Svartsjölandet

Hurtig ringede om morgenen, og Jeanette Kihlberg kørte direkte ud til Svartsjölandet for at lede efterforskningen af drabet på den hviderussiske dreng. De eneste rigtige fund, man gjorde, var dels to skoaftryk, et fra en større sko og et fra en mindre, næsten et barns, samt hjulmærkerne fra en bil. Teknikerne havde taget nogle afstøbninger, som først ville kunne bruges, når man havde noget at sammenligne dem med.

Omkring hundred meter fra findestedet bemærkede Åhlund, at samme køretøj havde skrabet mod et træ, så hvis det var gerningsmandens bil, vidste man, at den var blå.

Anklager von Kwist havde i formiddagens løb besluttet, at der skulle foretages en udvidet retsmedicinsk obduktion i Jurij Krilov-sagen, hvilket er den mest grundige type obduktion i Sverige, og som altid udføres, når det drejer sig om forbrydelser af denne art.

Jeanette håbede, at det blev Ivo Andrić, som skulle undersøge liget.

Hun havde det trods omstændighederne udmærket, selvom de to døde drenge betød, at hun blev presset af anklageren, som ville se et hurtigt resultat.

Han ville stadig ikke gå med til en efterlysning af Jimmie Furugård.

Den kraftodder, tænkte Jeanette. Havde han bare passet sit job, havde man enten kunnet henlægge eller intensivere efterforskningen af Furugård.

Nogen derude røvede børn, som ingen savnede, og mishandlede dem derefter så voldsomt, at de døde af det. Og selvom man var gået ud i de store aviser og havde bedt offentligheden om hjælp til at identificere drengen på Thorildsplan, havde telefonerne været tavse.

Derimod havde et indslag i TV3’s Efterlyst ført til, at flere svært forstyrrede personer havde påtaget sig ansvaret for ugerningen. Ofte kunne sådanne indslag hjælpe en efterforskning, som var gået i stå, men i det her tilfælde havde det kun kostet kostbar tid. Man var jo trods alt tvunget til at tale med personerne, selvom man på forhånd vidste, at det ikke ville give noget.

Alle, som havde ringet, havde været mænd. Mænd, som normalt ville have været anbragt på det nedlagte psykiatriske hospital i Långbro og fået passende hjælp, havde det ikke været for diverse politiske beslutninger. Nu huserede de i stedet på Stockholms gader og tugtede deres dæmoner ved hjælp af narko og sprut.

Velfærdsstat, ja godmorgen, tænkte hun og blev pludselig vred.