Hannah og Jessica. De er også fra Stockholm, og hun synes, de virker stille og ordentlige for ikke at sige kedelige. De er meget opsatte på at fortælle, at deres forældre har høje stillinger i Stockholms retsvæsen, og de antyder, at de er forudbestemt til at gå i forældrenes fodspor og uddanne sig til jurister.

Victoria kigger ind i deres naive, blå øjne, og ved straks, at de aldrig kommer til at udgøre nogen fare for hende.

De er for svage.

Hun opfatter dem som to viljeløse dukker, som altid lader andre tænke og planlægge for dem. De er som skygger af individer. Knap nok interesserede i noget. Næsten ikke til at sætte fingeren på.

I løbet af den første uge fornemmer Victoria, at nogle af pigerne i ældste klasse planlægger noget. Hun registrerer muntre blikke, som udveksles mellem spisesalsbordene, en overdreven høflighed og en tilbøjelighed til altid at være i nærheden af såvel hende som de andre nye elever. Alt dette gør hende mistænksom.

Og det med rette, skal det vise sig.

Gennem omhyggelige observationer af øjekast og bevægelser opdager Victoria hurtigt, hvem der er gruppens uformelle leder. Hun hedder Fredrika Grünewald og er høj og mørkhåret. Victoria synes, at Fredrikas aflange ansigt og store fortænder får hende til at ligne en hest.

Victoria benytter lejligheden i en frokostpause. Hun ser Fredrika gå ud på toilettet og følger diskret efter.

»Jeg ved, hvad I har tænkt jer med de nye elever,« lyver hun lige op i ansigtet på en forbavset Fredrika. »Og I skal ikke tro, at jeg under nogen omstændigheder går med til det.« Hun lægger armene over kors og hæver nonchalant hovedet. »I hvert fald ikke uden at skabe problemer for jer.«

Fredrika bliver tydeligt imponeret af Victorias selvsikre ligefremhed. Under en konspiratorisk samtale ryger de i smug hver sin cigaret, samtidig med at Victoria fremlægger en plan, som hun påstår vil sætte en stopper for alle fremtidige indvielsesritualer.

Det er i hvert fald sikkert, at det vil ende med en skandale, og Fredrika Grünewald bliver især opildnet af Victorias dramatiske billede af, hvad der kommer til at stå på formiddagsavisernes spisesedler: »SKANDALE PÅ KONGENS SKOLE! UNGE PIGER FORNEDRET I RITUAL!«

I løbet af ugen er hun stadig mere sammen med sine værelseskammerater, Hannah og Jessica. Hun lokker dem til at udveksle fortroligheder, og det lykkes hende på kort tid at gøre dem til sine venner.

Fredag aften, da de er samlet på værelset, åbner Victoria sin rygsæk med et stolt og hemmelighedsfuldt smil på læberne.

»Dyrk lige det her,« siger hun.

Hannah og Jessica kigger med store øjne på de tre flasker Aurora, som det er lykkedes Victoria at smugle ind.

»Er der nogen, som vil dele?«

Hannah og Jessica ler usikkert og kigger rådvildt på hinanden, inden de svarer med ivrige nik.

Victoria skænker op i store glas til pigerne, overbevist om, at de ikke har nogen anelse om, hvor meget de kan tåle.

De drikker hurtigt og nysgerrigt og snakker højrøstet.

Deres fnisen går snart over i mumlen og træthed. Ved totiden er flaskerne tømt. Hannah er allerede faldet i søvn på gulvet, og Jessica vakler med stort besvær hen til sin seng og falder straks i søvn.

Victoria selv har kun taget et par slurke, og hun lægger sig nervøs og forventningsfuld i sin seng.

Lysvågen ligger hun og venter.

Som aftalt dukker de ældre piger op klokken fire om morgenen. Hannah og Jessica vågner, da de bliver båret ned gennem gangen, ned ad trappen og hen over gårdspladsen til redskabsskuret ved pedellens bolig, men de er så omtågede, at de ikke har en chance for at gøre modstand.

Inde i skuret skifter pigerne tøj og tager lyserøde kapper og grisemasker på. Maskerne har de lavet af plastickrus og lyserødt stof, som de har klippet huller i til øjnene. De har malet smilende munde med sort tusch, og to sorte prikker markerer trynen.

Krusene er fyldt med strimler af sølvpapir, og de sætter maskerne fast omkring hovedet med elastikker. Da de har klædt om, tager en af pigerne et videokamera frem, og en anden begynder at snakke. Lyden, som kommer fra den udstående tryne, lyder mere som en dirrende, metallisk hvæsen end rigtige ord.

Victoria bemærker, at en af de ældre piger forlader skuret.

»Bind dem,« hvæser en anden.

De maskerede kaster sig over Hannah, Jessica og Victoria, sætter dem på hver sin stol, bagbinder dem med kraftig gaffatape og giver dem bind for øjnene.

Victoria sidder tilbagelænet i al tilfredshed og hører pigen, som gik ud, komme ind i skuret igen.

Hun overrumples af stanken, som pigen fører med sig.

Senere samme morgen prøver Victoria at skrubbe stanken af huden, men den synes at have bidt sig fast.

Det hele var gået værre, end hun havde forestillet sig.

Ved daggry står hun uden for Fredrikas dør, og da Fredrika vågner, sidder Victoria overskrævs på hende.

»Hit med videokassetten,« hvæser hun stille for ikke at vække værelseskammeraterne, mens Fredrika forsøger at forsvare sig.

Victoria holder hendes hænder i et fast greb.

»Faneme nej,« siger Fredrika, men Victoria kan høre, hvor bange hun er.

»Du lader til at glemme, at jeg ved, hvem I er. Jeg er den eneste, som ved, hvem der gemte sig bag de der masker. Skal din far høre om, hvad I gjorde mod os, hva’?«

Fredrika forstår, at hun ikke har noget valg.

Victoria tager trappen op til medierummet og laver to kopier af kassettebåndet. Den første film vil hun lægge i postkassen på busholdepladsen i en frankeret kuvert adresseret til hende selv på Värmdö, den anden vil hun have i reserve og sende til aviserne, hvis de nogensinde prøver på noget med hende igen.