Huddinge Sygehus

Sofia følte sig helt udmattet, da Linnea Lundströms far, den pædofile Karl Lundström, havde forladt lokalet. Selvom han benægtede det, vidste hun godt, at han var fuld af skam. Den kunne anes i hans øjne, da han fortalte om episoden i Kristianstad, og den gemte sig bag de religiøse funderinger og i historierne om sexhandlen med børn.

I de sidstnævnte tilfælde handlede det om at fortrænge den.

Skylden og skammen var ikke hans, den var hele menneskehedens eller den russiske mafias.

Var historierne ubevidst opdigtede?

Sofia besluttede sig for at fortælle Lars Mikkelsen om de oplysninger, som var fremkommet under samtalen, selvom hun ikke troede, at politiet ville finde nogen Anders Wikström i Norrland og heller ikke nogen videokassetter i et skab under trappen i hans kælder.

Hun tastede nummeret til politiet, blev stillet ind til Mikkelsen og redegjorde kortfattet for det, Karl Lundström havde fortalt.

Hun afsluttede samtalen med et retorisk spørgsmål.

»Er det helt umuligt at lade være med at give angstdæmpende medicin på et af Sveriges største sygehuse?«

»Var Lundstrøm bims?«

»Ja, og hvis jeg skal kunne lave mit arbejde, forudsætter jeg, at den, jeg taler med, er clean.«

Da Sofia forlod afdeling 112 på Huddinge Sygehus, tænkte hun på, hvordan hun skulle forholde sig til sit arbejde.

Hvilken type klienter var det egentlig, hun helst ville arbejde med? Hvordan og hvornår gjorde hun mest nytte? Og hvor meget måtte det koste hende i form af dårlig nattesøvn og vrøvl med maven?

Hun ville gerne arbejde med klienter som Samuel Bai og Victoria Bergman, men der havde hun vist, at hun ikke slog til.

Og i øvrigt?

Hun gik ud på parkeringspladsen, fandt bilnøglerne frem og kastede et hurtigt blik på sygehuskomplekset.

På den ene side var der arbejdet herude med mænd som Karl Lundström. Hun var ikke alene om at tage beslutningerne. Hun afgav en udtalelse i undersøgelserne, som i bedste fald blev til en anbefaling, som siden blev overgivet til retten.

Hun syntes, det mindede om hviskelegen.

Hun hviskede sit standpunkt i nogens øre, det blev hvisket videre til næste person og til næste for til sidst at ende hos en dommer, som meddelte en endelig beslutning med et helt andet indhold, måske påvirket af en indflydelsesrig domsmand.

Hun låste bildøren op og sank ned på sædet.

På den anden side var der arbejdet på klinikken med klienter som Carolina Glanz, hvor hun blev betalt per time.

Der er alting i faste rammer, tænkte hun, da hun startede motoren. Der findes der en færdigskrevet kontrakt om forudsætningerne.

Bruge og lade sig bruge.

Klienten betaler for en aftalt tid, forudsætter hundred procent fokus på sig selv og bruger terapeuten, som mod betaling lader sig bruge.

En sørgelig tautologi, konstaterede hun, mens hun kørte ud fra parkeringspladsen.

Jeg er ligesom en prostitueret.