Monumentet
Om aftenen sad Sofia og Mikael foran tv’et og sludrede, og han var som sædvanlig mest optaget af at fortælle om, hvor godt det gik ham på arbejdet. Hun vidste, at han var selvoptaget, og for det meste kunne hun godt lide at lytte til hans stemme, men denne aften havde hun behov for selv at få lov at fortælle om, hvad hun gik igennem. Hun rettede på tørklædet for at sikre sig, at Mikael ikke så kvælermærkerne.
»Jeg blev mishandlet af en patient i dag.«
»Hvad?« Mikael kiggede forbavset på hende.
»Det er ikke noget alvorligt, bare en lussing, men … jeg vil standse med terapien.«
Hun fortalte om, hvordan hun havde fejlbedømt Samuels mentale tilstand. At hun aldrig tidligere havde været bange under samtalerne og havde følt sig tryg ved ham, men at hun denne gang var blevet bange. Rigtig bange.
Hun fortalte, at hun var skuffet over at skulle afbryde terapien, eftersom hun havde næret stort håb for ham, og desuden havde han været interessant at arbejde med.
»Men den slags sker vel hele tiden?« sagde Mikael og strøg hende over armen. »Det er klart, at du ikke kan fortsætte med en patient, som opfører sig truende.«
Hun sagde, at hun trængte til et kram.
Senere da hun lå på Mikaels skulder, kunne hun se hans profil helt tæt på i det dunkle lys i soveværelset.
»For nogle uger siden spurgte du, om jeg ville rejse til New York med dig. Kan du huske det?« Hun kærtegnede hans kind, og han vendte sig om mod hende.
»Selvfølgelig. Men du sagde, du ikke ville. Har du skiftet mening? Jeg kan fikse billetter allerede i morgen, hvis du gerne vil.«
Hun hørte, hvor ivrig han blev, og fortrød et kort øjeblik, at hun havde nævnt det. På den anden side var det måske på tide at fortælle ham om det.
»Lasse og jeg var der sidste år og …«
»Okay, jeg er med. Men vi kan rejse et andet sted hen i stedet for. London eller hvorfor ikke Rom. Jeg har aldrig …«
»Vær sød ikke at afbryde mig,« sagde hun forsigtigt. Hvorfor forstod han ikke, hvor svært det var for hende?
»Undskyld, men jeg blev bare så glad. Hvad var det, du ville fortælle?«
»Jo, det var på den rejse, at Lasse og jeg kom rigtig tæt på hinanden. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det, men det var, som om vi så hinanden rigtigt for første gang. Men sidenhen blev jeg bange. Ikke på grund af det, der skete på det tidspunkt, men det, som skete senere.«
»Er du sikker på, at det her er noget, jeg vil høre?«
»Det ved jeg ikke. Men det, som skete, var vigtigt for mig. Jeg ville have et barn med ham og …«
»Javel … Og det vil jeg gerne høre?« Mikael sukkede.
Sofia blev irriteret, rullede væk fra hans skulder og rakte ud mod sengelampen. Hun tændte lyset igen og satte sig op i sengen, mens Mikael lavede grimasser og lagde armen over ansigtet.
»Jeg vil gerne have, at du lytter nu,« sagde hun. »For en gangs skyld har jeg noget at fortælle dig, som faktisk betyder noget.«
Mikael trak dynen op over sig og vendte sig bort.
»Jeg ville have et barn med ham,« begyndte hun. »Vi var sammen i ti år, og det blev aldrig til noget, for han ville ikke. Men på den rejse skete der nogle ting, der fik ham til at skifte mening.«
»Lyset blænder mig, slukker du ikke lige?«
Hans mangel på interesse sårede hende, men hun slukkede lampen og krøb op bag hans ryg.
»Vil du have børn, Mikael?« spurgte hun lidt efter.
Han tog hendes arm og lagde den om sig.
»Mmm … måske ikke lige nu.«
Hun tænkte på, hvad Lasse altid havde sagt til hende. I ti år havde han sagt »ikke lige nu«, men i New York havde han skiftet mening.
Hun havde været overbevist om, at han havde ment det, selvom alt havde ændret sig, da de var kommet hjem.
Det, som siden skete, ville hun ikke tænke på. Hvordan mennesker forandres, og hvordan det nogle gange kan synes, som om hvert menneske indeholder flere versioner af samme person. Lasse havde været hende så nær, han havde valgt hende. Samtidig havde der været en anden Lasse, som havde stødt hende fra sig. Det er egentlig bare grundlæggende psykologi, tænkte hun, men den tanke hjalp hende ikke, for det skræmte hende alligevel.
»Er der noget, du er bange for, Mikael?« spurgte hun stille. »Er der noget særligt, som skræmmer dig?«
Han svarede ikke, og det gik op for hende, at han var faldet i søvn.
Hun lå vågen et stykke tid og tænkte på Mikael.
Hvad havde hun set i ham?
Han var flot.
Han lignede Lasse.
Han havde interesseret hende, til trods for eller fordi han virkede så almindelig.
Klassisk småborgerlig baggrund. Opvokset i Saltsjöbaden med mor og far og en yngre søster. Trygt og hyggeligt. Ingen problemer med penge. Skole og fodbold og følge i fars fodspor. Klappet og klart.
Faren havde taget livet af sig, lige inden de mødtes, og Mikael ville aldrig tale om det. Hver gang hun forsøgte at bringe det på bane, gik han ud af værelset.
Farens død var et åbent sår. Hun forstod, hvor nært de måtte have stået hinanden. Moren og søsteren havde hun kun mødt en gang.
Hun faldt i søvn op ad hans ryg.
Klokken halv fire om morgenen vågnede hun ved, at hun lå badet i sved. For tredje nat i træk havde hun drømt om Sierra Leone og var alt for oprørt til at kunne falde i søvn igen. Mikael sov sin dybe søvn ved siden af hende, og hun rejste sig forsigtigt op fra sengen for ikke at vække ham.
Han brød sig ikke om, at hun røg inden døre, men hun satte emhætten i køkkenet i gang og tændte en cigaret.
Hun tænkte på Sierra Leone og spekulerede på, om hun havde begået en fejl ved at sige nej tak til at tjekke fakta i børnesoldatbogen.
Det havde været et klogere og forsigtigere skridt til at bearbejde nogle af de ting, hun havde oplevet der, end at møde en børnesoldat ansigt til ansigt, sådan som hun havde gjort med Samuel Bai.
Sierra Leone havde på mange måder været en skuffelse. Hun var aldrig kommet rigtig tæt på børnene, som hun havde bildt sig ind at kunne hjælpe til et bedre liv. Hun mindedes deres tomme ansigter og deres aversion mod hjælpearbejderne. Hun havde været en af de andre, havde hun hurtigt indset. En voksen, hvid fremmed, som sikkert skræmte mere, end hun hjalp. Børnene havde kastet sten efter hende. Deres tillid til voksne mennesker var forsvundet. Aldrig havde hun følt sig så magtesløs.
Og nu var det mislykkedes for hende med Samuel Bai.
Skuffelse, tænkte hun. Hvis Sierra Leone havde været en skuffelse, så var hendes liv lige nu, syv år senere, en lige så stor skuffelse.
Hun smurte nogle madder og drak et glas juice, mens hun tænkte på Lasse og Mikael.
Lasse havde skuffet hende.
Var Mikael også en skuffelse? Det var jo begyndt så godt mellem dem.
Var de ved at glide fra hinanden, allerede inden de havde nået at komme hinanden rigtig nær?
Der var egentlig ingen forskel på hendes arbejde og hendes privatliv. Ansigterne flød sammen. Lasse. Samuel Bai. Mikael. Tyra Mäkelä, Karl Lundström.
Alle omkring hende var fremmede.
De gled væk fra hende, unddrog sig hendes kontrol.
Hun satte sig ved komfuret igen, tændte en ny cigaret og så røgen forsvinde op i emhætten. Den lille båndoptager lå på bordet, og hun rakte ud efter den.
Klokken var mange, og hun burde prøve at sove, men hun kunne ikke modstå fristelsen og tændte for den.
… har altid lidt af højdeskræk, men han ville jo så gerne op i pariserhjulet. Havde det ikke været for ham, så var det aldrig sket, og han ville nu have talt skånsk, være vokset op og have lært at binde skoene rigtigt. Fandens at det skal være så svært at huske. Men han var møgforkælet og ville hele tiden have sin vilje.
Sofia mærkede, hvordan hun slappede af.
I tilstanden før søvnen indfandt sig, strømmede tankerne frit.