Harvest Home

Gæsterne var som sædvanlig en blanding af lokale kunstnere, nogle halvkendte musikere eller skuespillere og så de tilfældige turister, som ville opleve det påstået bohemeagtige Södermalm.

I virkeligheden var netop disse kvarterer de mest småborgerlige og etnisk homogene i hele landet, og i bydelen boede der flere journalister end noget andet sted i Sverige.

Samme område var også et af de mest kriminalitetsplagede, men blev i medierne altid fremstillet som trendy og intellektuelt i stedet for voldeligt og farligt.

Svaghed, tænkte Victoria Bergman og fnøs. Hun havde gået i terapi hos Sofia Zetterlund i et halvt år nu, men hvad var de nået frem til?

I begyndelsen havde hun syntes, at samtalerne gav hende noget, hun fik lov at lufte sine følelser og tanker, og Sofia Zetterlund havde været god til at lytte.

I begyndelsen.

Men som tiden gik, syntes hun ikke, at hun fik noget tilbage. Sofia Zetterlund sad der og så ud, som om hun sov. Når Victoria virkelig åbnede sig, sad Sofia der foran hende og nikkede køligt, tog notater, flyttede rundt på sine papirer, pillede ved sin lille båndoptager og så fraværende ud.

Hun tog cigaretpakken op af tasken og lagde den på bordet, trommede nervøst med fingrene mod bordet. Ulysten føltes som en trykken for brystet.

Sådan havde hun haft det længe.

I flere dage, flere måneder.

År.

Alt for længe til at kunne holde det ud.

Victoria sad på en fortovscafé på Bondegatan. Efter at hun var flyttet til Södermalm, gik hun ofte derhen for at drikke et eller nogle gange to glas vin.

Hun havde følt sig hjemme allerede første gang. Personalet var venligt uden at være alt for personligt. Hun afskyede nærgående bartendere, som efter nogle besøg begyndte at bruge fornavn. Det fik hende til at føle sig som en, der gik på værtshus alt for ofte, og det tillod hendes selvbillede ikke.

Victoria Bergman så Sofia Zetterlunds søvnige, uinteresserede ansigt for sig og fik en ide. Hun tog en blyant op af jakkelommen og lagde tre cigaretter ved siden af hinanden på bordet.

På den ene skrev hun SOFIA, på den anden SVAG og på den tredje SØVNIG.

Derefter skrev hun SOFIA ZZZZZZZZZZZ … over hele cigaretpakken.

Hun tændte cigaretten, som der stod SOFIA på.

Op i røven, tænkte hun. Det er slut med de besøg. Hvorfor skulle hun gå derhen igen? Sofia Zetterlund kaldte sig psykoterapeut, men hun var et svagt menneske.

Kokken kom ud på gaden og tændte sig en cerut. Han nikkede genkendende, og hun smilede tilbage.

Restauranten var kun halvfuld, selvom det var en sen fredag eftermiddag. Det skyldtes vel, at vejret var gråt og overskyet og lidt småkoldt, og at det var hviledag i EM-slutspillet.

Det hollandsk-svenske par, som ejede værtshuset, viste kampene i tv, og hun havde været der nogle dage før, da Holland mødte Frankrig. Stedet havde været fyldt til bristepunktet af samtlige indvandrede hollændere i Stockholm.

På væggene hang orange vimpler med den hollandske sorte løve tæt sammenflettet med flag og guirlander i de svenske farver.

Dekorationerne hang der stadig og ville sikkert blive hængende, indtil et af holdene viste sig svage nok til at ryge ud.

Hun tænkte på Gao. Hun og Gao var ikke svage.

Den seneste tids hændelser sad stadig på nethinden, og hun fik en næsten euforisk følelse i kroppen. Men trods den ophidselse hun stadig følte, gnavede noget utilfredsstillet i hende, en slags misfornøjelse. Som om hun krævede mere.

Hun vidste, at hun måtte sætte Gao på en prøve, som han ikke ville kunne klare. Så ville hun måske få det, som hun havde haft det i starten. Hun vidste, at det var Gaos blik og ikke nogen andens, hun ville opleve. Hans øjne, når det gik op for ham, at hun havde svigtet ham.

Hun vidste, at hun blev høj på svigt, og at hun benyttede sig af løgnen for at få det godt. At have to mennesker i sin vold og selv bestemme, hvem man skulle kærtegne, og hvem man skulle slå. Hvis man varierede det og vilkårligt byttede offer, fik man dem begge til at hade hinanden og gøre alt for selv at få ros.

Når de så var blevet tilstrækkelig utrygge, fik man dem til at ville dræbe hinanden.

Gao var hendes barn. Hendes ansvar og hendes et og alt.

Der var kun én før ham, hun havde haft det sådan med. Martin.

Hun nippede til vinen og spekulerede på, om det havde været hendes skyld, at han var forsvundet. Nej, tænkte hun. Det var ikke hendes skyld, hun var kun et barn dengang.

Fejlen lå hos hendes far. Han havde ødelagt hendes tillid til voksne, og Martins far havde måttet bære alle mænds kollektive skyld.

Han kunne jo bare godt lide mig, og jeg mistolkede hans berøringer, tænkte Victoria.

Hun havde været et forvirret barn.

Hun tog en stor mundfuld af vinen og bladede lidt i menukortet, selvom hun godt vidste, at hun ikke ville spise noget.